Bliver det mon jul?

Dette er en/nogle sød/søde lille/små julehistorie/julehistorier. Det er et eksperiment, hvor vi alle tre har skrevet selvstændige historier, der så på et tidspunkt støder på hinanden. Den ene handler om to tvillinger der bor på børnehjem, og en dag, i december, bliver smidt ud i den kolde decmeber nat. Den anden handler om et barnløst par, der ikke synes julen rigtig giver menig, uden glade små børn rendende rundt omkring. Den tredje er fra den travle julemands synsvinkel. Det er snart jul og alle gaverne skal pakkes... Men pludselig opstår der et uventet problem. Nå men god læselyst!

2Likes
3Kommentarer
357Visninger

1. Tvillingerne

Peters synsvinkel:

”Så er det op!” Frøken Brauns stemme gjaldede ud i den store sovesal.

Jeg slog øjnene op, mens jeg ømmede mig over min ryg. Den hårde jernseng jeg havde fået tildelt på dette rædselsfulde børnehjem, ved navn Green More, tog virkelig livet af mig. På trods af smerten rejste jeg mig uden en eneste lyd, på nær et lille lydløst suk, for så at traske ned til fodenden af min seng. Her fik jeg straks øje på den store jernkiste der indeholdt mine få personlige ejendele. Jeg åbnede den og fandt så min kedelige grå skjorte og de gamle cowboybukser, i en falmet blå farve, frem.

Da det var gjort stak jeg fødderne ned i mine slidte gamle kondisko, der havde været alt for store da jeg fik dem som femårig. Jeg kiggede op for at se om det var en af de få gange hvor frøken Braun blev og hundsede med os, hvis vi ikke hurtigst mulig fik baksede vores store - og mindre - korpus ud af sengen, og kom i tøjet. Heldigvis var det ikke tilfældet, så derfor kunne jeg ånde lettet op.

Mit blik gled videre og standsede ved sengen til venstre for min. Her så jeg min søster trække i sit eneste par bukser der var mindst lige så slidte som mine. Vi var tvillinger, men lignede egentlig ikke specielt meget hinanden.

Jeg havde kort kastanjebrunt hår med nogle få krøller hist og her, så det så ud som om jeg konstant havde morgenhår. Jeg var høj, tynd og en smule ranglet, men det kunne man ikke vildt godt se, da mit tøj var lidt for stort så det posede rundt omkring. Og så havde jeg utrolig grønne øjne. Virkelig! Det var nærmest sådan så de skinnede. De var så også det eneste jeg og min søster havde tilfælles.

Min søster, Mei, havde lagt lyst, næsten guldfarvet, hår der var helt glat. Det hang med en mat glans ned forbi hendes ansigt, og så videre ned af ryggen. Hun var af helt normal højde og var tynd - faktisk alt for tynd, men det var vel ikke så mærkeligt, efter som alle her på børnehjemmet kun lige fik nok føde til at overleve. Og så havde hun, lige som mig, grønne øjne. Det var altid det folk først lagde mærke til når vi mødte dem. Det var ret irriterende, men vi - rettere sagt mig - havde lært at leve med det. Mei plejede at flippe totalt ud over det, når vi endelig var sluppet af med dem. Jeg kunne virkelig ikke tælle hvor mange af den slags raserianfald jeg havde været vidne til.

Mei var nu færdig med at tage bukser på og i gang med at få sine sko på. Pludselig opfangede mit blik noget hvidt der lå på gulvet ved siden af min jernkiste. Jeg bøjede mig ned og samlede det op. Det var min kalender. Den måtte være faldet ned da jeg åbnede kisten. Jeg kiggede på nummeret og så at det var d. 30. november… I går. Jeg hev den øverste lap papir af og så, som forventet, et nyt tal og måned: nemlig d. 1. december.

