Tåge porten

Den forældreløse Daphne Pond vågner en dag op og finder sin bedstemor død i køkkenet. Daphne er knust men undre sig meget over det lille digt hun fandt skrevet på et papir som bedstemoren havde i sin hånd da Dapne fandt hende død. Ved hjælp fra sin bedste ven Jackson finder hun frem til det ukendte Nattens land som faktisk viser sig at have meget betydning for Daphne i fortiden.

0Likes
0Kommentarer
376Visninger
AA

1. Porten

Jeg åbnede langsomt øjnene og så op i mit blågrå loft. Jeg kunne med det samme mærke at noget var anderledes, noget var forandret. Alting så helt ens ud det var ikke det der var bare en underlig tryggende følelse som fyldte hele huset og gjorde det svært at trække været. Jeg stak mine kolde fødder ned i mine slidte og lidt for små sutsko – min bedstemor havde tit tilbudt mig nogle nye men jeg havde altid sagt nej. Jeg gik langsomt ned af den knirkende trappe mens jeg prøvede at holde søvnen tilbage. Jeg havde ingen anelse om hvad klokken var men den kunne ikke være mange for det var stadig mørkt udenfor. Jeg gik igennem den tomme stue og den ellers varme og hyggelige pejs som plejede at være tændt så kold og uhyggelig ud i det mørke rum. Jeg rettede blikket mod døren ind til køkkenet og vidste med det samme hvad der ventede mig. Jeg sank en klump og gik langsomt hen imod døren mens jeg frygtede det syn der snart ville vise sig. Jeg gik igennem døren ind til køkkenet og mærkede min mave vende sig, for der lå hun midt på gulvet allerede let lyseblå i hoved. Pludselig var jeg ikke længere søvnig. Jeg løb hen til hende mens jeg kunne mærke tårerne trille ned af mine kinder. ”Bedste, bedste vågn op” skreg jeg mens jeg ruskede hendes slappe krop frem og tilbage. ”Bedste, bedstemor sig noget, kom nu du må ikke være død” hulkede jeg men jeg vidste godt inderst inde at hun ikke ville vågne, hun ville ikke få mig til at sætte mig på hendes skød og trøste mig som hun altid gjorde eller altid havde gjort når jeg var ked af det. Også selv om jeg var blevet alt for stor til det sagde jeg aldrig nej til at blive trøstet af hende da hun var den bedste til at berolige mig. Jeg holdt hende tæt ind til mig og indåndede hendes dejlige duft af urter som hun havde fået fra alle de lange dage hun havde brugt ude i bedende.

Det tog ambulance folkene tyve minutter at nå frem plus de ti minutter det havde taget dem at forstå mig da det var svært at høre hvad jeg sagde fordi jeg ikke kunne stoppe med at hulke. Det ringede på døren men jeg ville ikke slippe min bedstemor så jeg råbte bare så godt som jeg kunne at døren var åben. Ambulance folkene kom stille ind med en båre imellem sig. Jeg skænkede dem ikke et blik da jeg godt vidste at jeg så måtte give slip på min bedste mor. Hun var tros alt den eneste jeg havde, bogstaveligtalt. Mine forældre døde da jeg var syv, jeg kunne sagtens huske det ned til sidste detalje: Jeg stod og ventede ved siden af min mor på at min far skulle blive færdig efter en lang dag i hans butik da to uhyggelige mænd kom ind i butikken og gik direkte hen til min far. ”Undskyld vi har lukket men i kan komme igen i morgen.” Sagde min far som den venlige mand han var. Den ene af de to mænd trak en pistol op af lommen og begyndte at true ham og sige til ham at de ville have det lommeur af guld som han havde fået af min mor på deres bryllupsdag. Min far sagde at det ikke var muligt og så skød de ham. Jeg husker min mors reaktion og de to mænd - som slet ikke havde set os - skød også hende og skyndte sig så ud af butikken.

”Øhm undskyld er de snart klar, for vi skal altså vider” sagde den ene af ambulance mændene fåret. ”Man, hvor er du uhøflig.” sagde den anden og puffede til ham. ”Nej” sagde jeg og tørrede mine øjne. ”bare kom.” De lagde hende op på båren, og lige da de skulle til at trække et hvidt tæppe over hende lange jeg mærke til hendes knyttede næve. ”Vent lige” sagde jeg og bøjede mig ned over båren og åbnede hendes hånd. Et krøllet papir som foldede sig en lille smule ud da trykket lettede sig lidt. Jeg samlede den op og foldede den ud. En lille bekendt tekst skrævet med min bedstemors håndskrift dukkede op på servietten og jeg begyndte at læse den inde i mit hoved.

 

                                            Søde lille månebarn.

                                         Tag til nattens land hvor

                                       Måneblomsen vokser i dit skær.

                                         Flyv af sted med månefuglen,

                                      og husk at mørket ikke altid er ondt

                                       Ligesom lyset ikke altid er godt.

