Platina

Platina er en pige, der har mistet hukommelsen. Hendes bror Ikumi sørgede for at hun ikke kunne huske noget. Men Ikumi har glemt en lille detalje. Han har glemt at fortælle hende, at han beskytter hende, mod det onde. Fordi han har fået sig en del fjender, på grund af han selv er ond.
SE HVAD DER KOMMER TIL AT SKE FOR PLATINA OG HENDES BROR IKUMI!!!

3Likes
0Kommentarer
429Visninger
AA

4. Kap.

 

”Så kom Ikumi altså.” sagde Herren. Jeg rejste mig op, for at lade dem være alene, men da jeg skulle til at træde ud fra døren, smækkede den i. Jeg vendte mig 180 grader. Herrens smil var forsvundet ”Går gæsten allerede?” spurgte han. Mine øjne så hen på Ikumi, og hans var rettet mod herren, ”Ja! Ja DE gør!” svarede Ikumi for mig. Mine øre hørte en latter. En ond latter ”Vagter! Grib dem! Sæt Ikumi ned i fange kælderen! Men lad pigen blive..” det sidste havde han sagt roligt. Ikumis øjne blev store, og de fyldtes med vand

 

”Det kan du da ikke mene!” skreg han da vagterne bar ham ud. Og da døren lukkede, hørte jeg skridt mod mig. Jeg så på personen, det var Herren. Mine øjne fyldtes med vand, ”Hvorfor skal han ikke blive?” spurgte jeg. Vagterne slap mig og gik. Herren lænede sig over mig og hviskede i mit øre ”Du kommer aldrig til at se ham igen. Det var dumt af ham at komme. Ligesom dig” havde han hvisket. Jeg veg tilbage, men han greb fat i mig. Jeg holdte vejret, håbede på at han slap mig, for hans greb gjorde ondt. Hans grin rungede i mine øre ”Kald mig, William.” hviskede han og nærmede sig.

 

Hans tunge stak ud, og slikkede min kind. William. Hvor kender jeg det navn fra? Jeg har hørt det før. Et eller andet sted. Jeg tvang mig ud af hans greb, og jeg så hans blå øjne igen. William faldt over mig. Mine øjne var store i chok, da jeg opdagede han lå oven på mig. Han holdte mine hænder fast mod gulvet. Han lod mig se hans øjne, men jeg kiggede ikke ind i dem, der var bare noget der sagde til mig. At jeg ikke skulle kigge ind i dem. Der var noget farligt over dem. Hans krop nærmede sig min, og min puls steg, jo tættere han kom. Jeg ville skrige, men. Jeg var bange. Bange for at. Mine øjne fór op og jeg prøvede at vride mig fri. Han slap mig, og jeg løb hen mod døren. Mine øjne var fyldt med tåre. Jeg skulle væk! Og jeg skulle væk nu!

 

Jeg løb så hurtigt mine ben kunne holde til det, men løb ind i armene på nogen. Og da jeg så op, var det William ”Du går da ikke nu?” spurgte han, med et stort smil på læben. ”Jo helst.” svarede jeg, og prøvede at komme ud af hans greb. Han slap ikke, og med de kræfter han brugte, virkede det heller ikke som om, at han havde lyst til at slippe. Han løftede min hage, og jeg prøvede af alle kræfter at få den til at blive nede. Da jeg overgav mig og så op, stirrede jeg lige ind i hans øjne ”Se nu ind i mine øjne.” hviskede han. Jeg pressede mine øjne sammen og rystede på hovedet. Jeg hørte en snerren og blev smidt ned på gulvet, så jeg landede på numsen. William gik frem og tilbage, foran mig og så tænksom ud. Han sparkede et par gange efter mig, og jeg holdte om mit hoved.

 

”Hvorfor må jeg ikke gå hjem?” spurgte jeg til sidst, da William havde sat sig på sin trone. Jeg kunne ikke se hans øjne mere de havde gemt sig under hans hår igen, og bag skyggen. Hans mundvige dirrede, og så mod en af vagterne. Vagten løb forfjamsket hen til William ”Hva… Hvad kan jeg gøre for dig… H..H... Herre” stammede vagten. ”Bring pigen, ind i sit kammer” svarede William vagten. Hans stemme var tung og såret. Vagten begav sig hen mod mig. Han greb ud efter mig, men jeg hoppede over ham. Han tog fat i mine hofter og tvang mig over skulderen, på ham. Jeg skreg han skulle slippe, og alt blev sort.

--------------------------

Tak til jer som læser denne historie.. Sorry for mine komma fejl og det. Jeg er ikke særlig god til at sætte dem, men jeg håber i vil blive ved med at læse min historie ;D MANGE TAK! XD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...