Long Gone ♥ One Direction ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En enkel persons pludselige forsvinden, forandrede det hele. Pigen, der i forvejen havde lavt selvværd og led af anoreksi, blev efterladt af hendes bedsteven, som valgte hende fra, og i stedet drog til London for hans karriere. Hendes bedsteven, Niall Horan, som altid var der for hende, og som altid havde hendes ryg, hvis nogen hakkede ned på hende. Det er netop det, som 17-årige Anastasia Charlston er blevet udsat for. Ensomheden har efterhånden overtaget hendes mørke liv, og hver eneste gang hun tror, at hun har ramt bunden, synker hun endnu lavere. Men vil en tidlig julegave fra hendes fraværende forældre, i form af en måneds ferie i London, hvor en gammel kending dukker op, ændre på det hele? Og vil de ellers hengemte følelser, hun altid har næret for hendes bedsteven, igen komme op til overfladen, og gøre det hele endnu sværere for Anastasia? Vil ferien overhoved gavne teenageren, eller blot forværre hendes situation yderligere?

229Likes
301Kommentarer
22573Visninger
AA

14. Anti-climax

Anastasias synsvinkel:

Jeg havde ikke en gang tænkt over, at det var voldsomt uhøfligt at tage et bad, men jeg havde haft sådan en trang til det. Badeværelset lå i forlængelse med det værelse, jeg var havnet på, så jeg skulle ikke bekymre mig om at skulle krydse køkkenet, da jeg begik mig ud på badeværelset. Fuldkommen forstenet trådte jeg ind i brusekabinen, tændte for vandet og lod hurtigt de lunkne stråler gennembløde mig. T-shirten klæbede til min krop og føltes tung, men bare tanken om at tage den af, syntes umulig.

Det havde været sådan en stor fejl. Alting. London, nytår – mig. Hvis jeg ikke havde taget til London, havde jeg ikke mødt Niall igen, og jeg ville ikke være endt til den fest med ham og resten af drengene. Harry ville ikke have fået noget at vide om mig, og på den måde ville alting være endt præcis, som det var før. Hellere dét, end det her.

Et lavt hulk forlod mine læber, men jeg bed det hastigt i mig igen. I stedet gled jeg langsomt ned af den kolde klinkevæg, for til sidst at sidde på gulvet med benene trukket helt op under mig. Jeg kunne stadig høre de to drenge vrisse af hinanden. De råbte ikke som sådan, deres stemmer var bare hævede, voldsomme. Bestemte.

Træt begravede jeg hovedet i mine knæ, mens de tunge stråler piskede ned på min ryg. Der var ingenting, der gav mening mere. Ingenting var, som de burde være – Harry kendte til alt, mine forældre have sikkert fattet mistanke, Niall var sur på grund af mig. Hvorfor kunne jeg ikke bare forsvinde?

Et højt knald lød pludseligt, hvilket fik mig til at gispe forskrækket og hurtigt løftede jeg mit blik. Der var ingen på badeværelset, men deres stemmer var stoppet og det eneste jeg kunne høre, var lyden af vandet, som ramte en overflade. Hvad lyden havde været, anede jeg ikke, men det lød kraftigt som om, at noget var blevet smadret.

Jeg trak mine knæ lidt mere op under mig og bed mig så hårdt i læben, at jeg til sidst kunne smage blod. Mit hjerte slog med flere tusind slag i sekundet mod mit bryst, så det til en hver en tid kunne springe. Jeg frøs, men samtidig havde jeg ikke lyst til at skrue op for temperaturen på vandet. Jeg følte mig tom. Der var ingen følelser, der kunne beskrive noget – det blev alt sammen skyllet væk af vandet.

Endnu en gang lod jeg mig hoved falde til mine knæ, hvorefter jeg kneb øjnene hårdt sammen. En sådan trang til at forsvinde, havde jeg aldrig troet, jeg skulle føle før. Det var ikke en trang, som den jeg havde haft aftenen inden – jeg ville bare gerne tilbage. Til dengang, hvor Niall ikke var kendt, hvor mine forældre og hans stadig snakkede sammen. Tilbage til de gamle tider.

