Long Gone ♥ One Direction ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En enkel persons pludselige forsvinden, forandrede det hele. Pigen, der i forvejen havde lavt selvværd og led af anoreksi, blev efterladt af hendes bedsteven, som valgte hende fra, og i stedet drog til London for hans karriere. Hendes bedsteven, Niall Horan, som altid var der for hende, og som altid havde hendes ryg, hvis nogen hakkede ned på hende. Det er netop det, som 17-årige Anastasia Charlston er blevet udsat for. Ensomheden har efterhånden overtaget hendes mørke liv, og hver eneste gang hun tror, at hun har ramt bunden, synker hun endnu lavere. Men vil en tidlig julegave fra hendes fraværende forældre, i form af en måneds ferie i London, hvor en gammel kending dukker op, ændre på det hele? Og vil de ellers hengemte følelser, hun altid har næret for hendes bedsteven, igen komme op til overfladen, og gøre det hele endnu sværere for Anastasia? Vil ferien overhoved gavne teenageren, eller blot forværre hendes situation yderligere?

229Likes
301Kommentarer
22573Visninger
AA

3. An unpredicted suprise in Heathrow

Anastasias synsvinkel

Ordene susede rundt i mit hoved, mens jeg pakkede de allersidste ting ned i min kuffert. Bare tanken om, at Niall måske var i London, imens jeg var der, fik min mave til at vende sig, og en trang til at krumme mig sammen som en kugle var virkelig stor. Jeg savnede ham mere end noget andet, men han havde forladt mig – forrådt mig, og det ville han altid have gjort, uanset hvad han gjorde for at få mig til at glemme det.

Mine forældre vidste ingenting om det, og sådan skulle det helst blive ved med at være. Måske virkede de ligeglade med mig, men som sagt, så havde jeg det med at sætte en facade op for dem. De anede ikke, at Niall og jeg ikke som sådan var på talefod, og det skulle forblive sådan. På en måde kunne jeg ikke lade være med at tænke, om de havde valgt London med vilje, fordi de vidste, at Niall boede der. Hvis de havde gjort det, ville jeg blive skuffet, for de burde virkelig ikke blande sig i mit og hans forhold. Eller, forhold og forhold, der var nok egentlig ikke noget forhold, i hvert fald ikke ifølge mig. Ifølge mig var vi bekendte, og ikke andet – ikke længere bedstevenner og ikke længere venner. Bekendte.

Jeg lynede lynlåsen på min rullekuffert, og løftede den ned fra sengen, hvor den havde ligget, imens jeg fyldte mit tøj og andet grej ned i den. Den var sort, med et stort hjerte formet i rhinsten på den, og jeg huskede tydeligt da jeg fik den. Niall havde inviteret mig og min familie med til Sverige på sommerferie. Hans og min mor var altid kommet godt ud af det med hinanden, men da Niall flyttede, var det som om, at min mor og hans mor holdt op med at se hinanden. Hvorfor anede jeg ikke.

I hvert fald havde det været en helt fantastisk ferie – i starten. Senere var min far blevet enormt syg, og vi blev nød til at flyve hjem igen, fordi han skulle bruge lægehjælp, som Sverige ikke kunne tilbyde rejsende turister. Han havde ligget indlagt i over en måned, med hjerteproblemer og lungebetændelse som han åbenbart havde haft lang tid, men som først gik i udbrud da vi fløj fra Dublin til Stockholm, eller hvad Sveriges hovedstad nu hed. Siden den gang, havde jeg aldrig brudt mig om at rejse – det bragte aldrig noget godt med sig.

”Ana, kommer du ned? Vi skal til at køre!” Min mors høje røst fik mig tilbage til mit værelse, hvor jeg stadig manglede at pakke min håndbagage. Jeg sukkede tungt, og uden at svare min mor, tog jeg min pung, mobil og et tørklæde, som jeg proppede ned i en skuldertaske, som jeg skulle have med i flyet. Mine forældre holdte mit pas, og så regnede jeg med at købe en flaske vand i lufthavnen, så det gad jeg ikke pakke hjemmefra. Ud over mobilen, pungen og tørklædet pakkede jeg selvfølelig også mit tegnegrej, så jeg kunne sidde og tegne i det korte tidsrum vi skulle flyve.