Jeg slog mig selv i panden. Det var da også rigtigt! Det var den første dag i julemåneden. Min hade måned. Den måned alle lykkelige familier fræsede rundt og hyggede sig og købte julegaver... og så alle os børnehjemsbørn der ikke engang havde et juletræ. Det eneste vi kunne præstere var en gammel snoldet sok hvor man kunne få en sur sok eller et eller andet af ”Nissen”. Det var virkelig klamt, men når vi klagede til frøken Braun - hvilket lige skal siges skete mindst én gang hver december - svarede hun altid: ”Sikke nogle utaknemmelige skarnsunger i er!” Og så var den sag afsluttet!

Jeg sukkede, igen. Jeg havde virkelig ikke lyst til at finde ud af hvad der gemte sig i min ”julesok”, men jeg skulle forestille at være den ansvarlige, rolige og optimistiske, så jeg var vel nød til det.

Jeg bevægede mig langsomt hen mod den afskyelige ”julesok”, og stak så hånden ned i den. Ganske rigtigt trak min hånd en af frøken Brauns sure sokker med op. Jeg rynkede på næsen i afsky. Den lugtede langt væk af gammel fodsved og frøken Brauns hjemmelavede rosenkålssuppe. Bvadr!

Jeg kiggede op og opdagede at Mei også havde fundet dagens overraskelse - en halvmuggen gammel kartoffel. Jeg vidste Mei hadede julen og specielt vores ”julesokker” af et godt hjerte, så der var sikkert optræk til et stort udbrud på julens første dag. Det havde altid været værst der. Bortset fra den 24. Det var nu heller ikke underligt, for det var nemlig den dag vores forældre havde efterladt os på dørtrinnet til Green More børnehjemmet, da vi var spæde.
Jeg rystede de triste tanker af mig, og fandt så mit store smil frem, som jeg altid startede dagen med. Jeg var nemlig nået hen til Mei der stod og stirrede rasende på sin mugne kartoffel.

”Godmorgen,” sagde jeg med min altid så morgenfriske stemme.

”Hvad er der dog godt ved denne morgen?” mumlede Mei til svar.

Jeg ignorerede hendes idiotiske kommentar, og spurgte i stedet friskt: ”Hvad har du så fået af nissen?” Hun kiggede en sidste gang arrigt ned på sin kartoffel og klaskede den så hårdt ned i den lille papirkurv ved siden af sin seng, så den splattede helt ud. Hun svingede elegant med håret og marcherede så forbi mig med et: ”Tag den!” til luften. Personligt gættede jeg på at det var til frøken Braun. Jeg kiggede ned på min sure sok og kastede den så også ned i den gamle papirkurv, hvorefter jeg fulgte Mei ud af sovesalen, ned til den store spisesal.

Meis synsvinkel:

Jeg var virkelig arrig lige nu. I forvejen var det årets værste måned, det var lige til at leve med. Men at få halvmugne kartofler hver dag i måneden, og tilmed lade som om man var glad for dem? Det var bare for meget!

Jeg hørte Peter gå efter mig ug af sovesalen. Jeg satte farten op. Jeg skulle nå hen til spisesalen, før han kunne nå at belære mig som en storebror om at man skulle være glad for gaverne. Men helt ærlig, alle og enhver kunne jo se at han hadede det lige så meget som mig. Men næh nej. Han skulle altid være så uudholdeligt glad så det var til at brække sig over. Inderst inde vidste jeg dog godt han gjorde det for at muntre mig op. Men nogle gange var det altså bare vildt irriterende.

Jeg åndede lettet op da jeg skubbede til den store egetræsdør der førte ind til børnehjemmets store spisesal. Jeg små løb hurtig hen til min sædvanlige plads i midten af det lange bord, hvor jeg satte mig ved siden af min bedste veninde, Erica. Jeg spurgte straks hvad hun havde fået af "Nissen", og hun fortalte mig at hun havde fået en gammel kartoffel ligesom mig. VI sad og mukkede over denne gestus fra frøken Brauns side, mens vi tog fat i det emne vi havde hevet op så mange gange før til jul - at frøken Braun helt sikkert kun gav os gaverne fra "Nissen", for at irritere os. På et tidspunkt under vores samtale, mærkede jeg Peter sætte sig forpustet ved min side.

