Tåge porten

Den forældreløse Daphne Pond vågner en dag op og finder sin bedstemor død i køkkenet. Daphne er knust men undre sig meget over det lille digt hun fandt skrevet på et papir som bedstemoren havde i sin hånd da Dapne fandt hende død. Ved hjælp fra sin bedste ven Jackson finder hun frem til det ukendte Nattens land som faktisk viser sig at have meget betydning for Daphne i fortiden.

0Likes
0Kommentarer
413Visninger
AA

2. Nattens land.

Jeg tog mig til hoved uden at åbne øjnene i håbet om at det hele bare havde været en drøm. Jeg håbede at når jeg åbnede øjnene ville jeg se op i mit blågrå loft og jeg ville ikke have nogen underlig fornemmelse, jeg ville bare gå ned i køkkenet og få en kop te sammen med min bedstemor og alt ville være helt normalt. Jeg krydsede mine fingre og åbnede mine øjne og med det samme blev mit håb blæst ud som en flamme. For jeg så ikke op i mit loft, nej, jeg så op i en skyfri nattehimmel. Jeg rejste mig op men faldt med det samme om igen da mit ben med det samme sendte en række smerter igennem resten af min krop. Jeg trak op i mit bukseben og så en tatovering af en lysende – den lyste bogstaveligtalt med sådan en blå farve som var så kraftig at den gjorde ondt i øjnene – tatoveret på min læg. Jeg stivnede. Ikke kun på grund af tatoveringen men også fordi det pludselig gik det op for mig at jeg var alene.

 Hvor var Jackson? Hvor var jeg egentlig? Og hvordan havde jeg lige fået en tatovering? Jeg så mig omkring: Jeg befandt mig i en mørk skov og det så ud til at være midt om natten. En lille lyd der godt kunne lyde som et lavt skrig og så ud til at komme oppe fra blev højre og højre. Jeg så op og lige med et landende der en person ca. tre meter foran mig. Jeg kunne ikke lade være med at skrige og mit skrig så ud til at få personen der var landet foran mig til at røre på sig ”Daphne” sagde personen langsomt ”Jackson”? Sagde jeg og rykkede tættere på personen men det fik bare mit ben til at gøre mere ondt. Han satte sig op og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg lagde armene om ham og det var ubeskriveligt hvor glad jeg var for at se ham. Han gned sig i øjnene og da det gik op for ham at det var mig gengældte han mit kram. ”Daphne, hvor i alverden er vi henne” spurgte han. Jeg tænkte mig om et øje blik og trak så den krøllede og nu lidt brændte serviet op af min lomme. ”Nattens land” sagde jeg og rakte ham servietten, men som var det befalet, rev en kraftig vind servietten ud af min hånd. ”Hurtig, den må ikke blive væk!” skreg jeg ind i hoved på Jackson mens jeg selv kæmpede mig op at stå. Det lykkedes mig at løbe nogle små skridt men så faldt jeg om. ”Hvad er der sket? Er du okay?” Spurgte Jackson mig hvor efter han satte sig ved min side. ”Ikke noget, jeg er okay men det vil jeg ikke være hvis servietten forsvinder” snerrede jeg af ham og han skyndte sig straks at komme på benene igen. Jeg rejste mig op igen men denne gang bare lidt langsommere. Jeg fortsatte lidt i den retning Jackson var gået og hørte ham så råbe lidt længere inde imellem træerne hvor jeg ikke kunne se ham. Jeg fandt ham siddende foran en lille sø med den plask våde serviet læggende foran sig. ”Jeg fandt den i søen men den er ikke våd” sagde Jackson. Jeg tog servietten fra ham og det var sandt, den var ikke engang fugtig. Pludselig begyndte den at lyse og bogstaverne rykkede rundt mens nye dukkede op og da sedlen stoppede med at lyse stod der en ny besked skrevet med min bedstes håndskrift:

           

                                        Daphne, jeg ved det er svært at forstå,

                              Alt det med nattens land men du bliver nød til at finde

                                   Mørkets slot og få din skæbne til at gå i opfyldelse.

                                      

Hvad skulle det betyde at jeg skulle få min skæbne opfyldt, det gav ingen mening. ”Hvad står der? lad mig se” sagde Jackson og rakte ud efter papiret men jeg trak det tilbage og puttede det i lommen. ”Vi må hellere se at komme af sted” sagde jeg og lod som om jeg ikke havde hørt ham. Han så rimelig fornærmet ud men sagde alligevel ”hvorfor er vi her så stadig”?      