”ANASTASIA, KOM NU NED!” Denne gang var det min far, som råbte højt af mig. Jeg bed mig i læben, og gav mig selv et kort kig i spejlet. Mit tøj var enkelt, og ikke for meget, da jeg ikke kunne overskue at gøre så meget ud af mig selv. I dag havde jeg til gengæld valgt et par jeans, da jeg var blevet en anelse forkølet over mit tøjvalg den dag, hvor jeg havde siddet udenfor og tegnet. Den dag, hvor jeg fik af vide, at vi skulle på ferie til London – til Niall.

Jeg rystede på hovedet for at få ham ud af mine tanker. Jeg kunne ikke tænke sådan lige nu, det kunne jeg slet ikke kapere. Tanken om at han måske var i London, og, at jeg måske ville se ham virkede så uvirkelig og surrealistisk, men samtidig så var chancen der jo. Jeg vidste, at han havde utrolig travlt med sit band, og jeg vidste, at han rejste meget udenlands – men derfor kunne han jo sagtens være i London julen over. Min mor havde fortalt mig, at hans familie tog over til ham for at fejre jul, så han måtte vel egentlig være hjemme.

Sukkende gik jeg ned af trappen, med min kuffert bumpende efter mig. Mine forældre havde allerede sat sig ud i bilen, og havde efterladt en høflig hentydning til, at jeg skulle låse døren, i form af at ligge nøglen på et lille klapbord vi havde stående lige inden for døren. Endnu et suk fløj igennem mine læber, da jeg trak mine sorte sneakers på, der egentlig bare var en billig efterligning af Converse – men de var behagelige at have på, så længere var den ikke. Derefter trak jeg en mørkeblå hue langt ned over mine ører, og greb et par matchende luffer sammen med min jakke.

Døren smækkede jeg efter mig, og drejede nøglen indtil der lød et lille klik, som angav, at døren nu var låst. Derefter gik jeg ned til vores Ford, og fik smidt tasken ind i bagagerummet, som mine forældre havde været så venlige at lade stå åbent, fordi de vidste, at der stadig manglede min kuffert. For min skyld måtte de egentlig bare gerne køre, så kunne jeg få lidt fred og ro alene hjemme. Stilhed til at kunne tegne, male og tænke uden at nogen forstyrrede mig.

Alligevel fortsatte jeg min gang rundt om bilen, for at glide ind på det ene bagsæde, hvor jeg klikkede mig selv fast, og smed min taske ved siden af mig. Jeg sukkede lavt for mig selv, men selvfølgelig skulle min far bemærke det, og fange mit blik i bakspejlet.

”Er du spændt?” spurgte han muntert, og blinkede kejtet med det ene øje – til jeres information, så gik det virkelig galt, for han endte med at ligne en eller anden fortabt teenager. Jeg rullede med øjnene, hvilket blot fik ham til at grine på en underlig måde og sende mig et sidste smil i bakspejlet, inden han rettede opmærksomheden mod GPS’en som han sad med i hånden.

Jeg vendte mit blik mod landskabet, som så småt begyndte at dukke op uden for bilruden, i takt med, at vi kom længere væk fra byen og i stedet kørte ud mod en motorvej. Der var marker, gårde og det hele var så fredeligt – så roligt, det så afslappet ud. I forhold til travle London, så var det her nok noget nær paradis for mig. Jeg havde aldrig brudt mig synderligt meget om storbyer, og at jeg nu skulle bruge en måned i London fik en grim smag til at brede sig i min mund.

Det var jo tydeligt for enhver, at det her blot var en undskyldning for mine forældre til at slippe væk fra deres rådne jobs, de brugte al for lang tid på. Det var jo ikke for mig, at de gjorde det – det kunne aldrig falde dem ind. De tænkte evigt og altid på dem selv, sådan havde det altid været og sådan ville det blive ved med at være. Alt andet ville komme voldsomt meget bag på mig, og det var lige før, at det ville bekymre mig. Og selvom jeg hadede storbyer, så var jeg måske en anelse nysgerrig. Det ledte så til mit spørgsmål, rettet mod mine forældre.