”Hvad skulle al den løben til for?” spurgte han lettere forpustet.

”Jeg løb aldeles ikke… Jeg gik bare meget hurtigt!” svarede jeg mens jeg vendte mig om og kiggede irettesættende på ham. ”Du løb…” begyndte han, men tav straks.

 ”SLACH!” rungede det i den store sal. For enegangs skyld var jeg glad for den klamme lunkne havregrød vi fik serveret hver morgen. Det var nemlig den der afbrød min bror i et af hans lange foredrag om hvad der var rigtigt og forkert. Jeg sendte et triumferende smil til Peter og vendte mig så om, og skulle lige til at rejse mig for at få noget grød, da frøken Brauns stemme afbrød mig:

”Som i nok ved er det blevet december, og så er det snart Lucia. Jeg er blevet tilbudt at I skal gå luciaoptog på et sindssygehospital d. 13. december hvorefter de servere æbleskiver for jer. Jeg har sagt, ja, da det vil få det til at se godt ud i vores parpirer, så derfor får I alle et stykke hvidt stof, hvoraf i skal sy en luciakjole. Jeg for venter at både drenge og piger deltager helhjertet!” Hun lagde ekstra tryk på både, for at fremhæve at alle deltog. ”Jeg vælger en luciabrud til den dag vi tager derhen, altså d. 13. Desværre er jeg blevet meddelt at det kun kan være en pige der kan blive luciabrud. Nå, men spis!” Og som sædvanlig sluttede hun bare sin sætning totalt underligt af. Men vi var efterhånden vandt til det, så alle rejste sig bare for at tage noget grød.

Da jeg havde fået scoret mig en portion, kastede jeg mig ud i en lang snak om at jeg vildt gerne ville være luciabrud med Erica.

***
De næste dage syede og øvede vi så meget at jeg var så udmattet når jeg skulle i seng igen om aftnen, at jeg slet ikke havde tid til at rase over de dårligere og dårligere ”nissegaver”. Jeg var ved at sprænges af spænding over hvem der blev luciabrud, for her på det sidste var det blevet et så stort ønske at jeg helt havde glemt at plage Peter om vi ikke skulle stikke af ligesom alle de andre år.

Endelig oprandt den store dag - nemlig d. 13. december, hvor vi ville finde ud af hvem der skulle være luciabrud. Jeg var allerede oppe før daggry og var i alt mit tøj da de andre begyndte at røre på sig. Endelig slog frøken Braun døren op, og råbte højt:

”Stil op i en lang række! Vi skal være derhenne kl. 09.00 så nu har i bare at opføre jer pænt!” Vi nikkede alle sammen lydigt. ”Okay, når vi kommer hen på sindssygehospitalet stiller i jer op i en række efter Marie, for hun skal være luciabrud!” Jeg mærkede mine skuldre synke sammen og alt det luft jeg havde holdt på mens jeg ventede spændt, susede ud af mine lunger, som en sprængt ballon. Alt begyndte at gå i slowmotion, som op jeg så det fra en drøm - min sidste lykke og håb i december var blevet knust!

Peters synsvinkel:

Jeg så luften sive ud af Meis lunger og hendes øjne blive tomme. Jeg vidste hun havde håbet, at det blev hende. Jeg prøvede at nå hen til hende for at trøste hende, men frøken Braun stoppede mig med et skarpt: ”Alle holder sig til sin plads i rækken!” Og så måtte jeg pænt blive på min plads og se min søsters tomme ansigt blive mere og mere fortvivlet. Det var et rent ud sagt, mareridt. Men endelig nåede vi da hen til hospitalet, og stillede os op på en lang række, hvorefter vi fik stukket et brændende lys i hænderne.

Jeg blev stillet bag en lav pige jeg mente hed Eva. Jeg kiggede hen over hendes hoved og så min søster blive placeret bag Marie, luciabruden. Så blev lyset slukket og jeg begyndte automatisk at gå i takt og synge:


”Nu bæres lyset frem

Stolt på din krone
Rundt om i hus og hjem
Sangen skal tone
Nu på Lucia-dag
Hilser vort vennelag
Santa Lucia, Santa Lucia.


