When Dreams Become Reality

Roma er 18 år og er lige startet med 3.G, og kæmper for at holde styr på det sociale efter sin fars pludselige død. Sammen med sin mor bor hun i en lille lejlighed i København. Hun er, ligsom sin bedste veninde Camilla, kæmpe Directioner og har altid drømt om at møde drengene, og hun får chancen, da de kommer til Danmark. Hun kommer backstage og møder drengene, men hvad sker der, når hun får tilbuddet om at komme med på turné sammen med 2 andre piger?

6Likes
4Kommentarer
633Visninger
AA

3. Tror du på det? del 1

Vi stod forholdsvis langt tilbage i køen, men vi havde jo billetter, så det var ikke noget problem. Man havde mere ondt af alle de directioners, der ikke havde fået billetter, og nu desperat stod ved indgangen og prøvede at snige sig ind, bare for at blive smidt ud igen af store vagter i blå uniformer. 

Vi var efterhånden tæt på indgangen, og Camilla fandt billeterne frem og gav dem til mig. ''Hvor skal vi sidde?'' Min stemme var skinger, og den lød mest af alt som én, der lige havde fået en håndbold tyrret i maven.

''Vi skal sidde på 3. række og sæde 5 og 7, så det er temmelig tæt på og næsten i midten. Gad vide om de ligger mærke til os?'' Og forfængelig som hun er, tog hun et lille spejl frem fra sin taske, hvorefter hun lagde sidste hånd på værket ved at rette hendes naturlige mørke krøller og tjekke make-up'en. Vi stod nu ved indgangen, og Camilla skyndte sig at putte spejlet tilbage i tasken. Jeg gav billetterne og fik revet den der lille lap papir i højre side af, hvorefter vi fortsatte. Jeg holdt hende i hånden, og tog lidt hårdere fat da hun begyndte at ryste.

Vi fandt vores pladser og satte os. Der var sikkert lang tid til at koncerten startede, så vi sad i stilhed, men en behagelig stilhed. Vi skulle først backstage bagefter koncerten, men hun begyndte allerede at mumle, som hun gjorde når hun var nervøs, og hun sagde altid det samme ord hele tiden hurtigt efter hinanden. Zayn. Hun var helt vild med ham, og når hun snakkede om han kørte hun bare i selv sving. Jeg havde vænnet mig til at stoppe hende siden dengang jeg bare lyttede,  og hun endte med at snakke om ham i to timer. Man skulle tro det var umuligt at snakke så lang tid om én person, men tilsyneladende ikke.

Pigerne omkring os begyndte lige pludselig at skrige, og jeg vidste med det samme hvorfor. Scenen blev oplyst, og de kom alle 5 ind på scenen. De begyndte at synge What makes you beautiful, imens de hoppede rundt. Jeg kunne mærke en klump i halsen, da Harry så på mig. Nej, ikke så på mig, stirrede på mig. Han begyndte at rødme og skyndte sig at kigge væk. De andre så over på Harry, og Zayn og Niall ,der lige nu ikke sang, begyndte at grine og gå over og prikke Harry's smilehuller, som var meget tydelige lige nu, da han stod og smilede mens han sang som en stor idiot.

Koncerten var lige sluttet, og Camilla og jeg gik over mod indgangen til backstage. Hun havde tårer i øjnene, og kæmpede for at holde dem tilbage. Den stilhed der var imellem os, som jeg enlig fandt ret behagelig, blev afbrudt da Camilla fangirl'ede lavt, men højt nok til at dem foran os vende sig om og begyndte at snakke og fnise sammen med os, men jeg stod egentlig mere for mig selv.

Hvad betød de blikke som Harry havde sendt mig, og hvad hvis de var negative. Ikke fordi at noget pegede i den retning, men hvis nu der var et eller andet som så sjovt ud. Hvis jeg nu havde et insekt i håret eller sådan noget. Jeg tog hurtigt Camillas spejl fra hendes taske, hun var så optaget at hun ikke lagde mærke til noget. Jeg kiggede grundigt på mig selv, og måtte konstatere at alt var som det skulle være. Men hvad var det så? Jeg lagde spejlet tilbage i tasken, og tog nogle dybe vejrtrækninger for at afslappe mig selv. For nogle år siden havde min mor stress, så hun skulle lave nogle øvelser som jeg var med til. Det var heldigvis væk nu, men jeg kunne stadig huske øvelserne. Følelsen af min hjertebanken var dejlig beroligende, og alt lyd synes at forsvinde, og alle genstande og farver i rummet smeltede sammen, men så alligevel ikke. Man kunne tydelig høre en mand sige: ''Nu må i komme ind, men I skal stille jer på to rækker med 7 på den forreste række, og 8 på den bagerste. I skal stille jer efter højde, så de lave står forrest, og de højere står bagerst.''

