Fix You - 1D

Skylar Lydia Brooks. En snobbet og forkælet møgunge, der er kendt for at være kendt. Det er normalt det, Skylar bliver forbundet med. Hun er kendt for at feste for meget, skabe sig i pressen og have røven fuld af penge. Men hvad ingen ved, er at det hele er en maske. Skylar’s mor døde da hun var 10 og hendes far er ligeglad med familien. Hendes 13-årige lillebror, Eli, ligger på et hospital i London med kræft, og svæver mellem liv og død. Alt Skylar har, er hendes storebror Darin. Da Darin bliver nød til at flytte fra L.A. til London, på grund af sin skuespiller karriere, beslutter Skylar sig for at flytte med, for at være tættere på sine brødre. Men hvad sker der, når hun pludselig til en fest møder One Direction? Og hvad med kærligheden?

9Likes
6Kommentarer
1378Visninger
AA

3. London

 

London

Det tog mig ikke mere end 2 dage at pakke. Jeg skulle ikke have så meget med, jeg kunne bare købe noget nyt. Jeg havde pakket en kuffert til Eli med hans ting. Til mig selv havde jeg pakket noget tøj og sko og alle de ting der mindede mig om min mor.

Jeg havde knap snakket med min far om det. Jeg havde fortalt ham det, men han var ligeglad. Jeg var 19, hvis jeg ville flytte, måtte jeg flytte. Det ville ikke blive svært at flytte. Jeg havde efterhånden ingen venner som jeg ikke kunne undvære. Jeg havde engang haft rigtige venner. Venner der var ligeglad med hvor mange penge jeg havde. Venner der ville ofre deres liv for mig. Venner der ville stå op klokken lort om natten, bare for at snakke med mig i telefonen. Men jeg havde skubbet dem væk da Eli blev syg. Det hele var blevet for meget for mig. Min mor var her ikke, Eli var syg og min far var ingen støtte. Dem jeg ikke havde skubbet væk, havde jeg skræmt væk. Mest fordi jeg var kommet længere og længere ud det seneste år.

London skulle være anderledes. Jeg ville have rigtige venner, slut med stoffer, og jeg ville skære ned på festerne. Jeg ville prøve og finde job og virkelig tage mig sammen. Og mest af alt ville jeg være der for Eli og gøre Darin stolt.

Flytte dagen kom. Darin havde fået flyttet møbler og store ting der over, og nu var det kun os der manglede. Han havde sagt han ville hente mig først på eftermiddagen. Det var kun morgen, men jeg kunne ikke sove. Jeg glædede mig, for første gang i 2 år, til noget. Jeg var hoppet i et par lyse hullede bukser, en grå sweater med dyb udskæring og et par sorte stiletter. Jeg vidste ikke hvordan vejret var i London, men det var sikkert en del koldere end her. Jeg kiggede over på mine to tasker og to kufferter. Jeg kunne ikke fatte der her skete. For første gang i lang tid, følte jeg mig glad. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg skulle væk! Væk fra det her lorte liv.

Jeg mærkede min mave knurre. Jeg havde helt glemt at spise. Jeg gik nedenunder og gik ud i køkkenet. Gad vide om der for en gangs skyld var noget ordenligt i køleskabet. Der var ikke andet end æg og mælk. Når ja, jeg kunne da også lave røræg.

Jeg stod og fløjtede mens jeg rørte rundt i æggene på panden. ”Du fløjter. Det er da en sjældenhed.” Jeg fik et chok. Det var min far. Jeg sukkede. ”Det har heller ikke været super meget at være glad for her på det sidste, vel?” Han brummede og satte kaffe over. ”Hvad skal du i dag, siden du er så glad?” mumlede han fraværende. Lyden af min kæbe der ramte jorden kunne næsen høres. Spurgte han hvad jeg skulle i dag? Jeg fnøs. ”Når jeg tænker over det, undre det mig ikke at du ikke kan huske det.” Jeg lagde æggene på en tallerken og åbnede skuffen for at få en gaffel. Han kiggede undrende på mig. ”Jeg skal flytte i dag, far. Det er derfor jeg er glad,” svarede jeg spydigt og hamrede skuffen i igen. Jeg vendte mig om og stormede op af trappen. ”Skylar!” råbte min far efter mig, men jeg ignorerede ham.

Først på eftermiddagen, kørte Darins bil ind på gårdspladsen. Jeg tog mine kufferter og gik nedenunder. Min far sad i stuen og læste avis, da Darin kom ind af døren. ”Hej stump,” smilede han til mig og gav mig et kram. Min far måtte have hørt ham, for han havde rejst sig og var kommet ud til os. ”Darin,” mumlede han og prøvede at smile. Darin kiggede bare på ham. ”Er du klar Sky?” spurgte han, og vendte igen sit blik mod mig. Jeg nikkede og tog en kuffert og en taske. Darin tog den anden kuffert og taske. ”Jeg siger til Eli at vi skulle hilse,” mumlede Darin tvært. Han blev stående i døren og kiggede efter os, da vi kørte ud af gårdspladsen.

London var… Meget anderledes fra L.A. For det første var her koldere, og så var der mere overskyet. Og man skulle lige vende sig til accenten. Men vores lejlighed var for fed. Darin havde lovet mig værelset med walk-in skabet. Det var en penthouse lejlighed i midten af London. Tæt på alting. Også tæt på Eli.

