Long Gone ♥ One Direction ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En enkel persons pludselige forsvinden, forandrede det hele. Pigen, der i forvejen havde lavt selvværd og led af anoreksi, blev efterladt af hendes bedsteven, som valgte hende fra, og i stedet drog til London for hans karriere. Hendes bedsteven, Niall Horan, som altid var der for hende, og som altid havde hendes ryg, hvis nogen hakkede ned på hende. Det er netop det, som 17-årige Anastasia Charlston er blevet udsat for. Ensomheden har efterhånden overtaget hendes mørke liv, og hver eneste gang hun tror, at hun har ramt bunden, synker hun endnu lavere. Men vil en tidlig julegave fra hendes fraværende forældre, i form af en måneds ferie i London, hvor en gammel kending dukker op, ændre på det hele? Og vil de ellers hengemte følelser, hun altid har næret for hendes bedsteven, igen komme op til overfladen, og gøre det hele endnu sværere for Anastasia? Vil ferien overhoved gavne teenageren, eller blot forværre hendes situation yderligere?

229Likes
301Kommentarer
22574Visninger
AA

10. Anxiety and running away

Anastasias synsvinkel:

Jeg vågnede næste morgen, præcis som jeg lå, da jeg havde lagt mig til at sove hjemme hos Niall. Han havde været så sød at tilbyde mig at ligge i hans seng, og så ville han slæbe en madras ind ved siden af den, men jeg havde afslået, fordi jeg ikke ville tage hans seng. Det var dog alligevel end med, at jeg var endt i hans seng.

Træt strakte jeg min krop og kunne ikke undgå en underlig lyd i at slippe igennem mine læber, mens jeg hårdt kneb mine øjne sammen. Alting havde været så perfekt de sidste par dage – næsten for perfekt. Det eneste der undrede mig lige nu, var Nialls opførsel i går, og hvordan han havde opført sig underligt, overbeskyttende hele aftenen. Da jeg skulle sige farvel til de andre, og han havde lagt en hånd på min lænd, som om han ville minde mig om, at han altså stadig var der.

Den konklusion var jeg kommet frem til, efter at have ligget det halve af natten vågen og funderet under det. Et lille håb inden i mig skreg på, at han måske var jaloux – dog skubbede jeg det væk, hver eneste gang det dukkede op i mine tanker, for jeg kunne ikke klare at blive skuffet, hvis det viste sig at være forkert.

Søgende kiggede jeg på madrassen på gulvet, men Niall var stået op. Madrassen var tom, og dynen lå som om, den netop var blevet svunget af en persons krop. Langsomt fik jeg rejst mig op og greb ud efter min mobil,  der lå på natbordet ved siden af sengen. Klokken var halv 12, men det kom egentlig ikke bag på mig, at jeg havde sovet så lang tid. Som sagt, så kunne jeg ikke falde i søvn i går, fordi jeg lå og tænkte, og Niall og jeg kom først i seng da klokken var omkring 1.

Med et suk svang jeg benene helt ud over sengekanten, så mine tåspidser lige akkurat kunne nå det kølige parketgulv. Et gys gik igennem mig ved kulden, der sendte kuldegysninger rundt i hele min krop, mens jeg gik over gulvet og hen mod døren. Jeg anede ikke, hvor Niall var, og for at være helt ærlig, så anede jeg ikke, hvordan jeg skulle finde ham.

Jeg endte med at stå midt på en rimelig stor gang uden at have nogen ide om, hvilken vej jeg skulle gå. Jeg kunne gå ind af adskillige døre, jeg kunne gå til begge sider, og i det hele taget var der så mange muligheder, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Derfor endte jeg med at råbe hans navn højt, i håbet om han ville høre mig, og på den måde komme til mig. Noget sagde mig dog, at han ikke havde hørt mig, for han var stadig ikke kommet efter et par minutter, hvor jeg havde stået og gloet.

Derfor besluttede jeg mig for at prøve mig lidt frem. Hvad var det værste, som kunne ske? Det var vel ikke ligefrem fordi, jeg kunne fare vild, det her var trods alt bare et hus ligesom alle andre.

Iført Nialls joggingbukser og en T-shirt, som jeg havde lånt til at sove i, begyndte jeg at gå ned af gangen. Mine fødder plantede sig sikkert på det glatte trægulv efter hver eneste skridt, jeg tog, og mine fingre gled hen langs muren. Alting herinde var så eksklusivt, men det var på ingen måde snobbet herinde – det var Niall-agtig, på trods af alle de finde møbler, han havde købt.

