kældren i huset på hjørnet


1Likes
2Kommentarer
219Visninger

1. Mord

4 år, 3 dage og 48 minutter, siden jeg havde snakket med nogle. Men det var fint, jeg var tryk i mørket. Det var her jeg hørte hjemme, i mørket hvor ingen kunne se mig. Her var jeg skjult, det var derfor jeg kun sneg mig ud i ly mørket.

Det var den 27 januar. Det store hus på hjørnet rungede af de høje råb fra køkkenet, jeg listede hen af gulvet i min lange natkjole og kiggede gennem den lille dørsprække, far stod med ryggen til. Han var sur meget sur. Jeg vidste mor ville forlade os. Selv om jeg kun var syv vidste jeg at det ikke var godt og jeg vidste hun var ond. Da klokken var 8.00 kom far op og kyssede mig blidt i panden og sagde at det hele var fint og der ikke var noget galt. Men jeg vidste at hun ville forlade os. Da roen havde lagt sig over huset på hjørnet, listede jeg ned i køkkenet. Jeg kravle op på bordet så jeg kunne få fat i den store kniv, som far brugte til at hakke fisk med. Gulvet knagede under mine fødder da jeg listede ind i gæsteværelset, hvor mor sov. Jeg lænede mig ind over hende og jog kniven ned i hendes bryst. Hun skreg og skreg, mens blodet flød gik der et stød igennem min krop, et rus af magt. Et begær efter at se mere blod, drev min lille krop frem igen og igen. Efter det blev der mørkt i min hukommelse.

Det næste jeg husker er børnehjemmet, de mørke vægge var som et bur. Jeg var fanget der uden håb eller mod, men langsomt begyndte jeg at opdage, at jeg ikke var som de andre. Jeg var ikke som pigen overfor, med det lange lyse hår de flotte røde kinder og de blå øjne. Jeg var mig med det korte hår der voksede ned over mine øjne og som skjulte mig fra alle de andre børn, de onde ord og de pegende fingre. Den anden gang jeg begik mord, var der gået et lille år siden jeg havde dræbt min mor. Jeg havde listede mig ind på pigen overfors værelse. Jeg var bevæbnet med et langt rusten søm, som jeg  havde brugt flere dag på at hive ud af væggen. Jeg vidste det skulle gå stærkt, så jeg løb med hurtige skridt hen til døren overfor. Jeg hoppede ind af døren og hen til hendes seng, mens jeg stod der indså jeg min store magt. Jeg stod med hendes liv i hænderne, jeg kunne bestemme hendes skæbne. Den stærke lugt af metal havde spredt sig ud i rummet og gjorde mig vild af begær og magt, mens hendes blød løb ud i hendes seng og gennemblødte de hvide lagner.  Den aften forlod jeg børnehjemmet.

I fjorten dage var jeg på flugt, om dagen gemte jeg mig i forskellige kældre og om natten bevægede jeg mig i skyggen. I starten var det min familie jeg jagtede, de skulle straffes. Da de var blevet spurgt, om de ville have mig havde de sagt nej. Efter alle de dage nåede jeg til sidst hjem til huset på hjørnet. Porten knirkede da jeg skubbede den op, på den anden side rejste mit barndomshjem sig over mig.

Det kunne tydeligt ses at det var lang tid siden nogle havde vovet sig tæt på huset. De store træer som plejede at blive klippet hver sommer, var blevet større og havde filtret sig ind i hinanden. Deres grene langede ud efter en, som om de ville hive en ind i det filtrede net. Fliserne på terrassen var knækkede og døren til huset på hjørnet stod på hvid gab. Huset mindede mig om et ansigt med de store mørke ruder, som lignede store øjne der kiggede tomt ud i luften og døren var en gabene mund der ville opsluge mig. Jeg gik langsomt ind i huset og gik gennem gangen for at komme ned i kælderen. Men noget fangede min opmærksomhed, på knagen ved siden af døren, hang min fars gamle slidte jakke. Han var den eneste person der holdt med mig. Han svigtede mig ikke og da de kørte mig bort til børnehjemmet, var han gået i stykker og var forsvundet. Jakken lugtede af støv og snavs, men mest af alt af min far. Jeg smed jakken fra mig og gik ned i kældren og lod mig opsluge af mørket. Det er her jeg er nu, det er 4 år 3 dage og 57 minutter siden jeg gik her ned, jeg var kun lige blevet otte på det tidspunkt. Normale børn i den alder er sikkert kun lige begyndt at tænke over deres tøj. Men da jeg ankom hertil lignede jeg ikke et barn, jeg var ikke et barn, jeg var heller ikke menneske, jeg var og er et monster, der hungre efter blod, mord og magt. Jeg har nu boet her i kældren i huset på hjørnet i 4 år 3 dage og 1 time. Det er min base, efter hvert mord jeg begår, vender jeg tilbage hertil og skammer mig. Jeg hader det, jeg hader at det er det der gør mig glad, men det er den jeg er og det er jeg begyndt at forstå. Ligegyldigt hvor meget jeg end hader det, er det blodet og magten der giver mig styrke og liv. Det er mærkeligt, jeg har hverken spist eller drukket i lang tid og hvis jeg prøver, kaster jeg det altid op. Det kan ses, mine ribben stikker ud og mit tøj som burde være fire størrelser for småt, hænger omkring min krop i store poser.

Men i nat vil jeg begå mit sidste mord. Før jeg kan få fred er der et sidste mord jeg må begå og det er den tanke, som driver min svage krop op af de stejle tapper. Først op til stuen, så første sal, dernæst anden sal og til sidst står jeg oppe på loftet. Der er kun en måde at begå dette mord på. Jeg åbner den store kiste, hvor alt min fars jagtudstyr er og tager en stor kniv op af kisten, den er omkring 30 cm lang og fem cm bred. Jeg tager selvsikkert fast om kniven, mens jeg kravler ud af vinduet for at kigge ud over byen før mit sidste mord. Jeg mindes alle de gange jeg har myrdet i denne by. Det var her det hele begyndte og det er her det hele skal ende. Jeg hæver for sidste gang kniven og ser på den mørke skikkelse i huset overfor. Så jager jeg kniven ind i mit bryst, hvorefter jeg lader mig falde, ned mod de hårde fliser. Jeg ser mit liv passere revy for mit indre blik, blod og skrig fylder mit hoved og så rammer mørket mig. Et sort mørkt hul og jeg har fået fred.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...