”Hvor skal vi egentlig bo?” spurgte jeg nysgerrigt, men prøvede stadig at lyde så ligeglad som muligt. De skulle vide, at jeg ikke var begejstret for denne her tur, og så måtte det koste hvad det ville. Jeg var ligeglad, bare de vidste, hvad de gjorde ved mig, ved at tvinge mig med på denne her tur. De kendte mig ikke godt nok til at vide, at jeg ikke kunne lide ferie, og hvordan de overhoved kunne kalde sig selv for mine forældre var mig en gåde.

”Jeg tænkte nok, at du ville blive nysgerrig på et tidspunkt, pus,” grinede min mor skingert, og fangede også mit blik i bakspejlet. Dog fjernede jeg straks mine øjne, og fokuserede i stedet for de mange biler, der efterhånden var begyndt at køre på motorvejen som vi var havnet på. Jeg bed mig hårdt i læben, og ventede på, at min mor ville fortsætte. ”Vi skal bo på et hotel midt inde i byen – faktisk lige ved siden af Oxford Street, så der er masser af tid til at shoppe.” Jeg sukkede med vilje utroligt højt, og lukkede mine øjne i.

Det var da utroligt, at min egen mor ikke kendte mig bedre. Hun burde vide, at jeg ikke kunne fordrage at shoppe – at jeg foretrak at blive hjemme, være ude i det fri og egentlig burde hun vide hvordan jeg havde det. Hende og min far burde være klar over, at jeg havde det forfærdeligt og at jeg ikke snakkede med nogen. Det burde vide, at Niall og jeg ikke snakkede sammen, og de burde have trøstet mig de mange aftner, hvor jeg havde grædt mig i søvn, fordi jeg savnede ham så meget.

Jeg sank en klump, ved tanken om ham. Det var lige meget hvad jeg gjorde, så var han der – han kunne relateres til alt, og det virkelig frustrerende. London – Niall. Problemer – Niall. Forældre – Niall. Venner – Niall. Mad – Niall. Det var fuldkommen ligegyldigt hvad det var, så dukkede han op i mine tanker. Så jeg en Nandos, så fløj mine tanker straks over på ham. Alting mindende mig om ham.

Hårdere kneb jeg mine øjne sammen, i håb om at kunne holde en tåre inde. Til mit held lykkedes det også, og før jeg vidste af det, kunne jeg mærke min krop slappe helt af. Jeg havde sovet forfærdeligt i nat, og ligget og tænkt på den mad jeg havde spist i løbet af dagen. Ikke, at det var specielt meget, men det var for meget. Flere gange havde jeg været ved at gå ud og kaste op, men jeg orkede ærlig talt ikke at skulle gå derud, og frygten for, at mine forældre ville høre mig, fik mig til at droppe det hurtigt.

Sådan havde jeg haft det tit, hvis jeg havde spist lidt for meget til aftensmad, og en enkel gang havde jeg også kastet det hele op, men fordi min mor havde spurgt om jeg var okay, kunne jeg ikke få mig til at gøre det igen. Som sagt, så havde jeg det med at sætte en facade op for dem, og de skulle i hvert fald ikke bruge tid på at bekymre sig om mig – det var derfor, at jeg opførte mig som om, at alting var ganske fint, så snart jeg var sammen med dem.

Vinden susede over bilens tag, og det afslappede mig på en underlig måde. Lyden fik mig til at trække vejret tungere, og ligeledes blev mine øjenlåg langsommere tungere. Jeg vidste, at der mindst var halvanden time til Dublin fra Mullingar, så jeg havde nok omkring en time at sove i. Og sove, det gjorde jeg også.

  

 

Mine håndflader var svedige, og matchende på den klammeste måde sveden der dukkede frem på min pande. Flyet rystede i luften, mens vi svævede højt over England, der var lige under os. Ved siden af mig sad min mor og læste, ved siden af hende sad mig far, hvilket vil sige, at jeg sad noget nær mast op af vinduet, uden nogen mulighed for at kunne komme ud. Min taske havde jeg været så smart, at ligge op i opbevaringsboksene, så jeg havde egentlig bare siddet og gloet imens vi fløj.