Mine tårer blandede sig langsomt med vandet, der efterhånden havde fundet vej igennem mit hår, ned over min pande og til sidst gled de ned af mine kinder. Den sparsomme mængde mascara, jeg stadig havde på fra festen, ville med garanti hænge langt over mine kinder, men aldrig havde jeg været mere ligeglad.

Som sagt var jeg tom. Jeg var helt og aldeles tømt for smerte og følelser, og dog kunne jeg mærke den velkendte stikken i mit bryst. Desperat på at ignorere den, krummede jeg mine tæer hårdt sammen, bare så jeg kunne tænke på noget andet. Forgæves lyttede jeg efter noget, men det eneste jeg kunne høre, var mine lave hulk og det fossende vand. Deres stemmer var fuldkommen fadet ud, og et øjeblik overvejede jeg, om jeg skulle gå ud og kigge. Bare for at se, om alting var okay.

Der gik dog ikke mange sekunder, efter den tanke havde passeret min hjerne, før jeg hørte endnu et højlydt kanld. Det var helt klart for mig nu – der var noget, der blev smadret. Hvorfor og hvem, der smadrede noget, anede jeg ikke, men jeg turde i hvert fald ikke gå derud. Bare tanken om, at den ene måske gjorde den anden fortræd, fik et højt hulk til at bane sig vej igennem min strube.

 

Nialls synsvinkel:

Jeg var godt klar over det. Det var synligt for enhver, så selvfølgelig blev jeg frustreret, da jeg hørte Harry sige det højt. Hvorfor havde hun sagt det til ham og ikke mig? Hun kendte ham slet ikke, jeg var da hendes bedsteven, var jeg ikke?

Stadig påvirket af alkoholen fra i går, greb jeg hårdt fat om en bordkant. Det hele havde pludselig vendt sig fra at være en fed, hyggelig aften, til et af mine værste mareridts. At se, hvordan Harry og Ana pludselig var forsvundet, fik mig lyst til skrige og råbe, te mig som en vanvittig. De mest forfærdelig tanker var løbet igennem mit hoved – hvad lavede de? Var de sammen?

Men nu vidste jeg bedre. Jeg vidste, hvorfor Ana havde været så fraværende og hvorfor hende og Harry var taget hjem i går. Jeg burde havde set det, i hvert fald den del, som Harry lige havde fortalt. Hvorfor havde jeg ikke kunne se det? Arene på hendes alt for tynde arme fortalte en historie for sig selv, men… hvorfor havde hun ikke sagt, at det var på grund af mig?

”Niall,” sukkede Harry ved siden af mig, hvorefter han forsigtigt trådte et skridt tættere på mig. Jeg kunne mærke en hånd på min skulder, men ligeså hurtigt den var kommet, ligeså hurtigt havde jeg fået rystet den af mig. 

”Jeg syntes, du skal tage hjem, Niall. Du er fuld, og Anastasia har brug for at være ale-,” Jeg nægtede at høre mere. Harry skulle af alle folk i verden ikke snakke sådan om mig – han kendte ikke engang Ana! Hun var MIN bedsteveninde!

Fuldkommen ude af kontrol over min bevægelser, greb jeg et glas, som stod på bordet. Uden at tænke over, hvad jeg gjorde, knaldede jeg det så hårdt ned i bordet, så det splintredes i min hånd. Harry gispede forskrækket ved siden af mig, men jeg ignorerede det demonstrativt. Han skulle ikke fortælle mig, hvad min bedsteveninde havde brug for. Jeg vidste udmærket, hvad hun havde brug for, hun havde brug for en at snakke med, en skulder at græde ud ved. Det vidste jeg, fordi jeg var hendes bedsteven, det var Harry ikke!

