Miner {1D} +13

Amii McLeggan er kun 14 år gammel og er mega forkælet. Hendes far er virkelig succesfuld indenfor forretning så familien er meget velhaven. Amii er vandt til at få alt hvad hun peger på og får altid sin vilje. Hun bor i en stor villa lige udenfor London og elsker sit liv. Hendes far skal tit med til mange fester og inviterer Amii med til en. Amii møder der en meget tiltrækkene dreng, fra en bestemt drengegruppe, som hun er sammen med om natten. Hvad vil der ske i mellem dem. Hvad vil han gøre når han finder ud af at Amii er SÅ ung.
(Der kan være stødene sprog og seksuelle scener)

71Likes
155Kommentarer
10546Visninger
AA

15. Fight a little bit, then were good again

 

Harry’s synsvinkel

 

Jeg lagde langsomt mine arme om Amii. Efter noget tids tøven krammede hun heldigvis med. Jeg var næsten overrasket over hvor hurtigt hun tilgav mig. Det jeg havde gjort var forfærdeligt og jeg hadede mig selv for det. Jeg havde drukket over min grænse og jeg kunne bare huske hvor godt Amii så ud i sin korte kjole. Jeg kan kun sløret huske det der skete på hotelværelset. Jeg kunne kun huske hvor meget jeg havde lyst til Amii. Jeg kunne huske at hun skreg at jeg skulle stoppe, men jeg kunne ikke. Jeg havde ikke set andet end hendes bare hud. Hvordan jeg var kommet væk fra hende husker jeg ikke.

Jeg havde den sygeste hovedpine og hele min næse og noget af min kind gjorde ubeskriveligt ondt. Jeg kunne virkelig ikke huske hvad der var sket, jeg var bare glad for at jeg var blevet trukket væk fra Amii. Jeg tror ikke jeg ville kunne leve med mig selv hvis jeg havde såret hende så groft.

Efter noget tid hvor jeg bare sad og holdt om Amii, trak hun sig væk. Hendes øjne var lidt hårde, men ellers blide. Hun kiggede på min kind og det så ud som om hun kom i tanke om noget. ”Jeg går ned og tager noget morgenmad, måske skulle du også gøre dig klar.” sagde hun og rejste sig op fra sofaen. Jeg sad bare og kiggede efter hende, inden hun smækkede døren efter sig. Jeg sukkede lettet og gik ud på badeværelset. Et forskrækket gisp lød fra mine læber da jeg så mig selv i spejlet. Hele min næse og noget af min venstre kind var hævet. Det var tydeligt at jeg var blevet slået ret groft. Jeg studerede de lilla-gule mærker på min kind.

Jeg mærkede også forsigtigt på min næse og til min lettelse var den ikke brækket. Måske var noget af grunden til min hovedpine disse slag i ansigtet. Jeg prøvede at huske hvordan jeg havde fået dem, men min hjerne var blank. Jeg kunne ikke gå udenfor sådan her, folk ville kigge og der ville sikkert blive taget billeder af folk, som endte på internettet.

Da jeg igen rørte ved min kind, så jeg Louis ansigt for mig. Han stod og råbte og havde et hadefuldt ansigtsudtryk. Da jeg ikke reagerede, kunne man se at han blev hidsig og han slog mig. Min hjerne blev sort efter det. Jeg huskede lige pludselig det hele. Det var sløret, men jeg huskede det. Louis var kommet ind og havde heldigvis afbrudt os. Jeg kunne ikke huske hvad han havde sagt, men jeg vidste at han havde været sur. Ikke bare sur, men rasende. Han havde aldrig kigget så ondt på nogen, som han kiggede på mig. Jeg kunne kun huske at jeg havde kigget på Amii i et kort sekund og så havde han slået mig.

Jeg kunne mærke vreden bygge sig op i min krop og jeg løb nærmest hen til Louis dør. Jeg bankede ikke på, men brød bare ind. Louis låste aldrig sine døre, siden han godt kunne lide bare at kunne skyde sig frem og tilbage. Da jeg åbnede døren gik jeg igennem hans lille stue og endte på hans værelse. Han stod og var ved at trække en T-shirt over hoved. Han havde hørt mig komme ind og vendte sig om mod mig. Hans ellers så glade og blide blik ændrede sig til et hadefyldt et. Jeg blev lidt såret over at han kunne kigge sådan på mig, men glemte det da jeg huskede hvad han havde gjort.

”Louis, hva fanden har du gjort mod mit ansigt!” hvæsede jeg og gik tættere på ham. Han kiggede bare surt på mig og fnyste. ”Du fik fandme hvad du fortjente.” svarede han i et stille tonefald, der i den grad pissede mig af. ”Hvordan kan du sige det! Jeg ved godt at jeg gjorde noget forkert, men jeg fortjener sku da ikke at min bedste ven slår mig ud!” råbte jeg og gik hen og skubbede ham hårdt i brystet. Han vaklede lidt bagud og kiggede kort chokeret på mig. ”Du ville have voldtaget hende Harry!” råbte han tilbage og skubbede også mig i brystet. Jeg havde stadig hovedpine og kunne ikke rigtig holde balancen, men jeg væltede ikke med nød og næppe.

”Jeg er glad for at du trak mig væk, men hvorfor slog du mig? Du kunne bare have taget mig ind på et værelse og holdt øje med mig! Hvorfor slog du mig?” spurgte jeg. Hans ansigtsudtryk ændrede sig og han rynkede på næsen. ”Fordi..” sagde han og kiggede ned i jorden. Jeg slappede lidt af i kroppen og kiggede spørgende på ham. Alt vreden var sivet ud af min krop og jeg ville bare gerne have svar. ”Fordi hvad?” spurgte jeg, uden vrede i stemmen. Han kiggede skamfuldt på mig og jeg forstod ikke rigtig hvorfor. Jeg havde på fornemmelsen at det rigtig havde noget med mig at gøre.

