Long Gone ♥ One Direction ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En enkel persons pludselige forsvinden, forandrede det hele. Pigen, der i forvejen havde lavt selvværd og led af anoreksi, blev efterladt af hendes bedsteven, som valgte hende fra, og i stedet drog til London for hans karriere. Hendes bedsteven, Niall Horan, som altid var der for hende, og som altid havde hendes ryg, hvis nogen hakkede ned på hende. Det er netop det, som 17-årige Anastasia Charlston er blevet udsat for. Ensomheden har efterhånden overtaget hendes mørke liv, og hver eneste gang hun tror, at hun har ramt bunden, synker hun endnu lavere. Men vil en tidlig julegave fra hendes fraværende forældre, i form af en måneds ferie i London, hvor en gammel kending dukker op, ændre på det hele? Og vil de ellers hengemte følelser, hun altid har næret for hendes bedsteven, igen komme op til overfladen, og gøre det hele endnu sværere for Anastasia? Vil ferien overhoved gavne teenageren, eller blot forværre hendes situation yderligere?

229Likes
301Kommentarer
22539Visninger
AA

5. Even a small amount of the truth is enough

Anastasias synsvinkel:

Med et ryk satte jeg mig op i sengen og glippede forvirret et par gange med øjnene. Jeg lå badet i sved, med mit løse hår klistret ned mod min fugtige pande, hvor små svedperler havde samlet sig. Mit åndedræt var ustyrligt og det flakkede for mit indre blik – mareridt. Jeg kunne aldrig huske hvad jeg havde drømt om, men den tomme hæmningsløse følelse i min krop var ikke til at tage fejl af.

Forsigtigt lukkede jeg øjnene i igen, alt imens jeg faldt bagover, for at lande på puderne i sengen igen. Min mave havde de voldsomste kramper, og jeg havde en brændende fornemmelse i min hals og på min tunge. Jeg vidste, at jeg blev nød til at spise noget, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Hvis jeg skulle spise morgenmad ud over frokosten med Niall, ville jeg have det forfærdeligt – så derfor var den mulighed udelukket.

Med langsomme bevægelse fik jeg slæbt mine ben ud over sengekanten, så mine tæer næsten nåede gulvet. En kølig brise strømmede igennem døråbningen til gangen, da jeg ikke havde fået lukket døren i går inden jeg faldt i søvn. Mit blik gled hen på natbordet, hvor jeg langede ud efter min mobil for at se, hvad klokken var. 11.09.

Normalt kunne jeg aldrig sove så længe, men min undren over min søvn blev skubbet til side, da jeg så, at jeg havde modtaget endnu en besked. Selvfølgelig var den fra Niall, for som sagt, så var der ikke så mange andre, der rent faktisk tog kontakt til mig. Jeg bed mig hårdt i underlæben, så det sved en smule i den, og læste så beskeden igennem.

#Kan du ikke nævne hotellets navn, så kan jeg komme og hente dig? Skal vi sige klokken 12.30? Jeg glæder mig som en gal!x#

Jeg kiggede ud i rummet, stadig med, mine tænder låst fast omkring min underlæbe. Var det virkelig det jeg ville? Ja, jeg havde da savnet ham, men jeg kunne virkelig ikke holde ud, hvis jeg sårede ham – og det vidste jeg, at jeg ville gøre, hvis kan fandt ud af alt jeg havde lavet. Og hvis jeg gjorde ham skuffet eller ked af det, ville det næsten være ubærligt. Derfor sukkede jeg, og kiggede ned på mine fingre, der trommede mod tastaturet på min mobil.

”Klokken 12.30 lyder helt fint. Vi kan bare mødes ved restauranten, det vil jeg hellere!#

Med et enkelt klik på ’send’-knappen var beskeden sendt af sted mod Niall, som sikkert ville blive glad for at se mit svar. Måske var det lidt koldt, uden nogen form for smiley eller kys eller noget, men jeg havde virkelig ikke lyst. Lige nu havde jeg egentlig mest lyst til at mærke stålet mod min hud – det var lang tid siden sidst. Der var allerede gået fire dagen siden sidst, og selvom det måske ikke lyder som meget i nogens øjne, så var det lang tid for mig. I en periode kunne jeg gøre det op til flere gange om dagen, men det var som om, at mine tanker var optaget af noget andet nu.