Her ved vor ønskefest
Sangen skal klinge
Gaver til vær en gæst,

Hvad vil du bringe?
Skænk os af lykkens væld
Lige til livets kvæld

Santa Lucia, Santa Lucia!”


Om og om igen. Til sidst nående vi ned på en stue hvor der sad en masse i kørestole. En af dem kunne vist ikke styre sine bevægelser, for pludselig, lige idet øjeblik Mei skulle passere ham, strakte han benet ud. Mei så det ikke i tide og snublede over benet.

”NEJ!” råbte Mei højt og fortvivlet, men for sent - hendes lys havde allerede fået godt fat i Maries hår. Lamperne blev straks tændt og en sygeplejerske kom straks farende med noget vand, som hun kastede på Maries hår. Ilden spruttede og opgav så sit tag i Maries hår, men det eneste der var tilbage af hendes lange lyse hår, var nogle forkullede stumper.

Meis synsvinkel:

Jeg stirrede chokeret på Maries hår der ikke var andet end nogen sorte hår hist og her. Hele hendes hovedbund var rød og hævet. Alt i alt så hun forfærdelig ud. Og det var min skyld. Min skyld at hun ikke havde noget hår tilbage fordi jeg havde været uopmærksom og misundelig.
Pludselig var der en der tog hårdt fat om min arm, som derved afbrød mine selvbebrejdende tanker. Jeg kiggede op og så at det var frøken Braun der trak mig gennem det kaotiske mylder. Hun havde et vildt glimt i øjet, og jeg blev pludselig meget bange for hvad hun kunne finde på at gøre. Hun hev mig bare videre, og til sidst nåede vi bagdøren. Her hev hun mig ud og skubbede mig ind i muren.

”HVAD TROR DU LIGE DU HAR GANG I DIN FANDENS TØS!” hun råbte så højt, at nogle krager der sad i et afpillet bøgetræ, skræppede forskrækket.

”Man sætter ikke ild til en andens hår uden nogen tanke bag det! Hvorfor gjorde du det?!” Jeg kiggede bare skræmt på hende uden at kunne få et ord ud over mine læber.

”Du skal ikke være næsvis over for mig din møg tøs! Svar mig eller også bliver du smidt ud af børnehjemmet, og din fine bror kan ryge med!” råbte hun om muligt endnu højere. Lige pludselig var det som om en stor isklump i min mave tøede op og jeg råbte hårdt tilbage:

”Det var et uheld!”

”Et uheld siger du?! et uheld?! Ha, spar mig! Det var din sidste chance. Nu kan du og din bror rigtig så hygge jer så godt herude i det kolde vejr!” Frøken Braun skubbede mig brutalt ud i den kolde sne der dækkede jorden lige fortiden.

Hun forsvandt ind gennem døren og kom så trækkende med Peter. Hun skubbede ham ud til mig uden et ord, og vendte så om på hælen og marcherede indenfor igen. Og her var vi så: To børn der kun var 10 år gamle overladt til den hårde verden uden så meget som et tæppe at tage over sig.

***

”Hvordan skal vi dog overleve?” spurgte Peter mig opgivende. Jeg trak på skuldrene og tænkte mig om.

”Hey!” udbrød Peter pludselig, ”du kunne synge et par salmer på gaden og på den måde tjene penge til at vi kan overleve. Du er jo ikke helt dårlig til det.” Jeg tyggede lidt på det og kom så på en genial idé:

”Og du kunne bruge to gryder til trommer og spille til!” Peter nikkede begejstret, og sagde så: ”Til lossepladsen!”

***

”Den der!” Udbrød jeg og pegede på en hyggelig lille købmandsbutik. Peter fulgte min finger, og betragtede butikken og nikkede så. Vi satte kurs mod den og nåede så døren. En sød lille klokke ringlede da jeg skubbede døren op, og vi trådte ind i den lille butik. Jeg snusede ind. Her lugtede af alle mulige slags the, kaffe og bolcher.