”Leder du efter noget?” Ved lyden af en velkendt stemme, snurrede jeg hurtigt rundt og så på Niall, der stod lidt væk fra mig. Hans lyse hår sad rodet, og han havde et par lyseblå pyjamas bukser og en hvid tanktop på – det nattøj, han altid havde sovet i.

”Dig,” svarede jeg henkastet, inden jeg efter et par sekunders pause fortsatte, ”det her hus er jo så stort, at jeg ikke aner, hvor hvad ligger.” Et lille grin slap igennem Nialls læber, inden han begyndte at gå tilbage fra hvor han kom fra. I frygt for, at jeg ville miste ham af syne igen, eller fare vild i det store hus, skyndte jeg mig at følge efter ham.

”Hvad syntes du så om drengene?” spurgte Niall, hans stemme en anelse nervøs, hvis jeg ikke tog fejl.

”Det var søde, Niall. Jeg er glad for, at du er sammen med nogen, der gør dig glad, og nogen du godt kan lide at hænge ud med. De er jo nærmest som en familie for dig, er de ikke?” Jeg besvarede hans spørgsmål med lethed, for drengene havde virkelig været søde. Det var tydeligt, at de godt kunne lide at være sammen alle fem, og det virkede også som om, at de virkelig kunne lave alt sammen.

”Tjo, det er de vel,” mumlede han med ryggen mod mig, idet han drejede ind af en dør og til sidst stod i køkkenet. Endnu en gang fulgte jeg lige i hælene på ham, hvilket så resulterede i, at jeg løftede mig selv op og sidde på køkkenbordet, præcis som jeg havde gjort i går, da jeg snakkede med Harry. En underlig kildende fornemmelse begyndte, da jeg tænkte tilbage på Harrys og min samtale i går – om den var positiv eller negativ kunne jeg ikke finde ud af, men den var der. Jeg havde lyst til at bevæge mig, få den væk, men samtidig havde jeg lyst til, at den skulle blive der. Mine lår sitrede og mine fingerspidser trommede mod bordpladen, idet Niall fik fanget min opmærksomhed.

Han stod med hovedet helt inde i køleskabet, da han spørgende nævnte mit navn. Jeg mumlede et lavt ”mhm,” så han ville forsætte sin samtale, da han tydeligvis ville fortsætte sin snak. ”Hvad vil du have at spise?” spurgte han, stadig med hovedet helt inde i køleskabet, mens han tog en karton mælk ud af køleskabet og placerede den på bordet ved siden af ham.

Jeg bed mig hårdt i min hærgede underlæbe, der efterhånden var hævet efter de utallige gange, jeg havde bidt fast i den med mine fortænder. Jeg havde ikke lyst til at spise noget, men Niall ville ligge mærke til det, hvis jeg ikke spiste morgenmad, og jeg havde ikke lyst til, at han skulle bekymre sig om noget. Han skulle ikke bekymre sig om mig, og han skulle i den grad ikke blive ked af det på grund af mig. Jeg vidste, at hvis han skulle falde for en pige, så skulle den pige spise ligeså meget som ham selv – så hvordan skulle han nogensinde kunne falde for mig? Jeg spiste aldrig, jeg skar i mig selv, jeg var ynkelig. Patetisk, ligegyldig.

En stor klump havde samlet sig i min hals, da tankerne endnu en gang havde taget overhånd. Svagt fik jeg formet en nogenlunde sammenhængende sætning, men da jeg prøvede på at få den ført ud i livet med min mund, kom der ingen ord ud. Mine fingre begyndte at ryste, jeg fik sorte pletter for øjnene, alting svimlede rundt for mig. Hårdt greb jeg fat om bordkanten med mine fingre og klemte så hårdt rundt om den, så mine knoer blev hvide.

”Ana?” Fjernt kunne jeg høre Nialls stemme, men jeg kunne stadig ikke sige noget. Ingenting stod klart for mig, min hjerne var som en stor, bundløs sump. Jeg vidste ikke, hvad der skete med mig, men jeg ville væk herfra. ”Anastasia? Ana, hvad sker der?”

