Miner {1D} +13

Amii McLeggan er kun 14 år gammel og er mega forkælet. Hendes far er virkelig succesfuld indenfor forretning så familien er meget velhaven. Amii er vandt til at få alt hvad hun peger på og får altid sin vilje. Hun bor i en stor villa lige udenfor London og elsker sit liv. Hendes far skal tit med til mange fester og inviterer Amii med til en. Amii møder der en meget tiltrækkene dreng, fra en bestemt drengegruppe, som hun er sammen med om natten. Hvad vil der ske i mellem dem. Hvad vil han gøre når han finder ud af at Amii er SÅ ung.
(Der kan være stødene sprog og seksuelle scener)

71Likes
155Kommentarer
10541Visninger
AA

14. Forgiving

 

Louis’ synsvinkel

 

”Hvor er Amii?” spurgte jeg bekymret Liam om. Han kiggede lidt underligt på mig, nok på grund af tonefaldet. ”Jeg tror hun gik ovenpå med Harry.” svarede han og trak på skuldrene. Det føltes som om mit blod frøs til is. Jeg var ikke sikker på hvad der løb igennem min hjerne, men jeg vidste at jeg blev nødt til at gå derop. Jeg gik med faste skridt hen mod elevatoren. ”Louis! Lad dem dog gøre hvad de har lyst til.” råbte Liam efter mig. Jeg skulle lige til at vende mig om og sende ham et hadeflydt blik, men så gik det op for mig at han ikke kendte noget til Amii og mit forhold. Det føltes helt forkert ikke at fortælle drengene noget om det. Jeg fortalte dem ellers alting.

Jeg trådte ind i elevatoren og ventede utålmodigt på at den var oppe. Jeg gik med bestemte skridt ud af den og skulle til at storme ind på Amii’s værelse, da jeg hørte noget der fik min krop til at stivne. Amii’s skrig om hjælp. ”Nej!” råbte hun, tydeligvis anstrengt. Jeg tænkte ikke, men stormede ned mod hendes værelse. Hvis hun var såret eller hvis der skete hende noget…

Jeg rev døren op og blev forskrækket over synet der mødte mig. Harry der lå oven på Amii og prøvede at få hans hænder op under hendes kjole. Jeg kiggede hadefyldt på ham og kunne mærke vreden overtage min krop. Jeg gik med faste skridt hen til sofaen og hev Harry væk fra Amii. Hun sukkede lettet og jeg lagde armene om hende. Hendes krop slappede med det samme af og jeg ville have smilet over den måde hendes krop reagerede på mig, hvis ikke jeg var så vred. Jeg kiggede på hende med et kærligt blik, inden jeg igen kiggede på Harry. Han lå på gulvet og skulle til at rejse sig.

Jeg skubbede Amii væk fra mig, siden jeg ikke ville indblande hende mere end hun allerede var. ”Hvad fanden har du gang i Louis?” spurgte Harry og kiggede irriteret på mig. Jeg knyttede mine hænder og gik frem mod ham. Han spærrede øjnene overrasket op da han så mit ansigtsudtryk. Jeg var aldrig vred på Harry, eller nogen for den sags skyld. ”Du skulle forhelvede til at voldtage hende Harry!” hvæsede jeg. Han kiggede mig dumt i øjnene. Der gik det op for mig hvor fuld han var, hans ellers så klare grønne øjne var helt slørede. De var også mørkere end normalt og jeg vidste at det var lyst. En lyst jeg havde afbrudt.

”Nej vi hyggede os jo ba-” ”Hvorfor skreg hun så om hjælp og sagde at du skulle lade være?” afbrød jeg i et vredt tonefald. Han kiggede mig i øjnene og blinkede så et par gange, for at kunne fokusere ordenligt. Han trak på skuldrene og vaklede lidt. Jeg kunne ikke føre en ordentlig samtale med ham sådan her. Det var da han sendte Amii et flirtende smil, at min vrede kogede over. Jeg løftede min knyttede hånd og slog ham hårdt i ansigtet.

”Louis!” råbte Amii forskrækket af mig og kiggede på mig med overraskelse i øjnene. Harry væltede om på gulvet og jeg var sikker på at jeg havde slået ham ud. Amii gik hen til ham, men stoppede så og kiggede på ham med medlidenhed i øjnene. Hun satte sig forsigtigt ved af han og kiggede grundigt på hans ansigt. ”Hvorfor slog du ham?” spurgte hun forsigtigt om og kiggede på mig. Jeg sukkede og satte mig på hug ved siden af hende.

