Miner {1D} +13

Amii McLeggan er kun 14 år gammel og er mega forkælet. Hendes far er virkelig succesfuld indenfor forretning så familien er meget velhaven. Amii er vandt til at få alt hvad hun peger på og får altid sin vilje. Hun bor i en stor villa lige udenfor London og elsker sit liv. Hendes far skal tit med til mange fester og inviterer Amii med til en. Amii møder der en meget tiltrækkene dreng, fra en bestemt drengegruppe, som hun er sammen med om natten. Hvad vil der ske i mellem dem. Hvad vil han gøre når han finder ud af at Amii er SÅ ung.
(Der kan være stødene sprog og seksuelle scener)

71Likes
155Kommentarer
10604Visninger
AA

23. A choice

 

Jeg trak mig fra Louis og kiggede ind i Harrys øjne. De viste sorg over hvad han lige havde set, men der gemte sig skyldfølelse bag sorgen. Jeg sad opret på Louis bryst og rejste mig hurtigt. Jeg var ligeglad med at man kunne se halvdelen af min røv. Det var jo ikke noget de ikke havde set før.

”Hvad har du gjort Harry?” spurgte jeg. På en måde var jeg bange for at finde ud af det. Han kiggede ned i jorden og kørte en hånd igennem hans uglede hår.

”Harry hvad har du gjort?” spurgte Louis, der ellers havde forholdt sig stille. Jeg kiggede over på ham og så at han også havde rejst sig fra sofaen. Han så lige så, hvis ikke mere, bekymret ud end mig. Harry kiggede igen på mig, ikke Louis, og sukkede.

”Jeg fortalte det til din far.” mumlede han og kiggede undskyldende på mig. Jeg kunne ikke sige noget. Hele min krop var lammet med forskrækkelse.

Han havde HVAD?!

Min krop var ikke længere lammet, men fyld med vrede.

”Du HVAD? Hvorfor? Du sagde at du ville lade os være glade. Lade mig være glad! Det her gør mig ikke glad. Hvad tænkte du på?” jeg hævede stemmen og trådte et skridt tættere på Harry. Der var ingen undskyldning for hvad han havde gjort.

”det ved jeg ikke Amii. Jeg tænkte ikke. Jeg vidste at du var sammen med Louis. Undskyld.” han kiggede bedende på mig og jeg forbandede mig selv for at jeg ikke kunne blive ordenligt sur på Harry. Han var såret. Jeg vidste ikke hvor godt han kunne lide mig, men tydeligvis mere end jeg havde regnet med.

”Harry hvad sagde du helt præcis til ham?” spurgte jeg med en lidt mere kontrolleret.

”Jeg ringede til ham og sagde at der var noget han ikke vidste. Så spurgte han selvfølgelig hvad det var og så forklarede jeg at i to havde et forhold til hinanden.” han kiggede nu forbi mig over på Louis. Hans ansigt blev straks mere uroligt og jeg kiggede over på Louis. Han havde et vredt ansigtsudtryk plantet på hans eller smukke ansigt. Louis tog en dyb indånding og gik lidt tættere på mig.

”Harry har du nogen ide om hvad det her betyder? Ikke bare for mig, men også for bandet. Jeg kan ende i fængsel og så er der ikke længere noget One Direction! Har du nogen ide om hvor meget du har ødelagt! Ikke kun min eller din karriere, men også de andre drenges! Amii er forhelvede under den seksuelle lavalder!” hvislede han koldt og kiggede på Harry som om han kunne myrde ham.

Bare af at se på Harrys udtryk, kunne jeg se at han ikke havde tænkt over min alder. Jeg kunne se realiteten sive ind og han fik tåre i øjnene. ”Det… det havde jeg ikke tænkt på.” hviskede han. ”Selvfølgelig havde du ikke det! Du tænker kun på dig selv og på hvordan du selv har det. Du tænkte overhoved ikke på at jeg kunne ende bag tremmer og at bandet kunne opløses.” råbte Louis og slog opgivende ud med armende.

Harry krympede sig under hans ord og så ud som om han var i smerte. Hans bedste ven stod råbte af ham og kaldte ham egoistisk, jeg forstod ham lidt. Jeg var virkelig sur over at han havde fortalt min far det, men bare af at se hans tårefyldte øjne forsvandt den vrede som dug for solen.