”Hvad fanden har du gang i?” udbrød Harry højt, hentydende til det glas, jeg lige havde smadret. Vreden hobede sig op i mig, mens jeg prøvede på kontrollere min desperation, men det syntes umuligt. Jeg vidste ikke, hvem jeg var vred på – hende, ham eller mig selv. Det var min skyld, at Ana havde haft det så svært. Det var min skyld, hun havde skåret i sig selv, sultet  sig selv, ødelagt sig selv fuldstændig.

”Du skal ikke røre mig lige nu,” fik jeg fremstammet mellem sammenbidte tænder, da Harry prøvende trådte et skridt frem mod mig. Jeg hørte ham sukke opgivende, men på trods af mine ord, tog han endnu et skridt frem mod mig. Mine knoer blev hvide, da jeg hårdt knyttede min fingre om den kop kaffe, jeg stadigvæk stod med i hånden.

”Niall, du er fucking væk,” vrissede Harry hårdt ved siden af mig, og det var i dét øjeblik, vandet flød over. Jeg tabte kruset, jeg ellers havde holdt så stramt om, så det med et højt knald landede på jorden og splintredes i mange stykket, præcis ligesom glasset.

Jeg blev nød til at se Ana. Snakke med hende, få hende til at føle sig elsket, for hun var elsket. Jeg elskede hende. Det var netop gået op for mig nu, lige ved Harrys ord, at jeg var forelsket i hende. Hvorfor kunne jeg ikke se det noget før? Jeg havde ødelagt så meget ved at kysse hende hjemme hos mig, den dag hun bare forsvandt, og i går havde jeg ødelagt det endnu mere ved at danse med Nadia – som desuden ikke var andet end en ven.

En klump tog form i min hals i takt med, at det hele blev mere tydeligt for mig. Hendes udtryk, da jeg så hende i lufthavnen. Hun havde hverken virket glad, men hun havde heller ikke virket trist – nærmere forvirret. Fordi jeg var der, lige foran hende, alt det hun havde støttet sig op af, og som pludselig var væk, stod foran hende.

Jeg havde været hendes klippe, det var jeg udmærket godt klar over. Jeg havde støttet hende igennem alt, igennem hendes idiotiske kæreste, der nærmest voldtog hende, for derefter at droppe hende. Igennem alle de problemer hun havde haft, fordi hun altid blev overset af alle. Og pludselig var jeg væk. Det var derfor, hun ikke havde besvaret nogen af mine opkald, fordi hun ikke kunne.

”Jeg… jeg bliver nød til at se hende, Harry,” stammede jeg grådkvalt. Mit blik var limet fast til et punkt, jeg ikke engang fokuserede på. Det eneste, jeg kunne tænkte på lige nu, var hvad Ana lavede. De værste tanker begyndte at kredse rundt i mig, da jeg kom til at tænke på alt det, Harry lige havde sagt. At hun havde været tæt på bare at give op, for mindre en 12 timer siden.

”Ni-” endnu en gang afbrød jeg ham, men denne gang var det med et blik. Mine øjne var tårefyldte, og en følelse af sorg, skuffelse og vrede havde overtaget min krop. Jeg blev virkelig nød til at se hende og fortælle hende hvad jeg følte.

Uden overhoved at værdige Harry ét enkelt blik, gik jeg beslutsomt i den retning, som Ana lige var gået. Mit hoved svimlede, men alligevel så jeg alting klarere end nogensinde før. Da jeg passerede en dør, hvorfra jeg kunne høre noget vand løbe, bankede jeg forsigtigt på den. Intet svar. Endnu en gang bankede jeg på den, men der var stadig ingen, der sagde noget eller åbnede op for døren.

Min hals snørede sig sammen og en kulde bredte sig i mit bryst, da jeg for tredje gang bankede på trædøren – denne gang hårdere end før. Hun kunne ikke have gjort noget, kunne hun? Noget dumt? Instinktivt fandt min hånd vej til dørhåndtaget, som jeg trykkede ned. Jeg havde regnet med, at døren var låst, men den svingede åben let som ingenting. Værelset var fuldkommen tomt, men fordi det var her, jeg plejede at overnatte, når jeg hos Harry, kunne jeg hurtigt regne ud, at lyden af vand kom fra badeværelset.

