Kærlighedens skæbne - One Direction

Sophia Smiley Smith er den populære smukke datter af en af de bedste læger i verden. Hende og hendes familie mangler intet, eller gør de? Deres sammenhold forsvandt sammen med morens død. Hende og hendes dansehold skal på sommerlejer, sammen med det berømte boyband One Direction.
Men hvad sker der når den lille sommerflirt bliver til det rene helvede for Sophia og hendes flirt. Kan det holde?

20Likes
21Kommentarer
1623Visninger
AA

3. Kapitel 2

Sophias synsvinkel

 

Jeg lå trygt i min varme seng og nusset med min kæreste. Ja i hørte rigtig, min kæreste... Men selv med vores uendelige skænderier. Ja så elsker vi altså hinanden, selvom det godt kan ligne at vi ikke kan udstå hinanden, men det er det spændende i vores forhold. Vi leger på andres løgne, det er måske det som holder fast i os, selvom vi elsker hinanden.

"Sop?" mumlede Victor ned i håret på mig imens jeg kiggede kort op på ham. Jeg nikkede kort, mig og min hjerne snakkede ikke sammen når jeg var træt. Sorry to say... "Du glemmer mig ikke vel?" mumlede han stadige svagt imens jeg kunne ane et lille snøft. Sødt, men stadig det er kun to uger. Kom ind i kampen smukke.

"Hvorfor skulle jeg glemme dig?" smilede jeg træt men undrende, jeg havde dog fået sat mig halvt op så jeg kiggede ligesom ned på Victor. Han satte sig dog også op lidt efter og kiggede seriøst på mig. Han mente det, seriøst... Men sødt.
"Fordi jeg har hørt rygter om at nogle kendte kommer?" smilede han stramt imens han kiggede mig dybt i øjnene. Jeg blikkede dog en smule, men selv der kiggede han på mig. Er jeg så interessant? Nej ikke når jeg er træt, ser træt ud og ikke mindst mit hår. 

"Victor ved du hvad?" jeg trak vejret dybt, og lod min tunge køre langs mine læber for at fugtige dem. Mine læber bliver altså bare lidt tørre af at ligge med åben mund det meste af natten, bare så i ved det. Ligegyldig infomation. "Jeg er så fandens ligeglad med hvem der kommer, jeg kommer udelukket for dansen" sukkede jeg kort, men Victor smilede ikke. Nej han var blevet til is, is'sten.

Det lyder godt.

Ja.

"SÅ du holder dig fra drenge, bare fordi du har mig." han trak vejret et kort sekund. "Det behøver du da ikke, du holder jo alligevel ikke af mig!" råbte han denne gang, fyldt med vrede. Hans ord der slog pusten ud af mig, ahvad?

"Hold op Victor, bare fordi jeg ikke lige nævner dig i en sætning angående drenge. Så flipper du skråt op!" jeg kiggede væk imens jeg bed min i læben. "du er så barnlig lige nu..." mumlede jeg denne gang imens jeg sukkede kort. Jeg hadede det her, det er det samme om og om igen. For helvedet også.

"Det er jeg ikke, du tænker bare ikke på andre end dig selv. Din egocentriske ko" skreg han denne gang og lyset blev tændt i gangen. Fedt, tillykke Victor.
"Hvad kaldte du mig lige?!" råbte jeg tilbage, jeg kunne ikke styre det her mere. Der gik stregen... Jeg rejste mig op og  Det er faktiskgik hen mod døren. 

Jeg vendte mig om da jeg nåede døren.

Kiggede på Victor.

"Velkommen til at sove i stuen nu!" fremstammede jeg imellem mine sammenbidte tænder, min lunte var tændt. Og den ville ikke slukke med det samme, så han skal måske smutte ned til stuen. 

"Som jeg gider det, det er ikke mig som skal være omgivet med drenge som følger dig rundt som en lille hvalp." smilede han hånende. 

Suk. 

Atter suk.

"Gå nu!" jeg trak vejret dybt og kiggede koldt på ham. Hans ord der skar igennem den tykke lydmur der var bygget op her inde. Den akavede stemning der havde fået lagt sig dybt. 

"Nej" smilede han flabet tilbage.

Jeg lod min krop falde slap ned på jorden imens jeg samlede mine ben sammen og bare kiggede grædende op på Victor. Jeg havde dog selv troede at jeg ville flippe ud, men det gjorde jeg så ikke. Jeg var alt for følelsesladet. Det er faktisk godt at have nogengange, men dog ikke nu og her.

"Smukke?!" Victors stemme forvandlede sig hurtig, hans stemme blev blød og blid. Men det er det samme.

