Long Gone ♥ One Direction ♥ (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En enkel persons pludselige forsvinden, forandrede det hele. Pigen, der i forvejen havde lavt selvværd og led af anoreksi, blev efterladt af hendes bedsteven, som valgte hende fra, og i stedet drog til London for hans karriere. Hendes bedsteven, Niall Horan, som altid var der for hende, og som altid havde hendes ryg, hvis nogen hakkede ned på hende. Det er netop det, som 17-årige Anastasia Charlston er blevet udsat for. Ensomheden har efterhånden overtaget hendes mørke liv, og hver eneste gang hun tror, at hun har ramt bunden, synker hun endnu lavere. Men vil en tidlig julegave fra hendes fraværende forældre, i form af en måneds ferie i London, hvor en gammel kending dukker op, ændre på det hele? Og vil de ellers hengemte følelser, hun altid har næret for hendes bedsteven, igen komme op til overfladen, og gøre det hele endnu sværere for Anastasia? Vil ferien overhoved gavne teenageren, eller blot forværre hendes situation yderligere?

229Likes
301Kommentarer
22488Visninger
AA

7. A horrible experience

Anastasias synsvinkel:

”Niall, er du sikker på, at det her er en god ide?” mumlede jeg rædselsslagen og skævede mod det enorme pariserhjul foran mig. Mit greb om plasticposens hank blev strammet så meget, at mine knoer blev hvide, men tanken om, at jeg om lidt skulle køre flere meter op i luften i en glaskuppel, skræmte mig ufatteligt meget.

”Ja det er! Du bliver seriøst nød til at se London oppefra, det er noget af det flotteste der findes!” Med de ord puffede han mig blidt fremad, så jeg nær havde stødt ind i en gadekunster, der var klædt ud som Ronald McDonald. Undskyldende smilede jeg til manden, men rettede så endnu en gang min opmærksomhed mod London Eye, der syntes virkelig stort og ustabilt lige nu.

Med rystende skridt nærmede vi os køen til turistattraktionen, og selvom jeg vidste, at jeg ikke burde tænke sådan, så havde jeg lyst til at gribe Nialls hånd – søge ro og tryghed hos ham, ligesom jeg plejede at gøre.

Hårdt bed jeg mig i underlæben, og slog mit blik mod jorden. Hvorfor blev jeg ved med at tænke sådan om ham – om os? Det gjorde det hele meget værre, og jeg kunne på ingen måde snakke med Niall om det, for hvis han ikke havde det på samme måde – hvilket han nok ikke havde, så ville alt være ødelagt. Vores venskab ville aldrig kunne vende tilbage til det samme, og tingene ville blive akavede imellem os.

”Ana, hvor skal du hen?” Nialls stemme ramte min øregang, og forvirret kiggede jeg op fra mine fødder. Til start kiggede jeg til min højre side, hvor Niall før havde gået ved siden af mig, men der var ikke umiddelbart nogen Niall lige nu. ”Herovre,” grinede han igen, og fangede min opmærksomhed ved at vinke halvt med sin hånd.

”Jeg havde ikke set, at du var stoppet,” mumlede jeg flovt og stillede mig ved siden af ham i køen. Der var ikke andre end pensionister i byen i dag, og på grund af den lidt underlige årstid var der ikke ligefrem mange turister i London – ergo, så var der stort set ingen mennesker på gaderne lige nu, men de ville nok snart komme. Meget snart.

Bare ved tanken om, at flere teenange piger på et tidspunkt ville ”opdage”, at Niall Horan gik rundt i London, fik et sug til at gå igennem min mave. Jeg havde hørt, hvordan nogen af deres fans kunne opføre sig overfor mennesker, som kendte enten Liam, Niall, Zayn, Louis eller Harry privat. De kunne være utrolig grove overfor dem, det havde min mor selv sagt, at Nialls mor havde fortalt på et tidspunkt, og hvis jeg blev udsat for noget i den retning, var det ikke til at sige, hvad der ville ske. Ikke, at jeg ville gøre noget, som jeg ikke plejede at gøre, men jeg ville i det mindste have en ordentligt grund til at gøre det.

