Ved Højer Sluse - siden hen

Endnu en gammel stil. Temaet var dagbogsformen og det skulle foregå ved Højer Sluse.

Så vidt jeg husker, fik jeg 10 eller 12 får denne stil. :)

Historen handler om Alfred, der har mistet sin forlovede Karen Margrethe. Han har efterfølgende fosøgt selvmord, men dette fejlede. Det er skrevet som en slags dagbog, hvor vi hører Alfreds tanker om savnet til Karen Margrethe, selvmordsforsøget og hans elendige liv.

Det skal foregå tilbage i tiden.

1Likes
0Kommentarer
1108Visninger
AA

1. Ved Højer Sluse - siden hen...

Ved Højer Sluse - siden hen…

 

Jeg nægter at tro det. Min elskede Karen Margrethe er død, og nu.. Skal jeg leve videre med smerten. Folk fra nær og fjern siger jeg nok skal komme videre. De forstår bare ikke at for mig var Karen Margrethe, alt. Den eneste grund til at stå op om morgenen og grunden til jeg ikke kunne sove om aftenen.

 

Da vandet steg i bageriet blev jeg både lettet og skuffet på samme tid. Bagermester var rasende, han råbte og skreg. Men hvordan skulle de ændre på min gerning? Jeg ville dø. Det ville jeg, men sådan gik det ej. I stedet sidder jeg her, 2 år efter og mindes min lykkelige tid med Karen Margrethe. Jeg husker en vinter morgen jeg hentede hende ved hendes hus. Vi var på gå ben og efter ganske få minutter var hendes næse rød. Det var nok det kønneste syn i verden. Hende med sit blændende smil, skinnende øjne og rosa røde næse. Vi grinte og delte vores inderste tænker og følelser med hinanden, hun var min fortrolige og ligeledes var jeg hendes. Men nu har jeg ingen at betro mig til, jeg har lukket mig inde. Der kommer da folk i ny og næ, men for mig har tiden stået stille siden Karen Margrethe døde. Der er tit folk der spørger mig hvorfor jeg gjorde det? Hvorfor jeg prøvede at ende mit liv? Jeg kunne kun svare at når de møder deres livs kærlighed, forstår de hvorfor. Alt går i et når man ikke er sammen, timerne, dagene, ugerne det hele smelter sammen. Selv dag og nat. Og man opnår først den orden, den livskraft og nydelse når man er sammen igen. Man smager på livet, man lever. Ikke kun gennem en selv, men gennem sin elskede. Man bliver ét med hinanden.

 

Når jeg i sjældenheder går udenfor og mærker solen på mit ansigt og vinden mod min krop, er det som om det er falsk. At det ikke er den rigtige sol der skinner eller den rigtige vind der blæser. Fordi det rigtige liv jeg levede med Karen Margrethe ikke eksistere længere, gør alt andet heller ikke. Kald mig bare en tosse, men jeg ved hvad jeg snakker om. Jeg har godt hørt folk hviske “se der kommer Alfred Larsen, han er lige til tosseanstalten!” Og ja, det er jeg. Hvis det er tosset at savne kærlighed og liv, så bur mig inde til jeg udånder mit sidste åndedrag!

Min mor er meget bekymret for mig, “Kom nu til middag Alfred, kom nu med” “lad være med at bure dig inde knægt”. Det samme evigt og altid. Min far skammer sig over mig, over den vatnisse han kalder søn. De andre herrer kommer med kommentarer til ham, det ved jeg for den gamle er en elendig løgner. Og jeg hader når jeg kommer ind i en butik og bliver tiltalt De, jeg er ikke højere end dem, tværtimod.

Kommunen vil sætte mit hus på auktion, jeg har intet arbejde længere og kan ikke betale det månedlige afdrag. Så kan jeg vel flytte hjem igen tænker jeg. Hvis de vil have mig altså. Far vil nok tvinge mig i arbejde og mor vil pylre som en gal. Så det lige før gaden er bedre! Det er trods alt sommer lidt endnu.

 

Kan man måle lykke? Det noget af det jeg tænker på gennem de søvnløse nætter. Kan man spørge folk hvor lykkelige de er, og så få et ærligt svar? Jeg tror det ikke. Alle mennesker har noget der gør dem ulykkelige, en skam i livet. Min var simpel, mig selv. Men takket været Karen Margrethe forsvandt min skam. Og nu hvor hun er væk, er skammen større end nogensinde før. Jeg prøvede på at tage mit eget liv, og selv der fejlede jeg. Hvad kan jeg overhovedet bruges til?!

 

Min tjans som bagerlærling gik godt, jeg blev faktisk udlært. Jeg gjorde det for Karen Margrethes skyld. Det var nemlig meningen vi skulle have startet vores eget bageri i en anden by. Så jeg er udlært bager, men har intet at bruge det til. “Flyt til en anden by, alle vil have en bager” siger min mor. Tja, det kunne jeg jo gøre, men jeg har intet at starte med. Ikke engang et liv.

