The sun will set down (2 af my last breath as human)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2012
  • Opdateret: 20 dec. 2012
  • Status: Igang
2. bog i serien om Sandra, mennesket som blev til en vampyr. Hun kan intet huske om sit liv som menneske eller hvem hun er. Hendes liv afhænger af hvert sekunds overlevelse og sammenhold. Læs gerne første bog før denne :-) vær sød at anbefale hvis du kan lide den :-D undskyld hvis der er fejl
-Majse

1Likes
0Kommentarer
251Visninger

1. prolog

”Vent” sagde jeg stille af frygt for at han ville dræbe mig. Ville han dræbe mig, hvis jeg fortalte ham det? Jeg kunne høre hans tankestemme inde i mit baghoved `nej`. Hans lilla øjne kiggede drillende på mig.

”Jeg kom for at spørge dig om noget. Det er meget vigtigt… kan du huske dine tidlige år, altså før du blev vampyr?” Han lød meget nysgerrig.

”Bliver man ikke født som vampyr?” Det kom som et chok for mig.

”Nej og jo, nogle gør men kun 1 ud af en million. Og det gjorde du ikke. Kan du intet huske?” Spurgte han.

”Der var noget der glimtede i mørket og bagefter…”

”Bagefter er det hele tåget ikke?” Spurgte han drillende.

”Nej der var også en stor smerte og derefter er alt omtåget”.

”Kan du ikke se mere”. Han lød både desperat og sukkersød, så man fik lyst til at kramme og kysse ham.

”Nej desværre” svarede jeg. Han var ovre mig så hurtig, at det næsten var umuligt.

”Kan du gøre noget, så jeg kan se min fortid?” min stemme skingrede.

”Kun en ting. Men det kræver at jeg ved hvem der fandt dig, hvem husker du tydeligst, da du slog øjnene op?” spurgte han.

”Claudia ja, det var Claudia der fandt mig. Og hun havde indtørret blod på læberne, hagen og i mundvigen. Men sig mig så, hvordan gør man?” Sagde jeg utålmodig.

”Claudia”. Han sagde det som om at han spyttede ordene ud. Han gentog hendes navn 5 gange og det sidste kom, som en snerre.

”Den egoistiske pige Claudia Laursen”

”Ja” sagde jeg hurtigt i håb om, at han ikke ville slå mig.

”Men hvordan var det man gjorde?” spurgte jeg i håb om at han ville glemme hende lidt.

”Man dræber personen, som har omtåget ens hjerne. Claudia og mig er fjender. Så, jeg skal med glæde dræbe hende for dig” han smilede et smil, der skulle forestille at være venligt men det blev i stedet mere skræmmende. ’Gid han snart satte mig fri så jeg kunne advare Claudia.’

”Hvad mere?” spurgte han.

”Der er ikke mere sagde jeg” han tog min hænder i sine,

”Jeg elsker dig”. Sagde han pludselig. Jeg var ikke bange for ham mere.

”Er det derfor du følger efter mig?” Spurgte jeg og studerede hans blide øjne.

”Ja. Kan du huske dit navn?”

”Nej, det er lidt pinligt, men nej desværre, men Victor har givet mig et navn: Io. Opkaldt efter Jupiters måne”

”Det er ikke dit rigtige navn". Sagde han og jeg var tilbage igen, inden jeg vidste af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...