ALIVE {BigBang ~ 강대성}

For år tilbage, blev fem "monstre" i al hemmelighed indfanget og brugt som forsøgskaniner. Da dette endte galt og monstrene blev rasende over menneskenes opførsel, indså man, at de var for farlige for menneskeheden, da deres kræfter var stærkere end noget menneskeskabt våben. Derfor frøs man disse fem monstre ned, og sendte dem ud i rummet, i kredsløb omkring vores planet, indtil et våben, som ville være i stand til at dræbe dem, var blevet skabt... Der sker dog det, at nogen lukker sig selv ind i deres "fængsel", og løslader disse fem skabninger, som menneskeheden aldrig skulle have set igen... Et af disse monstre, møder en ung studerende pige, og det er sådan, at denne historie starter...

131Likes
44Kommentarer
3490Visninger
AA

2. Prolog

Nothing comes to my mind

As you tremble, you take a step, two steps back

You say that I scare you now

You’re like a moon that makes me go crazy

 

I love you baby I’m not a monster

You know how I was in the past

When time passes, it’ll all disappear

Then you will know baby

BIGBANG ~ Monster

 

                 “Far? Hvad laver du?” spurgte jeg lavt, imens jeg krammede min natbamse ind til mig, og langsomt fik tårer i øjnene over det syn, jeg så. Jeg var kun tre år gammel, og at se den slags for et lille barn, var ikke sundt. Jeg så, hvordan fyren lå på det store metalbord, med en iltmaske for ansigtet, og med masser af mennesker omkring sig. De lignede kirurger, men meget mere skræmmende, med deres beskyttelsesudstyr og kikkertbriller, som skjulte deres grumme øjne. Jeg brød mig slet ikke om lokalet. Det var mørkt, men det jeg kunne se, var metalliske genstande, som hang på væggene. Save. Skalpeller. Kanyler. De var i alle størrelser, og hang der bare, som om de var til pynt.

                 Min far gispede lavt da han fik øje på mig, og lyset som oplyste metalbordet, blev straks slukket. Hvordan jeg havde forvildet mig ned i min fars hemmelige kælder, anede jeg ikke. Om det var en drøm eller ej, har jeg ikke fundet ud af. Jeg stod der bare lige pludseligt, selvom klokken var to om natten, og jeg burde ligge i min seng og sove.

                 ”Rin! Kan du så se at komme i seng igen?!” udbrød min far. Jeg kunne mærke, at han var rasende, og hans stemme rystede en smule af frygt for følgerne af hvad jeg havde set.

                 Dog kunne jeg ikke fjerne mit blik fra ham fyren, som nu lå og så på mig, med lysende, gule øjne, og et skævt smil… Det var en uhyggelig skabning, men alligevel så smuk. Hans næsten snehvide hår indrammede hans svagt tannede ansigt perfekt. Hans lidt for skarpe tænder, var som de smukkeste perler.

                 Hvis jeg dog bare havde været i stand til at hjælpe dig, så ville du ikke være havnet i den her situation… Daesung…

”Far… Hvem er det?”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...