Om natten


2Likes
0Kommentarer
468Visninger

1. Om natten

Han vader rundt på må og få om natten. Mellem de spidse, iskolde bjerge der gør landskabet stort, farligt. Elsker det, og hader det. Angsten følger ham, som en tro følgesvend. Som en ven, næsten. Men det er angsten, ikke til at komme udenom. Den er som en lille tæge der hægter sig fast. Forsvinder ikke bare. Ved siden af angsten er forbløffelsen og glæden. Forbløffelsen over skønheden. Over den overvældende og fuldstændige skønhed. Glæden ved at vade. På må og få, bare vade rundt.

Han forestiller sig tit, at han er med i en film. Og musikken. Scenen ville være melankolsk. Meget trist. Men også smuk. Uendelig smuk. Instruktøren ville få en masse priser, for at have fundet på netop denne scene. Musikken ville være stille. Helt stille. Som en slags ”stilhedens musik”. Og den ville stige i takt med at månen brød frem mellem skyerne. Spredte sit lys på klipperne, og vejen hvor han vader rundt. Den ville gøre scenen endnu smukkere. Tryllebinde publikum, så de aldrig ville glemme denne scene. Den ville blive brugt til tusind eksempler på den perfekte filmscene.

Men han, han ville ikke få noget ud af det. Ser ham jo kun fra ryggen. Han ville ikke være i stand til, at bevise at det er ham. Godt det ikke er en film.

Huset ser så uhyggeligt ud. Ligner et kranie. Alle huse ligner faktisk kranier. Det har han fundet ud af. Hvis man ser efter, og har lidt fantasi. Sort fantasi vel og mærke.

Hans skygge kommer til syne på den rå asfalt. Den bliver lang og mærkelig. Klam. Han kan bedst lide når skyggen er bag ham. Så ved han, han er alene. Uden nogen forstyrrelser. Han kan se, bilens lygter på de små buske. Dem som ligner små hårtotter. Bilen passerer ham. Bryder den uendelige stilhed i et kort øjeblik. Vender så hurtigt tilbage. Stilheden. Den presser mod hans ører. Gør ham næsten døv. Den er værre end larm. Meget værre. Den river ham op indefra. Der er derfor der skal være musik i den her scene. Så man ikke bliver døv af stilheden.

Han stopper et øjeblik. Ser ned på asfalten. Tænk hvis det hele bare er en illusion. Fup, rup og stup. Tænk hvis det hele bare er noget han tror. Men i virkeligheden slet ikke er rigtigt. Usandt, forkert. En drøm. Nej ikke en drøm, et mareridt.

Han begynder at gå igen. På de endeløse veje. De endeløse betonstier. Ligeså hårde som den frosthårde jord. Iskolde. Men han vader bare. Vader rundt på må og få.

Et par stjerner titter frem bag månens lys. De kæmper sig frem, ligesom ham. Bortset fra, at de er virkelige, ligner de hinanden ret så meget. De er så uendelig smukke. Som små pragteksemplarer. Små perfekte...

Han ser ned igen. Kan ikke holde al den skønhed ud. Alt for perfekt. Alt, alt for perfekt.

Bjergsiden har nu skiftet farve. Den er blevet lidt mere rød. Orange. En sky går for månen. Alt bliver sort igen. Måske er det bedst sådan. Hvis alt hele tiden var sort. Nemmere.

Han går et skridt mere, men stopper så. Ser hen på kraniet igen, og så på den nu lyserøde bjergside.

Lukker øjnene, trækker vejret dybt. Den frostklare luft fylder dem.

Solen bryder frem. Farver alt. Alt sort forsvinder. Gør det umuligt, men så alligevel. Og så rammer den første solstråle vejen, og han forsvinder. Som støvkorn i en brise.

Som dug fra solen...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...