”Fordi det var Amii…” mumlede han og kiggede ned i jorden. Jeg kunne ikke forstå papand hvad han sagde. Selvfølgelig var det Amii? ”Ja det var Amii? Jeg har sagt undskyld til hende Louis og hun har tilgivet mig.” sagde jeg og det var tydeligt at jeg ikke frostod noget af hvad der skete. Han kiggede overrasket på mig, med et lidt såret udtryk i øjnene. ”Har hun allerede tilgivet dig?” spurgte han, med en lille stemme. Jeg forstod virkelig ikke hvad der skete. ”Ja, hvorfor?” han kiggede på mig med et anderledes udtryk i ansigtet end jeg nogensinde havde set. Det viste på en måde omsorg.

”Det var bare hurtigt.” mumlede han. Jeg kunne se på ham at det pinte ham på en underlig måde. Jeg tættere på ham og lagde en hånd på hans skulder. ”Hør Lou. Jeg er virkelig ked af det jeg gjorde og jeg ved ikke hvorfor du slog mig, men jeg er villig til at lede det passere hvis du er.” han kiggede overrasket på mig og jeg smilede til ham, selvom det gjorde ondt i min kind. Jeg havde ikke lyst til at være uvenner med Louis. Han var min bedste ven og jeg var villig til at glemme hvad der var sket, hvis han var. ”Okay.” smilede han og krammede mig kort. Han gik derefter ud af døren, sikkert for at få morgenmad. Jeg undrede mig stadig over hvorfor han var så beskyttende overfor Amii, men jeg lod det bare passere.

 

Amii’s synsvinkel

 

Jeg sad og overfaldt min morgenmad. Jeg brugte med vilje ikke ordet voldtage, siden det stadig var traumatiserende det der var sket. Jeg snakkede lidt med Liam og Zayn, som var de eneste der var kommet ned til morgenmad. Niall var sikkert et eller andet sted, gud vide hvad han lavede. Harry var på mit værelse og Louis var på hans.

Jeg fik øje på Louis der kom ind af døren til restauranten. Jeg smilede til ham, men han gengældte det ikke og sendte mig bare et surt blik. Jeg sukkede og rejste mig fra stolen. Liam og Zayn kiggede kort på mig, men førte så deres samtale videre. Jeg satte efter Louis, som var gået ud på restaurantens terrasse. Der var ikke nok plads til at man kunne spise der, men man kunne bare stå og kigge på udsigten. Da jeg kom ud kiggede Louis kort på mig og vendte derefter hoved væk igen. Jeg stillede mig ved siden af ham og kiggede på ham. Han kiggede bare ned på jorden og så virkelig sur og skuffet ud. ”Louis…” sagde jeg, da jeg ikke vidste hvorfor han var sur. Han havde virket så glad i går efter vi havde aftalt at vi kun vart sammen med hinanden. ”Hvorfor tilgav du ham Amii?” spurgte han mig hårdt om. Jeg kiggede overrasket på ham og forstod ikke rigtig hvorfor han var sur over det.

”Fordi han var oprindelig ked af det Lou.” sukkede jeg. Han kiggede på mig med sure øjne. ”Det han gjorde var utilgiveligt og jeg fatter ikke du er så nem.” vrissede han. Jeg kunne mærke en klump danne sig i min hals. Louis havde lige kaldt mig nem. Han så at jeg havde tårer i øjnene og hans øjne blev straks blide. ”Undskyld Amii. Du er ikke nem.” sagde han og kiggede mig dybt i øjnene.

”Hvorfor tilgav du ham så hurtigt?” spurgte han i et blidt tonefald. Jeg kiggede op på ham og huskede min åndsvage grund. Jeg ville ikke se Harry ked af det. Jeg ville nu endnu mindre se Louis ked af det. ”Han så bar så ked ud af det Louis. Jeg tror virkelig at han fortryder hvad han gjorde.” jeg kiggede på ham for at se hans reaktion. Han så ikke glad ud, men det så ud til at han accepterede min grund. ”Du ved godt hvor glad jeg er for at du kom ind og afbrød ham ikke?” spurgte jeg, siden jeg ikke rigtig havde nævnt det. Jeg var virkelig glad for at han var kommet.

Louis kiggede på mig og smilede. ”Det er jeg nu også.” grinede han. Jeg lagde en hånd på hans arm og kiggede ham dybt i øjnene. Hans smukke blå øjne kiggede roligt på mig. Jeg havde sådan en lyst til at kysse hans fine læber, men huskede at hele restauranten ville kunne se os. Jeg havde ikke brug for mere drama i mit liv lige nu.

Louis smilede til mig og jeg blev helt blød i knæene af at kigge på hans smukke øjne. Jeg havde virkelig en svaghed for dem. Der var et særligt glimt i dem, som der ikke var i andres øjne. De gemte på så meget og man havde lyst til at vide hvad. Der var også en flot nuance af grå og lidt grønt.

Jeg rev mig væk fra hans øjne og vendte mig om for at gå ind. Jeg stivnede i min bevægelse da jeg så Harry. Han stod og stirrede på os med et underligt ansigtsudtryk. Hans mund hang åben og han lignede en der havde set et spøgelse. Jeg kunne se brikkerne falde på plads i hans hoved. Han vidste det.

 

***

Undskyld for det lidt kedelige korte kapitel. Det næste skal nok blive længere og der skal nok ske noget mere.

Like gerne!

Anni xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...