Nialls stemme trak mig endnu engang ud af min egen lille verden. ”Skal vi gå fremad, eller?” Før jeg kunne nå at opfange ordentligt, hvad han lige havde sagt, nikkede jeg hurtigt. Niall tog blidt fat om mit håndled og begyndte at trække mig op af en lille rampe, der ville føre længere op mod London Eye. Jeg spændte i hele min krop, da Niall købte en billet til os begge to, og derefter blev vi vist ind i glaskuppelen.

Det kom bag på mig, hvor meget plads der egentlig var derinde. Udefra kunne man godt tro, at glaskuppelen var klaustrofobisk, men så snart man kom inden for, føltes det næsten som en lille stue. Der var placeret en form for bænk i midten, hvor man kunne sidde ned, og hele vejen rundt kanten af kuppelen var der placeret metalstænger, som man kunne holde fast i, når vi kørte.

Niall slap min hånd og satte sig hurtigt ned på bænken, hvor han smækkede sine fødder op. Der var et gammel ægtepar herinde sammen med os, og de kiggede olmt på Niall, da hans sko ramte sidearealet. Jeg var vant til, at han godt kunne være rimelig uhøflig, bandede meget og så videre, så det gjorde mig egentlig ikke det store.

Kuppelen begyndte at bevæge sig, og straks fløj jeg hen til en metalstang, som jeg tog et solidt greb rundt om. Mine knæ begyndte at sitre under mig, og da jeg prøvede at gå over til bænken, måtte jeg hurtigt vende tilbage til metalstangen, så jeg ikke ville falde. Allerede nu syntes jeg, at vi var utrolig højt oppe, og når vi oven i købet hang ud over en flod, i en glaskuppel, så blev det ikke meget bedre.

Det gav et sæt i mig, da Nialls varme stemme ramte det bagerste af min nakke. ”Slap af, søde. Der sker altså ikke noget,” mumlede han hæst og fjernede mine hænder fra metalstangen, for i stedet at tage dem i sine egne hænder. Varmen fra hans næver spredte sig til mine egne, og de fik mig til at slappe af. Jeg sukkede lavt, og smilede taknemmeligt til ham. Det var så vildt, hvordan han kunne læse på mig, når noget ikke var, som det skulle være. Han kunne se alt, og det skræmte mig på en behagelig måde.

”Tak… Det er bare højden, du ved,” sukkede jeg opgivende, og slog mig tungt ned på bænken, hurtigt efterfulgt af Niall. Forsigtigt lagde han en hånd på mit lår og gav det et blidt klem, mens han sendte mig et kærligt blik. Han sagde ikke noget, han sad bare og kiggede på mig, og fordi hele situation blev for meget for mig, måtte jeg blidt skubbe hans hånd af mit lår.

Det begyndte at bevæge sig igen, men denne gang var det ikke så slemt, som det havde været første gang. Jeg var stadig skide nervøs, men jeg fik alligevel taget mig sammen til at rejse mig, og stavre over til vinduet, så jeg kunne kigge ud. Niall havde haft ret – her var virkelig utroligt smukt. Godt nok var der nogen meget moderne bygninger, som ødelagde det hele en anelse, men hvis man kiggede på det gamle London, så det helt hyggeligt ud.

Niall kom op på min side, og lænede sig tungt op af metalstangen bag ham. ”Er det ikke rigtigt, hvad jeg sagde?” drillede han og kiggede endnu en gang intenst på mig, med et løftet øjenbryn.

”Jo. Her er virkelig flot, for at sige det ligeud,” sagde jeg muntert og sendte Niall et stort smil, som han var hurtigt til at gengælde. Det var underligt at se ham med den snorlige række tænder – jeg var vant til at se ham med små, søde, skæve tænder og i hvert fald ikke nogen bøjle. Nu var hans tænder stort set perfekt og så vidt jeg vidste, så skulle bøjlen snart af.

Det gav et gib i mig, da Niall uskyldigt lagde sin hånd om min hofte, og kiggede ud af vinduet med mig. Hans hænder så perfekt over hoftebenet, og endnu en gang kunne jeg mærke varmens fra hans hænder smitte af på min krop. Alting i mit sitrede, og jeg måtte beherske mig for ikke at gispe, da hans varme ånde ramte bagsiden af mit øre.