”Han prøvede at presse dig til noget du ikke havde lyst til.” mumlede jeg og fik dårlig samvittighed over at have slået ham. Han fortjente ikke at blive slået ud, men jeg kunne bare ikke kontrollere det. Amii kiggede kærligt på mig, men sukkede så og kiggede ned på Harry igen. ”Han fortjener stadig ikke at blive slået ud Louis.” sagde hun med en lidt kraftigere stemme. Jeg sukkede og rejste mig op. ”Det ved jeg godt, men det er bare tanken om hans hænder på din krop…” jeg stoppede mig selv da Amii kiggede underligt på mig.

”Hvorfor går den tanke dig så meget på?” spurgte hun og rejste sig også op. Jeg vidste at det her ville være det oplagte tidspunkt at sige til hende at jeg var forelsket i hende, men jeg kunne ikke. Bare tanken om at hun ikke følte det samme, var hjerteknusende. ”Jeg vil bare have dig for mig selv.” mumlede jeg og kiggede forlegent ned i jorden. Selv om jeg ikke kunne se hendes ansigt, vidste jeg at hun havde et skævt smil plantet på læberne.

Hun tog mig under hagen, hvilket tvang mig til at se ind i hendes smukke grønne øjne. Hendes øjne var fyldt med glæde. ”Det kan du også godt få. Det eneste du behøvede at gøre, ar at spørge.” smilede hun og rykkede lidt tættere på mig. Hendes øjne var opfordrende og jeg vidste hun ventede på at jeg spurgte. ”Amii?” spurgte jeg. Hun nikkede og fniste kort. ”Vil du være min?” spurgte jeg og smilede til hende. ”Ja jeg vil gerne være din Louis. Vi bliver dog stadig nødt til at holde det hemmeligt.” sagde hun og lagde sine hænder bag min nakke. Jeg vidste at vi blev nødt til at holde det hemmeligt, på grund af fansene og hendes forældre.

”Så der her betyder..?” spurgte jeg, usikker på hvad det betød. ”At vi kun går i seng med hinanden og ingen andre.” smilede hun. Jeg smilede også til hende og kunne mærke sommerfuglene i min mave flyve frem. Jeg var sikker på at mine følelser for hende var stærkere end hendes for mig, men jeg var lidt ligeglad. Hun var min lige nu og kun min. Jeg lænede mig frem og kyssede hende blidt på munden.

 

Amii’s synsvinkel

 

Jeg vågnede alene i min seng. Louis var sikkert gået ind til ham selv, så ingen fattede mistanke. Jeg havde en sjov boblende fornemmelse i maven, som jeg ærligt ikke forstod. Jeg fattede stadig ikke at jeg havde opfordret Louis til at bede mig om at være hans. Det havde bare føltes som det rigtige, som om det var meningen. Jeg vidste nu at jeg ikke måtte gå i seng med nogen andre, men det havde jeg heller ikke tænkt mig at gøre, selv hvis han ikke havde spurgt.

Jeg smilede for mig selv og rejste mig så op. Jeg skulle lige til at gå ind i stuen, da jeg kom i tanke om Harry. Vi havde lagt ham på sofaen og ladet han sove der. Jeg havde virkelig ikke lyst til at se ham lige nu efter hvad ham gjorde mod mig. Selv om han var fuld, synes jeg ikke at det undskyldte hvad han gjorde. Jeg var på den ene side glad for at Louis havde slået ham, siden jeg selv havde lyst til det. På den anden side var der ikke nogen der fortjente at blive slået i gulvet af deres bedste ven. Jeg måtte indrømme at jeg var blevet rørt da jeg hørte Louis grund.

Det virkede virkelig som om at jeg betød meget for ham og jeg var ikke sikker på hvordan jeg havde det med det. Jeg var nemlig ikke sikker på hvad jeg følte for ham. Jeg kunne bestemt lide ham, men jeg var ikke sikker på om det varmere end det. Jeg ville bare ikke have ham til at blive for vild med mig, siden det kun ville bringe komplikationer.