Endnu en gang kunne jeg høre Nialls stemme, denne gang mere fjern end før. Hårdt kneb jeg øjnene sammen i et forsøg på at få det til at gå væk, men det blev ved med at være der. Det gjorde ondt i mit bryst, mine håndflader var svedige og glatte, og min hals var så tør, at det gjorde ondt at trække vejret. Ingenting gav mening, køkkenet kørte rundt for mig, det var som om, at jeg sad i en karrusel, der kørte hurtige og hurtige rundt.

Jeg nåede ikke at opfange hvad der skete, det eneste jeg gjorde, var at knibe øjnene så hårdt sammen, at jeg absolut ingenting kunne se. Hektisk hev jeg efter vejret, mens Nialls muskuløse underarme solidt bar mig - jorden forsvandt i hvert fald under mig, og bordpladen kunne ikke længere føles. Panisk greb jeg fat i det der var nærmest, Nialls stemme tyssede roligt på mig i det fjerne. Hvad skete der med mig? Hvad var det her?

”Ana, træk vejret,” mumlede Niall tæt på mit ansigt, mens hans ånde svagt kunne mærkes mod mit ansigt. Jeg prøvede ihærdigt på at trække vejret, præcis som han bedte mig om, men jeg kunne ikke holde det i ret lang tid. Endnu en gang endte jeg op med at hive hektisk efter vejret, og mine fingre blev strammet rundt om det, jeg havde grebet fat i før. Jeg vidste ikke, hvad det her var. Jeg havde aldrig, aldrig prøvet sådan noget her før, og jeg var bange. Jeg havde ingen ide om, hvad der skete med mig – skulle jeg… dø? Var det her slut?

Tanken fik mig til at ryste endnu mere end før. Plejede man ikke at sige, at man så sit liv passere for en, hvis man skulle dø? At man ville se en lang tunnel med lys for enden, passagen til et nyt liv? Jeg så ingenting af det – dog så jeg en sløret, bekymret Niall, da jeg langsomt åbnede mine øjne.

”Anastasia?!” Hans desperate stemme blev højere i takt med, at jeg vågnede mere og mere op. Jeg hev stadig efter vejret, men tæppet, der var blevet svøbt omkring min krop, forhindrede mig i at ryste så meget som før. Jeg vidste ikke, hvad der lige var sket, men det havde været forfærdeligt – ubehageligt, og i hvert fald ikke noget, jeg troede man kunne opleve.

Niall blev langsomt skarpere og skarpere for mit blik. Hans blanke, blå øjne, fyldt med bekymring og nervøsitet, borede sig med det samme ind i mine. Jeg sank en tung klump jeg havde i halsen, og da en enkel tåre stille trillede ned af min kind, var Nialls hånd der hurtigt til at fjerne den. Hans tommefinger bevægede sig i beroligende cirkler under mit øjne, mens hans hoved langsomt kom tættere på mit. Et hikst forlod mine læber, da hans pande hvilede mod min egen, og jeg kunne mærke en salt tåre ramme min kind.

Han græd. Han græd på grund af mig, det jeg altid havde sagt, ikke måtte ske, var netop sket. Hurtigt hev jeg efter vejret, fik vristet mine hænder fri fra tæppet, og placerede dem i stedet for bag Nialls nakke. Roligt begyndte jeg at nusse de små hår, der sad i nakken, alt i mens vores hoveder kom endnu tættere på hinanden.

Niall tog det sidste skridt – pressede voldsomt, ivrigt sine læber mod mine, i et kys fyldt med så meget passion, at det kvarte kunne have været nok. Endnu en tåre trillede ned af min kind, men igen var Niall hurtig til at fjerne den fra mig. Han gjorde intet for at udvikle kysset, men han gjorde heller intet for at stoppe det. Han var stoppet med at græde, men da han til sidst trak sig væk fra mig for at få luft, snappede han lavt efter vejret.

”Hva-hvad skete det?” spurgte jeg grådkvalt. Niall satte sig på kanten af den sofa, jeg var blevet lagt i, og fik møvet hans hænder ind på min ryg. Jeg nåede ikke at opfange, hvordan han bar sig ad med det, men han fik i hvert fald hevet mig op, så jeg sad på hans skød. Han strammede sit greb rundt om mig og trykkede mig helt ind til hans bryst. Mine egne arme og fingre fandt endnu en gang vej til hans nakke, så jeg kunne knuge ham ind til mig – mærke ham, mærke hans nærvær.