Nu var det bare som om, at jeg havde brug for at komme af med noget. Som om, at der lå en klump i min hals, som fortsatte hele vejen igennem min krop og til sidst havnede tungt i min mave. Der var ikke engang nogen specielt grund denne gang – eller, der var altid en eller anden grund, men det var bare ikke det samme nu, som det plejede at være. Jeg havde bare brug for at komme af med den tunge fornemmelse i maven, og det kunne jeg kun på en måde.

Langsomt fik jeg rejst mig op fra sengen, for nærmest at krumme mig sammen igen af mavekramper. Jeg havde virkelig, virkelig brug for noget at spise, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Et glas vand plejede dog altid at gøre underværker, så derfor satte jeg hurtigt kurs mod det lille køkken, for kun at få øje på en hvid seddel på køkkenbordet. Allerede inden jeg havde læst den, vidste jeg hvad det var.

Kære Anastasia. Din far og jeg er gået ud i byen for at udforske den lidt. Du var simpelthen ikke til at få op i morges ;) Det ligger lidt penge på sofabordet, så kan du selv gå ud og se London – vi er hjemme senest klokken 17.00, og så kan vi gå ud og finde noget mad.

Jeg var nærmest ved at kaste op, da jeg lod mit blik skimte teksten. Selvfølgelig var de gået uden mig, og jeg ville væde med, at de ikke engang havde prøvet at få mig op. Hvis jeg havde gået med dem, kunne jeg da komme på en undskyldning for ikke at mødes med Niall. Og den måde de skrev på, som om jeg var deres ven eller bekendte – og da overhoved ikke datter. De havde for længst mistet titlen som mine forældre, men havde jeg virkelig også mistet titlen som deres datter?

Hårdt bed jeg mig i læben, da en klump tog form i min hals, og tårerne begyndte at prikke bag min øjenlåg. De skulle ikke have den ære – de skulle ikke have æren af at få mig til at græde, de skulle tro, at jeg var stærk og at jeg havde det godt. Også på trods af, at jeg slet ikke havde det godt. Måske havde jeg det ikke forfærdelig slemt, men jeg havde det absolut ikke godt. Hvis Niall havde boet hjemme i Irland, ville det være noget andet – jeg kunne være sammen med ham, snakke med ham om alle de ting, jeg ikke kunne snakke med nogen andre om.

Så forsigtigt som muligt åbnede jeg en skuffe, og trak en lille, skarp urtekniv op fra den. Stille gled jeg ned af køkkenbordet og sad og observerede kniven mellem mine hænder, kørte mine fingre lidt over bladet uden at skære mig. Man skulle ikke kunne se det, det var min egen lille hemmelighed. Ingen andre end Niall og jeg vidste til det, og Niall troede sikkert at jeg var stoppet for længst. Han troede endda, at jeg var stoppet lige da vi begyndte at være venner, men sandheden var, at jeg aldrig stoppede – jeg kunne ikke.

Det var som et rush. Et adrenalinkick som jeg ikke kunne beskrive ordentligt. Som om, at hver eneste celle i hele min krop skreg, og det sitrede helt ned til mine yderste tåspidser. Det var en behagelig følelse, og smerten var hvad jeg gerne ville opnå. Det var som en bekræftelse i, at jeg var der – at jeg var levende, og at jeg ikke bare var en tom skal med glansløse øjne.