Jeg måtte nok blive kategoriseret som lav. Alle de andre piger så meget højere ud  end mig. Alle gik in, og stilte sig op, og jeg stod, som forventet, foran. Camilla stod bagved, selvom hun kun var få centimeter højere end mig. Rundt om hjørnet kom drengene ind. Pigerne skreg, mens jeg bare stod og holdt mig for munden. Jeg kunne ikke forstå det! Jeg skulle møde dem! De havde hjulpet mig igennem alt. Også det med min far. Jeg kiggede på dem fra venstre til højre. Helt til venstre stod Niall, han stod og smilede og noget sagde mig at han godt kunne lide tanken om alle de piger der ville dræbe for at møde ham. Louis stod ved siden af. og som sædvandelig stod han og grinede over vores reaktioner. Liam var afslappet som altid og stod og smilede dedikeret og høfligt. Zayn, var mystisk, og han stod lidt og studerede en pige to pladser til højre for mig. Hun så sød ud, og hendes brune hår passede godt til hendes brune øjne. Men den der fik min fulde opmærksomhed, var Harry. Trangen til at vide hvad de blikke betød steg op i mig igen. Han kiggede også på mig, men hans ellers venlige blev erstattet med nogle flirtende nogle. Han var godt nok svær at blive klog på...

*Harry's synsvinkel*

''Harold kom nu!'' råbte Louis fra gangen. Vi skulle ud og møde fansene nu. Jeg havde opdaget en pige på tredje række under koncerten. Hun så vildt lækker ud, og jeg måtte bare snakke med hende. Lige nu stod jeg bare foran spejlet og rettede mine krøller for sidste gang, bare lige for en sikkerheds skyld. Jeg skulle jo imponere hende, ikke?

''Harry, dit hår er fint nok nu! Vi har travlt! Du plejer aldrig at bruge lang tid på dit hår, hvad skyldes det?'' Louis kiggede mistænkeligt på mig. Han havde regnet det ud. Han kunne se direkte igennem mig, så jeg kunne ikke lyve for ham.

''Hold din mund Louis! Det er bare noget.'' Hans ansigt lyste op, og jeg havde allerede set det komme da han råbte til de andre: ''Drenge! Harry er forelsket!'' Han lød som en lille pige på 9 år, og hurtigt kom Zayn, Liam og Niall. De piftede, og jeg kunne godt mærke at jeg begyndte at rødme. Jeg havde kun set hende en gang, men måske havde Louis ret. Jeg ved det ikke...

''Er det hende du kiggede på under hele koncerten?'' Liam havde opdaget det. Mine kinder var nu blevet dybrøde. ''Vi skal hen til fansene nu.'' Louis kom mig lige til undsætning der. Han er altid så hjælpende. ''Så kan vi jo også hilse på hende.'' Og så alligevel ikke... 

Vi gik langsomt hen mod døren til fansene. Man kunne høre dem skrige da vi kom ind. Jeg sendte dem mit mest selvsikre smil, men jeg følte mig ikke selvsikker. Det var som om jeg var nervøs, altså sådan rigtig nervøs. Men det kunne jo ikke passe. Det havde jeg ikke været i lang tid. Var det hende, eller hvad var det egentlig?

Jeg så hende stå og smile. Mine krop var ved at svigte mig, men jeg kunne ikke bare falde. Det ville se dumt og uprofessionelt ud. Hun kiggede skiftevis på os alle sammen, men stoppede ved mig. Jeg gav hende mit mest flirtende blik, og hun begyndte at rødme. Hvor så hun sød ud når hun rødmede! Og den måde hun smågrinte på, og bed sig i læben på, og... NEJ!! Hvad laver jeg! Jeg kan ikke bare stå og glo på hende. Hvad skete der med mig?

***

Hej Alle!

Der er ikke så mange der liker... Er det fordi den er kedelig eller hvad?

Er der noget galt, så sig det til mig.

Jeg ved godt at der ikke kommer kapitler ud så tit, men har lige fået fransk, så har lidt travlt. Jeg vil dog også starte på del 2 i dag.

Jeg udgiver først næste kapitel når der er 6 likes!

Mit mål er 25 likes, så husk at fortæl jeres venner om den osv.

Elsker jer mennesker!!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...