En rar udseende gammel mand med langt hvidt skæg, kom ud fra et lille baglokale. Han lignede sådan en rigtig hyggefar.

”Hvad skulle det være?” spurgte han venligt om.

”Gerne den billigste the du har?” sagde Peter spørgende. Vi havde tjent en lille smule, på at synge og spille, så vi lige kunne overleve. Det var d. 23. december så jeg havde talt pengene op og opdaget et lille overskud, som vi så havde besluttet at bruge på noget the. Vores begges yndlings drik.

”Det er den der ovre,” sagde den rare gamle mand venligt. Jeg nikkede og gik derhen med Peter i hælene. Jeg hørte klokken ringle. Det betød nok der også var andre kunder i butikken.
Jeg hørte den gamle mand betjene dem og så klokken ringle igen da de gik. Så hørte jeg manden gå ud i baglokalet igen og vendte så min opmærksomhed mod de mange Thedåser. Der var forskellige mønstre på så det var meget svært at vælge. Til sidst blev vi dog enige om, en smuk dåse med et fint julemotiv inde bagerst på hylden. Peter, der var den højeste af os, rakte op og trak så dåsen ned, men i farten kom han til at støde til en af de andre dåser der så startede en hel lavine, der endte i et stort rabalder på gulvet.

Inden nogen af os nåede at gøre noget åbnede gulvet sig og slugte os.
 

***

Jeg stønnede svagt. Jeg havde det som om en eller anden psykopat havde gennembanket mig med en gigantisk kødhammer. Jeg missede forsigtig med øjnene og skreg så meget højt: ”ARH!”

En lys stemme stemte med det samme i: ”Ih!”

Foran mig stod en meget lille mand med spidse ører og nissehue. Han havde fipskæg og gønne snabelsko på, men det mærkeligste var dog hans lilla øjne. Han lignede noget der hørte hjemme i et eventyr. Jeg rømmede mig, men blev afbrudt af endnu et højt råb:

”Hvad sker der? Hvad sker der? Er du kommet noget til?” Peters fortumlede ansigt dukkede op bag en papkasse en meter fra mig. han kiggede groggy rundt og lod sit blik passere fere gange forbi mit ansigt, før det endelig gik op for ham at det var mig. Istedet for at svare, stirrede jeg bare lamslået på den lille mand, hvis lilla øjne farrede frem og tilbage mellem mig og Peter.
”Hvem, hve-em er du?” stammede jeg forskrækket.

”Jeg er da selvfølgelig en nisse din tossede tøs!” svarede den lille mand - ups, nissen stolt.
”En, en nisse?” stammede jeg igen - denne gang mere forvirret end bange.

”Ja, da! Og hvem er så du?” svarede han pligtskyldigt, selvom jeg kunne se det nysgerrige glimt i hans øjne.

”Jeg hedder Mei og ham der ovre”, jeg pegede hen mod Peter, ”er min bror.” Nissen så tænksomt på os et øjeblik og sagde så:

”Hvilken race?” Jeg kiggede befippet på ham, men svarede alligevel:
”Jeg og min bror er mennesker.”

”Mennesker? Åh, julemand! Den var ikke god. Jeg må hellere tage dem med til Nicolaus!” mumlede han for sig selv, tilsynladende helt uvidende om at vi kunne høre ham.

”Hvem er Nicolaus?” afbrød Peter ham.

”Ham i vil kalde julemanden, men det må han vist hellere selv forklare jer," svarede den Lille nisse hurtigt.

"Nej, hvor er jeg dog uhøflig! Det må i meget undskylde! Mit navn er, Jolushbanus, men bare kald mig Jol eller Jolus!” sagde han denne gang glad og stak hånden frem. Jeg tog den og mumlede et stille: ”Mei”.