Jeg kunne ikke sove mere, efter jeg havde sovet så meget i bilen. Det eneste jeg kunne gøre, var at sidde og lytte til folks overfladiske samtaler, som ivrigt fløj rundt i kabinen. Der var alt for mange mennesker, på alt for lidt plads, og det fik nervøsiteten til at stige voldsomt inde i mig. Uanset hvor jeg kiggede hen, så var der mennesker, og jeg havde det som om, at de alle sammen kiggede på mig. Det var derfor, at jeg havde lukket mig selv inde med et par høretelefoner og min gamle iPod, jeg tilfældigvis havde liggende i lommen.

Lige nu var det Ed Sheerans sang Wake Me Up der spillede, og det fik alle minderne til at strømme ind over mig. Minderne om Niall, minderne om hvordan jeg havde følt, at jeg vågnede en morgen, med ham liggende på en madras på gulvet, og alting var anderledes. Alting havde været mere intenst, hver eneste ting han gjorde lagde jeg mærke til, og hver gang han havde rørt ved mig, brændte min hud.

Det var en følelse, som ingen andre end Niall havde fået frem i mig. Og jeg måtte blankt indrømme, at jeg savnede det – det var en rar følelse, nogen gange i hvert fald. Andre gange havde det føltes svært, fordi han ikke kendte til mine følelser og at jeg hele tiden skulle tænke over, hvad jeg lavede. Men alt i alt, så fik han mig til at føle mig tryg, hel. Og det var det, som jeg savnede. Jeg savnede at have ham omkring mig, og jeg savnede hans fantastiske kram – de kram, som flere millioner piger ville gøre alt for at føle.

Jeg gøs ved tanken om, hvor kendt han pludselig var blevet. Selvfølgelig var jeg stolt af ham, og selvfølgelig ønskede jeg ikke andet end det bedste for ham, men det var som om, at han langsomt glemte menneskerne omkring ham, og i stedet fokuserede på de nye mennesker der kom ind i hans liv – Tom Daley, Olly Murs, Ed Sheeran og så videre. Jeg vidste godt, at jeg selv havde skubbet ham lidt væk, men for fanden… han var altså lidt selv uden om det.

”Skat, du skal spænde din sele,” mindende min mor mig kort om, hvilket fik mig til at kigge ligegyldigt over på hende. Hun sendte mig et lille smil, og sukkede for sig selv. ”Kan du ikke i det mindste prøve at nyde denne her ferie? Vi gør det jo for dig.” hun gav mit lår et lille klem, inden hun lænede sig tungt tilbage i sit sæde og lukkede øjnene.

Hårdt bed jeg mig i læben. Var der virkelig så tydeligt? Var det virkelig så tydeligt, at jeg på ingen måde orkede denne her tur? Godt nok havde jeg ikke ligefrem vist nogen specielt interesse, men jeg prøvede da så vidt muligt at virke… glad for det. Ikke overvældende beæret over, at mine forældre havde bedt mig en måneds fri fra skolen, men heller ikke totalt følelseskold omkring det – det fejlede tilsyneladende godt og grundigt.

Jeg spændte min sele, og kiggede ud af vinduet, mens jeg koncentrerede mig om mit tyggegummi som forhindrede propper i ørerne. Det burde det i hvert fald gøre, men da jeg efter fem minutter, hvor vi var på vej ned mod jorden, fik dem alligevel, vrissede jeg lavt af mig selv og spyttede arrigt mit tyggegummi ud i skraldespanden, som egentlig bare var en brækpose – der ikke var brugt, hvis i skulle være i tvivl.

Imens jeg sad lidt i min egen verden, bemærkede jeg ikke, hvordan landingsbanen fandt plads under hjulene på flyet, og hvordan vi langsomt trillede længere ind på pladsen, og ind mod selve lufthavnen. Først da et højt pling lød, og flyet stoppede med at trille, kiggede jeg op fra mine hænder, hvor mit blik ellers havde været låst fast. Folk begyndte straks at snakke højt og rejse sig for at tage deres tasker. Jeg selv blev siddende på min plads, og kiggede skræmt på menneskemængden der langsomt tyndede sig ud, i takt med, at folk kunne komme ud af flyet.