”Louis…” jeg lagde en hånd på hans bryst for at få ham til at falde ned. Han kiggede væk fra Harry, stadig med et vredt blik. Jeg blev overrasket over hvor hårdt hans blik var. Det ændrede sig dog hurtigt og blev blidere. ”Jeg snakker med min far. Du ender ikke i fængsel, fordi de skal bruge min tilladelse for at du har misbrugt mig og det får de ikke. Slap af okay, han er tydeligvis ked af det han gjorde.” sagde jeg med en stille stemme.

Louis fik et meget forvirret udtryk i øjnene. ”Hvorfor forsvarer du ham?” spurgte han undrende. Jeg trådte lidt væk fra ham og kunne se at hans forvirrede udtryk, blev mere trist.

”Det ved jeg ikke. Jeg… jeg ved det ikke.” hviskede jeg. Jeg vidste det ærlig talt ikke. Jeg burde være 100% på Louis side i den her sag, men alligevel finder jeg mig selv i at forsvarer Harry, der ikke fortjener at have mig på hans side. Louis kiggede over på Harry der kiggede på mig.

”Hvorfor?” spurgte han med en ret såret stemme. Jeg kiggede ned i jorden og kunne mærke en klump damme sig i min hals. ”Jeg… jeg kan ikke lide at se ham ked af det.” hviskede jeg og kiggede op på Louis med tårefyldte øjne. Hvis han før så såret ud var ingenting sammenlignet med hvor såret han så ud nu.

”Det er derfor du tilgav ham så hurtigt. Du har en svaghed for ham.” hans stemme var hjerteskærende. Jeg skulle lige til at protestere, men stoppede mig selv. Jeg havde en svaghed for Harry.

”Men min svaghed for dig er større.” hviskede jeg og gik tættere på Louis. Han kiggede på mig og rystede svagt på hoved. ”Det er ligegyldigt. Så længe du bare har en lille svaghed for ham, vil jeg aldrig helt kunne vinde.” hviskede han. Jeg rakte ud efter hans hånd og kiggede ham dybt i øjnene. De viste usikkerhed. Han ville have mig til at modsige det han lige havde sagt.

Jeg prøvede, men havde ikke lyst til at lyve for ham. Han nikkede svagt da han indså at jeg ikke ville sige noget. ”Ring når du har snakket med din far.” hviskede han og forsvandt ud af stuen. Jeg kunne mærke at mit hjerte faldt ned i maven på mig og hele min krop længtes allerede efter ham.

Derfor løb jeg efter ham. ”Louis!” råbte jeg og fangede ham lige inden han skulle til at åbne døren. Han kiggede håbefuldt på mig og smilede svagt. Jeg sprang ind i hans arme og knyttede ham tæt ind til mig. ”Du vil altid vinde Louis. Altid.” hviskede jeg i hans øre. Han strammede sit greb om mig. Jeg gav slip på ham og kyssede ham blidt på læberne. ”Kør mig hjem så er du sød.” sagde jeg.

”Okay. Sig lige farvel til Harry.” mumlede han og stillede sig ventende op af dørkarmen. Jeg nikkede og bevægede mig igen ind i stuen. Harry sad på sofaen med sit hoved begravet i hans hænder. Bare tanken om at han græd, knuste mit hjerte en lille smule. ”Vi tager hjem og snakker med min far.” sagde jeg og skulle til at gå da Harry kiggede op på mig. Hans øjne var let røde og jeg kunne se nogle glimtende tårer på hans kind.

Uden at vide hvad fanden jeg havde gang i gik jeg hen til ham, satte mig på hans skød og knugede ham tæt ind til mig. Han holdt stramt om mig og jeg følte en underlig tryghed. ”Undskyld.” mumlede han. Jeg trak mig væk fra ham. ”Jeg tilgiver dig ikke så let denne gang Harry. Lad være med at udnyt at jeg ikke kan lide at se dig ked af det.” mumlede jeg og kyssede ham på kinden. Jeg rejste mig og så at han smilede lidt, inden jeg gik ud til Louis.

 

Harry’s synsvinkel

 

Jeg kiggede efter Amii med et lille smil placeret på læberne. Jeg kørte min hånd over mit ansigt og mærkede at det stadig var fugtigt. Jeg havde slet ikke tænkt mig om da jeg ringede til Amii’s far. Jeg havde bare været så såret over at hun tydeligvis var helt væk i Louis og kunne ikke klare tanken om de to sammen.

Jeg ville bare finde en måde at få dem fra hinanden og hendes far virkede som en god løsning på det tidspunkt. Jeg kunne godt se nu at det var det dummeste jeg kunne have gjort. Louis havde virkelig banket realiteten ind i mit hoved da han råbte af mig. ikke nok med at det kunne få alvorlige konsekvenser for ham, så ville det også give os andre drenge konsekvenser. Der var ikke noget One Direction uden Louis.

