Miner {1D} +13

Amii McLeggan er kun 14 år gammel og er mega forkælet. Hendes far er virkelig succesfuld indenfor forretning så familien er meget velhaven. Amii er vandt til at få alt hvad hun peger på og får altid sin vilje. Hun bor i en stor villa lige udenfor London og elsker sit liv. Hendes far skal tit med til mange fester og inviterer Amii med til en. Amii møder der en meget tiltrækkene dreng, fra en bestemt drengegruppe, som hun er sammen med om natten. Hvad vil der ske i mellem dem. Hvad vil han gøre når han finder ud af at Amii er SÅ ung.
(Der kan være stødene sprog og seksuelle scener)

71Likes
155Kommentarer
10655Visninger
AA

24. Putting my ego aside

 

Jeg løb så hurtigt jeg kunne ned af indkørslen. Louis’ bil holdt stadig udenfor porten. Jeg åbnede døren og satte mig ind. Jeg gispede efter vejret og kunne ikke rigtig få luft. Jeg kunne smage noget salt på mine læber og indså at jeg græd. Jeg følte mig svimmel og så røde prikker for mine øjne.

Jeg kunne mærke nogen stærke arme blive lagt om mig og jeg slappede straks af.

”Amii, hvad skete der?” spurgte Louis bekymrede stemme. Jeg kunne ikke snakke og var stadig lammet over hvad jeg lige havde gjort. Jeg gispede og prøvede at finde min stemme.

”Jeg… jeg valgte dig. Jeg skulle vælge og jeg valgte dig.” sagde jeg imellem mine gisp. Jeg kunne ikke se Louis ansigt, men det var sikkert chokeret.

”Hvad mener du med at du valgte? Hvem skulle du vælge imellem?” han lød som om han allerede vidste det, men ikke ville indse det.

Jeg kiggede endelig ind i hans smukke øjne. De var blevet helt blå i det minimale lys og var som jeg bedst kunne lide dem.

”Min far gav mig et valg. Enten skulle jeg ikke se dig igen nogensinde og vælge dem. Eller også ville jeg se dig, men ikke dem. Han bad mig vælge og det gjorde jeg.” da jeg sagde det hele højt, blev det straks mere realistisk. Jeg indså hvad det var jeg havde gjort. Jeg havde ikke bare forladt min far og mor, men også mit liv.

Jeg havde lige sagt farvel til mit dejlige værelse og mit tøj. Jeg havde sagt farvel til alt det luksuriøse, som jeg elskede. Jeg havde vendt mit blik ned, men kiggede op på Louis igen.

Roen han altid kunne få frem i mig, spredte sig i min krop. Jeg havde måske forladt mit vante liv, men jeg var sikker på at Louis kunne give mig et bedre et. Jeg vidste at jeg ikke kunne leve uden ham og jeg havde ikke engang lyst til at prøve.

Hans øjne var bekymrede. Jeg sendte ham et lille smil, så han kunne se at jeg var en smule okay. Han løsnede sit greb om mig og satte sig i position til at køre.

”Vi tager hjem. Du bliver nødt til at sove.” han stemme var blank for følelser og jeg var ikke sikker på at jeg havde lyst til at vide hvad der gik igennem hans hoved lige nu. Han startede bilen og vi kørte væk fra mit hus. Jeg kunne mærke at det stak lidt i mit hjerte ved tanken om at jeg ikke ville komme tilbage.

 

Louis’ synsvinkel

 

Jeg kiggede stift frem på vejen og koncentrerede mig om at køre. Der var for mange tanker der løb igennem mit hoved og jeg følte at jeg blev sindssyg. Jeg havde aldrig ønsket at Amii skulle forlade sin familie for at være sammen med mig. Jeg ville ikke være grunden til at en familie blev splittet på den måde. 

Skyldfølelsen lå tungt i min mave. Jeg kunne ikke klare at se Amii så knust over noget der var min skyld. Jeg kunne ikke engang give Harry skylden for det her, fordi det kun var min skyld.

Jeg havde indledt et forhold til en person der var under den seksuelle lavalder. Jeg var personen der ikke havde stoppet det da jeg skulle. Jeg var personen der havde vidst præcis hvad jeg gjorde, men ikke stoppede mig selv. Jeg var personen der var skyld i alt det her.

Ikke Harry. Jeg kunne ikke engang være sur over at han havde sagt det. Hendes far ville finde ud af før eller siden. Jeg var dum for at tro at vi rent faktisk kunne have et forhold, når der var så mange komplikationer.

