Miner {1D} +13

Amii McLeggan er kun 14 år gammel og er mega forkælet. Hendes far er virkelig succesfuld indenfor forretning så familien er meget velhaven. Amii er vandt til at få alt hvad hun peger på og får altid sin vilje. Hun bor i en stor villa lige udenfor London og elsker sit liv. Hendes far skal tit med til mange fester og inviterer Amii med til en. Amii møder der en meget tiltrækkene dreng, fra en bestemt drengegruppe, som hun er sammen med om natten. Hvad vil der ske i mellem dem. Hvad vil han gøre når han finder ud af at Amii er SÅ ung.
(Der kan være stødene sprog og seksuelle scener)

71Likes
155Kommentarer
10504Visninger
AA

20. Hurtful

 

Jeg lod mig selv nyde Harry’s bløde læber mod mine, inden det gik op for mig hvor forkert det var. Jeg skubbede ham hårdt væk og kiggede chokeret væk. Han kiggede på mig med sårede øjne, men der var forståelse i dem. Han vidste hvorfor jeg havde skubbet ham væk.

”Hvad har du gang i Harry?” hviskede jeg og kiggede uforstående på ham. Jeg kunne ikke se meningen i at kysse mig.

Hvad fanden gjorde det godt for?

Gjorde han det bare for at forvirre mig?

Jeg kunne mærke vreden bygge sig op. Han gik et skridt tættere på mig, så jeg tog et tilbage. Jeg kiggede vredt på ham. ”Jeg ville bare se om det kun var på grund af Louis.” mumlede han og kiggede ned i jorden. Jeg kunne se skyldfølelsen bygge sig op indeni ham, men jeg var fuldkommen ligeglad.

”Det giver dig ingen ret til at fucking kysse mig!” denne gang havde jeg hævet stemmen, hvilket fik ham til at kigge op på mig. Han så ud som om han tænkte over noget og lidt efter kom et smil frem på hans læber.

”Hvorfor er du sur over det Amii? Hvis du er ligeglad med mig, burde du være ligeglad.” smilede han. Jeg kiggede uforstående på ham. Selvfølgelig ville jeg være sur over det.

Ville jeg ikke?

”Selvfølgelig er jeg sur over det Harry! Du fucking kyssede mig, selvom du ved at jeg har noget med Louis! Han er din bedste ven.” Jeg kunne ikke holde min stemme under kontrol og råbte ham derfor lige op i ansigtet. Smilet på hans læber forsvandt ikke, men blev om mere bare større.

”Det er sandt, men du burde ikke blive så sur over det. Der er en anden grund Amii.” konstaterede han. Jeg kiggede vredt på ham, men kunne ikke lade være med at tænke over hvad han havde sagt.

”Du gør mig så forvirret Harry!” jeg kunne ikke kontrollere hvad jeg sagde, så det fløj bare ud af min mund. Jeg gispede og min ene hånd fløj op til min mund.

Havde jeg lige sagt det?

Harry trådte tættere på mig og denne gang flyttede jeg mig ikke. Jeg var for chokeret over hvad jeg lige havde sagt. Han fjernede min hånd fra mit ansigt og løftede min hage, så jeg kiggede ham direkte ind i øjnene. De lignede mine på mange punkter og så alligevel ikke.

”Jeg er ikke den eneste der følte noget Amii, det ved jeg.” han kiggede kærligt på mig og jeg kunne mærke at jeg blev nervøs. ”Jeg kan ikke Harry.” mumlede jeg og kiggede ned. Jeg skulle lige til at skubbe ham væk, da hans bløde læber igen pressede mod mine. Den lille gnist jeg følte før var der igen, men den blev overvældet af en anden følelse.

Det føltes forkert.

Det var ikke Louis læber og det føltes forkert. Jeg ville ikke have andre end ham.

Jeg skubbede derfor Harry væk. Han så forvirret ud. Jeg kunne ikke kontrollere mig selv og gav ham derfor en lussing. Han trådte et skridt tilbage og kiggede chokeret på mig, mens han tog sig til kinden. Jeg stormede ud af lejeligheden. Jeg kunne mærke hvor meget jeg gerne ville væk derfra. Jeg ville hen til Louis. Jeg ville mærke hans stærke arme holde om mig.

Jeg var på vej ned af trapperne, siden elevatoren var for langsom, da jeg stødte ind i nogen. Jeg havde holdt mit blik limet til jorden og holdt derfor ikke øje med hvem der var foran mig. jeg kiggede forskrækket op og mødte nogle velkendte grå/blå øjne. De var bekymrede og jeg følte mig straks tilpas af at kigge ind i dem.

