Pigen der rejste

Man skal aldrig forvente noget af livet. Det kommer og går som det vil...
Men kunne jeg ikke bare have været udstyret lidt bedre?

13-årige Maria har et trist liv. Hun er lige siden første skoledag blevet mobbet og holdt udenfor af alle.
En dag sker der pludselig noget, der ændre hendes tomme og grå hverdag... En mørk skikkelse kommer gående op af den tilgroede havegang, en kniv glimter i mørket og nogen råber;"tag hende!"
Det ændre hendes liv da hun kommer ud på sit livs rejse gennem tiden sammen med den nyfundne ven, Jonathan.

1Likes
0Kommentarer
184Visninger

1. Lidt historie

Mit liv har aldrig været en succes. Intet er helt perfekt, siger man, men det er løgn. Ingenting i mit liv har nogen sinde været i nærheden af næsten perfekt. Mit liv er bygget på nederlag og ydmygelse, nedgørelser og ensomhed. Jeg har aldrig fået en chance for at være en del af noget. Ikke et lysglimt i det evige mørke, der for længst har kvalt enhver form for håb.

Det er så mig. Jeg er på vej til skole, og trasker gennem sneen der ligger fra i vinters. Jeg kommer til at tænke på, hvad den kan bruges til, og sætter farten op. Jeg håber at jeg kan nå derhen før... For sent. Jeg ser en gruppe piger stå længere fremme på fortovet. De fniser og opdager ikke at jeg kommer. Jeg går hurtigt forbi og er lige ved at nå om hjørnet da en stemme kalder;

"vent lige lidt Maria! Skal du ikke være med til sneboldskamp?".

Jeg ved hvad det går ud på. Det er noget med at jeg skal ned og ligge med hovedet fuldt af sne. Jeg lader som om jeg ikke hører det og stæser videre.

"Vent lige lidt!"

Det er Emmas stemme. Selvfølgelig. Hvem ville ellers finde på det? Emma, pigen der fik mig udvist fra fællesskabet i klassen, ja, snart i hele kvarteret vel.

Noget griber hårdt fat i min hætte og trækker mig bagover, så jeg falder ned ovenpå min taske. Nogen råber noget og kommer løbende. Jeg ser en arm, og nogen trækker min jakke af. Jeg kæmper imod, men de er for mange. Kold sne bliver tværet ind i mit ansigt. Jeg kan ikke få vejret, og en tårer varmer i øjenkrogen. Der bliver mast sne og is ind under mit tøj og nogen tager min taske og kaster den væk. De fniser og kalder mig lille grimme gnom osv.                Jeg ser ikke det sjove i det. Jeg havde ikke gjort dem noget nogensinde. Så er de væk igen. Jeg gisper og gnider mig i øjnene. Lige så snart jeg har fået frigjort mit ansigt nogenlunde rejser jeg mig op. Jeg ser efter min taske. Den ligger nogle meter borte i en smeltevandspøl. Jeg tager den på ryggen og går videre. Det vil blive en hård dag.

Efter morgensamling går vi i klasserne. Jeg sidder ved siden af en anden pige, der hedder Katja. Hun bliver også mobbet af de andre. Jeg har ondt af hende. Hun er det tætteste på en ven, som jeg har.

Efter en lang time med Poul Erik i matematik, bliver det frikvarter. Eftersom at vi går i 7. Klasse må vi gerne blive inde i frikvarterene. I de mindre klasser havde jeg altid hadet frikvarter pga. Mobningen. De fandt hele tiden på nye 'sjove' ting at gøre ved mig.                                        Jeg lukker min bog og ligger den i tasken. Pigerne står ovre i hjørnet og hvisker. Jeg lukker øjnene og håber på, at det ikke vil få betydning for mig. Men nej.                                          Pigerne kommer over til min plads lige da læreren er ude af syne.

"Hej Maria, Hej Katja, vil i med ud?"

Vi svarer synkront:

"Nej"

Vi ved begge to hvad de har tænkt sig at gøre dér. Drengene kommer i samme øjeblik ind og ser på dem.

"Bliver det til noget? Vi venter altså ikke hele dagen"

Pigerne og drengene udveksler blikke.

"På dem"

skriger Tobias, drengenes leder. Det vil være dumt at tro at det er pigerne de mener. Det er selvfølgelig Katja og så mig. De griber os og slæber os ud i sneen. De sparker først sne ud over mig, og jeg bliver ramt af en støvle i hovedet. Da de er færdige med mig var det Katjas tur. Hun forsøger at løbe mens jeg rejser mig og børster det værste af mig. De fælder hende og kaster sig over hende. Jeg løber derhen og råber:

"lad hende så være! Hun har ikke gjort jer noget!"

Så får jeg endnu en omgang med is. Bagefter går jeg hen til Katja der klynker.

"Er du okay?"

Spørger jeg.

"Bland dig udenom. Du er jo bare et hul der ikke er til at være i nærheden af"

Jeg sænker blikket. Går ind. Efter skole går jeg hurtigt hjem. Jeg skal ikke nyde noget af at blive overfaldet igen. Der kommer pludselig nogen bagfra. Jeg vender mig men ser ikke nogen alligevel. Jeg må være blevet skør af alt den sne. Jeg kommer hjem til et tomt hus. Som sædvanlig. Mørket kommer ret hurtigt og lægger sig som et tæppe over byen. Mor kommer hjem med Jonas, min lillebror. Han er det eneste der kan minde om en ven i min hele tilstedeværelse. Jeg ser noget ud af øjenkrogen da jeg går forbi et sydvendt vindue. En mørk skygge det glider hen forbi hækken, ud i indkørslen... Nej, det er nok ikke noget... Eller er det? Det bliver aften og jeg går i seng. Jeg kan ikke falde i søvn. Jeg står op og tager overtøjet på. Jeg går udenfor. Jeg indånder natten. Det er noget jeg gør ret tit. Mørket er så fredfyldt. Man slipper for dagligdagens bekymringer og får en følelse af at være sig selv. Ud af det blå kommer der en stor skikkelse løbende ind ad havegangen. Bagved endnu en. Den bagerste... Der var noget der glimtede... En kniv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...