Forladt

A danish novel about the scary thing " growing up "

1Likes
1Kommentarer
235Visninger

1. Novel

 

Forladt

 

Mit åndedrag er hurtigt, jeg løber hurtigt igennem de lange sorte gange. Det føles som om mellemrummet mellem væggene bliver smallere og smallere. Aldrig har jeg været så bange. Hver gang jeg drejer om et hjørne ser jeg tusinde af skygger. Uhyggelige skygger. De glor alle sammen på mig, mens de griner hånefuldt. Desperat skriger jeg om hjælp, igen og igen, men ingen kommer mig til undsætning. Jeg skulle bare være blevet hjemme. Derhjemme er der trygt, der er rart der hjemme. Alligevel skulle jeg afsted. Ud der hvor jeg ikke kunne bunde. Nu er jeg så her, med et halvt kraniebrud og en forstuvet ankel. Jeg har aldrig opført mig sådan før . Hvorfor havde jeg lige pludselig sådan en trang til at trodse mine forældre. Måske havde det noget at gøre med dukken, måske var den dråben der fik glasset til at flyde over.

 

Jeg har slet ikke lyst til at blive voksen. Jeg vil jo bare gerne være barn lidt endnu. Sådan vil verdenen bare ikke have det. Der kommer pres fra alle sider. Vennerne har travlt med at blive voksne. Hvornår er det blevet sådan? Jeg husker tydeligt dengang vi sad på mit værelse og legede med vores dukker. Vi kunne sidde der flere timer i streg. Vi havde ikke brug for pauser. Det var dengang det hele var meget nemmere. Nu render de alle sammen rundt med sminke i hele ansigtet. Vi er jo kun ti år. Hvorfor er det så vigtigt at blive voksen så hurtigt? Personligt ville jeg forblive barn for evigt hvis det var muligt, men det er det jo ikke.

 

Nu står jeg så her og gemmer mig bag et af de mange hjørner i den kolde kælder. Mine håndflader er stadig blodige efter faldet ned ad skrænten. Hvorfor kan han ikke bare lade mig være? Jeg ville jo bare gerne være i fred, men nej det kunne jeg ikke. Jeg tænker tilbage til nogle få timer før.

 

Klokken var ved at være halv et om natten. Jeg skulle til at sove, men min mor ville ikke have at jeg fik min dukke med i seng. Det var jeg bestemt ikke enig i! Den dukke havde været min yndlings, siden jeg var 3 år gammel. Den betød alt for mig. Det endte med at hun begyndte at skælde mig ud. Jeg råbte ad hende, som jeg aldrig havde råbt ad hende før. Hvad der gik af mig, det ved jeg ikke, men jeg var rasende! Min mor tog dukken og lagde den ude på køkken bordet. Hun gik ind i  seng med faste skridt.

 

Der er stille i gangene i et par minutter. Det gør mig nervøs. Jeg kan ikke længere høre når de kommer tættere på. Min ene fod er helt hævet, så jeg næsten ikke kan passe min sko. Det gør ondt. Det gør rigtig ondt! Det går ikke det her jeg må videre, jeg må ud af gangene. Hvor er nu dørene jeg kom ind ad? Tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Jeg er så forvirret, så jeg kan ikke finde ud. Der er ikke andet for end at løbe. Jeg løber videre ned ad gangen, til jeg får øje på et lys bag et  af hjørnerne. Det føles ligesom en labyrint, alle hjørnerne, alle væggene og den endeløse forvirring. Lyset giver mig endnu en tanke association.

 

Jeg husker da jeg stod op igen, greb min dukke, min jakke og min lommelygte, og løb ud af døren. Væk, ud i den mørke nat. Den kolde luft isnede ned ad ryggen på mig. Det føltes som en spand med is, som blev hældt ned ad min varme krop. Jeg fortsatte uden tøven ud i nattens tåge. Jeg løb forbi den høje mørke hæk i haven og videre ud på vejen. Jeg kiggede mig bange tilbage, dog uden at se noget. Jeg var bange.

Jeg opdager at jeg er stoppet op. Jeg skynder mig at løbe videre mod det klare lys. Da jeg drejer om det skarpe hjørne, bliver jeg blendet af lyset. Efter at have løbet i mørke den sidste halvanden time, ville selv det svageste lys føles som en eksplosion for øjnene. Da jeg får synet igen, får jeg øje på en dør. ”Endelig” Tænker jeg for mig selv. Jeg knuger hårdt om dukkens hånd. Det gør mig tryg. Jeg føler mig sikker et øjeblik, da jeg ikke kan høre noget bag mig. Hurtigt løber jeg hen mod døren. Jeg trækker ned i håndtaget, det er koldt og klamt. Alligevel trækker jeg fortsat ned. Døren er tung, den er meget tung. Det kræver næsten alle mine kræfter for at få den op. Jeg presser og presser, indtil den til sidst giver sig og åbner. Det er stadig mørkt udenfor, klokken er jo også omkring to om natten. Jeg kigger forvirret bag mig. Der er ikke nogen. Det undrer mig meget, de var jo lige bag mig. De var der alle sammen. Både mor, far og alle mine venner. De var der alle sammen og ville forandre mig. Det var jo derfor jeg løb fra dem. Måske er det bare noget jeg har forestillet mig. Nej det kan ikke passe. Det virkede så virkeligt. Selv hvis det var noget jeg forestillede mig, hvorfor forestiller jeg mig så sådan noget? Jeg tænker igen tilbage på noget lignende der skete tidligere.

