Hvid som porcelæn

*Denne historie er skrevet som et skoleprojekt, og er ment som en gyser*

Der hviler en forbandelse over Dukke-skoven. Når man først går derind, kommer man ikke ud som den samme... Hvis man altså kommer ud igen...
Daisy tror ikke på historierne, og får lokket sin veninde med derind, for at slå en smutvej. Dette er en stor fejltagelse...

0Likes
1Kommentarer
401Visninger

1. *oneshot*

 

Daisy hev i mig. ”Kom nu!” grinte hun. Lille juleaften. Hyggeligt. Daisy og jeg var endelig færdige med vores juleindkøb, og var på vej hjem da vi gik forbi Dukke-skoven. Det lyder måske meget hyggeligt, men der går rygter om at skoven er hjemsøgt. Alle der gik derind var helt mærkelige når de kom ud. Hvis de altså kom ud. Mange var ifølge historierne endt på den lukkede, efter at de havde været derinde. Men det var åbenbart ikke noget som skræmte Daisy. Jeg ville egentlig bare hjem, men hun insisterede. ”Der er jo ikke noget at være bange for!” tiggede hun ”Det er jo bare for at slå en smutvej!” hun kiggede bedende på mig. ”Okay…” sagde jeg og fulgte langsomt med hende ind mellem træerne. Vi gik måske få hundrede meter, inden at vi ikke kunne se vejen længere. Og ganske langsomt blev det mørkt.

Daisy har altid været god til at få folk til at gøre som hun ville. Hendes hvide porcelænsansigt, var omkranset af gyldne slangekrøller. De store blå øjne kunne lave de bedste hundeøjne, så man kunne ikke sige hende imod. Hun lignede faktisk lidt en dukke. Lidt ironisk måske. Men kendte man hende i virkeligheden, kunne hun være den værste djævel. Men hvis hun kunne lide en var hun sød nok.

Vi gik langsomt gennem skoven, imens det blev mørkt. Vi snakkede og grinte, og jeg ved ikke hvor lang tid der gik, før at det var helt mørkt. Hvad var klokken efterhånden? Daisy prøvede at finde sin mobil frem, for at tjekke uret. Men da hun trykkede på knappen lyste displayet ikke op. Hun stønnede irriteret. Så måtte jeg jo også lede efter min. Min virkede og skærmen lyste op. Vi brød ud i latter, lige indtil at vi kiggede på uret. Tiden blev ved med at ændre sig. Det ene øjeblik stod der 12:25 og det næste stod der 23:59, og det skiftede hele tiden. Med et blev vi stille. Vi kiggede rundt. Jeg blev kold af sved. Et sted mellem træerne hørte vi en piget latter. Næsten som en dukke. Vi klamrede os til hinanden. Vi prøvede at undertrykke vores hulk. Langsomt steg latteren i styrke. Som om at der kom flere til.

Jeg har ingen idé om hvor lang tid vi stod der med armene om hinanden. Mine øjne var lukkede, men der kom et tidspunkt hvor jeg ikke kunne dy mig for at kigge. Det skulle jeg aldrig have gjort. Omkring os stod der en forsamling af små piger. De stod alle sammen med stive smil, klistret på deres ansigter. En uhyggelig latter kom fra dem. Men de rørte sig ikke. Det føltes som om at der blæste en iskold vind, mellem træerne. Men pigernes stive blomstrede kjoler, rørte sig ikke. Ikke engang de fine silkebånd omkring deres stråhatte bevægede sig. Jeg kunne ikke holde det ud mere. Jeg ved ikke hvad der fik mig til at gøre det men med et højt skrig, som om at jeg var midt i en kamp, tog jeg Daisys stive hånd og satte i løb. Af en eller anden grund fulgte hun bare med. Med adrenalinen pumpende i kroppen, løb vi gennem de tætte stammer, ind i mørket. Væk fra de små grinende piger. En enkelt gang kiggede jeg tilbage, de stod der stadig, men hver eneste porcelænshvide ansigt, var vendt mod os. Og latteren ville ingen ende tage.