Et gisp forlod mine læber, da jeg havde trukket ned i det øverste af mine bukser, så min hofte kom til syne. Jeg fjerne det tynde stof fra mine trusser, hvor de nyeste ar befandt sig. Hvis mine forældre på noget tidspunkt skulle vade ind på mit værelse, hvor jeg måske var i gang med at skifte tøj, så ville mine underbukser skjule arene. Mine kolde fingre løb hen over dem, inden jeg placerede kniven mod min nøgne hud. Jeg lukkede ikke engang øjnene. Jeg kunne godt lide at se på, at se hvordan blodet fik kæmpet sig vej igennem den tynde sprække i det øverste hudlag, og senere ville trille ned i dråber af mit lår.

Hårdere bed jeg mig i læben, da jeg tilføjede endnu en rift. De var aldrig helt vildt dybe, men de var der, og jeg kunne mærke dem. De sved, men jeg kunne lide det. Smerten var betryggende på en underlig måde, og det var også derfor, at jeg blev ved med at gøre det. Et stik af dårlig samvittighed ramte mig straks, da Niall kom ind i mine tanker – jeg skulle snart til og af sted, og jeg vidste, at han ville blive skuffet. Selvfølgelig ville han blive skuffet, for sådan var han.

Forsigtigt trak jeg bukserne på plads, og kunne ikke undgå at skære tænder en smule, da det rå stof med det samme gned over mine nylavede sår. Jeg fik stablet mig selv på benene, og fik sat kniven i opvaskemaskinen, da der var kommet en smule blod på, og mine forældre skulle virkelig ikke få nogen mistanke. Omhyggeligt sørgede jeg for at lukke skuffen bag mig, og gik så tilbage på mit værelse.

Jeg fandt noget enkelt tøj frem fra min kuffert, bestående af et par sorte jeans og en sweater. Jeg orkede ingen accesories i dag, faktisk havde jeg stort set aldrig rigtig smykker på. Selvfølgelig havde jeg en gang imellem, men jeg gik aldrig med andet end ringe. Halskæder fremhævede mine meget markerede kraveben, der absolut ikke var pæne, og armbånd lagde fokus på mine arme, som var godt hærget fra før jeg lærte at skjule mine problemer. Jeg havde aldrig turde få huller i ørerne, selvom jeg evigt gerne ville have det.

Opsat på at nå et bad inden jeg skulle mødes med ham, satte jeg kursen mod badeværelset, hvor der lå et lille bitte bad. Et bad kunne virkelig få renset en fuldkommen for tanker og bekymringer, så der gik ikke lang tid før jeg havde smidt mit halvsvedige tøj fra natten, og stod inde i brusekabinen, med vandet strømmende ned over min bare krop. Der var en ting, der var sikkert; at lige meget hvor meget, jeg hadede det, så blev jeg nød til at lyve overfor Niall.

 

 

 

Niall havde skrevet restaurantens navn til mig, så det var her, jeg stod. Han havde husket, hvordan jeg havde en svaghed for hyggelige cafeer, hvor man kunne få en lille sandwich og en kop the, og det var præcis sådan en restaurant han havde fundet. Den lå imellem utroligt mange små gader, der var sidegader til Oxford Street, så det havde ikke været svært at finde herned. Min stedsans havde altid været utrolig god, og nu viste det sig så, at der rent faktisk var en fordel ved god stedsans.

Jeg rettede lidt på min lille, brune skuldertaske, inden jeg åbnede den gamle dør ind til cafeen. En fantastisk duft af gammel købmand, forskellige slags the og æbler ramte mig straks, da jeg trådte over dørtærsklen. Der var 10 minutter til vi skulle mødes, men jeg havde brug for at komme lidt ud – brug for at mærke atmosfæren i London, selvom jeg flere gange havde sagt, at jeg hadede byen så forfærdelig meget. Det havde heller ikke ændret sig, men efter min lille gåtur igennem de små gader, på vejen til cafeen, fandt jeg ud af, at det faktisk ikke var så slemt.

”Hej, et bord til to?” Servitricen, der var kommet lullende hen til mig, nikkede hurtigt og kontant, men sendte mig derefter et varmt smil. Hun pegede over på et bord, lige ud til vinduet, men til gengæld i hjørnet af rummet.