         

Mine våde sutsko sagde svup lyde når jeg satte af fra jorden. Vi havde nok gået i to timer og Jackson havde støttet mig hele vejen uden at brokke sig. Regnen begyndte at styrte ned og gjorde os plask våde på under ti minutter. ”Hop op” sagde Jackson da han satte sig ned på hug. ”Hvad”? Spurgte jeg smågrinende ”Kom nu, hvis vi bliver ved med at gå i dette her tempo ender vi bare med at blive syge.” Jeg hinkede grinende hen til ham og han hjalp mig op på sin ryg og begyndte at løbe. Det der så ud til at være at en landsby kom til syne da vi nåede enden af skoven. Jackson begyndte at løbe hurtigere med stoppede så da han var nået lidt ind i byen, jeg så op og fik med det samme øje på det samme som ham. Et kæmpe sort slot hævede sig op over de søde gammeldags huse. Det var smukt og mystisk og det virkede på en måde bekendt men jeg kunne ikke finde ud af hvor jeg skulle have set det før. ”Wow” sagde Jackson og satte mig ned igen. ”Ja” sagde jeg og hinkede tættere på slottet. Jackson nåede hurtigt op til mig og med et stod vi foran den tre meter høje port. ”Kom” sagde jeg og skubbede lydløst porten op. ”Hvad laver du? Vi kan ikke bare gå ind” sagde Jackson men jeg ignorerede ham bare og gik ind på slottet. Jackson fulgte ikke efter mig, gad vide hvor han gik hen? Der var bel mørkt så det var umuligt at se noget. Jeg blev stående et lille øje blik og ventede på at mine øjne skulle vende sig til mørket. Men der var faktisk ikke nogen grund til at jeg gjorde det for – jeg ved godt det lyder underligt – jeg så faktisk bedre end jeg gjorde når det var lyst. Jeg gik stille over til den trappe jeg kunne se forud, uden at lægge mærke til at mit ben ikke længere gjorde ondt. Jeg gik op af trappen og jeg kunne høre at der var nogen der snakkede i nærheden. En dør stod på klem og en lille lysstråle sne’ sig ud. Stemmerne blev højre og jeg kunne nu tydeligt høre hvad de sagde: ”Dronningen er blevet stærkere, hvilket jo så kun kan betyde en ting..” var der en der sagde med en meget dyb mande stemme. ”At prinsessen er vent tilbage eller at hun er tæt på” svarede en af de andre. ”Vi må sørge for at ingen for fat i prinsessen, der må ikke ske hende noget og jeg er sikker på at lysets dronning også har mærket det.” Jeg lænede mig længere op af døren for at jeg bedre kunne høre men jeg faldt over dørtrinet og faldt ind i lokalet.

 Al snak forstummede og hvad der så ud til at være mindst 12 mænd stod bare og stirrede ned på mig. Jeg så flovt op på dem og jeg kunne mærke at jeg rødmede. To mænd greb fat i mig bagfra og fik mig slæbt hen på en stol mens de stadig holdt mine arme stramt omme på min ryg. ”Hvem er du?” råbte den ene af dem ind i hoved på mig. ”Mit navn er  Daphne pond” sagde jeg ”hvor kommer du fra”? ”ja altså det er lidt svært at forklare...” sagde jeg for det var det faktisk. Manden så meget mistænkeligt på mig hvor efter han rev underbenet af mine bukser. ”Hvad fanden har du gang i!” råbte jeg og trak mit ben tilbage. ”Perverse stodder” mumlede jeg. Men de var alle stivnet og stod bare alle sammen og stirrede på min læg, lige der hvor tatoveringen var. ”Det kan ikke passe” sagde ham der havde råbt mig i hovet lavt, nok mest til sig selv. ”Ja den er spøjs ik’, den var der bare lige pludselig da jeg kom her til, og jeg har faktisk ingen anelse om hvordan jeg kom her til.” Sagde jeg. En dør smækkede bag os og vi så alle der hen. Og der var det som om jeg så på fotoet af den mystiske men smukke kvinde igen og jeg hørte min bedstes stemme inde i mit hoved: ”nattens dronning...”. Alle mændene i lokalet bukkede men jeg så bare hen på hende med undrende øjnene. Kvinden så mere syg ud end hun havde gjort på billedet. ”Hvad er det i kigger på”? Spurgte hun med en venlig stemme og gik hen til os. Hun så ned på min læg og fik så også øje på min tatovering. ”Min datter” viskede hun og så mig lige i øjnene. Hendes øjne lignede mine, samme form, samme gyldenbrune farve, selv vores øjenvipper var ens. ”Undskyld hvad sagde du lige”? Spurgte jeg hende men hun svarede mig ikke, hun slog bare armene om mig og krammede mig så hårdt at det var svært at få vejret. Mine arme hang bare ned langs min krop mens hun stod og krammede mig. Jeg trak mig stille væk fra hende og sagde: ”undskyld men jeg kender dig ikke” ”Kan du ikke huske det”? Spurgte hun. ”Huske hvad”? Spurgte jeg hende om. ”Nu skal du høre: Jeg er nattens dronning, og du er nattens forsvundne prinsesse...” ”Undskyld hvad sagde du lige”? Råbte jeg ”Lyt nu bare efter” fortsatte hun. ”Du er nattens forsvundne prinsesse, min datter. Alle i kongeriget elskede dig og du elskede dem. Du var sød mod alle både mennesker og dyr men så en dag da du var omkring fire var du ude og lege i haven hørte jeg et skrig og du kom aldrig tilbage. Ingen kunne finde dig og alle troede du var død, også mig. Men nu er du her lige foran mig syv år senere i live, og jeg er bare så glad” afsluttede hun.

