Pressure.

Vi kender alle sammen den person som ser perfekt ud. Den som altid ser flot ud, aldrig gør noget forbudt og den som ingen tør ligge en finger på.. Men det ser altid anderledes ud i deres hoveder og før eller siden knækker noget indeni og de kan ikke opretholde det længere. Det skete for Patience.

1Likes
0Kommentarer
509Visninger

2. 18

Jeg har ikke nogen barndom. Jeg vil aldrig få den tilbage

Jeg ved ikke hvorfor, men det føles altid bedre når jeg har skrevet det på min væg. Som om at det ikke er noget jeg bare forestiller mig. At jeg ikke bare er en opmærksomhedskrævende teenager. Men det er jeg jo ikke. Jeg får masser af opmærksomhed. Bare ikke den gode slags. Jeg har været tæt på at køre utallige paparazzier ned. Jeg har et ar på min hals fra en hater. Men min mor giver mig altid skyldfølelse. Hun er skyld i at jeg er hvor jeg er. Både det gode og det dårlige. Jeg har så svært ved at sige hende imod når hun bruger det argument, men så begynder hun at snakke om at jeg skal gøre min far stolt selvom han ikke lever mere. Det irriterer mig at hun taler om ham som om han stadig lever, og at hun slet ikke ved hvad han gjorde mod mig.

Jeg tændte for mit stereo anlæg og skruede helt op. Jeg åbnede mit walk-in closet og kiggede på alle de klamme lyserøde ting der hang derinde. En af de gode ting ved at være kendt er alle de fede kjoler og at man drikke sig småfuld til pris uddelinger uden at nogen kigger skævt til en. Jeg gik over til det tøj som var mit og ikke bare noget min mor havde ment ville passe godt til mit image som en prinsesse. Jeg fandt en orange kjole med ærmer der blev bredere forneden og både ærmerne og kjolen stoppede lige over knæet. Med min orange pumps og en sort clutch ville det være perfekt. Min mor ville normalt ikke give mig lov til at tage det på fordi hun syntes at jeg ville se billig ud, men jeg var lige blevet atten. Nu kunne hun ikke bestemme over mig længere. Jeg kunne være mig. Jeg kunne slippe af med alt det lyserøde. Jeg kunne være vild. Og det havde jeg tænkt mig at gøre lige efter Emmy uddelingen. Jeg kendte en god natklub hvor jeg havde tænkt mig at glemme smerten. I det mindste i nogle timer.

3 timer efter sad jeg i limousinen. Jeg havde bruget halvdelen af tiden på at danse underligt rundt og spise bacon, - jeg elsker bacon - men så havde jeg taget et bad og øvede replikker, mens Angelica(min mors foretrukne makeup artist) lagde en let makeup. Jeg blev overrasket over hvor hurtigt jeg var fremme for jeg mente bestemt at det plejede at tage længere tid, men jeg havde åbenbart bare stenet. Jeg steg ud og var udmærket klar over hvad jeg skulle. Min mor ville fatte mistanke hvis hun så mig være mig foran journalister og kameraer. Hun ville sidde klistret til skærmen for at være sikker på at jeg ikke kvajede mig. Så jeg måtte vente til bagefter. Folk ville på den måde også få et større chok. Jeg elsker at chokere folk. De fortjener på en måde også at vide at jeg ikke er den  lille pige der spillede prinsesse, malkepige og så meget mere. Især mine fans fortjente at vide at jeg havde forandret mig og at jeg altid har hadet pink. Så jeg opførte mig som jeg plejede i offentligheden. Jeg var glad for at jeg boede alene. Så kunne min mor ikke bare tvangsindlægge mig til et forhør om hvorfor jeg opførte mig som mig selv - hun hader mig som person, hun udlever sine drømme gennem mig. Jeg behøvede ikke at smadre alle hendes grimme vaser som hun sikkert selv har lavet.

Musikken dunkede i mine øre og jeg hældte min fjerde drink ned. Det var godt jeg ikke havde vundet en pris den aften. Hvordan kunne jeg danse med den? Det ville have været et problem. En høj, mørkhåret fyr satte sig ned ved siden af mig. Han var egentlig meget lækker, men jeg var ikke i humør til at danse rundt med en fyr. Jeg ville bare glemme smerten. Han sendte mig sit bedste flirtende blik, men det så ikke særlig godt ud. Det lignede mest af alt at han nedstirrede mig. Og jeg var efterhånden blevet fuld og jeg begyndte at grine, hvilket fik ham til at kigge forvirret på mig. Han troede sikkert at han var, åh så god til at flirte. Jeg rejste mig og gik ud på dansegulvet. Jeg havde danset i godt tyve minutter da en hånd greb fat i min arm og trak mig væk. Jeg kiggede forvirret rundt og hele rummet sejlede for mig. Ja, jeg er en svagdrikker. "Er du kommet det forkerte sted hen? Det virker bestemt ikke som et sted for pæne piger," sagde en forførende stemme. Jeg kiggede op og kunne endelig se nogenlunde klart. Jeg stirrede op i nogle smukke brune øjne. Og det er det sidste jeg husker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...