Jeg var så forvirret. På den ene side vidste jeg at det var bedst for Amii, hvis bare jeg stoppede alt kontakt til hende. Lod hende leve sit unge liv fuldt ud. Lade hende være glad med en kæreste på hendes egen alder. Men på den anden side kunne jeg ikke give slip på hende. Jeg elskede hende og havde brug for hende. Jeg var egoistisk og ville gøre hvad der var bedst for mig. Hun var bedst for mig.

Jeg drejede ind på den velkendte vej og overraskede mig selv ved at have været så fordybet i mine egne tanker. Efter at have stoppet bilen, sprang jeg ud og kunne høre at Amii gjorde det samme. Jeg gik hurtigt over til hende og lagde armen omkring hende. Hun kiggede op på mig med glade øjne.

Jeg forstod ikke hendes blik, men var ligeglad. Hvis bare hun var glad, var jeg det også. Jeg førte hende op til hoved døren og låste op. Vi var hurtigt oppe ved lejeligheden og jeg låste den op. Hun gik ind før mig og jeg fulgte hurtigt efter.

Harry sad sikkert inde i stuen, men jeg var faktisk lidt ligeglad lige nu. Amii vendte sig om mod mig og først dér lagde jeg mærke til mascara resterne under hendes øjne. Hun så helt smadret ud.

”Amii gå i seng. Vi håndtere det her i morgen.” sagde jeg og kyssede hende blidt på munden. Hun nikkede og bevægede sig træt hen mod mit værelse. Jeg fulgte med hende, men stoppede op inde i stuen. Harry sad og så Tv med et smørret smil plantet på læberne.

”Hvad er det der er så sjovt?” spurgte jeg med en kold stemme, han kiggede op på mig og blev straks mere seriøs. Han kiggede ned i jorden, hans blik var fyld med skyldfølelse. Jeg vidste derfor med det samme at det havde noget med Amii at gøre.

”Hvad er der med Amii?” spurgte jeg. Han kiggede overrasket på mig. Han havde nok ikke regnet med at jeg vidste at det var omkring hende. ”Ikke noget.” mumlede. Jeg sukkede frustreret og gik tættere på ham.

Gulvbrædderne knirkede under mine fødder. Et øjeblik kom jeg til at tænke på lige da vi fik denne her lejelighed.

Flashback:

Jeg sukkede og fulgte efter Harry, der glad gik hen mod det store lejeligheds kompleks. Vi havde bestemt os at vi ville have en lejelighed sammen og havde været rundt og kigge hele dagen. Han så ikke ud til at miste energi, men det havde jeg. Ironisk nok.

Det var ellers altid mig der havde energi af os to. Jeg så at han allerede var ved at gå ind af døren, og skyndte mig derfor efter ham. Han havde sit sædvanlige charmerende smil placeret på sine læber. Han smilede flirtende til ejendomsmægleren. Hun var åbenlyst ret meget ældre end ham, men det havde jo ikke stoppet ham før.

Jeg grinede lidt for mig selv. Jeg ville nok ikke have et særlig interessant liv uden ham. Selvom jeg var virkelig tæt med alle drengene, var det nu noget andet med Harry. Vi havde knyttet et helt specelt bånd helt far starten. Han var ligesom min anden halvdel hvis man kunne sige det sådan. Ikke på en kæreste måde.

Selvom vi havde vores ’Larry Stylinson’ bromance kørende, var det ikke andet end en bromance. Mange fans ville blive skuffede når de fandt ud af at det ikke var andet end en bromance. Grunden til at vores bromance blev mere kørt op var nok fordi vi havde det her tætte bånd.

Harry kom hen til mig og jeg klappede ham i røven, så hans skreg op. Det var bare sådan vi hilste på hinanden. Jeg kiggede mig omkring i lejeligheden og måtte indrømme at det var den bedste af de par stykker vi havde set på. Jeg gik frem i hvad der nok ville blive stuen og kiggede mig omkring. Gulvet knirkede let under min vægt.

Harry kom hen ved siden af mig og lagde sin arm om min skulder. ”Jeg synes den her er god, hva siger du BooBear?” han klemte sit tag om min skulder og smilede til mig. Jeg kiggede ind i min bedste vens grønne øjne og smilede. ”Jo Hazza, vi får det godt her.”