”Godt følg med mig!” kommanderede Jolus begejstret og spadserede om forbi en stor maskine. Jeg trak vejret dybt og fulgte så efter. Peter indhentede mig og gik så stille ved min side. Jeg kiggede opmærksomt på alt hvad vi kom forbi.

En masse små nisser løb ud og ind mellem hinanden med så mange pakker i hænderne at man skulle tro de ville falde forover under vægten. Rundtomkring kørte en masse indviklede maskiner og spyttede pakker ud. Jolus bevægede sig med lethed gennem mængden, mens Peter og jeg var ved at snuble over alle de små mænd hele tiden.

Til sidst nåede vi dog endelig en stor dør. Jolus bankede tre langsomme slag og straks lød en dyb stemme:

”Kom ind.” Jolus åbnede døren og trådte til side så vi kunne komme ind. Da Peter som den sidste var nået ind i lokalet, lukkede Jolus døren, men det var ikke det der fyldte i mine tanker. Nej, det var den store sal jeg kommet ind i. Den var fyldt med julepynt. Ude i siderne stod en masse juletræer med fin puddersne og glitrede. Men det der var sejest var den store stol af egetræ og det tilhørende bord, en stor mand med langt hvidt skæg klædt i rødt, sad ved.

”Og hvem har vi så her?” sagde den store mand i stolen jeg gættede på var Julemanden.
”Mit navn er Peter og det her er min søster, Mei,” svarede Peter, og lavede en fejende gestus mod mig.

”Nå, der kan man bare se. Velkommen Peter og Mei, til Julens Hjerte, mit ydmyge hjem. I ser helt forfærdelig trætte ud. hvad siger I til at få noget mad og så gå i seng? så kan vi snakke sammen imorgen,” sagde Julemanden venligt.

"Mange tak," sagde Peter, mens det eneste jeg formåede var at nikke. Nu når jeg tænkte over det dunkede mit hoved og det sved i øjnene af bare træthed. Det havde været en lang dag.
”Det tænkte jeg nok. Kom og sæt jer,” sagde Julemanden. Jeg gik sløvt hen og satte mig på en af de fine stole. Julemanden knipsede diskret med fingrene. Pludselig var bordet dækket og en dejlig duft fra den hvide risengrød foran mig tiltalte mig virkelig. Jeg kastede mig grådigt over maden, mens julemanden bare kiggede smilende på.

***

Peters synsvinkel:

Jeg strakte mig veltilpas i den bløde seng. Vent. Bløde seng? Minderne fra gårdagen strømmede med det samme som en strid strøm ind over mig. Det tog mig ca. en halv time at få styr på det hele og så smutte ud af sengen. Jeg så Mei allerede var oppe, og var lige på nippet til at løbe ud for at finde hende i nattøj, da jeg opdagede det splinternye tøj i fodenden af min seng.

Jeg gik tøvende derhen og foldede så bunken ud. Bunken bestod af: En T-shirt med et sejt tryk på, en grøn hættetrøje, et par nye sorte cowboybukser og et par grønne Sneakers. Det var det første spritnye sæt tøj jeg nogen sinde havde fået. Jeg havde aldrig haft sådan noget sejt tøj før - jeg havde altid gåt i hvad folk nu lige havde donneret til børnehjemmet, når de ikke passede tøjet længere, eller det var blevet så slidt at det var pinligt at vise sig i.

Da jeg var iført det nye tøj åbnede jeg døren der førte ud til en stor gang. Jeg snusede ind og fulgte så min næse ned til den store sal fra aftnen forinden. Her sad Julemanden og Mei og hyggesnakkede. Julemanden så op da jeg kom ind og sagde friskt:

”Godmorgen.” Jeg mumlede et eller andet utydeligt til svar og satte mig så over for Mei. Hun havde sorte cowboybukser, en hvid og sort stribet trøje med et stort rødt hjerte på. Uden over trøjen havde hun en rød cardigan og på fødderne røde Sneakers. Jeg betragtede hende og så at hun var lige ved at sprænges for at fortælle mig et eller andet.

”Årh, så sig det dog,” sukkede jeg.