”Jeg ved det ikke,” mumlede han tårevædet mod min hals, og gav mig et lille klem. Jeg snøftede mod ham og sørgede for at få alting med. Jeg var rædselsslagen efter den oplevelse, jeg lige havde haft – vi lige havde haft.

”Jeg… jeg troede, at jeg skulle miste dig.” Nialls i forvejen skrøbelige stemme knækkede igennem sætningen, mens jeg kunne mærke et hulk forlade hans mund. En tåre trillede ned af min kind, i det jeg svagt kyssede ham lige under øret. Hans bryst bevægede sig i hurtige bevægelser, hvilket beviste, at han græd. Jeg selv måtte bide mig hårdt i indersiden af kinden, mens jeg gemte mit ansigt i fordybningen mellem hans nakke og skulder.

”Du mister mig ikke, Niall.” Ordene, der kom ud af min mund, overraskede mig. Jeg var ikke bange for døden, ikke mere – det var oplevelsen, der havde skræmt mig. Flere gange havde jeg stået med et glas piller i hånden, og overvejet om det hele virkelig var livet værd. Jeg havde været ved at springe ind foran en bil, der tydeligvis kørte for stærkt, fordi jeg ikke fandt grund til at leve mere. Og alligevel lovede jeg Niall – min bedsteven, mit alt, at han ikke skulle miste mig.

 

 

Vi havde siddet sådan i over en halv time, indtil Niall forsigtig havde trukket mig væk fra ham. Han havde fortalt, at jeg skulle prøve at sove lidt, slappe helt af i kroppen, for måske ville det hjælpe. Jeg havde gjort som han havde bedt mig om, lagt mig ned og prøvet at slappe af, men jeg kunne ikke sove. Adrenalinen pumpede rundt i min krop, tankerne var et stort virvar. Det eneste jeg var helt sikker på, var, at Niall havde kysset mig.

Han havde kysset mig, og han havde ment det! Han blev nød til at mene noget med det, hvis det bare var i forvirring, at han havde gjort det, kunne alting være lige meget. Lige nu troede jeg rent faktisk på, at han følte det samme som jeg gjorde. At vi måske kunne blive til noget, ikke noget stort, men bare et eller andet. At jeg kunne hoppe ind i det nye år med ham ved min side, og med ham som min støtte.

Ude fra køkkenet kunne jeg høre Niall rumstere rundt. Hans skridt kunne høres på lang afstand, og da lyden af et smadret glas, efterfulgt af Nialls groteske bandeord, lød, gik det langsomt op for mig, at jeg ikke var den eneste, det her var gået ud over. Hvad det end var, der lige var sket, så havde det skræmt Niall. Han havde grædt på grund af mig, og jeg vidste, hvor meget der skulle til, før Niall ville begynde at græde. Et stik af dårlig samvittighed ramte mig – det var min skyld, at han var ked af det. Jeg skulle aldrig været taget hen til ham, sovet hos ham eller mødt de andre drenge. Det var en fejl.

Derfor fik jeg langsomt sat mig op i sofaen og krængede tæppet af mig. Kulden i huset ramte mig som et slag, og jeg måtte endnu en gang bide mig i underlæben, for ikke at klapre tænder. Jeg vidste, at Niall var lige ude i køkkenet, og at han til hver en tid ville kunne komme ind, og opdage en tom sofa – eller endnu værre, opdage, at jeg var på vej væk.

Så stille som muligt fik jeg bevæget mig hen over gulvet, greb mine sko på vejen og trak dem på. Lige nu var jeg ligeglad med, at det var Nialls tøj, jeg havde på, og at mit eget lå inde på hans værelse. Jeg blev nød til at komme ud, komme væk fra ham og tanken om, at det var min skyld, at han var så ked af det. Han gik for fanden da rundt og snøftede ude i køkkenet, smadrede glas og bandede på grund af mig!