Efterhånden forstod jeg alle som var blevet erklæret sindssyge, efter at have opholdt sig i denne skov. Det var efterhånden mange år siden at man sidst havde hørt om nogen som havde været i skoven. Fortællingerne havde indtil videre været nok. Bare jeg dog havde stået fast ved at jeg ikke ville herind. Jeg begyndte at tvivle på om vi nogensinde ville komme levende ud. Jeg løb i mine egne tanker, men pludselig hørte jeg et bump bag mig. Daisy var faldet over en rod som stak op af jorden. Latteren var stadig omkring os. Daisy græd da jeg løftede hende op på min ryg. Hun kunne ikke gå meget længere, og vi måtte holde os i bevægelse hvis vi ikke ville indhentes igen. I samme øjeblik som jeg tog det første skridt, kom der en ny lyd. Et kor af stemmer: ”vil I ikke lege?”. Jeg skreg højt, og overalt dukkede de små piger op igen. Denne gang stod de ikke bare og kiggede. Med stive skridt bevægede de sig langsomt, hen mod os. I takt satte de deres små sorte støvler i jorden. Grinende spurgte de igen og igen om vi ikke ville lege.  Jeg klemte mine øjne hårdt sammen. Sveden trillede ned af min pande. Jeg bad til at det bare var en drøm. Pludselig blev byrden fra Daisy lettet fra mine skuldre. Med et sæt åbnede jeg mine øjne og vendte mig om. I deres stive arme holdt to små piger, fast i en stiv Daisy. Mens jeg med skræk så på faldt tøjet af hendes krop, og i stedet voksede en blå fløjls kjole frem. Hendes krøller begyndte at skinne underligt blankt, og en stråhat dukke frem. Huden blev endnu mere bleg, mens kinderne blev svagt rosa. Øjnene åbnede sig på ny, da hun holdt om med at kæmpe imod. Læberne skilte sig i et smil. Med stiv krop rakte hun sine nye arme frem imod mig. ”Kom nu Karen!” lød en skinger version af Daisys stemme ”vil du ikke lege?” Stum af skræk samlede jeg en gren op og slog den med stor kraft mod de små pigers hoveder. Den ramte flere, og huden flækkede. Porcelæn. Nu forstod jeg, hvorfor skoven blev kaldt Dukke-skoven, og hvorfor man sjældent slap ud i live. Med grenen svingende i alle retninger, kæmpede jeg mig ud af gruppen. Jeg løb gennem mørket, og stoppede ikke før at jeg efter hvad der føltes som flere timer, kom ud af skoven. Grene sad fast i mit hår, og mine knæ var revet til blods. Jeg løb til at jeg nåede en vej. Hulkende faldt jeg i søvn i vejkanten.

Jeg sidder og kigger ud af vinduet. Efter at jeg var blevet fundet, havde jeg fortalt alt om hvad der var sket i skoven. Ingen troede på mig. Kort tid efter blev jeg erklæret sindssyg, og blev indlagt. Min væg er dækket af billeder af Daisy og mig. Hun er den eneste som ville have troet på mig, og nu er hun en af dem. Der er ny gået flere måneder siden at jeg var i skoven. Jeg har mødt flere som har været der. De er efterhånden gamle dem der er her, men de hjælper mig til at holde modet oppe, og huske at det virkelig skete. Ude foran mit vindue er det ved at blive mørkt. Jeg har altid lyset tændt på mit værelse, eller i min ”celle”, som jeg plejer at kalde det. Jeg ligger mig til rette i mine puder, og gør mig klar til at sove. Klar til mareridtene. Men jeg når knap nok at lukke mine øjne før at jeg hører en lyd som jeg ikke har hørt i flere måneder, men alligevel husker jeg den som var det i går. Et kor af pigestemmer, som griner. Og en skinger stemme siger: ”Kom nu Karen! Vil du ikke lege?” jeg åbner mine øjne. Omkring mig stor en flok at små piger i kjoler og stråhatte. Lige foran min seng står Dukken Daisy. Med armene strakt frem i en inviterende gestus, smiler hun stift. Med et smil tager jeg hendes kolde porcelænshænder, og med et grin lader jeg mig opsluge af det hvide lys som breder sig i mit synsfelt. Jeg mærker mine lemmer blive stive og kolde, og mit tøj falder af mig. En kold men stadig behagelig følelse breder sig i min krop. Jeg griner, og glad lader jeg mig hengive til den evige leg…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...