Murder of crows

Sveden trillede koldt ned af hans pande. han stønnede og pustede. Der var noget der var efter ham. Hans værste mareridt var blevet til virkelighed. Han skulle ud af den glædes-forladte skov. Han er ikke typen med alle mulige fobier. Men én fobi lider han dog af.



0Likes
0Kommentarer
118Visninger
AA

1. Murder of crows

                                                    Murder of crows                                                 

Fuglene skræppede højlydt af mig, da jeg jokkede igennem skoven. Det var mørkt og koldt. Der var ingen omkring mig, mit indre rystede og skælvede ved tanken om disse helt igennem rædselsvækkende dyr. Alle de øjne. De gloede bare, som var det livsforladte gribbe. De sad der bare. Det så ud som om, de alle var klar til at gå på angreb. Jeg vidste, jeg var nødt til at komme ud af denne altopslugende skov. Det føltes som om, jeg havde jokket flere kilometer i skoven, som jeg ellers mente at kende ud og ind. Jeg forstod det ikke, jeg burde jo være ude af skoven for længst – men nej. Nu længere jeg kom, nu mere blev jeg i tvivl om, hvor jeg var.  Jeg famlede i mine bukselommer, men den genstand som var mest brugbar i denne situation, var der ikke – nemlig min mobiltelefon.

Der var uro i fugleflokken, de var aggressive, det kunne høres på de livsbenægtende lyde, der kom for de vilde dyr. Der var et par stykker lige over mit hoved. De fløj tæt på mig. For tæt. De nappede mig med deres spidse og gustne næb, og rev mig ned af mine nøgne arme med deres lange  landede i mørket. Der kom et hult bump, da væsnet ramte jorden. Resten af den opstemte fugleflok fik jeg drevet væk. Efter kampens hede ledte jeg rundt efter mit offer. Da der var gået noget tid, fik jeg lokaliseret, det jeg ramte. Jeg tøvede med at gå hen til væsnet – hvad var det mon jeg havde ramt? Jeg tog mig sammen og gik hen til fuglen og så. Det var en krage. Nu gik det op for mig, at jeg havde murder of crows efter mig – en krageflok.                                                                                    
 

Men dyret så ikke ud som en normal krave. Den her er anderledes. De tomme øjne. De urealistiske lange klør. Først nu blev jeg klar over, at der var en mulighed for jeg ikke vil komme ud af skoven i live. Jeg tumlede væk for det frastødende væsen, der lå ved mine fødder. Det her vanvid startede jo bare med jeg var ude og gå en tur med min hund – Davina. Jeg slap hende løs i skoven som altid. Hun elskede og løb lidt væk, for at drille mig. Men denne gang kom hun ikke tilbage. Jeg følte en form for uro i min krop. Nu havde jeg ikke set hende i små ti min. Lidt efter hørte jeg et pjæf. Jeg stivnende. Det føltes næsten som om, den lille sveddråbe på min pande frøs til is. Jeg ville løbe men kunne ikke. Da min krop vågende igen, hørte jeg et endnu værre hyl. Jeg satte min krop i bevægelse. Det føltes som om jeg kunne løbe fra en kenyaner, som blev jagtet af en leopard. Nu kom der små men konstante piv og hyl. Jeg kunne tydeligt høre mig stønne og pruste. Da jeg nåede frem, var det som om mit blod blev til syre. Mit indre var i gang med at smelte. Davina havde store kødsår over det hele. Hun blev stille. Jeg sad på mine knæ i sneen, i noget der føltes som en uendelighed.

Nu handlede det om og komme ud af skoven. Det var som om, skoven kunne læse mine tanker, og lukkede sig derfor mere og mere sammen, i takt med mine tanker. The murder of crows var tilbage.  Den måde de kolde øjne stirrede på, gjorde mig sikker på at de vil prøve og dræbe mig når chance viste sig. Jeg gik hen til den døde krave, tog den rundt om halsen og kastede den efter kraveflokken oppe i trænere. Jeg ramte intet. Men det var heller ikke meningen jeg skulle ramme noget. Jeg kastede for at vise at min frygt var blevet til rødglødende had. For det var det. De havde startet krigen, men jeg ville slutte den. Der gik noget tid før jeg kom til mig selv igen. Jeg vidste at jeg på ingen måde kunne bekrige dem, det var udelukket. Min krop tog over, jeg løb.

Mærkede den rolige jord under min fødder – hvordan kan jorden være så rolig, når der sker så mange uroligheder på den? Sekund efter sekund. Hjerteslag efter hjerteslag. Skridt efter skridt – Det var som om, universet holdte vejret i spænding. kun for at se om mit hjerte virkelige var i stand til at galopere ud af mit bryst, om tiden kunne udskyde det uundgåelige, om jeg kunne grave mig selv ned, med de altødelæggende tænker jeg gik med. Da jeg indså, at det ville være meget nemmere bare at give op, blev mit tidligere adrenalin kick bytte ud af ligegyldighed. Jeg så stedet, hvor jeg vidste kragerne holdte til. Under normale omstændigheder ville jeg aldrig betræde det område, på grund af min intense fugle fobi. Men nu betød det ikke længere noget. Uden og tænke synderligt meget over det, havde mine fødder ført mig til centrum af kragernes resistens. Jeg satte mig på knæ. De så alle på mig, med deres gennembrorene øjne. Det var tydeligt at jeg var i fokus blandt de uhyggelige fugle. Så begyndte de at skrappe som sindssyge. Jeg var klar. Jeg håbede mere en nogensinde, at det vil blive det sidste jeg vil komme til at opleve i mit gode, men alt for korte liv. Jeg kunne godt høre det lød for koldblodigt at et barn tænkte sådan – men sådan var det. Det var som om iagttagerne og jeg delte en, hvis form for spænding, selvom vi ikke var bevidste om det i det gældende øjeblik. Pludselig blev der stille. Men der var noget stort i bevægelse. Det gik langsomt og tungt. Det lugtede af råddenskab. Det havde helt gule øjne. Vi stirrede på hinanden, fast besluttede på at dræbe hinanden med vores kolde og destruktive blikke. Der skete intet i noget tid. Den trådte ud af skyggerne og viste sig. Aldrig havde jeg set noget så skrækindjagende. Den var gigantisk, af en fugl at være. Dens næb var langt og spidst, som en feltsoldats bajonet. Dens klør lignede måne formede sabler. Men det værste var dens hoved. Det var helt deformt, og forkert og se på. Heldigvis behøvede jeg ikke og kigge lang tid på den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...