Måneblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2013
  • Opdateret: 11 mar. 2013
  • Status: Igang
Hver gang, en havfrue bliver 18. Må hun tage op til menneskenes verden, udforske og lære om den. Caitlyn, den yngste kongelige havfrue er lige blevet 18. Men, når hun er i gang med at udforske verden over vandet, bliver hun kidnappet af vampyrer. Vampyrene har altid været på dårlige kanter med havfruerne og derfor, bruger de Caitlyn til at starte en krig med havfruerne. Men langsomt, finder hun sig selv få følelser for en af de kongelige vampyrer. Vil Caitlyn finde rigtig kærlighed eller vil hun få sit hjerte brækket i stykker?

8Likes
4Kommentarer
664Visninger
AA

3. Bortført

Mørket omkring mig lå tykt. Jeg kunne høre stemmer langsomt nærme mig. Jeg blev sat mod en hård stol og fik revet det tørklæde, som sad omkring mit hoved, af. Lyset ramte mine øjne og jeg prøvede at tage mine hænder op til øjnene, men de var bundet til stolen.

"Hvem er du" spurgte en hviskende hæs stemme, bag mig. Da jeg ikke svarede, fik jeg en lussing.

"Du hørte mig, det ved jeg" forsatte stemmen. Jeg tog mig sammen og stak en hurtig løgn.

"Audrey" jeg var pisse dårlig til at lyve, men personen lagde ikke mærke til det. Personen tog fat i mine skuldre, og pressede neglene i.

"Du har ikke noget imod jeg tager noget vel?" stemmen  var skarp.

"Noget hvad?" Jeg fik vendt mit hoved og så på personen, forvirret søgte jeg personens øjne.

"Noget blod selvfølgelig". Personen grinte og det løb mig koldt ned af ryggen. Personen skubbede mit hoved væk og mit ansigt skar sig i smerten, da et par tænder skar igennem min hud.

Personen trak sig væk efter to sekunder og kiggede mig i øjnene, jeg opdagede til min store forskrækkelse at det var ekspedienten fra før som stod foran mig. Han formede munden som et stort o.

"Du er en havfrue" sagde han ud i den blå luft. Og tog sig til munden og tørrede blodet væk fra hans mund og min hals. Min hals helede hurtigt da han puttede noget mærkelig lilla væske på.

Han hjalp mi fri og tog et fastere greb om mine hænder.

"Jeg har du skal møde". Jeg vidste ærligtalt ikke om jeg skulle være lettet eller bange, jeg var mest bange, bange for hvad der ville ske.

Jeg blev ført igennem en stue hvor flere sad, ham som havde grebet om mine hænder gjorde et nik med hovedet. De andre var ovre ved os i løbet af ingen tid og fulgte efter os.

Ned i en kælder, og længere ned under jorden. Vi nåede ned til bunden af trapperne og gik hen ad en gang i hvilket der føltes som timer. Vi nåede til endnu en trappe som denne gang gik op. Jeg blev trukket ti trin op før mine ben gav efter under mig. Mine ben var ikke vant til at gå så meget.

"Hvorfor stopper du" sagde en kvinde med ildrødt hår.

"Jeg kan ikke gå mere" peb jeg.

"Rejs dig op og gå videre" sagde hun bestemt og skulle til at slå mig. En dør blev åbnet oppe ved starten af trappen og en dreng var nede ved os.

"Lad hende være" sagde han stille med en lidt dyb og hæs stemme. Før jeg kunne nå at reagere, rakte han mig sin hånd og jeg tog imod den. Hans lyseblå øjne skinnede igennem og hans røde læber stod med et drenget smil om munden. Hans hår var sort og havde et brunt skær. Håret strittede lidt ud til alle sider. Han trak mig op.

"Hvem er det?" Spurgte han og så over på kvinden som rødmede.

"Det er hende jeg snakkede om, du ved havfruen" sagde ham som havde taget mig med sig.

"Vi var netop på vej op til dem, da hun faldt" fortsatte kvinden.

"Jeg kan altså ikke gå mere" sagde jeg og så flovt ned i gulvet.

