my last breath as human (Finally Finished)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 dec. 2012
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Sandra og Stephen har været kærester siden 6. Klasse. En dag bliver Sandra advaret og truet for livet, hun mister nogen som hun elsker og lover at tage hævn eller i det mindste at slutte sig til dem. Hun tror hun er normal, men er hun egentlig det? Husk der er lys for enden af tunelen og det kan være tunelen er lang.

1Likes
0Kommentarer
463Visninger
AA

11. The one with ideas

´Hvordan kan jeg forene mig med Stephen´ tænkte jeg så det knagede ´jeg kunne begå selvmord med piller, en kniv i hjertet, gift, drukne mig selv, halshugge mig selv, skyde mig selv eller hænge mig selv´. Der var meget man kunne gøre selv.

Jeg ville skrive i min dagbog når Jeg sluttede sit og havde bestemt hvordan Jeg ville begå selvmord. `Jeg bliver forenet med Stephen` tænkte Jeg glad. `Så er jeg stukket af sammen med ham også behøver han ikke hjemsøge mit hus, for at se mig`.

Jeg satte mig på sædet af min nye motorcykel. Tog hjelmen på og kørte af sted til skolen.

”Jeg kan se du har fået dit humør igen” sagde Silvia, da jeg satte mig ved siden af hende til timen.

”Ja jeg har glemt alt om ham jeg gider ikke engang sige hans navn”. Det lød som en meget god løgn syntes jeg selv. Jeg fulgte med i min venners beskeder til hinanden.

>Vi kan godt snakke med hende nu Emmaluna.< Skrev Silvia på en sms til Emmaluna. >Okay spørg om hun stadig har mareridt eller om vi kan sove sammen alle sammen for at fejre at hun er kommet videre.< Silvia kiggede på mobilen.

”Kan du være sammen til overnatning hos mig i denne weekend?” hviskede Silvia

”nej desværre jeg skal til Beverly” hviskede jeg tilbage. Det var ikke helt sandt men Jeg skulle jo have en undskylning for ikke at kunne sove hos dem, og det lød da meget tiltalende. Jeg havde hørt at der var et godt shopping center der.

”Nå okay” hviskede Silvia skuffet og skød underlæben frem som en 4årig der ikke fik min vilje. >Hun kan desværre ikke. Hun skal til Beverly i weekenden. Tror du ikke vi skal tjekke om hun virkelig tager af sted eller hvad?< Emmaluna vendte mobilen. >Ja lad os se om det hun siger, er rigtigt.< Jeg var ikke engang vågen i timerne, alt for tung i hovedet til noget.

Jeg havde jo heller ikke sovet i flere døgn. Jeg kom til at falde i søvn og vågnede kort efter da læreren prikkede mig på skulderen.

”Hvad er svaret på det spørgsmål Sandra?”

”hva’?” sagde jeg, hele klassen var flad af grin

”Jeg spurgte hvad dag er det i dag? Hjælper det?” læreren kiggede på mig med et skeptisk blik.

”Øhh… fredag?”. Spurgte jeg nervøst om.

”korrekt” læreren vendte med et tilfreds smil på læben. De sidste timer syntes jeg, at jeg så Stephen kigge ind af vinduet og bagefter tage hans solbriller af og vise mig hans glimt i øjet. En detalje jeg lagde mærke til.

Hans øjne var lilla.

”Mærkeligt, jeg må jo se syner” Jeg glemte det igen efter et par minutter, ham der foran kunne godt ligne en lækker dreng, Jeg sparkede til hans stol. Han vendte mig brat

”Hvad?” hviskede han, han havde lyst, kort hår med blå øjne som svagt glimtede lilla.

”Undskyld mine ben, er bare så lange så jeg ikke kan styre dem” hviskede jeg tilbage. Senere den aften pakkede jeg, tog noget tøj og tog alt det jeg havde sparet sammen til. Kyssede familien farvel og tog af sted.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...