Han lænede sig en anelse ind over mig, så han kunne pege på et punkt, jeg egentlig ikke opfangede. Jeg fulgte ham med øjnene hele tiden, slugte alt hvad jeg kunne og endte så med at låse mit blik fast på hans let kurvede, lyserøde læber, der bevægede sig i takt med, at han snakkede. I det øjeblik tabte jeg mig selv – selvom jeg prøvede at minde mig selv om, at jeg ikke skulle ligge den slags følelser i det, så gjorde jeg. Og nu tillod jeg det, jeg lod mig have de følelser, jeg havde lyst til.

”Hører du overhoved efter?” Nialls smil ødelagde hans ellers fornærmede attitude, og han kiggede såret på vej. Jeg trak vejret ind i et hurtigt stød, så det gav en lille, uheldig lyd fra sig, hvilket fik Niall til at rynke brynene undrende. Hårdt bed jeg mig i læben og kiggede hurtigt ud af vinduet, hvor jeg til min store overraskelser kunne se Big Ben lige foran mig – sådan, næsten da.

”Er det ikke Big Ben?” spurgte jeg, for at komme væk fra emnet, Niall havde startet op. Han gav mig et sidste, undrende blik, inden han langsomt drejede hovedet i den retning, jeg havde peget. Han nikkede for sig selv, og trak sig fra mig, for at kunne stille sig tilbage til den plads, han før havde stået ved.

”Jo, det er det.” Hans stemme lød underligt fraværende, da han snakkede, og det fik mig til at bide endnu hårdere i læben. Først da jeg kiggede ned mod jorden igen, gik det op for mig, at der stod en større gruppe piger. Noget sagde mig, at de på en eller anden måde havde fundet ud af, at Niall og jeg var taget i London Eye, for med sociale medier som Twitter og Tumblr, så skulle der ingenting til.

 

Nialls synsvinkel:

”Jo, det er det,” svarede jeg lavt, da jeg havde stillet mig tilbage til vinduet. Det var ikke fordi, jeg ikke ville stå sammen med Anastasia mere, men det var hurtigt gået op for mig, at der var nogen fans, der havde fundet vej hen til os – men kommer det bag på nogen? Vores fans vidste nærmest mere om os, end vi selv gjorde, så derfor var det intet problem for dem, at finde ud af, hvorhenne i verden vi var.

Men ja… Jeg ville ikke have taget nogen billeder af Ana og jeg sammen. Jeg var bedøvende ligeglad med billeder, hvor vi gik ved siden af hinanden, men så snart det kom til, at jeg holdte om hende, så skulle de ikke slippe ud. Rygterne kørte allerede omkring os, og hvis sådan et fotografi slap du, ville alle se det som en bekræftelse.

Jeg havde bare kunne mærke på hende, at hun havde brug for det. Hun havde virkelig, virkelig brug for nogen at kramme, snakke med og grine med, for jeg vidste, at hun nok ikke havde så fandens mange, efter jeg var flyttet til London. Jeg var godt klar over, at hun nok havde opfattet det på en hel anden måde end jeg havde, da jeg havde lagt min arm omkring hende, men alt i alt så tror jeg, at hun var meget glad for det.

”Fans?” Lyden af hendes klare stemme bragte mig tilbage til virkeligheden, hvor vi allerede skulle til at stige ud. Varmt kiggede jeg på hende og så, hvordan hun nervøst skævede ud til gruppen af teenagepiger, nogen i skoleuniform, nogen i alt for lidt tøj og andre i passende vintertøj. De lignede alle nogen i alderen 14-16 år, men jeg var efterhånden blevet så skide dårlig til at bedømme alder, så jeg ville helst ikke udtale mig om det.

”Ja. Det må du undskylde, men de er sku ligesom Sherlock Holmes,” grinede jeg til hende, og ventede på, at døren ville åbne, så vi kunne komme ud. For at være helt ærlig, så orkede jeg ikke rigtig fans lige nu – jeg ville allerhelst bare være sammen med Ana, min bedsteveninde, og opsummere alle de mange ting, som vi ikke havde fået snakket om.

”Du skal ikke undskylde, det er jo dit liv nu,” mumlede hun med et smil på læben. Jeg smilede varmt tilbage til hende, men følte mig som en douchebag, da jeg nærmeste blev overfaldet af tre teenagepiger. Inden de andre kom, nåede jeg lige at tage et greb og Anas hofte, så jeg holdte hende tæt ind til mig. Hvis der kom mange flere piger, så kunne vi snildt blive væk fra hinanden, og de skulle vi virkelig ikke.