"Det er ikke noget problem" sagde drengen med de lyseblå øjne. Han svang mig op på hans skulder og jeg var oppe inden jeg kunne protestere. Han satte mig ned og åbnede dørene til en kæmpe sal.

Der var fire stole, hvor kun en var tom, han hviskede i mit øre "mit navn er Max".

Han vendte sig om og sad på stolen, som om han ikke havde sagt noget til mig. Ham som havde taget mig begyndte at snakke, men jeg hørte ikke efter. Jeg havde for travlt med at studere salen til sidste detalje. Det var ubeskriveligt, men jeg prøver alligevel.

På gulvet lå et rødt tæppe ligesom en rød løber, væggene var hvide og spejlede næsten alle tingene i rummet. Der var kun fire stole som møbler og nogle vinduer oppe ved taget.

Jeg blev trukket tilbage til virkeligheden, da jeg hørte det navn jeg havde sagt til manden jeg var blevet taget af.

"Audrey?" Jeg så hen på ham med et dræbende blik. Jeg vidste en ting om vampyrer, de var fordømt til at overleve af menneskeblod, eller bare blod.

De første vampyrer havde været glad for menneskene, men så fik et eller andet tåbelig menneske ideen om at de blev farlige fordi vampyrer drak dyrenes blod. Dengang havde vampyrerne noget imod at tage menneske blod.

Men vampyrene blev vrede og det endte med de blev afhængige af blodet. Og menneskene fik da også dræbt nogle stykker. En ting var at nogle af vampyrerne blev tvunget i vandet og fik gæller, på den måde var jeg halvt vampyr og halvt havfrue. Men vores folk gav stadig de landgående vampyrer forædere.

"Du vil blive smidt i fange kælderen hvis du ikke snart siger noget" sagde en af vampyrerne som sad på en stol, de grinte alle sammen og jeg lynnede med øjnene.

"Det er stadig jeres skyld vi er forvist til vandet" hvæsede jeg og lagde mærke til de kiggede mærkeligt på mig.

"Så i ved det måske ikke?" Sagde jeg med løftede øjenbryn. Jeg gik frem mod de fire mennesker på stolene.

"Nu skal jeg vise jer det" sagde jeg vendte mig mod pigen som havde slået mig. Jeg vinkede hende over og hun gik tvivlsomt over mod mig. Jeg børstede håret væk fra hendes hals, eftersom vi var samme højde anstrengede jeg mig ikke.

Jeg kunne mærke hugtænderne skyde frem, det var længe siden de havde gjort det, så det gjorde lidt ondt. Jeg huggede tænderne i hende og mærkede den dejlige følelse af blød væske. Hun prøvede at vride sig fri men jeg blev stående, i samme stilling til jeg havde fået nok.

Jeg gav slip på hende og slikkede mig om munden. Jeg undgik en knytnæve hun sendte mod mig. jeg sparkede hende i maven og hun væltede omkuld baglæns.

"Og forresten er mit navn Caitlyn" sagde jeg med et tilfreds smil om læberne. Jeg var ude af rummet med vampyrerne i hælene på mig. Max var hurtigere end de andre og fik et tag om mine håndled. Han skubbede mig ind i det nærmeste rum og låste døren.

Min krop begyndte at gå amok og det svimlede for mig, jeg vidste at havfruer var nød til at være i vand for at overleve dagen. Max hjalp mig ud på toilettet og ned i badekaret. Hvor jeg tændte for vandet og skiftede mine ben ud med en hale. Jeg kom til at stønne højlydt og Max grinte af mig.

"Jeg efterlader dig til din egen nydelse" Sagde han grinende og forlod mig derude.

"Vent Max!!" udbrød jeg med det samme. Han kom tilbage og stod op af dørkammen.

"Tak" sagde jeg og låste vores øjne.

Han smilede og gik ind i værelset ved siden af.

****

Jeps det var så tredje kapitel, hvad synes i om det?

Hvad tror i der sker med Caitlyn og hvad er der sket med hendes søster?

Er der nogle gnister mellem, Max og pigen som slog Caitlyn? Eller er der gnister Mellem Max og Caitlyn

XX

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...