”Ana? Anastasia?” halvråbte jeg fortvivlet. Tankerne om alt det hun kunne have gjort, havde stadig ikke forladt mit hoved, og det var også grunden til, at jeg uden tøven åbnede døren til badeværelset voldsomt. Der var ikke varmt derinde, som jeg havde forventet, men i stedet hang der en kølig, klar fornemmelse i luften.

Jeg sank en klump, da jeg så Ana sidde krummet sammen i brusekabinen. Hendes mørke hår hang som et tungt gardin over hendes skuldre, og hendes hoved var begravet i hendes knæ, så jeg umuligt kunne se hendes ansigt. Knæene holdte hun ind til sig, ved at have låst sine arme rundt om sine skinneben. Et øjeblik stod jeg bare og stirrede – mundlam. Det var som om, at jeg kunne se det hele ordentligt nu. Hvor tynd hun var, hendes ar, hende.

 

Anastasias synsvinkel:

Selvom jeg ikke havde kigget, vidste jeg, at han var herinde. Jeg kunne høre ham, da han nærmest bragede ind på badeværelset, og nu kunne jeg fornemme ham kigge på mig. Harry havde fortalt ham alt, det var dét, de havde skændtes så meget om. Det kunne ikke være andet end det. Jeg bed mig igen hårdt i læben og prøvede at sidde så musestille som muligt, selvom det kolde vand fik min krop til at ryste.

”Ana…” hørte jeg ham svagt sukke, hvorefter lyden af fodtrin indikerede, at han var på vej hen til mig. Jeg krummede mig lidt mere sammen – skide bange for, hvad han ville sige til mig. Hvorfor havde jeg fortalt noget til Harry? Hvorfor havde jeg ikke holdt det for mig selv, så skulle Niall da i det mindste ikke blive skuffet over mig. For det var jeg helt sikker på, han var.

”Vandet er jo pisse koldt,” hørte jeg ham igen mumle, men denne gang meget tættere på mig. Hans nærvær fik tårerne til at presse sig på, og endnu en gang fik de overtaget kontrollen. Den varme væske fra mine øjne gled over mine kolde kinder, og havnede til sidst som en enkel dråbe på mit lår.

Niall sagde ikke mere, men han slukkede vandet og satte sig ned ved siden af mig. ”Er du ikke sød at kigge på mig, Anastasia?” Hans stemme var så… rå. Hæs, som om han var på randen til at græde. Jeg kneb hårdt øjnene sammen, men da jeg mærkede en finger bevæge sig hen over min underarm, kiggede jeg automatisk op.

Niall sad som forstenet og kørte sin finger rundt på min underarm. Han kærtegnede hvert eneste ar jeg havde, alt i mens hans ansigtsudtryk forandrede sig til forpint. Hans øjenbryn var trukket sammen, og det var ikke svært at se, at han prøvede på at sige noget. Hvis jeg kendte ham ret, kunne han bare ikke formulere det.

Selvom jeg havde gjort alt for at undgå hans blik, fangede han mit med lynets hast, da hans øjne bevægede sig fra min underarm til mit ansigt. De krystalblå øjne var blanke og tårefyldte, men jeg forstod ikke hvorfor. Burde han ikke være sur og skuffet? Over mig? Fordi jeg havde gjort sådan noget mod mig selv, gav det da ingen mening, at han var ked af det?

”Du skal have noget tørt tøj på,” konstaterede han grødet, uden på noget tidspunkt at fjerne sit blik fra mit. Uforstående trak jeg mine bryn sammen og lagde hovedet let på skrå – havde han slet ikke noget og skulle have sagt? Var han fuldkommen ligeglad med, at jeg havde skåret i mig selv?

