Elverhøjen

Elverhøjen er faktisk en skoleopgave. Kravene var, at det skulle være en novelle med de originale træk - som noveller nu skal have, og så skulle den indholde noget overnaturligt. Dette er min første Movella herinde.

Den handler om en pige som vover sig ind i en skov, som indeholder en myte om nogle Elverpiger, der engang har bortført nogle indbyggere. Hun vil se, om historien om Elverne er sande fortællinger. En pludselig tåge viser sig i skovens tætte krat og hun bliver ubevidst om retningen hjem. Hun kommer til de halvmåneformede sten, som Elverne siges at bo under. Hun bliver svimmel, og føler sig mærkeligt tilpas. En gennemsigtig skikkelse flyver ind foran hende. Pludselig rammer et stærkt lys hende, og hun føler, at hun er ved at blive blind.
Hun er kommet ind i Elverhøjen, og ser de smukke skikkelser danse rundt i noget, som minder om en balsal.
Tanken rammer hende, og hun ser det for sit indre blik...

1Likes
0Kommentarer
133Visninger

1. Halvmånen

 

Det var tåget. Jeg kunne kun se ganske få meter frem, da jeg gik ude på marken. Omgivelserne var slørede, men jeg kunne lige skimte det grønne lidt foran. Skoven viste sig foran mig, som enorme mørkegrønne tårne. Tågen forsvandt lige så stille, som den var kommet. Jorden var fugtig efter det gennemsigtige tæppe, som lige var forsvundet. Luften blev klarere og bedre at indånde. Jeg kom til de berømte syv sten, som dannede en halvmåne, midt inde i skovens tætte krat. Jeg havde hørt historier om dette sted. Folk var forsvundet, og det siges, at de var blevet taget af elverne. Fem voksne og to børn var blevet meldt savnet i byen en dag. Ingen har nogensinde vovet at gå derud igen, men det stoppede nu ikke mig. Jeg var altid blevet kaldt den stædige type, og det vil jeg nu give dem helt ret i. Folk skal ikke bilde mig noget ind, som alligevel viser sig at være løgn. Ting skal kunne bevises med vidner, og ikke dumme løgnehistorier. En lille stemme i mit hoved kunne nu ikke lade mig være. Gå nu hjem. Det er farligt. Du burde ikke være her. Det var nu sandt nok. Det var farlig at bevæge sig uden for byen på denne tid, selvom det var langt fra midnat. Hvad ville min familie ikke sige, hvis der skete mig noget? Jeg var så tæt på at vende hjem, men fastholdt min stædighed. Jeg gik hen til den første sten. Ingenting skete. Jeg gik langs alle stenene, og der skete intet. Jeg stampede let på jorden, men selvfølgelig skete der ingenting. Jeg lænede mig op af stenens ru overflade, og pludselig viste en tyk tåge sig i luften. Åh nej. Tanken ramte mig som et lyn, der slår ned i et træ, når det var voldsomt tordenvejr. Hvilken vej kom jeg fra? Tågen havde fuldstændig gjort mig ubevidst om, hvor jeg var henne. En voldsom svimmelhed skyllede ind over mig, og jeg satte mig ned. Hovedpinen sneg sig på, og jeg gned let mine tindinger, som min mor altid gør, når hun var stresset. En skikkelse fløj forbi mig i samme sekund, idet jeg vendte mig om mod stenene. Jeg havde selvfølgelig hørt myter om elverne, men ingen kunne bekræfte, at det virkelig var dem, som havde bortført de fem voksne og de to børn dengang. Skikkelsen kom igen. Kunne det virkelig være... Nej, vel? Jeg var omringet af gennemsigtige væsner med elegante kroppe, elegante som dansere. Det dunkede i mit hoved. De havde alle langt smukt hår med blomsterkranse på hovederne. Elverne svævede omkring mig, og pludselig blev jeg trukket med i deres dans. Jeg var paralyseret. De rørte ved mig. Deres hænder var kolde som is, og deres hud var gennemsigtig. Jeg svævede i en glidende bevægelse med i deres dans. Det var skræmmende, men smukt på samme tid. Et stærkt lys blev kastet på mig, og jeg følte, at jeg var ved at blive blind. Det brændte i mine øjne, og jeg kunne intet se, udover en hvid verden.

Jeg befandt mig pludselig et helt andet sted end den tætte grønne skov. Det var et sted, hvor jeg ville udtrykke mig med ordet, besynderligt, eller overvældende. Det var faktisk et ret ubeskriveligt sted, men det var smukt. Det lignede lidt en balsal, med blankt marmorgulv og højt til loftet. Så blankt, at jeg faktisk kunne se mit eget spejlbillede i det. Elverne de så helt uvirkelige ud, når de dansede på gulvet, og det lignede diamanter i måneskær. Jeg havde fuldstændig glemt tiden, og tænkte på, hvad klokken mon var. Jeg var ikke typen, som gik med armbåndsur. Hvorfor var jeg egentlig ikke det, - det kunne have været nyttigt nu. I det samme kom jeg i tanke om det. Elverne var kendt for en ting. Det var den ting, som mange prøvede at undgå. Specielt ved ikke at nærme sig Elverhøjen i skoven, som den blev kaldt.

De kunne danse et levende menneske til døde.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...