Platina

Platina er en pige, der har mistet hukommelsen. Hendes bror Ikumi sørgede for at hun ikke kunne huske noget. Men Ikumi har glemt en lille detalje. Han har glemt at fortælle hende, at han beskytter hende, mod det onde. Fordi han har fået sig en del fjender, på grund af han selv er ond.
SE HVAD DER KOMMER TIL AT SKE FOR PLATINA OG HENDES BROR IKUMI!!!

3Likes
0Kommentarer
459Visninger
AA

1. Kap.

 

Det var nat. Det var koldt. Og jeg lå på gaden. Overfaldsmanden havde taget alle mine ting. Undtagen mit tøj. Det jeg havde på. Jeg lå i noget sne i en gyde. Sneen var fin og hvid, men det var gyden ikke sådan rigtig. Den var trist og grå, men de grønne plastik skraldespande lyste det lidt op. Et lille smil faldt på mine læber. Jeg kunne bare ikke huske noget. Kun mit navn. Og det var ikke engang fint som sneen, men navnet var ikke helt tydeligt. Der var nemlig kun fornavnet. Ikke efternavnet, kun fornavnet. Og dette fornavn var Platina.

 

Jeg rejste mig op og så mig omkring. Folkene omkring havde både øre og hale. Jeg holdte mig for munden, for ikke at skrige. Det havde jeg ikke forventet. Jeg havde ikke forventet at se sådan nogle. Selvom det var nat strømmede der alligevel folk forbi. Der var en gruppe unge drenge der holdte om hinanden og gik ind mod mig. Mine øjne fór rundt, og jeg endte med at gemme mig bag en skraldespand. Gruppen så forvirret ud, ”Hvor blev den lille Killing af!?” sagde den ene. Han var den laveste og havde lyst hår. Hans tøj var dækket helt tæt sammen og havde åbenbart mere på. ”Så må vi hellere gå… hun så ellers ud til at fryse” sagde den højeste. De alle sammen vendte sig rundt. Jeg sank en klump og gik ud fra mit skjul.

 

Den højeste af dem vendte sig rundt og lænede sig ind over mig. Han så på mig, og løftede en hånd for at vifte folk hen mod sig. Alle drengene havde dannet en kreds om mig. Den ene efter den anden. Alle sammen med en forskellig højde. Den næsthøjeste klappede mit hoved og smilede til mig. Jeg så op på ham, ”Du må fryse, med de der bare ben. Hvor bor du?” spurgte han. Jeg så op på hans brune øjne, og trak på skuldrene. Den laveste og den næstlaveste så på hinanden og blinkede, ”Nå, men hvad hedder dine forældre?” spurgte den højeste. Mine øjne så ned i jorden, og jeg trak på skuldrene igen, ”Er du stum?” spurgte den næstlaveste. Jeg så op på ham, og trak på skuldrene, ”Så prøv at sig noget?” sagde han hurtigt. Jeg åbnede munden, men der kom ikke en lyd ud. Enten var jeg bange, eller også var jeg bare stum. ”Hun er stum.” erklærede den laveste. Mine øjne fulgtes med jorden. De to laveste skulle til at vende rundt at gå, ”Jeg er ikke stum!” fremtvang jeg. De begge to så forundret på mig. Den højeste begyndte at grine af hans to kammerater. Det var sikkert længe siden han havde haft sådan et godt grin.

 

Da han så på mig smilede jeg lidt, men det var ikke meget. Jeg lod mine hænder høre op til mit hår, og jeg skreg, da jeg kunne mærke to øre. Og jeg så min hale, da så jeg hvad farve den var. Den var hvid som sneen. Tænk jeg var som en af dem. Mine øjne var store i chok. Da jeg så ned af mig selv så jeg mig selv med en skole uniform. En kort sort nederdel. En lidt stor skjorte, og en rød butterfly. Jeg havde lange sorte strømper og nogle hvide sko på. Jeg så hurtigt på drengene som prøvede at få mig til at tie stille. Og som det var kommet stoppede jeg hurtigt og faldt om. Det blev sort.

 

Da jeg åbnede øjnene lå jeg i et par arme. Jeg så op, og jeg var i den næsthøjeste arme. Han lagde mærke til at jeg så på ham. Han så ned på mig og smilede. Mine kinder blev varme, ”Det var noget af et chok du fik.” sagde han. Hans stemme var blid, og blød som smør. Jeg så lidt rundt. Gaden var tom, men underlig varm. ”Mit navn er Ikumi” sagde han, ”Hvad er dit?” spurgte han. Mine øjne så ind i hans brune øjne. De var rare at se ind i, ”Mit navn er, Platina” svarede jeg efter lidt tid, ”Flot navn” sagde han hurtigt, og smilede bagefter. Ikumi satte mig ikke ned før vi var inde ved en skole. Da jeg så rundt, lagde jeg mærke til et par pige med et mage til uniform som min egen, og nogle piger længere væk hviskede og pegede hen mod mig og Ikumi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...