 

Jeg var fortsat ned ad vejen, jeg var sat i løb. Tingene gav ingen mening i mit hoved. Jeg var så forvirret. Jeg løb bare, jeg løb hurtigt. Jeg endte nede ved havet. Vandet var uroligt og mørkt, alligevel trak det nærmest en til sig. Det vakte en længsel i mig, en længsel jeg ikke havde mærket før. Jeg stirrede bare ned i det næsten sorte vand. Bølgerne formede uhyggelige billeder. De viste ting fra min barndom, men også ting fra livet som voksen. De ting som jeg var så inderligt bange for at tage til mig. De to billeder slog sig sammen i ét stort plask. De to billeder flød i ét med hinanden. Jeg rystede lidt på hovedet men gik videre på min færden.

 

Jeg må finde et sted at sove, men hvor. Jeg kunne jo egentlig bare gå hjem, men jeg vil ikke se min mor. Jeg kan godt selv. Jeg finder et skur og ligger mig til at sove der. Det er koldt, vinden blæser igennem de utætte vægge. Jeg kan klare det her Jeg behøver kun mig selv. Det undrer mig egentlig lidt at jeg tænker på den måde. Det er jo noget en voksen ville sige. Måske er ti år slet ikke så lille endda. Måske er det meningen at jeg skal blive voksen nu. Kan det virkelig være rigtigt, at det allerede er nu? Det føles bare stadig så fjernt. Mens jeg ligger i skuret og kigger ud på den store verden, indser jeg noget. Jeg er ikke der hvor jeg kom ind i bygningen. Jeg ved ikke hvor jeg er. Jeg bliver bange, og rejser mig forskrækket op. Nu vil jeg lige pludselig rigtig gerne hjem, men jeg ved ikke hvordan. Hvad tænkte jeg dog også på? Jeg vidste jo heller ikke hvor jeg var inden jeg gik ind i den dumme bygning. Jeg skulle have fokuseret på hvilken vej jeg løb, i stedet for at flygte fra noget der ikke var der. Nu står jeg så her, med tårer løbende ud af begge øjne og svedige håndflader. Jeg prøver at tænke tilbage på hvilke veje jeg løb dengang.

 

Jeg gik videre væk fra havet, og fortsatte ud mod den lige landevej, som de kaldte den. Jeg have også dengang svært ved at finde vej og farede vild mange gange på vejen. De mange gader inde i byen gjorde det svært at huske hvor man havde været før. Det tog omkring en halv time at komme der ud, selvom det kun burde have taget ti minutter. Endelig nåede jeg der ud. Jeg gik stille og roligt hen ad vejen, indtil jeg hørte fodskridt bag mig. Der stod de. Hele familien ikke en manglede. Alle mine veninder var der også. De kaldte alle sammen på mig. De lignede ikke sig selv. De lignede nærmest zombier. Det var der det hele gik i sort for mig. Alt jeg husker derfra er at jeg løb.

 

Nu står jeg her mit åndedræt er tungt. Jeg vender mig langsomt om, til mit øje for øje på dem. Der står de igen. De står bare der med deres tomme blikke og kigger på mig. Det havde ikke været noget jeg havde forestillet mig. De havde været efter mig hele tiden. Jeg tænker og tænker. Hvad skal jeg gøre? Så slår det mig. Dukken! Dukken er svaret. Det er jo den der hele tiden har symboliseret min barndom og holdt mig tilbage fra at blive voksen. Jeg tager den frem og kigger på den. Det føles som om alt står stille et øjeblik, i mens jeg ser tilbage på alle de skønne minder jeg har med den dukke. Det er der det går op for mig. Jeg behøver ikke dukken for at huske minderne. De vil altid være der. Jeg tager dukken og kaster den over til dem. De samler den op og kigger på mig. Jeg føler mig fri et øjeblik, indtil jeg ser at de ikke forsvinder. De kommer tættere og tættere, til jeg bliver suget ind i deres kreds.

Jeg hører en visken i mit højre øre. ”Nu er du vores. Nu er din barndom forladt.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...