Wanna Play? - 1D (12+)

Emilia og Naja har vundet to ugers ophold i det britiske boybands hjem, sammen med dem. De rejser derhen alene, og støder ind i nogle store problemer...

Fofattere:
Emilia<3: Emilia.
HarrysMofo.: Naja.

OBS: Aldersgrænse: 12!!
BTW: i må meget gerne skrive en kommentar, og give os kritik, ros (whatever), så vi ved hvad vi skal gøre bedre til næste gang:-)

16Likes
3Kommentarer
1880Visninger
AA

15. Just friends(Louis synsvinkel)

Zayn kom brasende ind på mit værelse.

"Hvad er der?" spurgte jeg nervøst.

"Vi må nød til at snakke sammen! Jeg ved godt vi bare aftalte at ligge det bag os, det med Emilia, men det kan vi ikke! Hun er her nu!" sagde han. Jeg fik store øjne.

Emilia?

Var hun her?

Igen?

Jeg sukkede. "Fint lad os få talt", sagde jeg. Han tog en stol, og satte sig på den. Der var stille. Det var svært at starte den her samtale. Det var jo heller ikke noget man snakkede om til hverdag....

"Hvad skal vi gøre?" spurgte jeg. Han trak på skuldrende.

"Jeg ved det ikke.... Hun har følelser for os begge to", sagde han.

Hvad?

Følelser, for os begge?

"Har hun sagt det til dig?" spurgte jeg. Han nikkede.

Jeg kiggede ned i gulvet. Havde hun virkelig også følelser for Zayn?

"Hvad tænker du?" spurgte Zayn. Jeg kiggede op på ham. "Ikke noget...", sagde jeg stille.

"Louis...."

Jeg kunne mærke på ham at han ikke ville lade være, før jeg havde sagt noget.

"Okay fint! Jeg havde ærlig talt troede at mig og Emilia havde noget specielt sammen. At vi ikke kun flirtede, men at der lå mere i det..." sagde jeg.

"Det troede jeg også, Louis! Vi begge tog fejl! Desuden ligner det, at hun også er ved at få følelser for Niall...", sagde han.

Jeg fik store øjne.

Nogle ord, som jeg aldrig havde troet ville komme ud af hans mund!

Niall? han var da overhovedet ikke hendes type?

"HVAD!" råbte jeg. Han nikkede.

"Hun er virkelig svær at gennemskue...", sagde han. Jeg nikkede. "Jep.. Det er alle piger bare i det hele taget", sagde jeg. Vi sukkede begge.

"Det er svært det her", sagde jeg, efter lidt tid, " jeg har følelser for hende, og jeg kan ikke bare glemme hende! Hvorfor skal der komme en pige i mellem os?" Han trak på skuldrende. "Det skal der heller ikke! Selvom vi begge har følelser for hende, og hvis hun bruger beskidte knep igen, så må det aldrig ødelægge vores venskab!", sagde han. Jeg smilede. Han klappede mig på ryggen.

"Vi må nød til at snakke med hende om det! Os begge to på samme tid", sagde jeg. Han nikkede. "Sååå... skal vi så gøre det nu?" spurgte jeg. Han bed sig i læben, og nikkede.

Emilias synsvinkel:

Jeg havde ringet til min veninde i Danmark, og fortalt hende hele historien.

"Hvad skal jeg gøre?" sluttede jeg af med. "Jeg ved det ikke, Emilia... Det er ikke så godt, det du har rodet dig ud i", sagde hun. "Jeg ved det", sagde jeg stille.

Der var stille.

"Hør. Tag det som det kommer. Jeg lover dig, på et eller andet tidspunkt for i det løst, og så er der ikke mere i det". Hun lød overbevisende, men alligevel usikker. Jeg sukkede.

"Jeg ved det... Der er bare et problem... Jeg har følelser for dem begge".

Døren gik op, og Louis og Zayn kom ind på mit værelse. "Emilia... Kan vi lige snakke med dig?" spurgte de.

"Nathja, jeg må nød til at ligge på nu", sagde jeg. Vi sagde farvel, og så lagde jeg på.

"Ja...", sagde jeg stille til drengene. De satte sig ned på sengen ved siden af mig. Det var ikke Najas seng mere, hun var flyttet ind til Harry.

SÅ ja, jeg sov alene...