Jeg gik hen til min kuffert og fandt noget tøj at tage på. Siden det så lidt køligt ud udenfor, valgte jeg en mintgrøn sweatshirt med is på. Jeg var stadig i sommer humør og valgte derfor at tage et par hvide shorts på, så jeg havde bare ben. Jeg havde købt nogle virkelig fede hvide converse, med nitter på og dem valgte jeg også at tage på. Jeg fandt nogen mintgrønne smykker, som passede til trøjen. Mit hår satte jeg bare i en pæn hestehale, som jeg glattede. Jeg ville gerne være ret naturlig, så jeg tog bare lidt mascara på.

Inden jeg gik ind i stuen tog jeg en dyb indånding. Jeg var slet ikke forberedt på at se Harry og ville virkelig ønske at Louis var her sammen med mig. Jeg åbnede døren og så hen mod sofaen vi havde lagt Harry i. Han lå der stadig og sov. Hans næse og lidt af den ene kind var helt rød og blålig, så man kunne godt se at han var blevet slået. Da jeg kiggede på hans fredfyldte ansigt, glemte jeg helt at være sur på ham. Når man kiggede på den uskyldige sovende dreng var det svært at forstille sig at han kunne finde på at næsten tvinge en pige med i sengen.

Jeg satte mig i sofaen og kiggede lidt på ham. Jeg ville ikke vække ham og var derfor stille. Han rykkede lidt på sig og tog sig langsomt til hoved. Han så ud som han var i smerte og skar ansigt da hans ene hånd rørte ved hans kind. Han åbnede langsomt øjnene og kiggede sig lidt omkring. Til sidst landede hans øjne på mig og hans ansigtsudtryk skiftede fra forvirret til følelsesløst. Han kiggede lidt på mit ansigt og så var det som om noget gik op for ham.

Han sprang op fra sofaen og havde et pint ansigtsudtryk. Han kiggede undskyldende på mig og satte sig på hug foran mig. Jeg sad bare og måbende kiggede på ham. ”Amii. Jeg er så ked af det! Jeg har ingen ide om hvad der gik af mig. Jeg ville aldrig gøre sådan noget normalt, jeg er virkelig ´ked af det. Jeg var fuld og liderlig. Jeg hader mig selv for hvad jeg har gjort. Undskyld!” Harry snakkede ud i en linje og kiggede undskyldende på mig. Jeg sad bare stadig og kiggede på ham.

Jeg var ikke sikker på om jeg skulle tilgive ham. Han så oprigtig ud som om det pinte ham og jeg havde lyst til at fjerne hans triste udtryk. Jeg kunne ikke lide at se hans grønne øjne i smerte. Han studerede mit ansigt og bevægede sig langsomt hen mod mig. Det var lidt som om at han testede mine grænser. ”Amii, vil du ikke nok sige noget? Jeg vil gøre hvad som helst for at gøre det godt igen.” han var nu så tæt på at jeg kunne føle hans ånde på mit ansigt. Jeg kiggede bedende på mig og til sidst sukkede jeg. ”Du gjorde mig virkelig bange Harry. Virkelig. Du må love mig at det aldrig sker igen.” sagde jeg og kiggede ham seriøst i øjnene. Han nikkede ivrigt og smilede. ”Det lover jeg.” han bevægede sig lidt tættere på, men stoppede så brat op.

”Må jeg godt kramme dig?” spurgte han forsigtigt og studerede mine øjne. Jeg kiggede lidt på ham og nikkede så svagt. Han lagde sine arme omkring mig og jeg tøvede lidt, men krammede så også til sidst med. Jeg var usikker på om jeg skulle tilgive ham, men det føltes bare som det rigtige. Han var en god dreng og jeg var sikker på at han ville kontrollere sig selv. Som den person jeg nu er, ville jeg måske bære det lidt nag, men jeg skulle nok komme mig over det. Jeg kunne jo se på ham at han var ked af det over det han havde gjort. Jeg var bare ikke sikker på at Louis var lige så tilgivende som mig.

 

***

Så Amii og Louis er 'exclusive' hvad synes i om det? Tilgav Amii Harry for hurtigt? Hvordan tror i Louis reagere på at Amii har tilgivet Harry? Vil Louis tilgive Harry? Hvad tror Harry tænkte på den aften hvor hans næsten tvang Amii til sex?

Såååå mange spørgsmål haha. Håber i nød kapitlet! Like gerne.

Anni xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...