 Jeg åbnede munden for at sige noget men lukkede den så bare igen. Pludselig kom alle minderne, alle du minder som jeg aldrig har kunnet huske. Men det gav jo ingen mening jeg kunne jo ikke være nattens forsvundne datter og hende damen der sad foran mig hun kunne jo ikke være min mor, min mor var død for længe siden. Det var bare ikke muligt. ”Hvordan ved du at det lige er mig der nattens prinsesse” spurgte jeg dronningen. ”Nu skal du se, tatoveringen her på din læg er magen til den min datter har” ”jamen min dukkede først op da jeg kom her til, jeg har aldrig set den før det” sagde jeg. ”Den er kun synlig her i nattens land” sagde hun til sidst. Kunne det virkelig passe? Næsten hele mit liv har jeg ikke haft nogen forældre og nu sidder denne dame så over for mig og siger at hun er min mor. Altså alting tyede på at hun var min mor og jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg blev ved med at nægte det. Ja, hvorfor gjorde jeg egentlig det når jeg godt vidste at hun talte sandt. Et stort smil bredte sig på mine læber, jeg lagde armene om halsen på hende og gav hende et kæmpe kram. ”Jeg kan huske det nu” hviskede jeg i hendes øre. Alle mændene begyndte at juble – jeg havde faktisk glemt at de var der – og både mig og dronningen, jeg mener min mor begyndte et grine. ”Vent lige et øjeblik” jeg vendte mig om mod manden der rev mit bukseben af. ”hvorfor rev du mine bukser i stykker” spurgte jeg ham om. ”Altså i vores verden er det omvendt så den hvide side er ond og den mørke side er god så jeg kiggede bare lige efter om du havde en sol tatoveret på din læg da solen er deres kendetegn”. Døren gik op igen og to vagter kom ind med Jackson slæbende efter sig. Jackson.! ”Slip mig, slip mig så” skreg han mens han prøvede at komme fri. ”Han var trængt ind på slottet uden tilladelse” sagde den ene af vagterne. Min mor så ned på mig og spurgte ”kender du ham”? ”ja han er min bedste ven, han fulgte med mig her til” sagde jeg. Min mor så hen på Jackson og sagde ”kom er hen dreng” Jackson kom op at stå og sendte lige et sidste ondt blik til vagterne men gik så hen og stilede sig foran min mor. Min mor lagde en hånd på hans skuldre og fortsatte så: ”Er du gode venner med min datter”? ”Datter”! Råbte Jackson og så hen på mig. ”Jeg skal nok forklare det senere, bare svar” sagde jeg beroligende til ham. ”Ja” svarede han og min mor fortsatte ”kunne du tænke dig at blive her med hende”? Jackson så lige så forbavset ud som jeg følte mig. ”Blive her, hvad så med min familie” spurgte Jackson ”dem ville jeg også godt kunne få her til” sagde hun. Jackson sagde ikke noget i meget lang tid og man kunne se at han tænkte så det knagede. Jeg håbede at han ville blive. Vi havde været venner så længe jeg kunne huske men samtidig var det jo en meget svær beslutning og jeg kunne godt forstå hvis han sagde nej. Jackson sukkede dybt og sagde så: ”okay, men jeg bliver nød til lige at tale med mine forældre om det.” ”Jahhh”! Skreg jeg og omfavnede ham. ”Så kan jeg vel næsten godt sige velkommen til familien” sagde min mor. En lille blå klump kom susende ind af den åbne dør og landede på min mors skulder. ”Hvad i alverden er de”? Spurgte Jackson. ”Min månefugl, Moon” sagde min mor og nu da hun sagde det kunne jeg godt se at det var en fugl. Jeg strøg den over ryggen og den sagde en sjov lyd som godt kunne lyde som om den nød det. Det havde været lidt af en lortedag: først fandt jeg min bedstemor død i køkkenet så opdager jeg et nyt land så for jeg pludselig en tatovering som sender smerte igennem mit ben så bliver jeg uvenner med min bedste ven og til slut fortæller en helt fremmed dame mig at hun er min mor. Men alligevel havde det været den bedste dag i mit liv og jeg ville aldrig glemme den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...