my last breath as human (Finally Finished)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 dec. 2012
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Sandra og Stephen har været kærester siden 6. Klasse. En dag bliver Sandra advaret og truet for livet, hun mister nogen som hun elsker og lover at tage hævn eller i det mindste at slutte sig til dem. Hun tror hun er normal, men er hun egentlig det? Husk der er lys for enden af tunelen og det kan være tunelen er lang.

1Likes
0Kommentarer
468Visninger
AA

9. The one with question

”Sandra… Sandra” min faster skubbede til mig

”Ja hvad er der?” svarede jeg muggent.

”Hør nu unge dame brug ikke den tone over for mig eller nogle her i huset” svarede min faster febrilsk og fortsatte ”hvad laver du endelig her i køkkenet, med computeren tændt? Det er jo spild af strøm”.

”ja skal nok lade være med at bruge den tone for nogen igen, og det jeg laver jeg skulle til at skulle til at slukke computeren men jeg faldt i søvn, i går aftes.” min faster nikkede og gik ud af køkkenet. ’det var i hvert fald det jeg prøvede på inden jeg gik i seng tidligere i dag’ tilføjede Jeg i tankerne.

Min faster satte sig ved spise bordet med min bog. Jeg begyndte at lave morgenmaden med øjenlågene gad næsten ikke holde sig oppe Jeg satte noget vand til noget kaffe over og begyndte at tage æg, bacon og pålæg frem.

Bollerne ristede Jeg på brødristen. Jeg gik op på mit værelse Emmaluna og Silvia lå stadig og sov. Heldigt for dem at det var weekend. Jeg begyndte at skubbe til dem og endelig vågnede Silvia.

”Undskyld at jeg faldt i søvn lige før”.

”Det gør ikke noget og bare så du ved det så er klokken 09:28. Kommer I med ned og får noget morgenmad?” Jeg kiggede på den sovende Emmaluna.

”ja, og jeg skal nok vække hende” Silvia sendte mig et strålende smil. Jeg gik ud af døren og hen til min søsters værelse og vækkede hende ”har du sovet godt min lille engel?”

”ja” svarede Julija henrykt over at blive vækket af mig.

”Kom vi skal ned og have morgenmad” sagde jeg og fik Julija med nedenunder. Jeg så til min overraskelse at alle var samlet og havde det godt og hyggede mig. Der var mange smil under måltidet og en dejlig stemning.

Da vi var færdige, hjalp Emmaluna og Silvia, mig med opvasken.

”Sikke mange der dør i øjeblikket, hva?.. orv undskyld Sandra” Silvia så en tårer trille ned af min kind.

”Jeg tror ikke Stephen er død” svarede Emmaluna.

”Det kan godt være at det lød sådan men det tror jeg ikke.” Emmaluna afsluttede med en stædig undertone. Man kunne ikke diskutere med Emmaluna når hun først blev stædig.

”Ja men så har han bare at vise mig i skolen de næste dage” sagde jeg og gav mig selv en smule håb.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...