Platina

Platina er en pige, der har mistet hukommelsen. Hendes bror Ikumi sørgede for at hun ikke kunne huske noget. Men Ikumi har glemt en lille detalje. Han har glemt at fortælle hende, at han beskytter hende, mod det onde. Fordi han har fået sig en del fjender, på grund af han selv er ond.
SE HVAD DER KOMMER TIL AT SKE FOR PLATINA OG HENDES BROR IKUMI!!!

3Likes
0Kommentarer
458Visninger
AA

3. Kap.

 

Det gav et z i mig da jeg så mig omkring. Jeg var ude af den flash back. Pigerne rundt om bordet så skræmt på mig, ”Du.. Du faldt om Platina-Chan” sagde en sorthåret lav pige. Jeg så på hende og rystede på hovedet. Mine øjne var rettet mod døre, og jeg gik derhen. Der var et slags instinkt. Det var som om hun var vant til at gøre det. Og ude for døren stod Ikumi. Han smilede til mig da jeg kom ud, hans ene arm lagde sig om mig og trak mig ind til ham. Der kom en lille varme i kinderne. Og lige pludselig. Midt i det hele. Havde det været som om… at min verden ville gå under. Jeg havde hørt nogle stemmer, og der kravlede insekter op og ned af min ryg. Ikumi havde lagt mærke til det, og havde strøget mig hen over håret. Det var som om han prøvede at beskytte mig mod noget, men hvad?

 

Efter skoletid, kom Ikumi op i klassen og hentede mig. Bare direkte efter skole. Vi gik op på mit værelse og jeg satte mig på gulvet, og han lagde sig i min seng, ”Jeg skal på arbejde i dag. Kan du love mig at du bliver herinde?” spurgte han. Jeg nikkede et par gange og så mig omkring. Mine ben slentrede hen til vinduet, ”Må jeg ikke gå ned i byen?” spurgte jeg. Ikumis vidunderlige brune øjne blev mørke, ”Nej.” og så blev der sort. Da jeg åbnede mine øjne, var det nat igen. Jeg lå under dynen i rummet og jeg gik hen til vinduet. Der var fest. Alle var glade, og min hale dansede til den muntre musik. Jeg mærkede smilet på mine læber, og fik en lyst til at gå derned.

 

Selvom Ikumi havde forbudt mig det, gik jeg derned. Jeg havde ikke min skole uniform på. Den ville være for. Afslørende.  Så jeg havde taget en sweater og shorts på. Selvom det var koldt, var det alligevel som om jeg kunne holde varmen. Sweateren sad lidt stramt, så man kunne se mine begyndte kurver. Nogle drenge og piger kiggede efter mig, da jeg gik forbi. Hvad arbejder Ikumi egentlig som? Det finder jeg sikkert ud af, men lige nu skulle jeg flygte! For det løb to mænd… lige bag mig… og jeg løb. Da jeg ikke kunne løbe mere, stoppede jeg op og to hænder, greb under mine arme, dækkede for min mund så jeg ikke kunne skrige, jeg sparkede ud efter dem, men det stoppede hurtigt, da de faktisk holdte ved mine ben. Jeg prøvede at vride mig fri, og vi alle forsvandt ind i en røgsky.

 

Da jeg åbnede mine øjne, var der stadig mørkt, men det varede stadig lidt tid, før jeg kunne se i mørket. Jeg lå på et stengulv, og da jeg så op, var der en sorthåret mand. Hans tøj var sort og han så ligeglad ud. Hans stemme var fjerne i det første, men den kom hurtigt tilbage ”Og hvorfor har i bragt hende her?” spurgte han. Jeg så op ved siden af mig. De to drenge som bortførte mig ”Vi tænkte at herren… ville blive… g-g-glad.” stammede den ene. Drengen som sad oppe på tronen så ned, men jeg kunne ikke se hans øjne ”I ved at Herren ikke bliver glad over noget. Men lad mig se hende!” skreg han til sidst, og han hoppede ned, fra den store trone. Han satte sig på hug, og løftede min hage op mod ham.  Hans mundvige dirrede ”Hvad laver du her?” hviskede han i mit øre. Det var som om, jeg kendte den stemme, og som om, den stemme kendte mig. Han lænede sig tilbage ”Gå.” havde han sagt hårdt til de to drenge, som havde fanget mig. De bukkede i respekt, for ”Herren” og gik ud.

 

 

Vi var alene, og mine øjne var rettet mod døren. Den dør, de to drenge havde gået igennem. De to drenge, som havde bortført mig. Drengen, som var Herren, lavede en lyd, og mine øjne kunne skimte ham, ud af øjenkrogen. Han satte sig foran mig, men lod mig ikke se hans øjne. Jeg prøvede at se, om jeg kunne se dem, men da jeg gik tættere på ham, så han længere ned i jorden, og trak sig mere tilbage ”Hvad vil du mig?” hviskede jeg. Hans ansigt gled lidt op, og det jeg kunne se af hans læber, var et smil. Ikke et ondt et, men et slags ”jeg elsker dig” smil. Det føltes anderledes, ligesom, med Ikumi. ”Hvad jeg vil dig?” spurgte han. Jeg nikkede en enkel gang. Han løftede min hage op , mod hans ansigt, vores læber vare ved at mødes, ”Det skal jeg sige dig” hviskede han til dem. Han nærmede sig tættere på med sine læber, og døren blev brast op. Mit hovedet drejes 90 grader mod døren, og ”Herren” slap min hage, og veg tilbage op på sin trone. Da jeg så hvem der stod i døren åbnede jeg min mund lidt, og mine øjne blev store i chok. Det var Ikumi.

 

Hans hår var uglet, som om han lige havde sovet, hans vejrtrækning var hurtigt og dyb, som om han har løbet for sit liv. Han så vred ud, og hans øjne var rettet mod Herren. Da hans øjne faldt på mig, så han lidt mere vred ud, end han gjorde i forvejen ”Hvad har du gjort ved hende?” spurgte han koldt, og havde knyttende næver. Herren havde et smil på sine læber, og det smil blev større ”Du kan da selv tjekke det.” svarede han Ikumi. Og Ikumi så på mig, han løb og satte sig tungt ned foran mig ”Har han gjort dig noget?” hviskede han. Jeg kunne se en stor bekymring i hans øjne. Jeg rystede på hovedet, men stoppede brat ”Jeg tor han ville… have kysset mig?” hviskede jeg som et svar. Ikumis øjne blev store, og så vredt på herren. Jeg så et glimt af hans øjne. De var blå. Mørkeblå, som nattehimlen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...