Platina

Platina er en pige, der har mistet hukommelsen. Hendes bror Ikumi sørgede for at hun ikke kunne huske noget. Men Ikumi har glemt en lille detalje. Han har glemt at fortælle hende, at han beskytter hende, mod det onde. Fordi han har fået sig en del fjender, på grund af han selv er ond.
SE HVAD DER KOMMER TIL AT SKE FOR PLATINA OG HENDES BROR IKUMI!!!

3Likes
0Kommentarer
444Visninger
AA

2. Kap.

 

Han satte med ned og vi gik hen op til inspektøren. Da han så jeg kom ind faldt der et stort smil på læben af ham. Det gav et lille gys gennem mig. Manden var skaldet og ikke særlig køn. Han havde rynker og havde gammelmands briller på. Man kunne nemt se han var overvægtig, og det så også ud som om, at hans frakke var ved at flække. Ikumi tog imod hans hånd og satte sig ned. Jeg satte mig ved siden af, ”Så Ikumi har fundet dig. Hvor heldig kan man være” startede han. Inden jeg kunne nå at svare sagde han noget igen, ”Det glæder mig meget, at vi fandt dig igen. Du har misset et par timer, Platina. Og som du ved. Går pjækning til straf.” han så på mig med nogle øjne, som var mørke og onde. ”Hvorfor dog det? Hvorfor skal min søster straffes for noget hun ikke har gjort?” brød Ikumi ind. Søster? Er jeg hans søster? ”Du kender selv reglerne Ikumi…” Men inden han nåede at sige mere havde Ikumi rejst sig op, ”Hun skal ikke have nogen straf..”

 

Inspektøren så underligt på Ikumi. Og han bukkede hovedet, men efter noget tid så han op igen, ”Hun kan ikke slippe hver gang Ikumi. Den her bliver den sidste.” havde han sagt. Ikumi havde taget min hånd og trukket mig med ud. Da døren lukkede sig bag os trak han mig ind til sig, ”Undskyld, Platina. Jeg lover aldrig at slippe dig af syne igen” sagde han, mens han strøg mig hen over håret. Jeg havde bare ladet ham gøre det, for jeg vidste ellers ikke hvad jeg skulle gøre, ”Kom, Platina. Så viser jeg dig dit værelse. Det er nok bedst at ikke at fortælle rektor at du har hukommelsestab.” havde han sagt, mens de gik ned af den lange gang. Han havde set på mig et par gange, men jeg så bare ned i jorden. Prøvede at få det til at hænge sammen. Var Ikumi virkelig min bror?

 

Da han stoppede op var jeg i mine egne tanker og kom til at gå ind i ham, ”Hov!” han smilede og åbnede døren. Rummet var fyldt med en seng, en kommode, og et lille vindue. Og henne i den anden ende af rummet, var der et spejl. I det spejl kunne jeg se mig selv. Lille spinkel og langt brunt hår, med en fletning ned over min ene skulder. Ved siden af mig kom Ikumi frem. Han havde et falmet smil på læberne, men øjnene var bekymrede. Selvom jeg ikke kunne huske noget, vidste jeg vi havde et specielt bånd. Mine ben gik hen mod sengen, og mine fingerspidser snittede dynen, som var fint redt. Mine øjne flakkede, og jeg fik et lille flash back.

 

”J… kommer… savner… dig” sagde stemmen. Og billedet i mit hoved redte sengen og gik mod tasken. ”Hvor… du… hen?” og stemmerne skreg. Et vindue smadrede og…

 

Jeg veg tilbage i chok. Lige ind i Ikumis arme. Han havde grebet mig, og da jeg havde set op på ham, smilede han, ”Du fik et chok. Hvad fik du et chok af?” spurgte han, med sin bløde stemme. Jeg fortalte ham hvad jeg havde set, og han grinede, men hvad var det sjove? Jeg kunne ikke se det. Men jeg blev sendt ned til timen. Det var nemt nok, for kunne næsten det hele. Selvom jeg ikke kunne huske en disse, var det som om svarende kom til mig. Som om jeg var forberedt på det hele. Efter timen ringede det ud. Og en masse piger sværmede om mit bord, som var jeg en magnet. De talte alle sammen i munden på hinanden, og jeg så spørgerne på dem alle sammen.

 

Lidt efter stoppede de alle sammen så jeg kunne pege på en af dem, så den første kunne spørge. Jeg pegede på en korthåret pige, hun havde lyst hår, og sorte katte øre og stor pjusket hale. Hendes ansigt blev rødt, ”Hvordan kan det være, dig og Naruti-San aldrig ses VÆK fra hinanden undtagen når du er til time?” spurgte hun. Mine øjne så spørgerne på hende, ”Undskyld.. Men.. Jeg har fået hukommelses tab.” sagde jeg lidt stille. De andre piger så forundret på mig. Endnu et flash back kom frem for øjnene af mig

 

”Lad… være…” jeg så irriteret væk. ”Kom nu! ...tæl os det!” sagde de andre piger. Jeg så vredt på dem, og viftede dem afvisende væk, med hånden. Pigerne skulle til at gå, undtagen pigen som lige havde sagt noget, ”Hvorfor er dig og Naruti-San altid sammen” havde hun spurgt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...