”Niall!” ”Må jeg få et billede, Niall?” ”Er i kærester, Niall?” ”Hvem er hun?” ”Niall!” Det føltes som om, at tusindvis af råb fyldte mine ører, men jeg var blevet så vant til det, at jeg prøvede ikke at bide mærke i det. Jeg signerede få papirstykker, men stoppede ikke op for at tage billeder, da det ville komme til at tage alt for lang tid. Hele tiden sørgede jeg for at have et godt greb om Anas hofte, så hun ikke ville slippe væk fra mig.

 

Anastasias synsvinkel:

Jeg følte mig enormt malplaceret, da Niall trak mig væk fra fanskaren. Han havde hele tiden holdt et stramt greb om min hofte, men denne gang var jeg helt sikker på, at jeg ikke skulle ligge noget i det – han gjorde det for at beskytte mig. Det vidste jeg.

De mange piger fulgte med os, lige meget hvor hurtigt vi prøvede at gå. Skræmt skævede jeg hen til Niall, der havde brynene trukket sammen, og hans mund formet som en smal blyantsstreg. En klump tog form i min hals, og uden rigtig at være klar over, hvad jeg gjorde, lagde jeg en hånd på Nialls hånd, der hvilede på min hofte, og begyndte at gå hurtigere. Niall virkede lidt overrasket over det, men fulgte hurtig trop.

Vi blev dog igen nød til at sætte farten ned, da Niall i farten skulle skrive en autograf. Ubehaget steg i mig, og da en pige råbte mit navn, bed jeg mig så hårdt i læben, at der gik hul. Den metalliske smag bredte sig hurtigt, og tårerne begyndte at hobe sig op under mine øjenlåg. Jeg måtte ikke græde her – jeg kunne ikke græde her!

Niall strammede endnu en gang sit greb om mig, uvidende om, hvor hårdt han egentlig holdte om mig. Et klynk banede sig vej igennem min hals, og desperat prøvede jeg at få Niall til at løsne grebet, da det virkelig gjorde ondt. Ikke, at det gjorde nogen forskel, for han blev ved med at holde ligeså stramt, og have det samme forpinte udtryk malet i ansigtet.

”Vi går hjem til mig. Nu,” hviskede Niall bestemt i mit øre, og drejede spontant ned af en sidegade. Fjumset nikkede jeg blot og fulgte lige i hælene på ham, med min pose dunkende mod mit ben. Ubehaget sad som klistret til mit indre, og også selvom pigerne så småt var tyndet ud, og egentlig var væk da vi drejede ned af sidegaden, så ville det ikke gå væk.

Tungt sank jeg en klump og stirrede stift ned på det smalle fortov, som Niall havde fået møvet os ind på. Mine fingre viklede sig ind i Nialls, og endnu en gang prøvede jeg at få ham til at fjerne sin hånd, eller i det mindste bare løsne sit greb lidt. Endelig forstod han budskabet, og trak enormt hurtigt hele sin krop fra mig. Jeg smilede skævt til ham, og gnubbede på det sted, hvor han havde haft sit greb. Undskyldende kiggede han på mig, og da han var helt sikker på, at der ikke var nogen mennesker omkring os, greb han min hånd og stoppede op.

”Det må du virkelig undskylde,” hviskede han grødet og aede min håndryg med sin tommelfinger. Jeg skulle lige til at bide mig i læben, men kom så i tanke om, at det nok ville være en utrolig dårlig ide. Derfor borede jeg i stedet mine negle ind i min håndflade på den hånd, som Niall ikke havde fat i. Bare for at få en eller anden form for distrahering.

”Hvad har du lavet?” Niall nikkede mod min læbe, som jeg med det samme sugede ind imellem min øverste og nederste tandrække.

”Jeg bed mig bare lidt for hårdt i læben,” mumlede jeg halvflovt. Håbløst prøvede jeg at få det til at lyde som om, at det var noget lamt noget, som egentlig bare burde glemmes, men igen, så kendte Niall mig alt for godt. Han tog blidt fat i min kæbe og studerede min læbe helt tæt på, hvilket fik kuldegysningerne til at suse rundt i min krop. Chokket efter de mange fans havde så småt lagt sig, og endnu en gang måtte jeg finde tilbage til de bævrende gele-knæ og de udødelige sommerfugle i maven, som Niall gav mig.

