Forladt

Dette er en stil fra min tid i folkeskolen. I kender sikkert de gange, hvor man fik udleveret en samling ark, med nogle forskellige emner på og så skulle man vælge et at skrive om.

Stilen hedder "Forladt". Det skulle titlen være og så skulle jeg digte noget ud fra denne. Karakteren for denne stil blev 12, så jeg håber, at I også kan li' den. :)

Historien handler om kvinden May der besøger sin gamle barndomsvenindes dødssted og mindes deres barndom.

0Likes
0Kommentarer
353Visninger

1. Forladt

Forladt

 

 

Jeg kunne næsten høre hendes stemme, da jeg stod på klitten og kiggede ud over det mørkeblå hav. Havet brusede under mine fødder og måger skreg efter mig, som en anden kriger ville brøle i et stort slag. Det var en grå, sol løs dag. Jeg stod med dukken i hånden og knugede den tæt.

 

“Maaaay, lad nu mig prøve” Anne kiggede sjovt på mig. “Nej, det er min tur”. Jeg tog dukken op på skødet og redte dens hår, med mine små fingre. “May!”. Jeg kastede vredt dukken i hovedet på hende, rejste mig og gik. Sådan en irriterende pige tænkte jeg. Jeg gik hen og gemte mig bag ved en busk, da Anne kom trissende med dukken i hånden. “Undskyld May. Skal vi lege sammen?” Jeg nikkede og hun satte sig. Vi blev hurtige enige om at dukken skulle have et navn. Mayanne blev det. May + Anne. Jeg ville have mit navn først.

Anne kiggede på mig, hun havde store røde krøller, store blå øjne, blå som havet og et hoved fyldt med fregner. Jeg misundte hende. Jeg var bleg og brunette, med fladt hår, “lige så fladt som gaden vi går på“, havde min mor sagt. “May? Du er min bedste veninde” vi krammede og legede med Mayanne. Dag ud og dag ville vi lege med dukken sammen.

 

Jeg fældede en tåre og kørte mit hår om bag øret. Det var en del kortere nu. Jeg placerede en arm på min mave og lod den hvile.

Vi havde været så gode venner. Jeg elskede hende som min søster. Jeg kiggede ned på Mayanne i min hånd, så vendte jeg mig om og gik hen til stien, der førte ned på stranden. Jeg fik øje på den busk vi altid gemte os i som børn.

 

“May, Anne! Vi skal spise!” min mors stemme rungede i det fjerne, “Shh, vi gemmer os her” fnisede jeg. Og dér bag busken gemte vi os. Når alt andet blev for meget, når vi var trætte, bange eller bare ville lege.“Må jeg ikke holde Mayanne nu?” “Nej! Jeg har hende!” råbte jeg og så begyndte hun at græde… Det kunne jeg aldrig holde ud. Så fik hun Mayanne. Da jeg blev 7, lavede vi jordbærtærte og spiste den bag busken, med alle de gaver vi kunne slæbe. Mayanne, fik vi en dag vi var på markedet med Annes mormor. Mayanne mindede hende om en dukke hun selv havde haft som barn, selvfølgelig bare i porcelæn i stedet for.

 

Da jeg trådte ud i det bløde sand med mine tilsmudsede gummistøvler fik jeg en rar følelse i kroppen. Jeg vidste Anne var her. Jeg satte mig ned på en bænk, der stod op af klitten. Mågerne skreg stadigvæk. Mayanne havde set bedre dage. Den røde kjole hun havde haft på, da vi var børn var trevlet væk og nu så man kun det hvide stof der forbandt arme, hoved og ben.

 

“May.. Min familie skal flytte til Haderslev” jeg ignorerede  hende. Hvis der var noget jeg ikke ville høre, ignorerede jeg det. “Og jeg skal også med”. Jeg løb væk fra hende, men hun fulgte efter mig. “Jeg er bare ligeglad!” råbte jeg. Nu græd hun igen. “Hvorfor gør du altid sådan?! Hver gang jeg fortæller dig noget, stikker du næsen i sky og bliver kold!” Jeg sank en klump, jeg vidste hun havde ret. Hun kendte mig bedre end nogen anden. “Jeg vil gerne have Mayanne med mig” snøftede hun. Jeg forblev tavs. “May?! Hvis du ikke er ligeglad så svarer du mig nu!” Men jeg var knust og sagde ikke noget. Hun fik ikke Mayanne. 3 uger efter Annes 12 års fødselsdag flyttede de.

 

Jeg havde altid hadet den dag. Selv i dag krummer jeg tæer når jeg tænker på vores sidste, rigtige, samtale. Jeg var da med til at sige farvel. Men det blev aldrig det samme. Jeg følte hun forlod mig, min bedste veninde, min søster. Jeg sagde aldrig undskyld og da jeg endelig havde slugt min stolthed og havde store glæder i mit liv, jeg ville dele med hende, var det for sent…

 

“Hallo?” jeg kendte straks stemmen i telefonrøret, “Bente Hansen?” “Ja, hvem taler jeg med?” tænk at hun ikke kunne huske mig. Jeg forklarede hende at det var May Konikus og så huskede hun mig tydeligt. Jeg spurgte til Anne og håbede at få en adresse eller et telefon nummer. I stedet fik jeg en anden besked.. “May, jeg er ked af at skulle være den der fortæller dig om det her, men jeg troede du vidste det.. Anne er død. Det er snart halvandet år siden nu.” Jeg blev fuldstændig mundlam. Hele min verden kollapsede. Hun var faldet ud fra en klippe i Hirtshals. Ved vores strand. Jeg fandt ud af at hun faktisk havde boet i Hirtshals det sidste år af hendes liv. Det hele var et uheld. Vinden havde taget hende og bølgerne slugt hende. Hun var blevet skyllet op på stranden.

 

Samtalen med Annes mor er to dage siden nu. Jeg kunne stadig ikke tro det. Men jeg besluttede med det samme, hvad jeg ville gøre. Anne skulle have Mayanne. Som hun ville. Jeg snøftede og rejste mig med rystende ben. Jeg gik over mod en stor sten, på selv samme strand hvor Anne.. Ja..

Jeg lagde Mayanne fra mig på stenen og kiggede mig omkring. Man kunne lige se busken herfra. Alle de barndomsglæder vi her havde udlevet og nu.. 15 år efter, står jeg her. Jeg havde ikke haft kontakt med Anne de sidste 9 år. Al den bitterhed jeg havde gået med.

Jeg blev så trist til mode og skyndte mig op til bilen. Da jeg satte mig ind på forsædet, smilede et velkendt ansigt til mig. Jeg kyssede ham og åndede lettet op. Nu kunne jeg langsomt komme videre. Anne havde endelig fået hvad hun ville. Jeg mærkede på min mave og således gjorde Nikolaj. “Jeg vil gerne kalde hende Anne” smilede jeg. Han nikkede og da vi kørte hjem, brød solen frem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...