”De kan sidde der, darling. Venter du en?” spurgte hun, og lød oprigtigt nysgerrig. Jeg bed mig igen i min efterhånden hævede underlæbe, men nikkede så og smilede skævt til hende. ”Kan jeg lave en kop the til dem, imens De venter?” Endnu en gang nikkede jeg, og opserverede hun mens hun trissede væk fra mig, og forsvandt igennem en lille dør til et baglokale. Jeg kom til mig selv, og begik mig mod det kvadratiske bord, som jeg havde fået tildelt. Så lydløst så muligt trak jeg en stol ud fra bordet, og placerede mig let på den. Der var ikke mange mennesker herinde, kun et enkel par, som sad og flettede fingre ind over bordet med hver deres kop dampende varm the ved siden af dem.

Nervøsiteten var i den grad steget hos mig. Hvis bare Niall og jeg kunne sidde sådan, smile og kigge hinanden i øjnene, mens vi fortalte hinanden, at vi elskede hinanden. At vi elskede hinanden som mere end venner, for dybt inde, så var det det, som jeg håbede på. Jeg håbede på, at vi en dag kunne blive mere end venner, at jeg ville få det bedre med Niall ved min side hele tiden. På den anden side kunne jeg ikke forestille mig, at bo andre steder end i Mullingar – det havde Niall dog også fortalt mig…

Straks kiggede jeg over på døren, da jeg hørte at den gik op. Straks smilede jeg, da Niall kom til syne, med et gigantisk smil plantet over ansigtet. Hans hår sad godt – hverken for ordnet, men heller ikke helt tilfældigt, og han bar en mørkeblå jakke, som strammede lidt over hans skuldre og brystkasse. Han kiggede fortumlet rundt i cafeen, for til sidst at kigge i min retning. Øjeblikket hvor vores øjne mødte hinanden, havde jeg aldrig haft det værre med mig selv. Han stolede på mig. Han troede på, at jeg ikke havde gjort noget, selvom jeg så sen som for en time siden havde gjort noget.

Hurtigt var han henne ved vores bord, hvor han fik hevet mig op fra min stol og bagefter hevet mig ind i et kram. Et kort øjeblik glemte jeg helt hvor vi var, det var først da han trak sig let fra mig, at jeg selv trak mig væk.

”Hej, smukke!” Han kiggede op og ned af min krop, alt i mens han skiftevis hævede og sænkede sit øjenbryn i panden. Jeg fnisede af ham, og daskede ham på skulderen, efterfulgt af: ”Hej, handsome.” Jeg prøvede at gøre det samme som ham, men det fejlede rimelig grundigt, hvilket kun fik mig til at smile endnu mere. Jeg havde aldrig været typen, som smilede og grinede helt vildt meget, det var mest noget genert noget jeg fik præsteret.

Niall satte sig på stolen overfor mig og tog straks menukortet op i hænderne. Tanken om mad fik min mund til at løbe i vand og min mave til at vende sig, men alligevel havde jeg ikke lyst. Helt omme i mit baghoved sad der en og fortalte mig, hvor meget jeg ville tage på af det – og det passede jo. Jeg ville tage på, hvis jeg spiste noget, og det var det, som fik mig til ikke at spise noget. Jeg var tynderne end hvad sundt var, men jeg ville være endnu mindre. Det var mit mål, og det var det eneste mål, jeg måske havde mulighed for at fuldføre.

”Hvad skal du have?” spurgte Niall og tittede lige op bag menukortet, som han ellers sad helt begravet i. Jeg bed mig i læben og kiggede ned mod mine hænder. ”Jeg har bestilt for mig selv, mens jeg ventede på dig,” mumlede jeg forsigtigt, men alligevel kraftigt nok til, at det ville lyde overbevisende. Jeg sendte ham et smil, som han halvhjertet gengældte, mens han fik guidet servitricen hen til vores bord. Hun havde min the med, som hun stillede ved min plads, og straks begyndte jeg at nippe lidt til den, mens Niall bestilte en lille portion pomfritter og en Baconburger. Han spiste ligeså meget, som han altid havde gjort.