Helt alene.

Snøft.

It was gonna be awkward...

De to drenge sad bare og kiggede på mig, som om de ventede på at jeg skulle sige noget! Men hvad kunne jeg starte med at sige?

"Hey drenge, hvad så? Jeg har følelser for jer begge, og jeg ved sgu ikke rigtigt hvad vi gør nu hvor jeg også skal "bo" her?"

Nej, vel?

Jeg kiggede ned i jorden.

Øjenkontakt ville jeg helst ikke have med dem lige nu...

"Undskyld... Til jer begge to... Det var dumt af mig", sagde jeg.

Stille fra deres sidde af.

Jeg kiggede på dem.

"Hør... Det her er altså svært for mig! I sidder to drenge, som er sure på mig, og ikke siger noget. Helt ærligt?"

Bitchen Emilia kunne ikke lige holde sig tilbage med de ord...

Ups.

Louis sukkede. "Vi kan ikke bare sige at det er okay, for det er det jo ikke... Men vi vil heller ikke være sure på dig mere. Det her ødelægger så meget stemningen i huset, hvis vi bliver ved", sagde Louis, og kiggede over på Zayn.

Zayn fortsatte: "Kan vi ikke bare ligge det bag os nu, og lades som om det overhovedet ikke er sket! Vi er venner. Kun venner!"

Louis nikkede sig enig.

Venner.

Kun venner.

Intet andet...

Selvfølgelig ville jeg da det...

Tsk...

Uden jeg vidste af det, lavede jeg et lille nik.

Utroligt at de ikke havde spurgt ind til, hvorfor jeg var her? De havde sikkert nok fået det at vide af Liam, Niall eller Harry, men alligevel, de kunne godt lige spørge!?

"Altså... Jeg tror alligevel stemningen bliver anderledes selvom vi har lagt det bag os... At vi siger det, er en ting, men rent faktisk at gøre det, er ikke noget jeg er god til... Jeg er stadig ked af det, og jeg tror ikke jeg vil kunne holde ud at være i samme hus som jer", sagde jeg.

De måtte nød til at få det at vide.

Om de så blev ked af det, vrede, sure, glade, whatever, så skulle de altså have det at vide.

"Jeg tror jeg rejser hjem".

Ordene fik dem til at kiggede med store øjne på mig.

"Nej!" kom det fra Louis. Jeg nikkede svagt.

"Jeg... jeg kan ikke.... Undskyld drenge. Det er ikke jeres skyld, men.... hvis jeg er sammen med jer, så kommer jeg nok til at tænke på det..." sagde jeg, og kiggede ned i jodren igen.

"Okay", sagde Zayn.

Ordene fra Zayns mund lød kolde.

Var han fuldstændig ligeglad?

Vi havde lige siddet og aftalt at vi ville ligge det bag os, og så for jeg stadig bare et koldt "okay"?

Jeg sukkede, og rejste mig og gik ud på toilettet.

Tårerne var ved at vælte ud af mine øjne. Hvorfor græd jeg egentlig?

Jeg havde jo selv besluttet at jeg skulle hjem!

Og det blev i morgen. Det havde jeg allerede besluttet!

Naja skulle alligevel hjem til sin familie i morgen, og så ville jeg bare tage med der.

Hun måtte altså ikke få noget at vide, før i morgen.

Jeg havde tænkt mig at sige det til hende i sidste øjeblik, for så kunne hun ikke nå at få mig overtalt til at blive.

Jeg var faktisk ikke engang sikker på, om hun vidste at jeg havde det dårligt!?

Jeg mener, selvfølgelig havde jeg sagt det til hende, men jeg havde ikke siddet og tudet foran hende. Jeg havde prøvet at være glad, lige siden vi steg ind i flyet på vej hjem til Danmark første gang!

jeg var heller ikke sikker på hvordan hun ville tage det?

Enten ville hun sige:"det er okay, jeg forstår det godt", eller også ville hun sige: "Det kan du ikke gøre!?" og blive totalt sur...

_______________________________________________________________________________________________

Uuuuh, hvad sker der mon nu?

Skriv gerne en kommentar om hvad i tror der sker!

Tusind tak fordi du læser vores historie! Det betyder rigtig meget for os.

I må meget gerne like og skrive en kommentar om hvad i synes om den!

xxxxxxxxxxxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...