Man skulle tro Darin tænkte det samme. Vi havde været her i en time, da han kom ind på mit værelse. Han lænede sig op af dørkarmen. ”Jeg tænkte på om du ville du med op og besøge Eli?” spurgte han og gjorde et nik mod døren. Jeg nikkede med et smil på læben og tog min jakke.

Gud, hvor jeg hadede hospitaler. Stod det til mig, skulle Eli med os hjem. Men det var ikke op til mig. Vi gik ned af de lange gange. Alting var hvidt, og her sygeligt rent. Hvad var det for et sted at have børnehospital? Endelig nåede vi stue 23. Jeg kunne se Eli gennem det lille vindue i døren. Det tøj og den seng, kunne få alle til at se syg ud.

Darin bankede stille på døren og skubbede til den. ”Bank bank.” Elis ansigt lyste op. ”Darin, Sky!” smilede han stort. Han ville ud af sengen, men Darin fik stoppet ham. ”Wow, wow, wow, pas nu på, lille fyr. Sygeplejersken siger du skal blive i sengen,” smilede han. Jeg gav ham et stort kram og rodede ham i håret. ”Se da lige dig. Hår på hovedet og det hele,” smilede jeg. Han rettede på det korte strithår. ”Jeg starter først kemo igen i næste uge, så jeg nyder det så længe jeg kan,” smilede han stort. ”Se hvad vi har smuglet med ind” smilede Darin og hev en plade af Elis yndlings chokolade frem. Han fik store øjne. ”Jamen, sygeplejersken siger jeg ikke må spise for meget usundt, når jeg ikke kan være med aktiv,” så han trist ud. Jeg tog chokoladen fra Darin. ”Det her? Det er da ikke usundt!” Jeg vendte pladen om. ”Se! Der er sukker i. Sukker kommer fra sukkerroer, og er en sukkerroe ikke en grønsag?” spurgte jeg forbavset. Eli grinede. Jeg kiggede over på Darin, der stod og smilede. Eli så rask ud nu. Ja, han var bleg og lidt tynd, men det havde været værre. Vi vidste det blev værre når han startede kemo igen.

Vi sad og delte chokoladen og snakkede. Det var så rart og se ham sådan her. ”Hey Buddy, vi skulle for resten hilse fra far,” smilede Darin. ”Hm,” mumlede Eli og kiggedde ud af vinduet. ”Eli, han vil gerne komme, men han har meget travlt,” trøstede jeg ham og agede ham på armen. ”Kan vi ikke snakke om noget andet?” spurgte han fraværende. En sygeplejerske kom ind. ”I bliver desværre nød til at gå nu. Eli skal hvile sig,” smilede hun. Hun forsvandt ud af døren igen. ”Kunne du glo lidt mere åbenlyst på hendes røv?” drillede jeg Darin. Han løftede forvirret hovedet. ”Hvad?” ”Ja, hun er vildt lækker, ikke?” smilede Eli stort. Jeg puffede til ham. ”Eli!” ”Jesus Christ Sky, jeg er kun menneske!” forsvarede han mig. Darin grinede. ”Det er min lillebror,” smilede han og rodede Eli i håret. Jeg rystede opgivende på hovedet. ”Vi ses snart, ikke?” smilede jeg og gav hans arm et klem. Han nikkede glad. ”Ses makker,” smilede Darin og gav ham high-five. Vi rejste os og var på vej ud. ”Darin?” spurgte Eli stille. Vi vendte os om. ”Ja makker?” ”Vil du ikke lære mig at spille fodbold til sommer?” Darin blev stille. Han så fortabt ud. Jeg puffede til ham. ”Selvfølgelig,” svarede Darin stille og smilede svagt.

Darin sagde ikke noget hele vejen hjem. Det gjorde jeg heller ikke. Der var ingen af os der vidste om vi stadig havde Eli til sommer. Det kunne de ikke fortælle os. Og det var hårdt. Det var dog svære de gange, hvor vi ikke vidste om det var sidste gang vi så ham. De mange nætter hvor man bare lå og ventede på at telefonen ringede. Det var uden tvivl de værst.

Næste dag var trist. Det var lørdag, og jeg havde ingen planer for aftenen. Darin havde planer, så jeg skulle nok bare være hjemme. Jeg gik ud i stuen og dumpede ned i sofaen. Jeg greb ud efter fjernbetjeningen og tændte for fjernsynet. Hvorfor var der aldrig noget spændende i fjernsynet? Fodbold, skodfilm, dokumentar, nyheder og flere skodfilm. Jeg sukkede. Typisk. Darin kom ind i stuen. Han grinede og jeg kiggede ligegyldigt på ham. Jeg rettede igen min opmærksomhed mod fjernsynet. ”Skal du bruge aftenen i joggingbukser foran fjernsynet?” ”Ja, sådan ser det ud,” mumlede jeg. ”Tag dog ud og lav noget,” prøvede ham. Jeg sendte ham et alt for sødt blik. ”Nu er det jo ikke fordi jeg har så fandens mange venner her.” Han stod og trippede lidt. Han havde ondt af mig. ”Hør. Jeg skal til sådan noget Award tam-tam og jeg har alligevel ikke nået at finde en date, så jeg har en ekstra billet. Tag dog med,” smilede han. Jeg løftede et øjenbryn. ”Seriøst?” Han nikkede og pegede på mine joggingbukser. ”Men ikke i dem der.” Jeg små grinede. ”Tak,” smilede jeg taknemligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...