Marana


0Likes
0Kommentarer
124Visninger
AA

1. Vognen med den hvide hest

Marana vågnede af fuglenes tidlige og uforstyrrede sang. Solen tittede kun lige frem fra bjergene og der var stadig et tyndt lag tåge over landsbyen Tania. Hun gabte og kiggede hen på hendes storesøster Lorena, der stadig sov. Marana kunne ikke se nogen grund til at vække hende. Hun satte sig stille op i sengen og trak en rødbrun tunika ned over hovedet. Udenfor var luften stadig kølig i den tidlige morgen, men Marana kunne mærke at Tania ventede en varm og lang dag. Hun begyndte at fodre hønsene, derefter grisene, indtil alle dyrene var mætte. Landsbyens mænd og unge drenge begyndte at vågne da solen viste sig rund og stærk oppe over bjergene. De var på vej ned til stenskredet. Marana fulgte dem længselsfuldt med øjnene og da hun kun kunne se deres hoveder, skyndte hun sig op til toppen af stenene for at se dem forsvinde helt igennem klipperne.

Tania var en lille landsby der lå i landet Romalia. Den lå i en fordybning i klipperne. Det eneste grønne i miles omkreds var nogle tætvoksende, høje grantræer der lå rundt om den iskolde klare sø, cirka en kilometer fra landsbyen. Den eneste grund til at landsbyen stadig fandtes var det hårde arbejde drengene og mændene gjorde nede i stenskredet hver dag. Det var farligt, og derfor kun et job for mændene. Marana ville også gerne gøre en indsats, men ingen lyttede til hende. Hun syntes nu selv at hun nok kunne klare lidt drenge arbejde.

Marana var langt væk i sine tanker, og så drømmende ud i luften, da en varm pigehånd lagde sig på hendes skulder. Hun gispede chokeret, og hørte sin søster Lorena's stemme.

”Hvad tænker du på?” Hun satte sig ned på stenen ved siden af Marana.

”Har du aldrig tænkt på hvordan det føles?” Marana holdt en pause og sukkede drømmende. ”Altså at være en dreng. Du kan få lov til at arbejde. Du kan gøre en indsats for landsbyen. Føler du nogensinde at du gør noget for alle dem der bor her?” Marana kiggede på Lorena med et lysende og spørgende ansigt. Lorena rystede voksent på hovedet og kiggede på Marana. Så rejste hun sig op.

”Vi skal gå nu, de andre venter", sagde hun bedrevidene.

Det var den tid på året hvor folk fra landsbyerne omkring Tania kom for at bytte alle deres korn og kød, for skattene der blev gravet og slebet nede i stenskredet. Marana elskede den tid fordi der kom folk fra den anden side af landet, de kom fra steder hvor hun aldrig havde været før. Hun drømte tit om at komme ud og opleve hele det smukke land, havet og græsset. Hun havde hørt så meget om havet. Hvor smukt det var, med det hvide brusende skum på toppen af de mørkeblå bølger, selv ikke i sin vildeste fantasi kunne hun forestille sig hvor smukt det ville være i virkeligheden. De folk der kom havde også smukke og farverige gevandter. Hjemme i Tania havde man ikke råd til at købe dyrt og flot tøj. Maden kom i første række og når der var nok til hele vinteren købte man det varmeste stof, så man kunne sy noget der varmede til den kolde vinter, som altid varede flere måneder i Tania.

Marana kunne mærke spændingen i folkemængden fra Tania da de så de første, flot pyntede og farverige handelsvogne komme kørene ned ad vejen. Hver vogn havde en brun eller sort hest spændt fast med flot perle seletøj. Der var så meget at se og Marana havde svært ved at rumme det hele. Den ene vogn var flottere end den anden. Der var én vogn der skilte sig ud. Den havde en hvid hest med en sort manke og hale spændt fast til den mest særprægede vogn Marana havde set; den var hvid med flotte farverige spiraler og tegn og der hang spraglede snore over det hele. Manden der kørte vognen var lille og man kunne se de første gråsprængte hår i hans lange sorte hestehale. Han havde dybe folder i ansigtet og man kunne tydeligt se at han havde kørt langt. Det kunne være de kom hele vejen fra havet, tænkte Marana spændt. Hun så vognen køre væk og lagde først nu mærke til en ung dreng der sad på taget af vognen. Han smilede til hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...