”Nicolaus siger vi må komme med i kanen og aflevere alle gaverne til børnene hele jorden rundt - det er jo d. 24. december idag!” udbrød hun storsmilende. ”Gud det havde jeg helt glemt. Og jeg troede d. 24. december var din hade dag?” spurgte jeg undrende.

”Det var det," svarede Mei, og skævede pinligberørt ud af øjenkrogen over mod Julemanden. Og så gik det op for mig hvad hun havde sagt. ”Er det rigtig! Wow, det mener du ik’? Komme ud og flyve i Julemandens kane? Det er vildt sejt! Verdens bedste julegave!” Udbrød jeg.

Julemanden smilede bare til mig og nikkede.

Resten af dagen var som at gå på knive. Jeg kunne slet ikke vente med at komme af sted. Jeg og Mei tilbragte tiden med at sidde i nissernes værksted og se dem fare rundt for at nå at få lavet de sidste julegaver. Endelig blev klokken dog 20.00 og vi skyndte os hen til landingsbanen med varmt overtøj på og det hele. Her holdt julemanden med alle de flyvende rensdyr foran den flotteste kane jeg nogensinde havde set. Jeg stirrede benovet på det flotte syn og hørte Mei gispe ved min side.

”Velkommen! Bare kom hen og sæt jer!” råbte julemanden. Jeg satte mig til venstre for julemanden og mærkede Mei sætte sig på min venstre side.

”Hyp, hyp, mine rensdyr,” brølede julemanden og slog med tømrerne. Straks satte kanen i gang og snart var vi i luften. Luften rev i mit hår og jeg fik røde kinder af den kolde natteluft. Jeg kiggede ud over kanens kant, og så ned på jorden der hastigt forsvandt under os. Jorden under os var lille bitte og de små lys fra husene fik det hele til at ligne et nisselandskab.

Hele natten fløj vi over hele verden, over Kina, Californien, Hawaii, Australien, Italien og ja selv Alaska! Da vi ikke havde flere pakker tilbage fløj vi tilbage til Brier Field, den lille by hvor denne fantastiske tur var begyndt. Overraskende nok standsede Julemanden kanen oven på et lille hyggeligt hustag.

”Men du har jo ikke flere pakker!” udbrød Mei.

”Jo, måske har jeg. Denne families største ønske er at få børn, men det er desværre umuligt for dem. Så derfor tænkte jeg om i ikke ville være deres børn? I har jo ikke nogle forældre,” svarede julemanden. Jeg tyggede lidt på det, men kom så frem til at det var en god idé. Jeg hoppede ud af kanen og stillede mig hen til skorstenen. Bag mig stillede Mei og julemanden sig og så hoppede jeg ellers ned gennem skorstenen, som jeg havde læst at han gjorde i så mange bøger.

Jeg landede i en hyggelig stue med juletræ og det hele. Der var julepynt over alt. Under juletræet lå der kun to små pakker, ikke så underligt når familien ingen børn havde. Bag mig landede Mei og hviskede straks:

”Nej, hvor er her hyggeligt!”

Jeg nikkede mig enig, men kom så i tanke om en vigtig ting: ”Hvad skal vi gøre nu? Skal vi gå op og vække dem? Eller ligge os under juletræet?” Det sidste sagde jeg i spøg, men Julemanden nikkede.

”Ja, i skal lægge jer under træet, men først skal i drikke dette.” Han trak to små flasker op af lommen og rakte os dem. Flaskerne indeholdt en tykisblå væske med små sølvtråde der hvirvlede rundt, som jeg straks bællede i mig. Jeg mærkede en underlig snurren i kroppen, og udstødte så et lille: ”Piv”, da en stor rød sløjfe bandt sig rundt om min hals. Jeg anede ikke hvor den var kommet fra - den var bare dukket op ud af den blå luft. Jeg kiggede på Mei og så at også hun havde en sløjfe om halsen. Vi kiggede på hinanden og lagde os så ind under det store træs grene.

(Skrevet af Guld Mai)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...