Niall rejste sig langsomt fra det kolde gulv, hvorefter han kiggede afventende ned på mig. Jeg var målløs – var det virkelig alt, han havde og sige? Du skal have noget tørt tøj på. Var det dét? Afvisende fik jeg stablet mig selv på benene, men med det samme begyndte det hele at svimle for mit hoved. Jeg prøvede på at finde noget at holde i, men det eneste jeg fik fat i, var en varm, hånd. En hånd, jeg kendte alt for godt som Nialls.

Han ledte mig ud af brusekabinen og bedte mig om at blive stående på et gulvtæppe, der lå spredt ud ved siden af vasken. Niall fandt en håndklæde frem fra en kommode, som han med det samme begyndte at gnubbe mod mine arme. Jeg stod stivnet til stedet, for lige meget hvor meget jeg sagde til mig selv, at Niall ikke kunne være bekendt at komme med den reaktion, fik han fremprovokeret en tryg følelse i mig.

Langsomt fandt hans fingre vej til kanten af den gennemblødte, mærkegrønne T-shirt, men da han tog fat om det våde stof, stoppede han tøvende op. Det gjorde mig ikke noget, at han så mig nøgen – jeg var tryg i hans selskab, og den T-shirt var virkelig ubehagelig at have på. Opfodrende løftede jeg hænderne op over mit hoved, hvilket fik Niall til at fortsætte, så trøjen til sidst landede med et koldt klask på flisegulvet.

Undertøjet fik samme procedure. Ikke på et tidspunkt bekymrede jeg mig om, at jeg havde sår på mine hofter. Ikke på et tidspunkt bekymrede jeg mig om, at jeg havde for meget fedt på kroppen, eller om han ville tænke noget forkert om mig. Niall var den eneste, der nogensinde havde fået mig til at føle sådan, men det hele sluttede så pludseligt, da han forsvandt ud af badeværelset og efterlod mig, alene og bar, midt på gulvet.

Der gik dog ikke mere end et par sekunder, før han vendte tilbage – denne gang med et par sorte boksershorts, en grå hættetrøje og et par løbeshorts.

”Tag det her på, jeg venter lige inde på værelset,” mumlede han hæst og gav mig tøjet i hænderne. Jeg nåede ikke at sige noget til ham, før han ganske rigtigt var forsvundet ud af badeværelset, og efterlod døren lukket med et lille ’klik’.

Uden tøven trak jeg langsomt underbukserne op over mine ben, på trods af at de var alt for store. Det føltes rart at have noget tørt tøj på, og det duftede af Niall. Jeg fik langsomt trukket hættetrøjen over hovedet, taget shortsene på, men lige da jeg skulle til at gå ud af døren, stoppede jeg op. Hans reaktion… det undrede mig bare så meget.

Det var ikke, fordi jeg ligefrem havde regnet med, at han ville begynde på alt muligt – men han havde virket fuldkommen ude af sig selv. Målløs, men på en ubehagelig, tom måde. Ikke på en Niall-måde. Men min undren over hans reaktion, var ikke den eneste grund til, at jeg ikke kunne få mig selv til at trykke dørhåndtaget ned.

Hans ansigtsudtryk, da han havde kærtegnet mine underarme, havde været så smertefuldt og skuffet. Jeg havde skuffet ham, det vidste jeg, at jeg havde. Der var ingen grund til at benægte det, det strålede direkte ud af hans øjne. På hvilken måde jeg havde skuffet ham, det anede jeg ikke, men jeg havde heller ikke lyst til at vide det.

Der lød et uskyldigt bank på døren, hvilket fik mig til at fare sammen et kort øjeblik. Nialls stemme fulgte dog hurtigt efter banket, ”er du der stadig?” Jeg kunne ikke lade være med at snurre en forvirret omgang rundt om mig selv. Om jeg stadig var her? Jeg kunne sku da ikke have kravlet ud af vinduet, og den eneste dør ud, gik til værelset.