”Anastasia, kom nu!” Jeg kiggede forvirret op på min far, der skyndende utålmodigt på mig. Jeg sendte ham et undskyldende smil, men der gik dog lige et par sekunder før jeg fik taget mig sammen til rent faktisk at rejse mig. ”Altså, vi vil da gerne nå til hotellet engang i dag,” jokede han, og daskede mig akavet på skulderen – igen, så virkede han mere eller mindre som en fortabt teenager.

”Jaja,” mumlede jeg ligegyldigt som svar, og tog min taske ud af hånden på min far, som havde haft taget den ned til mig. Langsomt gik jeg ned af gangen i flyet, smilede kort til stewardesserne der stod i udgangen, og sørgede for at tage en gevaldig indånding da jeg kom ud i den friske luft. Det var virkelig koldt, og fordi jeg sad med min jakke på inde i flyet, virkede det så meget koldere end hvad det ellers ville have gjort.

Bag mig kunne jeg høre mine forældre komme ud af flyet, og lave nogen overdrevne ”ahh” lyde, da de havde indsnuset en enorm mængde frisk luft ned i lungerne. Jeg rullede med øjnene, og fulgte strømmen af mennesker, som fulgte nogen striber på landingsbanen, der pegede hen mod en mellemstor indgang. Bare tanken om, at jeg skulle tilbringe den næste måned i en storby, der larmede og hvor der var beskidt, fik det virkelig til at løbe mig koldt ned af ryggen.

Min opmærksomhed gled hen på et sted på landingsbanen, hvor der stod enormt mange biler rundt om en lille flyvemaskine, som jeg formodede var et privatfly. Der stod pressefolk, og jeg ved ikke hvad rundt om, og på den anden side af flyet kunne man svagt ane omridset af nogen skikkelser gå ud af flyet – jeg kunne dog hverken se hvor mange, eller hvilket køn det var af, men de måtte virkelig være vigtige, siden der var så mange mennesker omkring det mikroskopiske fly, der sikkert ikke var så lille igen når man kom tættere på.

Indenfor i lufthavnen var der en tilpas temperatur – hverken for varmt, men absolut heller ikke for koldt. Bestemt gik jeg mod rullebåndende, hvor jeg lige havde set min rullekuffert køre på. Der var virkelig tomt inde i den store hal, med de mindst ti rullebånd, men et eller andet sted var der nogen, som virkelig larmede meget. Jeg kunne høre skrig og råb, men det var alt sammen kørt sammen til en underlig mumlen, fordi lufthavnens vægge bremsede lyden. Heldigvis.

Da jeg havde fået fat i min kuffert, og mine forældre havde indhentet mig, gik vi sammen ud af hallen og mødte kun virkelig mange skrigende teenagepiger, der stod spredt i massive klumper rundt i modtagelseshallen. Det var som en mur at gå ind i, og ubevidst krøb jeg mig selv lidt sammen bag min fars muskuløse krop – ikke, at det på nogen tænkelig måde var med vilje, men det var instinktivt, at jeg gjorde det. Min far grinede hæst af mig og skævede ned til mig.

”Mig og mor snakkede om at få en bid mad, så vi finder lige en eller anden cafe herinde inden vi går videre,” råbte han halvt til mig, for at kunne overdøve de mange piger. Hvad lavede de overhoved her? Burde de ikke bare… være et andet sted, end lige en lufthavn? Det var da et virkelig underligt sted at hænge ud. Nervøst kørte jeg en hånd igennem mit løse hår, og fulgte lige i hælene på mine forældre, der straks satte kurs mod en cafe.

Jeg havde ikke lyst til at spise noget. Jeg havde virkelig, virkelig ikke lyst, men da jeg sagde det til min mor, kiggede hun bare bekymret på mig og rystede bekymret på hovedet. ”Skat, du bliver nød til at spise. Du har ikke spist morgenmad, og du nægtede at spise noget på flyet-” ”Flymad er altså også virkelig klamt, mor!” afbrød jeg hende tvært, og hævede mine øjenbryn lidt. Endnu en gang rystede hun på hovedet, og fik fundet et ledigt bord til os på en eller anden italiensk restaurant. Jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i, at det lå en Nandos lige på den anden side af den cafe vi sad på.