”Kom, jeg bor lige her i nærheden,” mumlede han så, og trak sig igen væk fra mig. Jeg kiggede med det samme mod mine sorte sko, undgik at kigge ham i øjnene.

”Det er okay, jeg går bare hjem til hotellet,” svarede jeg hurtigt og gjorde mine til, at han skulle kramme mig. Niall kiggede koldt på mig, som om, jeg var fuldkommen dum. Blikket fik gåsehud frem over alt på min krop, og en enkel kuldegysning gik igennem mig, trods jeg gjorde det bedste for at skjule den.

”Det gør du ikke, Ana,” hviskede han lavt, hans stemme fuld af bebrejdelse. Denne gang ignorerede jeg smerten fra min læbe, og bed hårdt i den, da jeg ikke anede hvad jeg ellers skule gøre. Mine fingre fumlede med kanten af min brune skuldertaske, bare så de kunne være et eller andet sted. Jeg vidste, hvor meget Niall havde set frem til denne her ”genforening”, for det var det vel i princippet. Han havde glædet sig så meget til at skulle se mig igen, og han havde sikkert også regnet med, at vi skulle være sammen bagefter.

Men jeg havde virkelig brug for at være alene lige nu. Tanken om, at så mange piger ville falde på knæ for Niall, gjorde mig utilpas og jeg fik kvalme. Jeg havde ondt i maven, og hvis jeg skal være helt ærlig, så savnede jeg Irland. I Irland ville ting som dette aldrig ske, og specielt ikke i Mullingar.

”Ana, please?” Niall trådte et skridt tættere på mig, og rodede rastløs rundt i hans hår med sin hånd. Derefter trak han sin grå hætte på, så hans identitet endnu en gang blev en anelse sløret – dog ikke ret meget, hvis man kigger godt efter.

”Niall, jeg har bare brug for at være alene,” sukkede jeg. Jeg kunne mærke en hånd strejfe min hånd, men strejfet forsvandt ligeså hurtigt som det var kommet. Et gys gik igennem mig, da jeg hørte Niall frigive en opgivende lyd, som virkelig gik direkte i mig. Mit hjerte sprang et slag over, og på trods af, at Niall ikke havde sagt noget, så vidste jeg udmærket, at han vidste hvad jeg mente, når jeg gerne ville være alene.

”Vil du ikke nok?” sukkede han lavt med lukkede øjne. Tøvende drejede jeg mig lidt og kiggede mig kort bagud, da hele situationen kunne opfattes meget forkert. Intense øjeblikke, som det oppe i London Eye, eller det hvor han tog min hånd, havde været normale før i tiden. Det var derfor, at folk altid misforstod vores forhold – vi var (desværre) intet mere end venner.

”Jeg… jeg ved det ikke, det hele blev bare lige for meget,” sagde jeg svagt. Klumpen i min hals kunne man klart høre, og Niall lagde vist også mærke til det, for han slog hurtigt øjnene op, og mødte mine egne blå øjne. Hurtigt kiggede jeg dog væk igen, da jeg ikke kunne klare det lige nu – det blev bare for meget. Alting blev for meget, og de der piger kendte mit navn! Jeg havde været i London i en dag, og folk kendte allerede mit navn, ud fra en enkel dag?

”Vil du så ikke godt skrive? Når du kommer hjem?” Spurgte Niall håbefuldt og rykkede uroligt på sig. Jeg sendte ham et skævt smil, for at bevise, at jeg ville skrive – det ville jeg virkelig. Alt det had jeg havde kørt på ham, som alligevel ikke var rigtig had, var forsvundet som dug for solen. Niall gjorde mig gladere på så mange punkter, men selvfølgelig bar alt godt også noget skidt med sig.

 ♥♥

Undskyld for det lidt kortere kapitel - det er nok denne her længde, i skal forvente fremover.

Hvad syntes i? Om Anastasias reaktion på de mange fans, og om Nialls måde at håndtere det hele på. Kommenter.

//Freja xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...