Flashback slut

Jeg fokuserede på Harry og huskede den dag. Det havde været før Amii, før alt dramaet. Det vard engang hvor jeg virkelig troede at der ikke kunne komme noget imellem os. Jeg savnede de tider så forfærdeligt meget. Selvom jeg var sur på Harry, kunne jeg ikke benægte at han for altid ville være min bedste ven. Jeg elskede ham.

Ved at kigge ind i hans grønne øjne, indså jeg at de ikke havde ændret sig den mindste smule. Han var stadig sig selv, det var nok bare mig der havde ændret sig.

Jeg satte min kropsvægt over på det andet ben og igen sagde gulvet en knirkende lyd. Harry kiggede ned mod gulvbrædderne og smilede svagt.

Jeg vidste at han huskede det samme som jeg gjorde. Han kiggede op på mig og jeg kunne tydelig se savnet i hans øjne.

”Undskyld Louis.” sagde han. Jeg kunne mærke at lysten til at slå ham og råbe af ham, slet ikke var hos mig længere. Som før i dag hvos jeg havde råbt af ham, men blev mere rolig da jeg så hans sårede ansigt.  Amii var ikke den eneste der havde en svaghed for Harry. Jeg havde det også.

Ikke på samme måde og ikke af samme grunde, men det havde jeg.

”Du har ikke tænkt dig at give op har du vel?” jeg skiftede emne, men jeg var ligeglad. Jeg ville vide det. Jeg ville vide om vores venskab havde en chance eller om det var fortabt.

”Nej. Jeg synes at det skal være fair spil. Derfor beder jeg om en dag alene med hende Louis. En dag.” han kiggede bedende på mig og jeg kunne ikke klare at holde øjnekontakten, så jeg kiggede væk fra ham.

Jeg så det fra hans synsvinkel et øjeblik.

Hans bedste ven var sammen med en pige han selv var vild med. Pigen havde åbenlyst valgt, men han havde stadig en smule chancer. Han ville gerne bare se om den chance overhoved var en mulighed.

Jeg havde sagt før at jeg var egoistisk når det kom til Amii og det var sandt, men jeg var ikke egoistisk når det kom til Harry.

”Du får en dag Harry, men hvis hun stadig er lige så sikker på sit valg som hun er nu, så lade du os være.” sukkede jeg. Han kiggede overrasket på mig og jeg kunne se den velkendte glæde sprede sig i hans blik.

Jeg elskede virkelig Amii, men jeg elskede også Harry og for en gangs skyld ville jeg lægge mit ego til side. Han fortjente lykke lige så meget som mig, hvis ikke mere.

Jeg skulle til at gå ud af rummet da jeg hørte Harry sige mit navn. Jeg vendte mig rundt og kiggede på ham.

”Tak. Virkelig.” han så taknemmelig ud og jeg nikkede bare. Jeg vendte mig rundt for at gå igen. ”Jeg savner dengang Louis.” mumlede han.

Endnu en gang vendte jeg mig mod ham. Hans øjne viste savn og jeg vidste at vi begge tænkte på dengang hvor vi købte lejeligheden. ”Det gør jeg også Hazza.” smilede jeg. Det var virkelig længe siden at jeg havde brugt hans kælenavn og følte nærmest en glæde ved at bruge. Jeg savnede virkelig min bedste ven.

”Lov mig at vi en dag får det tilbage BooBear.” han smilede også ved at bruge mit kælenavn. For en gangs skyld blev jeg ikke irriteret når han brugte det, som jeg engang blev. Jeg hadede virkelig det kælenavn. Men lige nu, kunne han ikke kalde mig noget bedre.

”Det lover jeg Haz. Det lover jeg.” smilede jeg.

Jeg løj ikke. En dag ville vi få vores venskab tilbage. Ikke nu, ikke i morgen, men en dag. Vi blev nødt til at finde ud af det med Amii.

Næsten hele vores venskab var afhængig af hvad hun valgte.

Lige meget hvad ville Haz dog altid være min bedste ven.

 

***

 

Omg, jeg græd da jeg skrev det med Lou og Haz. Jeg kom til at tænke på dengang hvor de virkelig var tætte. Før at Larry Stylinson blev for meget for deres venskab. Jeg savner dengang.

Og undskyld fordi jeg ikke har opdateret i 100 år. Mit liv er virkelig hektisk i øjeblikket og jeg får nok ikke så meget tid til at skrive, men jeg skal nok prøve.

Hvad synes i ellers om kapitlet? Nu får Haz en dag med Amii, hvad tror i der sker?

Jeg synes at Louis er en virkelig stor person!

Kys Anni xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...