Niall. Nu var vi her, nu var jeg her – her, hvor Niall boede og aldrig havde jeg  følt mig værre tilpas, end jeg gjorde i det øjeblik. Selvom jeg længe havde gået og tænkt, at nu skulle jeg til London og at Niall boede der, så gik det nok rigtig først op for mig nu. Chancen for, at jeg kunne støde ind i ham på gaden, var større end nogensinde før, efter han var flyttet. Og det skræmte mig – det skræmte mig, at jeg kunne støde ind i ham, for han kunne med det samme se, at der var noget galt.

At ting ikke var, som de skulle være. Det havde han virkelig altid kunne, og selvom jeg løj overfor ham, så vidste jeg, han ikke hoppede på den. Han lod altid som om, fordi han ikke ville lade mig vide det – men jeg vidste det, og det havde jeg gjort lige fra dag et af. At der var noget specielt over ham, som jeg virkelig savnede – på trods af alt det, som han havde efterladt mig med. Det var jo ikke fordi jeg hadede ham, jeg elskede ham jo stadig, bare ikke på samme måde som før. Jeg skulle bruge tid væk fra ham, til at kunne tilgive ham.

Imens mine forældre fik bestilt vores mad og vi sad og ventede på den, kiggede jeg længe ud over de mange piger. Der var kommet flere, og fordi, vi nærmest var placeret på en 1. Sal i lufthavnen, der fungerede som en balkon rundt i hele hallen, kunne jeg kigge lige ned på dem. Der var alle aldre, men der var i den grad mange, og det lignede, at de alle havde noget tilfælles. Måske var det en eller anden kampagne eller demonstration for… ja, hvad ved jeg, de unge kvinders rettigheder? De skreg i hvert fald.

Og midt i al virvaret, kunne jeg se, hvordan en speciel klump maste sig igennem mængden. Det var fem drenge, omgivet af muskuløse mænd, alle klædt i rimelig afslappet tøj. Et jag gik igennem min krop, da jeg så, at de bevægede sig op af trappen, som var blevet spærret af, så de mange piger ikke kunne komme op af den. Kun os der allerede var oppe på balkonen kunne nu komme ud til de fem drenge, som jeg på ingen måde ønskede at se lige nu. Selvfølgelig var det derfor, at der var så mange piger. Det var dem, der kom ud af privatflyet – det hele gav pludselig mening.

Hans blonde hår, der havde den karakteristiske rød-brune farve ved rødderne, kunne lige anes imellem de andres skuldre. Et klump blev dannet i min hals, ved synet af ham. Ham, som jeg havde tænkt ustandseligt på de sidste mange måneder – ham, jeg på ingen måde havde regnet med, ville se igen. Ikke nu, i hvert fald. Min mave vendte sig, da hans latter ramte mine ører, og da han kiggede i retning af mig, gjorde jeg ingenting for at kigge væk. Ingenting.

Jeg lod mig blot falde ned i de krystalklare øjne, der havde en helt speciel glans, som jeg aldrig havde set før. Han stoppede op, og kiggede undersøgende på mig, med hovedet halvt lagt på skrå, inden han smilede det velkendte smil, som nåede helt op til hans øjne. Jeg sank endnu en klump, og prøvede at holde tårerne inde. Alt det savn jeg havde gået inde med, ville ud – og det var igennem tårer. 

Soooo, hun kommer til England og hun ser Niall. Hvad syntes i om hendes reaktion, og hvad tror i, der sker i næste kapitel? Tror i, at Niall rent faktisk kan genkende hende? 

Og kan i svare mig på noget helt ærligt? Er i ude på at dræbe mig, eller sådan noget? 57 favoritlister, 43 likes, 1 fucking kapitel!? Hvad fanden, er i klar over, hvor glade i gør mig? O:

Tjek outfit in 'da comment, yooo (dont mind me, ligesom i også skal ignorere de lortehjerter, der ikke vil ligesom jeg *suk*)

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...