Efter en dyb indånding, fik jeg endelig presset håndtaget ned, så døren svingede op. ”Ja,” mumlede jeg lavt, og i det øjeblik gik det op for mig, at det var det første ord jeg havde sagt til Niall, siden han var kommet ind på badeværelset. Min stemme var ru, og det skulle ikke komme bag på mig, hvis mit bad ville gøre mig syg.

”Ana, jeg…” Niall startede ud, men måtte afbryde sig selv. Tårerne i hans øjne var ikke til at tage fejl af, han var virkelig ked af det. Han snøftede højt indad, inden han satte sig tungt ned på sengen i værelset. ”Vil du ikke sidde her?” spurgte han forsigtigt og hentydede mod madrassen, som han sad på. Jeg sank en klump, men satte mig alligevel hen ved siden af ham.

Der var ingen af os der sagde noget. Det var der nok ikke rigtig brug for, vi vidste begge, hvad vi havde at sige. Niall ville spørge ind til, hvorfor jeg havde gjort det, og jeg ville svare, at jeg bare havde det svært hjemme i Mullingar og i skolen. Han skulle i hvert fald ikke få noget af vide om, at det var på grund af ham. Så ville jeg da først skuffe ham. Det var jo pisse ynkeligt af mig, at jeg skar i mig selv på grund af en dreng. Hvem gjorde sådan noget?

Det gav et sæt i mig, da jeg mærkede Nialls hånd omfavne min egen. Hans fingre var varme og beroligende, hvorimod mine rystede og var iskolde. Niall gispede ved siden af mig, da han fik ordentlig fat i dem, hvilket fik mig til at kigge spørgende over på ham.

”Dine fingre er iskolde,” mumlede han for sig selv, mens han kærtegnede min håndryg med sin tommelfinger. Jeg bed mig i læben, men sagde ikke noget til hans konstatering. For at sige det lige ud, så hundefrøs jeg. Det eneste jeg havde lyst til lige nu, var at ligge helt tæt op af Niall under dynen, og måske få sovet lidt.

Når jeg sad stille, ligesom jeg gjorde nu, kunne jeg godt mærke tømmermændene slå til igen. På trods af, at jeg havde følt mig helt fri af dem det meste af formiddagen, var det som om det hele pludselig ramlede tilbage til mig. Alting, ikke bare tømmermændene, men også alle de tanker jeg endnu en gang havde haft om livet i dag. Det var utroligt, at når jeg var sammen med Niall, kunne han få mig på helt andre tanker på kort tid. Måske ville det hele blive okay.

”Niall, je-” da jeg endelig fik taget mig mod til at sige noget ordentligt til ham, blev jeg hårdt afbrudt af Niall. Han sagde ikke noget, men han havde givet min hånd et klem, som om jeg ikke skulle sige noget. Jeg fangede endnu en gang hans blik, men denne gang så det langt mere afslappet ud. Det var som om, der hang en speciel stemning i luften lige nu – noget ala den stemning, der var lige inden vi kyssede.

Og der slog det mig. Niall ville kysse mig igen.

Hans hoved kom langsomt tættere på mit, i takt med hans øjne lukkede sig i. Jeg nåede ikke at tænke eller reagere på noget, før et par bløde læber lå mod mine. Nialls hånd, der ikke holdte om min hånd, fandt vej til min kæbe, som han fik et godt greb i. Der var noget i det her kys – denne her gang var jeg helt sikker. Det var passioneret, men det var ikke noget, som ville føre videre til noget. Et ganske, enkelt kys, der ikke var helt så enkelt igen.

 

Okay, som det første, så vil jeg bare lige sige, at jeg i øjeblikket har turkis hår, og jeg er så glad. 

For det andet vil jeg gerne påpege, at dette her kapitel har været igang siden torsdag, men her er det, hva' gir' i mig?

Okay, nu til sagen: Tror i nogensinde, at Anastasia vil fortælle Niall, at det er hans skyld, eller vil hun holdet hemmeligt for evigt? Tror i, at Niall vil gøre noget ved hendes problemer? Og hvad med kysset, hvad mener i om det? KOMMENTER DA 

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...