 

Det var det lille digt min bedste altid sang for mig da jeg var lille og ikke kunne sove fordi jeg var bange for mørket. Tårerne begyndte at trille ned af mine kinder igen ved mindet om det gamle digt. ”bare gå” sagde jeg uden at se på dem. Jeg så bare tomt ud i luften og knurrede den krøllede serviet ind til mig. Efter jeg bare havde siddet og gloet ud i luften i et stykke tid rejste jeg mig op med rystende ben og gik oven på. Jeg greb min mobil og tænkte lige et øjeblik over hvem jeg skulle ringe til og så vidste jeg det. ”Hallo” sagde han groggy ”Jackson, det er mig Daphne” sagde jeg med en stemme der truede med at bukke under for gråden. ”Hey, hvad er der galt”? Spurgte han. Jackson havde altid været god til at læse mig. ”Mi.. min bedstemor er død” sagde jeg og der var stille i et stykke tid hvor ingen af os sagde noget. ”Er du okay? Skal jeg komme over” spurgte han med bekymret stemme. ”Nej det okay, je...” ”jeg er der om fem minutter” sagde han og slukkede for telefonen. Præcist fem minutter efter ringede det på døren men inden jeg kunne nå at åbne døren stormede Jackson ind og før jeg kunne sige noget slog han armene om mig og holdt mig tæt. ”Jackson” sagde jeg efter et stykke tid ”hvad” sagde han. ”Har du en ide om hvorfor min bedste ville efter lade mig et gammelt digt skrevet på en serviet”? Spurgte jeg ”næ, har hun da det” spurgte han. Jeg skubbede ham stille væk fra mig og nåede lige at se hans skuffede ansigt før det faldt tilbage i sine bekymrede folder. Jeg trak den krøllede serviet op af lommen på mine nat bukser. ”Se” sagde jeg og rakte ham den. ”det giver jo ingen mening” sagde han undrende. ”nej vel”? Sagde jeg. ”Kan du ikke komme i tanke om noget overhoved hvorfor hun skulle efterlade dig dette”? Spurgte han, Jackson havde altid søgt efter eventyr. Jeg begyndte at rode min hjerne igennem og kom pludselig i tanke om noget. ”Altså der er en dør oppe på anden sal som altid er låst og min bedstemor sagde altid at jeg ikke måtte gå der ind. Tror du det kunne betyde noget”? Spurgte jeg. ”Ja, skal vi der op nu”? Spurgte Jackson selv om det ikke rigtig lød som et spørgsmål. ”øhm, okay” sagde jeg. Jeg var faktisk en lille smugle fornærmet over at han havde glemt at min bedstemor lige var død.

”Pokkers, den er låst.” Sagde Jackson og sparkede til døren, efter han i fem minutter havde prøvet at flå den op. ”Lad mig prøve” sagde jeg og skubbede ham væk så jeg kunne komme til. Der var ingen lås i døren eller noget sted til en nøgle, kun et lille rundt dørhåndtag. ”Rrrr, den vil ikke åbne” sagde jeg og lænede mig fortvivlet op af døren. Jeg tog fat om håndtag for at prøve en sidste gang, uden held... troede jeg... ”Vent lige et øjeblik” sagde jeg nok mest til mig selv og begyndte at undersøge bagsiden af dørhåndtaget. ”Nogle små bogstaver er graveret ind på bagsiden af dørhåndtaget.” sagde jeg og begyndte at prøve at læse hvad der stod

Kridil lostal elil frilo dramet wilide.

”Undskyld hvad skal det betyde”? Spurgte Jackson som så helt blank ud. Og pludselig dukkede et gammelt minde frem og det var som om jeg var 10 år gammel igen...

”Bedste hvad står der egentlig der” spurgte den lille pige og pegede og på de store underlige bogstaver der var skrevet øverst på et stort maleri af en smuk men mystisk kvinde i sort kjole og med et næsten helt hvidt ansigt. ”Der står: Skønne gudinde vis mig vejen til mit hjemland. Det var vores forfædre der skrev og malede billedet som forstiller deres gudinde.” svarede den gamle dame med det venlige ansigt. ”Det siges faktisk at gudinden fik en datter som på en måde blev taget fra hende og da det skete blev den ellers udødelige gudinde alvorligt syg og folket var ulykkeligt og deres største ønske var at datteren en dag ville vende tilbage så gudinden kunne blive rask. Det siges også at sætningen er nøglen til det skjulte land hvor gudinden bor og hersker over sit folk.””Men kom vi skulle nødig komme forsendt til te hos mr. Og mrs. Andrews” Sagde den gamle dame igen og tog smilende den lille pige i hånden og de gik sammen den af den lage korridor.

”Selvfølgelig!” Sagde jeg og lagde begge hænder på det runde dørhåndtag. ”Selvfølgelig, hvad” spurgte Jackson som så mere fortabt ud end nogensinde før og det fik mit næsten til at fnise. Men jeg ignorerede ham bare og stammede grebet om håndtaget og sagde så, som var det, det mest naturlige at sige ”skønne gudinde vis mig vejen stil mit hjemland.” Det sagde et lille klik da den skjulte lås gik op og da døren gik knirkende op viste den indgangen til et bel mørkt lokale. ”Skal vi gå der ind”? Spurgte Jackson med rystende stemme. ”Nej, vi må hellere sikre os at det er sikkert” sagde jeg og trak mig lidt væk fra lokalet. ”hvad skulle der, da kunne være der inde? Et eller andet over naturligt der vil komme og æde os” sagde han sarkastisk men som om han havde fremmanet det begyndte der at sive en tynd tåge ud af lokalet og omringe os. Tågen blev tykkere og tykkere og til sidst var den så tyk at jeg ikke kunne se Jackson længere. Pludselig var det som om to hænder dannede sig i tågen og greb fat i mig. ”Jackson!” nåede jeg lige at råbe før hænderne trak mig ind i det mørke lokale.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...