 

 

Nialls synsvinkel:

Jeg kunne ikke rigtig beskrive, hvor glad jeg blev, da jeg så Ana igen – min bedsteveninde, hende som jeg havde savnet så ufatteligt meget. Selvom jeg sjældent havde tid til at ringe til hende, skrive til hende eller besøge hende og min familie tilbage i Mullingar, så holdte jeg stadig ligeså meget af hende. Hun havde bare opført sig underligt, efter jeg var flyttet. Som om, at hun ikke ville snakke med mig; hun ignorerede mine opkald, og når jeg endelig  var hjemme, havde hun aldrig tid til at være sammen med mig.

Derfor betød det ekstra meget for mig, at hun var her. I London, sammen med mig og sammen med hendes forældre. Selvom hun virkede smilende udenpå, så kunne jeg godt se på hende, at hun stadig ikke havde fået det helt godt. Hun havde tabt sig meget, og hendes øjne var glansløse og havde ikke det samme glimt i sig, som de havde engang. Jeg var nervøs for hende, men jeg ville ikke nævne noget for hende – jeg vidste, hvor sart hun var omkring sådan noget.

”Hvad skal du have?” spurgte jeg nysgerrigt, da jeg selv havde fundet ud af, hvad jeg ville have. Hun bed sig i læben og kiggede mod sine hænder, som pænt lå foldet på bordet, inden hun rettede sit blik mod mig igen. Hun ville ikke spise – jeg kunne se det på hende. ”Jeg har bestilt for mig selv, mens jeg ventede på dig,” sagde hun kort for hovedet og sendte mig et skævt smil. Jeg gengældte det halvt, men den tøvende klang i hendes stemme, var ikke til at tage fejl af. Jeg fik servitricen over til vores bord, og lagde mærke til, at hun havde en kop the med.

Hun stillede den foran Anastasias plads, men rettede så sin fulde opmærksomhed mod mig. ”Ehm, kan jeg få en Baconburger og en lille portion pomfritter, tak?” Hun nikkede med et stort smil over læben, tog menukortet og forsvandt så fra bordet igen. Egentlig havde jeg ikke appetit til pomfritter, de var til Ana. Hun blev nød til at spise noget, og jeg var ret sikker på, hvordan jeg skulle få hende til det.

”Nåh,” startede jeg friskt og rettede mig lidt i stolen. Anastasia kiggede straks op på mig, og blinkede et par gange med øjnene, der var smukt indrammet af lange øjenvipper påført en anelse sort mascara. Et øjeblik blev jeg helt fanget af hendes øjne, men da hun kiggede ned mod sin the, kom jeg til mig selv. ”Hvordan går det så? Nogen søde drenge?” drillede jeg, og tjattede til hende hen over bordet.

Hun grinede sin lave, søde latter og trak så lidt på skulderen. ”Tjo, en er der vel altid,” mumlede hun, og sippede til sin the. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så var det den kop, hun snakkede om, hun havde bestilt – og det var jo langt fra nok. Hun havde brug for noget næring, ellers var jeg bange for, at de ville ende virkelig galt.

”Fortæl,” skubbede jeg på, mens jeg hvilede mit hoved på mine knyttede hænder, som holdte sig oppe ved hjælp af albuerne, der lå på bordet. Hun bed sig i læben, og kiggede igen mod hendes hænder, der nu holdte rundt om den lille, hvide tekop. ”Hvordan er han?” spurgte jeg igen og prøvede at fange hendes blik.

”Han er sød,” grinede hun lavt. Jeg nikkede tænkende, selvom jeg egentlig ikke ville have, at han bare var sød. Han skulle være noget helt specielt, ellers fortjente han ikke Anastasia. Hun skulle have en, der kunne passe på hende, når jeg ikke havde mulighed for det, og en, som kunne få hende til at grine og tænke på noget andet, når ingen andre kunne. ”Men du kender ham ikke,” tilføjede hun med et smil, hvilket endnu en gang fik mig til at nikke.

