ALIVE {BigBang ~ 강대성}

For år tilbage, blev fem "monstre" i al hemmelighed indfanget og brugt som forsøgskaniner. Da dette endte galt og monstrene blev rasende over menneskenes opførsel, indså man, at de var for farlige for menneskeheden, da deres kræfter var stærkere end noget menneskeskabt våben. Derfor frøs man disse fem monstre ned, og sendte dem ud i rummet, i kredsløb omkring vores planet, indtil et våben, som ville være i stand til at dræbe dem, var blevet skabt... Der sker dog det, at nogen lukker sig selv ind i deres "fængsel", og løslader disse fem skabninger, som menneskeheden aldrig skulle have set igen... Et af disse monstre, møder en ung studerende pige, og det er sådan, at denne historie starter...

131Likes
44Kommentarer
3495Visninger
AA

4. Kapitel 2: Samtalerne

 

Jeg sukkede dybt da jeg endelig kom hjem igen, og satte min fod indenfor døren. Jeg foldede min våde paraply sammen, og hang min frakke på sin knag på væggen indenfor. Der var meget stille i huset, måske alt for stille. Selvom jeg kunne høre vores stuepiger som gjorde rent inde i dagligstuen, så var her stadig stille. Vores hus var enormt, og der skulle ikke meget til, før man følte sig ensom og alene i verden.

                 ”Frøken Rin!” sagde en stuepige, da hun fik øje på mig, og hun skyndte sig over til mig, ”Deres far vil helst ikke forstyrres.”

                 ”Mwo? Lad mig gætte, det er noget direktør-halløj?” sukkede jeg og himlede med øjnene.

                 ”Det ved jeg intet om, men han har været låst inde på sit kontor hele dagen,” sagde stuepigen og bukkede en enkelt gang, før hun blev kaldt på, af den anden stuepige, og forsvandt da ind i dagligstuen igen. Jeg så kort efter hende og hævede et øjenbryn. Det var meget mærkeligt, og det værste var, at jeg altid havde været meget nysgerrig.

                 Alligevel besluttede jeg mig for, at gå op på mit værelse, for at lave lidt lektier. Det lignede mig ellers ikke at gøre, men det gik mig en lille smule på, at jeg ikke vidste, hvad min far lavede, og hvis jeg forsøgte at forstyrre ham, så ville jeg få problemer. Min far var ikke som alle andre fædre. Normalt så ville man altid kunne forstyrre sin far, hvis man havde én eller anden undskyldning som ”Jeg ville bare sige hej til verdens bedste far” eller noget i den dur. Den slags virkede ikke her. Min far ville bare svare noget som ”Tja, så må du hellere finde og spørge ham”, og så mister det lidt sin klang, hvis man skal til at forklare det til ham.

                 På den anden side, så ville jeg aldrig kunne kalde ham verdens bedste far, uden at kaste op.

                 Jeg bed mig i min underlæbe, idet jeg nærmede mig døren til min fars kontor, hvor han befandt sig inde. Jeg skulle passere den, for at komme ind på mit værelse, som var nede for enden af gangen. Jeg forsøgte virkelig at gå normalt, og lade være med at lytte til de lyde og stemmer, der kom inde fra hans dør af…

… Hvordan fanden endte jeg mon med mit øre presset mod den?

                 ”Oh God, Rin… Du er ikke rigtig klog, du får problemer for det her…” hørte jeg mine tanker sige til mig. Jeg vidste det godt, men jeg måtte bare vide lidt om, hvad der foregik. Hvis min far havde en kæreste, så…

                 ”Er det intet spor efter dem i Daegu?” hørte jeg min fars stemme sige. Han snakkede sikkert i telefon, ligesom han havde gjort hele dagen… Men hvem var ”dem”?

                 ”Okay… Fortsæt nordpå, de må være der i nærheden!” råbte han nærmest. Hans stemme var hård, kontant og en smule stresset. Jeg vidste ikke, om jeg skulle være bekymret for, hvad der foregik eller ej. Det lød som om, han havde mistet en flok hundehvalpe, som han nu ledte efter.

                 ”Ja hallo? Heller intet spor i Busan? Okay… Så tag til Seoul og hjælp med søgningen der!” fortsatte han, og gav ordrer omkring sig. Jeg rynkede lidt på næsen og trak mig en smule væk fra døren, tog en dyb indånding, og bankede da forsigtigt på.

                 ”Hvem er nu det?!” hørte jeg ham sukke, oprevet, ”Kom ind!”

                 Jeg åbnede forsigtigt døren og trådte indenfor, i det store kontor, hvor alle væggene var fyldte med dyre malerier og bogreoler, hvor bøger stod stablet i alfabetisk orden. Gardinerne var trukket for de store vinduer, så Solens lys ikke kunne trænge indenfor. Jeg så på min far, som sad i sin stol, jakkesæt en smule krøllet, hans grålide hår var uredt, og klistrede sig en smule til hans svedige pande.

                 ”Undskyld… Jeg kan bare komme senere…” mumlede jeg forsigtigt, og bakkede en lille smule ud af døren igen, før han flåede mig levende. Jeg vidste, at det her var en dårlig idé.

                 ”Vent… Rin, kom herind,” sagde han og sukkede. Jeg kunne mærke på ham, at han var ved at falde en lille smule ned, ”Jeg har noget vigtigt til dig.”

                 Jeg tøvede en smule, før jeg gik ind på kontoret igen, og lukkede døren efter mig. Normalt var jeg ikke en pige, der var bange for noget, kun min far. Han kunne godt være skræmmende engang imellem, kun fordi jeg vidste, at han havde så meget magt, at halvdelen skulle være nok.

                 ”Ja, far?” spurgte jeg forsigtigt da jeg stoppede op foran hans mørke skrivebord.

                 ”Jeg vil gerne have, at du tager det, der er i den her æske med dig, hvor end du går,” sagde han, og mit blik landede på en mellemstor æske, som stod på hans skrivebord, ved siden af hans fem mobiltelefoner, som stadig var gloende varme fra alle hans opringninger.

                 ”Hvad er det…?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...