”Amii, hvad er der sket?” spurgte han bekymret. Jeg gik tættere på ham. Jeg var højere end ham siden jeg stod et trappetrin højere oppe. Jeg lagde mine arme omkring hans skuldre og trak ham ind til et kram.

”Harry er et svin. Det er hvad der skete.” mumlede jeg ned i hans skulder. Lettelsen af at være i Louis arme, bredte sig i min krop. ”Hvad har han gjort?” Louis trak sig lidt væk så han kunne kigge mig direkte i øjnene. Jeg kiggede ned i jorden. Jeg var ikke sikker på hvordan han ville reagere.

”Han… han kyssede mig.” mumlede jeg. Jeg kiggede op på ham og kunne straks se vreden brede sig i hans ansigt. Han trak sig væk fra mig. ”Han gjorde HVAD?” han hævede stemmen og så ud til at være ligeglad med at vi stod på en trappe. Jeg skulle lige til at sige noget, men han spænede forbi mig, op af trappen. Han var hurtig som lynet og jeg prøvede at følge med. Jeg var lidt bange for hvad han ville gøre.

 

Louis’ synsvinkel

 

Jeg spænede op af trappen. Vreden pumpede rundt i min krop. Jeg kunne ikke fatte at Harry havde kysset hende. Ikke efter jeg havde fortalt ham at jeg var forelsket i hende. Jeg havde aldrig regnet med at Harry, min bedste ven, ville stikke mig så hårdt i ryggen.

Jeg var hurtigt henne ved vores dør. Til mit held var den ikke låst. Jeg stormede ind og fandt Harry der sad foran Tv’et. Da han fik øje på mig blev hans øjne straks store. Han kunne se på mig at jeg vidste det. Han rejste sig og der gik det op for mig at han kun havde underbukser på. Havde han seriøst kysset Amii i kun boksershorts?

Min vrede blev fordoblet og jeg havde lyst til at slå ham igen. Han gik lidt væk fra sofaen og kiggede uskyldigt på mig. hans ansigts udtryk ville måske have virket på mig før, men ikke mere.

”Hvad fanden har du gang i Harry?!” råbte jeg og slog ud med armene. Han kiggede på noget bagved mig og kiggede så igen på mig. ”Hvad har hun sagt?” spurgte han i et stille tonefald. ”Hun har sagt at du fucking kyssede hende!” råbte jeg, som om det ikke var tydeligt at det var derfor at jeg var sur. Han kiggede igen på noget bagved mig og hans ansigt blev straks stramt. Jeg vendte mig rundt og så at Amii stod bagved mig. Hun havde et vredt udtryk plantet i ansigtet.

Harry så ud som om han hellere ville være alle andre steder end her. ”Det var gengældt, da jeg kyssede hende.” forsvarede han sig. Det chokerede mig og fik et sekund vreden til at forsvinde. Jeg kunne kun føle sorg. Jeg skulle lige til at sige noget men Amii kom mig i forkøbet.

”Det er sku da ikke sandt Harry! Du ved slet ikke hvordan jeg havde det da du kyssede mig! Begge gange.” jeg kiggede chokeret på hende. Begge gange? ”Har du kysset hende to gange?” spurgte jeg Harry om. Amii var kommet op på siden af mig og så virkelig sur ud. Han kiggede ned i jorden.

”Ja.” mumlede han. Vreden var igen tilbage. Ikke nok med at han havde kysset min pige, så havde han endda gjort det to gange. Jeg tænkte tilbage på hvad Amii havde sagt. ”Hvordan havde du det da han kyssede dig?” spurgte jeg hende om. Det fik Harry til at kigge opmærksomt på hende. Vi ville begge gerne vide det og en af os ville blive såret over hendes svar.

Hun ignorede Harry fuldkommen og kiggede mig dybt i øjnene. ”Det føltes forkert. Det eneste jeg kunne tænkte på var at det ikke var dig der kyssede mig. Jeg ville kun have dine læber.” svarede hun. Jeg kunne mærke en glæde sprede sig i min mave og jeg smilede. Lettelsen af at hun kun ville have mig, overstrømmede den vrede der var til Harry.