Jeg sad lidt og kiggede ud igennem vinduerne i cafeen, som lå direkte ud til en lille gade, hvor der stort set ingen mennesker gik. Det var også derfor, jeg havde valgt denne her restaurant – well, dels derfor, jeg havde også bestilt den på grund af Ana. Hun havde en forkærlighed for sådan nogen små, søde cafeer og restauranter, og derfor vidste jeg, at hun ville elske denne her. Jeg kom her ofte med venner og veninder, fordi vi kunne være i fred her. Der var stort set aldrig nogen fans, og paparazzierne befærdede sig mest i centrum af byen og foran de store hoteller. Stemningen mellem Ana og jeg var hverken akavet eller specielt behagelig. Stilheden lå som et tæppe over os, og det fik med det samme nervøsiteten til at brede sig rundt i min krop.

”Du, Ana?” spurgte jeg lavt og kiggede afventende på hende. Hun sad som forstenet og kiggede på hendes the, og først da jeg nævnte hendes navn endnu en gang, reagerede hun. Et lille grin slap igennem mine læber, inden jeg tog mig sammen til at fortsætte. ”Hvordan går det egentlig? Hjemme i Mullingar, og med skolen og sådan? Jeg er så ked af, at jeg aldrig har tid til a-”

”Niall, du skal ikke tænke på det okay?” afbrød hun mig blidt og smilede varmt til mig. Jeg lukkede munden, og sendte hende i stedet et bekræftende blik, for, at hun skulle svare på mine spørgsmål. Jeg blev nød til at vide, hvordan hun havde det – og ikke bare det ligegyldige med, hvordan hendes karakterer lå og hvilke blomster der nu var hendes favorit, men noget om hende. Jeg savnede dengang, hvor vi delte alt med hinanden, og hvor vi kunne sidde og grine over en skål popcorn over latterlige jokes, vi fandt på internettet klokken 03.00 om aftenen.

”Men det går… sådan, udmærket,” svarede hun og tog endnu en tår af sin the – denne gang var den dog større, end de andre små slurke hun havde taget. Jeg kneb øjnene sammen, lige i det jeg lagde hovedet lidt på skrå. Der var noget over hende…

”Sådan, udmærket?” gentog jeg spørgende. ”Hvad skal det betyde?” mumlede jeg undrende. Det kunne jo betyde tusindvis af ting, men hvis jeg ikke tog meget fejl, så betød det ikke noget positivt for hende. Hun smilede til mig, og nikkede så mod noget bag mig, så jeg hurtigt vendte mig om. Bag mig kom servitricen balancerende med mine tallerkner og endte så med at placere dem foran mig. Taknemmeligt mumlede jeg et lavt tak, men jeg havde pludselig mistet appetitten. På trods af, at jeg ikke havde fået frokost endnu, så mistede jeg appetitten når jeg så på Anastasia og hendes spinkle figur.

”Hør, det går fint, okay? Karaktererne ligger hvor de skal, Mor og Far er som de plejer, faktisk er alting som det plejer.” Hendes stemme var pludselig fuld af kraft, mens hun fik fremstammet sin sætning. Jeg bed mig i læben, og kiggede på hende, men jeg kunne intet se. Hun fortrak ikke en mine og det bekymrede mig, selvfølgelig gjorde det det. Hun var min bedsteveninde, og hvis alting var som det plejede, så var alting lort. Og nu var jeg der ikke engang til at støtte hende…

 

Halløj mennesker!

Hun kom ud og spise med Niall - hvad syntes i? Kunne i lide, at i fik lidt fra Nialls synsvinkel?

Tjek tøj i kommentar (as usually!)

Det ville betyde meget for mig, hvis vi kunne komme op på 90 likes! Jeg elsker jer. x

//Freja xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...