For evigt.

Dette er en novelle jeg har skrevet til skolen og jeg blev anbefalet at ligge den på nettet, så jeg ligger den på denne hjemmeside da jeg selv holder meget af at læse her, det er ikke sikkert at den er helt gennemført men det er også en af mine første noveller.

0Likes
3Kommentarer
222Visninger
AA

1. Dette er kun en novelle så der kommer ikke flere kapitler.

For evigt

Jeg mærkede vinden i mit hår, jeg følte mig fri. Jeg er ligeglad med hvad jeg har været igennem, eller dem det har kostet livet. Jeg vil ligge det bag mig for evigt, aldrig tænke på det igen..

 Lægge det bag mig, for evigt....!

 

Jeg sad der, ventede på de 10 år ville gå, på de mange liv jeg har taget, at femten år ikke er nok, jeg har taget mere end 100 år fra mennesker der stolede på mig, og folk jeg stolede på. De ville tilgive mig alt hvad jeg gjorde galt, men jeg kunne ikke klare det, hvorfor behandlede han mig på den måde, ødelagde mit liv, smadrede det. Han er ikke det værd, de fortalte mig at jeg ikke skal tænke mere på ham, men jeg kunne ikke lade være, det eneste jeg har lyst til er at smadre hans hoved med, ja hvad som helst der smerter og dræber.. Jeg ville se ham lide, se ham ligge der og dø som han fik mig til at gøre ved Evance, jeg ville aldrig tilgive ham. Men de sagde det bare ville blive værre, jeg kunne ikke gøre det mod ham, jeg skulle lære at beherske mig, ikke gå amok selvom jeg ikke vil acceptere det han gjorde mod mig. Jeg gik rundt hver dag og ventede på en chance til at slippe væk, den kom ikke. De overvågede mig dag og nat jeg havde ingen mulighed for det, jeg var fanget...

 

"Hun sagde jo at hun kunne lære det, at hun ikke ville gøre det? Men hun gjorde det alligevel?", "Hvorfor?". Nej, du skal ikke græde igen søde Nila hun gjorde det ikke for at skade dig, hun vidste ikke hvad hun gjorde, hun var jo påvirket. Den eneste du kan beskylde det er ham, det var ham der fik hende ud i det, hun var jo bare den søde lille pige der gjorde hvad alle sagde, hun var for alene om det ikke stærk nok, hun skulle have haft hjælp! "HVORFOR VAR DER INGEN DER HJALP HENDE!", hun fortjente bedre ikke med det hun har været igennem. "Jeg kører ud til kirkegården nu, jeg vil lige sige farvel en sidste gang." Jeg kørte og kørte, jeg følte bare ikke jeg kom nogen steder, det var som om jeg var frosset fast, som om mine ben ikke ville reagere på at jeg sagde de skulle begynde at gå, det var som verden var gået i stå, som om alle andre end mig er væk. Der kommer en gående forbi mig som for mig til at vågne op, han kigger på mig som om jeg er døden nær, som om jeg er vanvittig. Jeg skynder mig bare hen til kirkegården, løber ned 2 stier og fem grave hen, den nyeste grav på kirkegården, da jeg ser den læser navnet, det er for hårdt tårerne presser på, jeg kan ikke holde dem inde, jeg lader dem få frit løb nu, ikke mere noget med at holde mig tilbage jeg vil vise min sorg vise at Evance betød alt for mig, og at HUN ikke skal komme og søge trøst her når hun engang, måske kommer tilbage.

 

At være spæret inde er ikke nogen gave, men det føltes som en befrielse efterhånden. Jeg skulle ikke høre på hendes families sorg, hendes venners sorg, alles sorg. Der er dog en sorg jeg skal høre på, min egen og den var værst. Jeg gik rundt og fandt piller jeg kunne tage, og bagefter skære mig selv til blods. Hvorfor gjorde jeg denne skade, det kan jeg godt spørge mig selv om nogle gange, hvad tænkte jeg på da jeg gjorde det. Men nu har jeg gjort skaden, og det kan ikke ændres selvom jeg ville ønske jeg kunne. Når jeg lå på briksen for at sove, var det eneste jeg så for mig, Evance død med blod over det hele, og jeg som stod med kniven, ikke vidste hvad jeg skulle gøre bare vente på politiet ville komme og finde mig. Jeg ser mig selv kigge ned på hende, med strålerne øjne fuld af umenneskelighed, som jeg kalder det. Hun kiggede bare op på mig med fuldt uforstående øjne, med et glimt af skræk. Dog kommer skrækken først op i hendes øjne da hun ser kniven i min hånd, hun spørger mig hvad det er jeg vil gøre, hvorfor jeg har den skarpe kniv. Jeg fortæller hende at hun skal komme med hen for at se et cirkus nummer, og at hun skal lægge sin skjorte og nederdel på stolen. Det gør hun, og hun har meget store forventninger da jeg altid plejede at tage hende med i cirkus. Hun står og venter i hendes underkjole og kigger med julelys i øjnene og forventer det store. Men så springer jeg hen, stikker kniven igennem hjertet på hende, i det øjeblik kigger hun forundret ikke skræmt eller hadefuldt, men forundret på mig. Hun giver et lillepige gisp fra sig, og falder så om. Det er først der jeg ser hvad jeg har gjort, ser skaden jeg har gjort ved min lille Evance, hun er død og jeg har dræbt hende og det vil jeg aldrig kunne gøre om, jeg har kunst en masse drømme, hendes drøm om at blive linedanser, jeg ser alle billederne komme frem hende der rider på min ryg hvor jeg er hest og hun er tæmmer. Jeg løber hen til hendes døde krop, kan overhovedet ikke mærke alkoholens virkning længere, jeg ser ned på hendes øjne ser den glas agtige glans de har fået, de har stadig den samme intensitet som de plejer at have bare mere dødt. Jeg begynder at skrige, ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv smider rundt med stole, finder et lagen jeg kan lægge over hendes tynde døde krop. Men det eneste jeg finder er fyldt med blod, jeg er klar over at naboerne har fattet mistanke har sikkert allerede ringet til politiet. De må dræbe mig hvis det er det de vil, de kan påføre mig lidelser hvis det er det de vil, bare det gør ondt. Det eneste jeg ønsker for mig selv, er at dræbe ham og mig!

 

Da jeg vågner næste morgen har jeg haft den samme drøm som sidst, det samme igen jeg ser da jeg dræber Evance, ser hendes forundrede øjne det blik, det sidder som cement til min bevidsthed. Jeg begynder at skrige ned i hovedpuden, det er i dag 11 år siden jeg dræbte hende. Hun ville have fyldt 17 år i morgen, og nu hvor jeg ved hvad smerte er, og jeg er ude af alt hvad jeg har gjort er det forbi, jeg kan ikke leve med det på sjælen. Det er for hårdt. Jeg har en masse spørgsmål som jeg ikke engang selv kan svare på, og jeg ved ikke hvem jeg kan gå til, så de må blive ubesvarede i min bevidsthed.

Det er i dag jeg bliver løsladt, jeg kan begynde igen. Glemme ham, alle hans dumme løfter, bare glemme ham for evigt, aldrig mere tænke på ham. Jeg kan blive et frit menneske, stifte familie, aldrig tænke på min lille søde Evance igen.

 

Min dejlige elskede lille søster, jeg fortryder af hele mit hjerte hvad jeg har gjort mod dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...