”Er du seriøs?” afbrød Harry min tankegang. Jeg kiggede irriteret på ham. Han havde et såret ansigts udtryk plantet på hans ellers glade ansigt. Jeg havde et sekund ondt af ham, men det forsvandt hurtigt. ”Ja, hvorfor tror du ellers at jeg slog dig?” svarede Amii. Han kiggede endnu mere såret på hende. Havde hun slået ham?

Jeg kendte Harry godt nok til at vide at han havde tårer i øjnene. Jeg kunne se det på hans ansigts udtryk. Jeg havde set det et par gange før, men dengang havde jeg trøstet ham. Jeg havde ikke noget tilovers for ham i dette sekund.

Han forsvandt ud af lokalet og jeg vidste at han var gået ind på hans værelse. I det øjeblik så jeg alting fra hans synsvinkel. Han havde kysset pigen han var vild med og fandt senere ud af at hun kun ville have en anden. Den anden hun ville have var hans bedste ven. Jeg kunne kun forstille mig smerten han gik igennem. Hvis Amii havde afvist mig på den måde ville jeg også være knust.

Jeg kiggede over på hende og kunne se at hun havde skyldfølelse. Hun kiggede op på mig med triste øjne. ”Jeg snakker med ham Louis.” sagde hun inden hun forsvandt ind på hans værelse. Jeg gik ud i køkkenet og begyndte at lave the. Det beroligede mig altid når jeg var nervøs. Jeg havde ikke lyst til at forstille mig hvad hun sagde til ham.

 

Amii’s synsvinkel

 

Jeg gik ind på det værelse hvor Harry var gået ind. Jeg havde været lidt for hård ved ham og jeg kunne se at det sårede ham. Jeg kunne stadig ikke klare at se ham ked af det. Jeg havde en svaghed for ham, men det ville jeg aldrig indrømme overfor nogen. Jeg åbnede stille døren og kiggede ind.

Værelset var ret stort og der var meget hvidt. Sengen, væggene og generelt alle møblerne var hvide. Der var næsten helt renligt, hvilket faktisk overraskede mig lidt. Jeg havde troet at Harry ville være lidt af et rodehoved.

Jeg så at han lå på sin seng, med hoved nede i puden. Jeg lukkede stille døren og gik hen mod ham. Jeg satte mig ved siden af ham på sengen. Han kiggede op fra puden og jeg kunne se at hans øjne var lidt våde. Det knuste mit hjerte at se ham sådan. Måske var mine følelser for ham ikke lige så stærke, som de var for Louis, men jeg kunne stadig ikke klare at se ham ked af det.

Jeg kunne ikke benægte at vi havde kemi. Det kunne enhver idiot se at vi havde. Jeg smilede svagt til ham og han kiggede end i sin pude. ”Undskyld Harry” sagde jeg. Han rettede sig lidt op, så han sad op. ”Mente du det? Tænkte du kun på Louis?” spurgte han med en sårbar stemme. Jeg ville gøre alt for at se det smukke smil med smilehuller i. Derfor fortalte jeg ham sandheden.

”Nej. Jeg kunne mærke en gnist.” svarede jeg. Han kiggede op på mig med håbefulde øjne. Jeg sukkede lettet da hans sårede ansigtsudtryk forvandt fra hans ansigt. ”Virkelig?” smilede han. Jeg kiggede ned. Jeg ville ikke give ham for mange forventninger. ”Ja, men jeg kan ikke benægte at jeg tænkte på Louis, for det gjorde jeg. Jeg tænkte på hans læber.” mumlede jeg, velvidende om at hans glade ansigtsudryk ville blive trist igen.

Det overraskede mig dog da han tog mine ene hånd i hans store og flettede vores fingre sammen. ”Jeg giver ikke op Amii. Jeg skal nok lade dig og Louis være glade, men du skal vide at jeg aldrig giver op.” smilede han. Jeg kunne mærke et lille smil samle sig på mine læber. Jeg lænede mig frem og krammede ham.

Jeg havde ikke lyst til at indrømme at jeg inderst inde gerne ville have ham til at kæmpe lidt endnu.

Dog vidste jeg at han aldrig ville vinde. Selvom Harry’s arme var dejlige rundt om mig, kunne de ikke sammenlignes med Louis’ arme.

Han kunne kæmpe, men han ville aldrig rigtig vinde mit hjerte. Det tilhørte en anden.

 

Uhhhhh I can feel drama!

Hvad synes I om historien indtil videre? Hvad håber i på der sker?

Like så gør i mit lykkelig <3

Kys Anni xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...