 Hvad fanden havde jeg gjort?

Jeg sukkede og begravede mit hoved i begge mine hænder. Det eneste positive ved hele situationen var at Amii havde en svaghed for mig. Som Louis sagde: Han ville aldrig helt kunne vinde hvis hun havde en svaghed for mig.

Det ville jeg holde fast i med hele mit hjerte. Så længe Amii havde en svaghed for mig, ville jeg have en chance. Hvis hun kom helsindet ud af det her rod jeg havde skabt for hende, ville jeg gøre præcis det modsatte af hvad hun bed mig om.

Jeg ville udnytte hendes svaghed for mig.

 

Amii’s synsvinkel

 

Køreturen hen til mit hus forløb i stilhed. Jeg fik det mere og mere dårligt jo tættere på huset vi kom. Louis parkerede foran den store mur, der omkredsede huset. Han kiggede på mig og smilede svagt. ”Jeg venter her i en time og så tager jeg hjem. Ring hvis der er noget ellers kom ud i bilen.” sagde han og kyssede mig kort på munden. Jeg smilede svagt til ham og åbnede døren.

Jeg trykkede koden til låsen på porten og lidt efter åbnede den. Jeg gik op af den lange indkørsel og kunne mærke mit hjerte bankede hurtigere for hvert skridt jeg tog. Og ikke positivt bankende som med Louis, men ’jeg bliver slagtet om fem minutter’ bankende. Jeg åbnede hoved døren og gik stille ind i stuen. Min mor var ingen steder at se, men min far sad i sofaen.

Da han fik øje på mig var hans ansigtsudtryk vredt. ”Amii vi skal snakke.” sagde han og pegede på sofaen overfor hans. Jeg gik stille hen mod den og kiggede nervøst på ham inden jeg satte mig. ”Far jeg-” mere nåede jeg ikke at sige inden han førte sin hånd op i en bevægelse der fortalte mig at jeg skulle være stille. ”I hvor lang tid?” spurgte han. Jeg kiggede ned i bordet, der stod imellem de to sofaer. ”Siden første gang vi mødtes.” mumlede jeg.

Jeg kiggede op på min far og så hans skuffede ansigt. Han tog en dyb indånding, tydeligvis for at få styr på sig selv. ”Jeg vil ikke have at du nogensinde ser ham igen. Jeres såkaldte forhold er slut.” hans stemme var bestemt og han kiggede hårdt på mig. Vreden byggede sig op indeni mig og jeg kiggede ondt på ham.

”Det kan du ikke mene! Du kan ikke bare sige sådan til mig.” jeg hævede stemmen lidt og hans blik blev endnu hårdere. ”Det kan jeg og det gør jeg. Jeg er din far og dermed din værge, hvilket vil sige at jeg bestemmer over dig. Du er kun fjorten Amii og han er enogtyve! Det er ikke bare ulovligt, men også forkert.” hans stemme var blevet en del højere. Jeg kunne slet ikke kende den her side af min far. Han havde aldrig i hele mit liv hævet sin stemme overfor mig.

”Men jeg har brug for ham! Jeg vil ikke have andre end ham!” jeg kunne mærke at klumpen i min hals voksede og fik min stemme til at knække. Min far så chorkeret på mig. ”Hvad mener du med at du har brug for ham?” spurgte han stille.

”Jeg kan ikke uden ham far! Jeg er forelsket i ham og jeg vil ikke leve mit liv hvis ikke han er en del af det!” råbte jeg, mens tårende løb ned af mine kinder. Jeg rejste mig op fra sofaen og skulle til at løbe ud, men min fars stemme stoppede mig. ”Du vælger lige nu Amii. Det bliver ham eller din familie. Du bliver nødt til at sige farvel til en af tingene.” jeg kiggede ham direkte ind i øjnene og kunne mærke at jeg ville fortryde det jeg skulle til at sige resten af mit liv.

”Så vælger jeg ham.” med de ord forsvandt jeg min fars sårede ansigtsudtryk og løb ud af døren til Louis.

 

***

 

Omg! Amii valgte Louis over sin familie. Hvad tror i der ellers kommer til at ske? Vil Amii's svaghed for Harry blive et problem og hvordan synes i deres forhold er? Hvad med Louis og Amii? 

Håber i nød kapitlet.

Please like <3

Kys Anni xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...