Ikke?

"Nej, du skal ikke have ondt af mig" jeg trak vejret for at snøfte. "Det er et fejt tricks at bruge" hulkede jeg svagt. Dumme hjerne, høre du ikke efter min mund? eller er du komplet dum... Pis og papir.
"Skat, det var mig der gik for vildt" smilede han opmuntrende imens han kiggede bekymret på mig. Hans kærlig, fantastiske side. Alt ved den side er fantastisk, men den hvad med den anden? Jeg kan ikke fordrage den?

Elsker man så personen fuldt ud, eller bilder man sig selv det ind?

Jeg elsker ham

Jeg hader ham

Jeg elsker ham

Jeg hader ham.

Suk det går jo aldrig nogensinde op, hvad skal jeg stille op med mig selv. Det eneste jeg kan gøre, sige farvel. Farvel igennem 5 lange smukke år. 
"Victor" jeg bed mig i læben imens jeg kiggede ned i jorden. Hvordan formulere man sig så den anden ikke bliver såret. Kan man overhovedet det, det tro jeg faktisk ikke. Så er man en rundetrunte som har leget på lidt for mange strenger. 

"Hvad?" hans stemme var urolig. Hans stemme var sprød, hans urolig udtryk gjorde det svært. 

Fuck nu af med det.

"Jeg kan ikke klare det mere, jeg tro vi skal holde en pause" hviskede jeg med nogle mellemrum. Eller en del. "jeg tror det er det bedste for os, eller for mig. Jeg vil gerne have mit hoved på plads.
"Jamen" jeg stoppede ham kort. Det eneste jeg kunne var at ryste på hovedet. Min hjerne kunne ikke formulere det ud til min mund. 

 

***

 

Victor var taget hjem, efter min måske lidt for hårde konstatering. Men jeg ville altså ikke pakke det ind, det er jeg ikke lige den bedste til. Og det ved alle mine venner også, men det elsker de mig også for, heller ærlighed end falskhed siger de. Jeg kan kun være enig med dem, det er bare sådan noget alle skal vide. Eller dem som kommer ind i mit liv.

"Sophia! Du skal op" råbte min far nede fra trappens bund. Har jeg fortalt om min familie? 

Når men jeg fortæller det alligevel, så luk ørene hvis du ikke gider at høre på det.

Mig og min familie var den perfekte kærnefamilie. Vi havde pengene, min far er verdens berømt læge. Folk rejser hen til han klinik, han rejser hen, over, ned overalt hvor han kan hjælpe folk. Folk med penge, retter sagt på den kontakte måde. Min mor er eller var den søde, sjove lærer som hendes klasse elskede. Hun sked lidt på reglerne, det har hun altid gjort siden hun var ung.


Min mor havde det skidt i et par uger, for et år siden. Hun valgte at gå til lægen med det, med mig. Den gang var jeg glad for hun tog mig med, men hvad vi bare troede var en lille influenza, viste sig hurtig at være noget som jeg aldrig ville ønske selv ikke for en jeg hadede. Hun kom ud kridhvid i ansigtet imens hun derefter faldt ned på jorden og begyndte at græde. Hun havde fået brystkræft, brystkræft. Hun kunne ikke reddes, selv med min  far der arbejde, hjalp med at prøve at finde noget der hjalp. Men intet kunne gøre det.

Hendes død gav store ar på vores kernefamilie. Vi lukkede os inde, vi skreg af hinanden. Alt på grund af vores afmagt, vi vidste ikke hvad vi skulle gøre af os selv. Det medførte så at mig og min far gled hurtig fra hinanden, alt hvad vi havde var forsvundet. Sådan uden at kunne nå at blinke.

"Sophia for helvedet!" han kiggede surt på mig. Ja han havde valgt at køre mig til sommerlejeren. Selvom jeg skreg at det skulle han aldrig gøre, hans arbejde var jo vigtigere. Ja han er blevet besat af hans arbejde... Men det gør mig ikke noget, vi har mistet vores forhold på min mors død.
 

"Jeg tager selv der hen" mumlede jeg ned i dynen imens jeg sukkede. Jeg viste jeg aldrig vil kunne få mit ønske igennem. Ikke når han havde besluttet sig.
"Det gider jeg ikke at høre på" sukkede han surt imens han rev min dyne af.

Ærligt?

"Hold op far, gå tilbage til dit arbejde" mumlede jeg irriteret imens jeg blev revet ud af min seng. Min dejlige varme seng. 

Pis og papir.

"4 minutter!" hans stemme var kold imens han gik væk og ned i køkkenet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...