Jeg overvejer at få en hund. Det ville bryde ensomheden en hel del, og så ville jeg komme ud. Spørgsmålet er om jeg kan passe en hund? Jeg kan huske Karen Margrethes bedstemor havde en puddel. Lulu, hed den. Første gang jeg mødte den var lille juleaftens dag. Den var helt hvid, som sneen, pudsigt nok. Karen Margrethe elskede den. Vi besluttede os hurtigt for at vi også skulle have en hund engang, men ikke en puddel. Jeg har altid haft en svaghed for Golden retrievers, det er en fantastisk hund. Men dyr, både prismæssigt men også driftmæssigt. Så ingen retriever til mig lige foreløbig.

I forgårs var jeg med far ude ved slusen. Vi gik og snakkede og han fortalte mig at verdenen ikke altid er som man ønsker den skal være, men derfor skal man stadig leve i den. “Alfred, du må tage dig sammen! Familienavnet lægger også på dine skuldre”. Familienavnet?! Jeg skal ikke føre noget videre i den nærmeste fremtid. Børn var en fremtidsdrøm, nu er den en undvigelse. Jeg ville sikkert blive en glimrende far, man skal bare bruge en kvinde for at få børn. Og min er ikke længere i live.

 

Jeg tror på at der findes en til alle, at man har en sjæleven. Gud har ikke tænkt sig særligt meget om. Hvad skal den anden gøre hvis sjælevennen dør? Jeg har spurgt Præsten om dette, han så meget underligt på mig og begyndte at snakke om en sorggruppe for enkemænd. Sådan reagerer alle. De tror jeg skal have hjælp til at komme videre. Skal jeg måske også, men det er ikke noget folk og fæ skal blande sig i!

 

Nætterne er de værste. Jeg har ikke andet at lave end at tænke. Jeg ligger hele natten og vender og drejer mig. Udenfor kan jeg høre lyden af det gamle mølle hjul, lidt væk. Og så hjemsøger Karen Margrethe mine drømme. Vi laver altid de skønneste ting. I går nat var vi på skovtur og hun havde en smuk gul kjole på, den var næsten lige så smuk som hende selv. Men alle drømme slutter ens. Og grufuldt. Skyerne bliver grå og himlen åbner sig hvorefter en kæmpe hånd kommer ned og tager hende fra mig. Jeg vågner op, badet i sved og med hendes skrig i hovedet. Det er pinefuldt.

Jeg tænker stadig på at tage mit liv. Når jeg ser brød kniven eller går tur ved slusen. Det ville være så enkelt at slutte det, ét hop. Jeg ville drukne. Jeg kan stå ved kanten i flere timer, før jeg til sidst giver op og går hjem igen. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan gøre det. Det er som om der er noget der binder mig, noget der holder mig fast til livet. Jeg kunne selvfølgelig også hænge mig selv igen, men sæt nu det går galt. Igen.

 

Jeg kom med i avisen. Kort efter mit hængnings forsøg kom der en masse journalister og spurgte om en masse. “Hvorfor gjorde De det?” “Er De mentalt forstyrret?” “Var det en reaktion på deres forlovede Karen Margrethe Nielsens pludselige bortgang?”. Hvad pokker tror de? Jeg svarede pænt på spørgsmålene og der kom en fin artikel ud af det. “Ved Højer Sluse” kaldte de den. Min mor har gemt samtlige kopier hun kunne få fingre i. Hun mente ikke det var anstændigt. Men hvorfor skulle jeg skjule min sorg?

 

Hvis jeg kunne gå tilbage den dag i dag og stoppe mig selv fra at forsøge selvmord havde jeg nok ikke gjort det. Det har på mange måder ændret mit liv, ikke kun dårligt men også godt. Hvis jeg ikke havde forsøgt selvmord, var jeg ikke den mand jeg er blevet i dag. Men så igen, det var jeg heller ikke uden Karen Margrethe. Hende ville jeg gå tilbage og redde. Hun havde ikke fortjent en så tidlig død. Jeg savner hende, men det bringer hende ikke tilbage. Det var jeg længe om at lære. Lige efter hendes død troede jeg svagt at hvis jeg kun tænkte på hende, ville Gud give hende tilbage til mig. Hvis jeg bad længe og inderligt nok, ville han til sidst give sig. Men det gjorde han jo selvfølgelige ikke.

Jeg ved ikke engang om jeg tror på Gud længere. Tanken om en stor mand deroppe er jo en smule dum, desuden så lytter han heller ikke.

Der går ikke en dag uden jeg tænker på hende, ikke et sekund. Men jeg tror jeg kommer videre. “Tiden læger alle sår” har jeg fået fortalt, det er nok også sandt. Så måske skulle jeg lægge Karen Margrethe bag mig. Men hvordan gør man det, med noget der betyder så meget…?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...