ALIVE {BigBang ~ 강대성}

For år tilbage, blev fem "monstre" i al hemmelighed indfanget og brugt som forsøgskaniner. Da dette endte galt og monstrene blev rasende over menneskenes opførsel, indså man, at de var for farlige for menneskeheden, da deres kræfter var stærkere end noget menneskeskabt våben. Derfor frøs man disse fem monstre ned, og sendte dem ud i rummet, i kredsløb omkring vores planet, indtil et våben, som ville være i stand til at dræbe dem, var blevet skabt... Der sker dog det, at nogen lukker sig selv ind i deres "fængsel", og løslader disse fem skabninger, som menneskeheden aldrig skulle have set igen... Et af disse monstre, møder en ung studerende pige, og det er sådan, at denne historie starter...

131Likes
44Kommentarer
3489Visninger
AA

5. Kapitel 3: Æsken

 

Jeg stod og stirrede på æsken, som min far lige havde stukket i hænderne på mig. Jeg var inde på mit værelse igen, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte hamrede hårdt mod indersiden af mit bryst, imens jeg stod og stirrede på æsken. Jeg turde ikke åbne den, ikke efter det blik, min far havde haft i øjnene.

                 Frygt…

                 Jeg havde aldrig set min far udvise den mindste smule frygt, men denne gang var det virkeligt slemt…

 

                 Min fars hænder rystede, da han rakte mig æsken, han forsøgte ikke at se mig i øjnene, og jeg kunne tydeligt se, hvordan han tøvede med at overrække æsken til mig, idet han næsten skulle til at trække sine hænder til sig igen, men alligevel gav slip på æsken i mine hænder.

                 ”Du skal have den på dig, hvor end du befinder dig, Rin. Din bror vil få en overrakt senere,” sagde min far og rømmede sig en smule, hvorefter han tog sit lommetørklæde fra sin brystlomme i jakkesættet, og tørrede sveden af sin pande.

                 ”Okay, far… Som du vil,” sagde jeg forsigtigt, før jeg blev vist ud af kontoret igen, efterfulgt af lyden af en dør, der blev låst bag mig.

                 Det var helt sikkert frygt, som jeg lige havde oplevet.

 

                 Jeg tog en dyb indånding, før jeg løftede låget af æsken, som stadig lå på mit skrivebord. Jeg fik store øjne, og gispede lydløst, da mit hjerte nær var stoppet med at slå, da mit blik landede på æskens indhold.

                 Solens lys fra mit vindue blev spejlet en smule i den, og blændede mig ganske svagt. Jeg kunne se, hvordan min hånd rystede, da jeg rakte ud efter den, bare for at føle, hvordan det mærkes, at have sådan en i hånden. Min anden hånd tog dens hylster op fra æsken også. Jeg havde aldrig før prøvet, at have en pistol i min hånd, og endda en, der var af så fint et håndværk. Den var tydeligvis lavet af ægte sølv, nok bare fordi min far havde pengene til det. Der var indgraveret nogle fine, små mønstre i metallet, noget som skulle få den til at udstå smuk, ren og uskyldig, og ikke som en dræbermaskine, som kan ende en persons liv, og ødelægge mange andres, ved tryk på en aftrækker.

                 Jeg var ved at falde en smule til ro igen, og mit hjerte var begyndt at slå normalt igen, da jeg puttede pistolen i mit bælte i dens hylster, og forsigtigt trak min trøje uden over den, så man ikke så det skinnende metal, men bare en bule på siden af mig.

                 ”Det må være seriøst, det her,” mumlede jeg lavt til mig selv og sank en klump. Koldsveden løb mig ned ad ryggen ved tanke om, at jeg måske blev nødt til at bruge den pistol på et tidspunkt.

                 Jeg skulle måske dræbe nogen, eller noget. Hvad end det var, så skræmte det min far, så jeg burde vel også være bange?

 

_____________

 

A/N: 

Kapitlet er kort, ja.. Det er nytårsaften, og ville bare lige hurtigt skrive noget til jer. Næste kapitel skal nok blive længere. ^^

Godt nytår~!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...