my last breath as human (Finally Finished)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 dec. 2012
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
Sandra og Stephen har været kærester siden 6. Klasse. En dag bliver Sandra advaret og truet for livet, hun mister nogen som hun elsker og lover at tage hævn eller i det mindste at slutte sig til dem. Hun tror hun er normal, men er hun egentlig det? Husk der er lys for enden af tunelen og det kan være tunelen er lang.

1Likes
0Kommentarer
459Visninger
AA

6. The one on the the beach

Vi havde ikke set Stephen komme hen til os.

”Og det er sødt at du vil beskytte mig men jeg kan godt klare mig selv” sagde Stephen før en af os nåede at svare og gav mig et kys på munden, ligeglad med at de andre var der.

”Vi mødes om på stranden om 45 minutter der forklare jeg alt” sagde han og vendte sig, igen inden de nåede at komme med protester.

På stranden sad vi og ventede på at Stephen kom efter et kvarters ventetid kom han. Jeg var glad for at han var kommet og fuldstændig glemt min vrede over at han kom så sent, det var jo trods alt ham der havde valgt tid og sted. De andre så mere sure ud.

”Når… I vil vide hvad det er man gør når man går i trance,” efter vi alle sammen havde nikket og godkendt det, forklarede han videre ”Man gør min egen sjæl mindre og gør plads til en anden, enten af fri vilje eller ikke. Ens sjæl bliver mindre, fordi den anden opsluger kroppens styring og ens stemme bliver fjern og øjne tomme ved et bestemt sted fx lys, vinduer eller vægge. Har nogle af jer oplevede en der gør det eller har I selv prøvede det?-” forundret over at han næsten blev afbrudt af Silvia.

”Ja Sandras søster gjorde det i går, du kender da godt Julija?” ”Ja, fortæl mig om det Sandra” sagde Stephen med iver og bedene stemme.

”Okay” sagde jeg og begyndte at fortælle. Det så ud som om at han rent faktisk havde lyttede mere med end pigerne. Han så tænksomt på mig for at finde ud af om jeg var ved selv at gå i trance.

”Hvordan går man så ind i andres kroppe og for dem i trancen?” mine læber bevægede mig næsten ikke, da jeg talte.

”Man kigger i et lys og skal have en duft fra personen. Duften af personen skal viftes ind i lyset der er også en anden men den kræver at man har meget erfaring, med det. Nogle der har badetøj med?” Emmaluna, Silvia og jeg var helt overrasket over emneskiftet,

”Jeg tog med tænkte at det var derfor du ville have os til at møde her ude. Jeg bad også de andre om det men de protesterede i mod det” Jeg sendte Stephen et strålende smil og gav de andre hvorfor-gjorde-i-det-ikke-bare-alligevel øjne.

Da vi senere kom op af vandet og havde tørret os, satte vi os i sandet. Jeg fik Julia til at lave maden, fordi jeg var i byen. Da vi havde siddet på stranden og spist lidt pizza Stephen bestilte, gik vi hen til bilen og motorcyklen og skulle til at køre.

”Sandra kører du ikke med Emmaluna og Silvia jeg skal lige ordne noget på vej tilbage.”

”Okay det er fint nok” sagde jeg lidt skuffet over at Jeg ikke kunne køre med Stephen. Jeg sad tavs og sagde kun korte sætninger. Bagefter opgav Emmaluna og Silvia at få en samtale i gang. Mens de andre snakkede løs. Jeg lagede ikke mærke til at de snakkede, kun at det var mørkt månen var oppe og fuld.

Træer strakte sig langs med vejen sig, det var som om de rakte ud efter mig. Jeg var glad for at holde Stephen i hånden. Træerne begyndte at rykke tættere og opsluge al glæde. Hånden blev pludselig hård og tynd

Jeg kiggede på den og opdagede at det var et skelet Jeg holdte i hånden Jeg skreg og skreg, skreg skelettet begyndte at tale,

”bare rolig det er bare mig. Sandra bare rolig det er bare mig.” Jeg slog øjnene op og sukkede

’det var bare en drøm’ sagde jeg til mig selv.

”Undskyld” sagde Sandra hæst det måtte have været skrigene.

”Hvad, nej du har ikke noget at skulle undskylde over du havde mareridt og det skal du ikke undskylde over. Det får alle også mig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...