ALIVE {BigBang ~ 강대성}

For år tilbage, blev fem "monstre" i al hemmelighed indfanget og brugt som forsøgskaniner. Da dette endte galt og monstrene blev rasende over menneskenes opførsel, indså man, at de var for farlige for menneskeheden, da deres kræfter var stærkere end noget menneskeskabt våben. Derfor frøs man disse fem monstre ned, og sendte dem ud i rummet, i kredsløb omkring vores planet, indtil et våben, som ville være i stand til at dræbe dem, var blevet skabt... Der sker dog det, at nogen lukker sig selv ind i deres "fængsel", og løslader disse fem skabninger, som menneskeheden aldrig skulle have set igen... Et af disse monstre, møder en ung studerende pige, og det er sådan, at denne historie starter...

131Likes
44Kommentarer
3491Visninger
AA

3. Kapitel 1: De Gule Øjne

 

                 Det løb mig koldt ned ad ryggen, da kulden omringede mig. Den hvide tåge af frost, som løb lydløst hen over det isnede metalgulv, viste mig vej gennem de mørke, ensomme gange af mystik. Der var musestille omkring mig, alt jeg kunne høre var mine egne skridt, som gav et ganske svagt ekko, når sålen på mine sko ramte metallet under mig. Mit blik var rettet mod gulvet hele vejen, men da den frosne tåge forsvandt foran mig, stod jeg ansigt til ansigt med en stor, mørkeblå, tilfrosset tube.

                 Jeg stivnede, imens jeg bare stirrede på denne genstand i lang tid, og studerede alle de ting, som var koblet til den for oven og for neden. Ledninger af sølv som gik ind i tuben, for at ilte vandet. Isen hang en smule i små istapper fra ledningerne, og da jeg kørte mig blik hen over dem, stoppede jeg mit blik, ved det duggede glas, som tuben bestod af. Jeg tøvede kun ganske kort, før jeg tørrede duggen væk med min hånd.

                 Jeg gispede og trak mig straks væk fra tuben! Mit hjerte begyndte at hamre hurtigt af forskrækkelse, og jeg kunne mærke, hvordan frygten bredte sig i mig. Min vejrtrækning blev en smule hurtigere, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op. Løbe eller blive stående? Jeg vidste ikke, hvorfor der var en fyr inde i den tube… Jeg vidste ikke, hvorfor han virkede så bekendt. Han stod bare inde i den, som om han sov, med en iltmaske for næse og mund, øjnene lukkede og armene nede langs siden. Han så nærmest fredelig ud, hvilket fik mig til at slappe lidt af. Hans hvide hår, dækkede en smule af hans ansigt, men ikke hans lukkede øjne. Jeg sukkede forsigtigt og stillede mig hen til tuben igen, og lagde da min hånd på glasset.

                 Så åbnede han sine lysende, gule øjne…

 

                 ”Yaaah!!” udbrød jeg forskrækket og rettede mig straks op i klassen, min vejrtrækning var endnu engang hurtig, og mit hår sad sikkert af lort til, eftersom jeg lige var vågnet op fra en ret så behagelig middagslur midt i timen, hvor alle de andre elever nu sad og grinede af mig.

                 ”Godt du kunne vågne til at deltage i klasseundervisningen, Rin,” sagde min fysiklærer, og jeg rømmede mig en lille smule og satte mig til rette på min stol.

                 ”Jo tak…” sagde jeg og rettede på mit hår imens jeg forsøgte at fokusere på mine noter, som var endt ud som nogle doodles. Jeg kunne godt lide at tegne, måske lidt for meget.

                 ”Tja, så har du vel ikke noget imod, at komme op til tavlen og løse den sidste opgave?” spurgte min lærer, og jeg rettede mit blik mod tavlen. Der var alt for mange tal og tegn, som jeg slet ikke anede hvad betød, og jeg kunne mærke usikkerheden indeni mig.

                 ”Uuh… Det…” sagde jeg lavt og kløede mig i nakken, men sukkede lettet, da jeg hørte skoleklokken, og jeg var reddet. De andre omkring mig begyndte straks at pakke sammen, og min lærer virkede ret så utilfreds med den timing.

”Måske næste gang!” sagde jeg bare, idet jeg forlod klasselokalet, for at holde frikvarter. Jeg kunne høre, hvordan min lærer bandede lidt over, at der var frikvarter. Heldet var med mig endnu engang.

”Rin, ikke så hurtigt!” hørte jeg pludselig en råbe til mig, ikke engang nået to meter væk fra døren til min klasse. Jeg vendte mig rundt på hælen, og ser min tvillingebror, Ren, som stopper op foran mig. Han går i min parallelklasse, men normalt plejer han aldrig at ville ses med på i skolen, fordi jeg havde det med at være pinlig engang imellem. Jeg var få minutter ældre end ham, så jeg tvang ham altid til at kalde mig noona, når vi var sammen med vores venner. Han rettede straks på sit blonde hår og så på mig med sine mørke øjne, som virkede lidt malplaceret, i forhold til, at hans hud var så lys… Men det var min jo også.

”Har du snakket med far i dag? Jeg ved ikke hvad der er galt med min mobil, men den påstår at hans private mobil har været optaget hele dagen?” sukkede Ren og tog sin iPhone op af lommen, for at vise mig alle de halvtreds gange, han havde forsøgt at ringe til min far, men uden at få opkaldet besvaret. Det var meget besynderligt, mest fordi vores far, ærligtalt, ikke havde nogen venner, eller familie, som han ville snakke med på sin private telefon. Han var godt nok direktør for et firma, men dertil brugte han aldrig sin private telefon.

Den var beregnet til sådan nogen som os.

”Uh… Nej, jeg har slet ikke snakket med ham hele dagen,” grinede jeg lavt, en smule forvirret over situationen. Der var heldigvis kun én time tilbage, før vi kunne komme hjem, og udspørge vores far en smule.

Jeg håbede, for hans eget bedste, at han ikke havde fundet en kæreste?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...