Jeg hev min jakke ned fra knagen, og trak den i en hurtigt bevægelse på. Heldigvis havde jeg taget min mobil i lommen, da jeg stod på, og min pung lå i min jakkelomme, så jeg havde alt det vigtige. Jeg hev ned i håndtaget på døren, åbnede den musestille, og endnu en gang ramte kulden mig som en mur, jeg gik ind i. Jeg rystede det af mig og rettede min ryg lidt, så jeg ikke ville ligne en krumrygget kone, når jeg gik ud i offentligheden. Egentlig var det først gået op for mig nu, at jeg sikkert lignede noget der var løgn. Mit hår havde jeg flettet i en sidelæns fletning i går, inden jeg gik i seng, og jeg havde absolut ingen makeup på – mine øjne var sikkert rødsprængte efter, at jeg havde grædt, men for at være ærlig bekymrede jeg mig ikke om det nu. Det eneste jeg tænkte på var, at jeg skulle finde en metro eller en bus. Lidt længere nede af gaden så jeg et busstoppested, så jeg besluttede mig hurtigt for, at det var den bus, jeg skulle med. Den måtte vel for helvede køre ind til London, eller i hvert fald til en metro.

Lige da jeg var nået stoppestedet, holdte der en bus ind. Jeg kiggede mig hurtigt omkring inden jeg steg ind i bussen. Buschaufføren smilede stort til mig, men jeg kunne ikke sende ham andet end et skævt smil tilbage.

”Hvor skal De hen, frøken?” spurgte han høfligt og smilede om muligt endnu større. Jeg kiggede endnu en gang ned af gaden igennem forruden, for at sikre mig, at Niall ikke ville komme ud. Det ville sikkert blive akavet på et andet tidspunkt, når vi skulle snakke sammen igen, men det kunne jeg ikke tænke på nu. Jeg skulle bare væk.

Mumlende og genert gav jeg ham min adresse, efterfulgt af et spørgsmål der lød på, om han eventuelt kunne stoppe der. Heldigvis viste det sig, at den busterminal han skulle hen til, ikke lå mere end 100 meter væk fra hotellet, så der gik ikke lang tid, før jeg havde sat mig bagerst i bussen, og chaufføren begyndte at køre. Der var ingen andre med bussen, ud over mig, så jeg tillod en enkel tåre i at slippe fri. Det her var ikke planen – intet af det her var planen, jeg ville hjem, helt hjem. Jeg ville hjem til det liv, jeg havde før. Det triste liv, jeg levede alene i Mullingar, men alligevel det liv, som jeg foretrak. Der var ingen grund til at være her mere – Niall ville måske blive ked af det i starten, hvis jeg bare sådan tog hjem, men så ville han også komme over det. Præcis ligesom han kom over, at han flyttede fra mig og aldrig så mig mere.

I takt med, at bussen kom længere ind mod byen, begyndte flere og flere folk at stige om bord. Endelig så det dog ud til, at bussen ville holde ind på en busterminal, og desuden kunne jeg genkende stedet – det var her omkring, Niall og jeg havde spist.

Jeg fik sagt farvel til buschaufføren og gik ud af bussen, efterfulgt at mange andre mennesker, der også skulle af nu. Folk skubbede sig frem i mængden, mens andre – ligesom mig – blev skubbet til. Jeg havde altid været dårlig til at sige fra, eller til at sige folk imod, og det her var bare et enormt bevis på det.

Endelig kunne jeg se det efterhånden velkendte hotel tårne sig op foran mig, og hurtigt var jeg inde i lobbyen, elevatoren og til sidst var jeg på den etage, hvor vi boede. Jeg havde fået en ekstra nøgle af mine forældre, sandsynligvis fordi de til sidst godt kunne se, at jeg var meget sammen med Niall.

Så snart var jeg inde i lejligheden, men denne gang tyede jeg ikke til kniven eller barberbladet – i stedet gik jeg direkte ind på mit værelse, fandt alt mit tegnegrej frem og satte mig ned på gulvet. Jeg havde en underlig trang til at tegne noget, noget mørkt og dystert, noget som kun jeg ville kunne forstå. Noget, der ville beskrive præcis hvordan jeg havde det indeni, og sidst men ikke mindst – noget der fik mig til at glemme.

Oblivion. 

Det Anastasia oplever, er et angstanfald - jeg har aldrig selv prøvet det, så er det ret svært for mig at beskrive, hvad det egentlig er. Håber, at i forstod det nogenlunde :)

MEN DE KYSSEDE! Deres første kys - gjorde Niall det i forvirring, eller mente han noget med det? Hvad tror i?

Jeg elsker jer alle sammen x

//Freja xoxo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...