Wanna Play? - 1D (12+)

Emilia og Naja har vundet to ugers ophold i det britiske boybands hjem, sammen med dem. De rejser derhen alene, og støder ind i nogle store problemer...

Fofattere:
Emilia<3: Emilia.
HarrysMofo.: Naja.

OBS: Aldersgrænse: 12!!
BTW: i må meget gerne skrive en kommentar, og give os kritik, ros (whatever), så vi ved hvad vi skal gøre bedre til næste gang:-)

16Likes
3Kommentarer
1884Visninger
AA

14. Idiot. (Naja's synsvinkel)

Jeg fulgte med forstanderen ind på mit værelse. Jeg stirrede først på metalsengen med den tynde madras og så over på en sort håret pige, bort set fra et par enkelte mørkelilla striber, hun var klædt i sort fra top til tå. Fedt. Ikke nok med at jeg skulle ligge og sove på... noget der lignede en seng, skulle jeg også dele værelse med en tøs der lignede hun aldrig rensede make-up? Jeg så tilbage ud på den efterhånden tiltalende gang. Jeg ville hellere sove derude ind herinde. For det første stank der af gammel pizza og sure sokker, for det andet kun et toilet, for det tredje uhyggelig pige, for det fjerde der var edderkoppespind i loftet! Jeg gøs og hørte døren lukke tungt bag mig. ''Hej...'' jeg forsøgte at smile venligt. ''Hey, ha' en øl?'' hun rakte en støvet flaske hen imod mig. ''Nej tak,'' jeg løftede det ene øjenbryn. ''Hey, det er okay,'' hun smilede tomt, ''det er ikke alle der kan tage den slags. Hvor gammel er du?'' Jeg så lidt rundt i rummet. ''18, dig?'' spurgte jeg. ''18? Også mig, fed alder,'' sagde hun, ''har du brug for hjælp til din bagage eller...?'' Jeg så ned på min kuffert og så på hendes beskidte negle. ''Jeg klare mig,'' jeg smilede. ''Fedt nok, sig endelig til hvis du bliver tørstig eller mangler noget,'' hun slog med hovedet og forsvandt. 

Jeg sukkede og begyndte at redde min seng. Den gamle dyne var støvet og lugtede langt væk af alkohol og røg. Føj for satan! Jeg lagde mit One Direction betræk på. Det eneste der lige var rent. Jeg stirrede på Harry. Jeg sukkede og vendte dynen om. ''Der er time om to minutter. Vi ses i Biologi 1. års elever!'' Jeg sukkede. ''1. års elever. Det må jo inkludere mig,'' sagde jeg til mig selv og rettede hurtigt på håret. Jeg tog mit penalhus og gik hurtigt ud af døren. 

Jeg gik ned ad gangen, folk gloede selvfølgelig. Jeg rødmede og gemte ansigtet i mit tørklæde. Jeg satte farten op og fulgte skiltene. 

Læreinden snørrede snerpet munden sammen da jeg trådte ind midt i disikeringen af nogle grønne løvfrøer. ''Godmorgen, hvad for dig til at... troppe op på sådan et tidspunkt?'' spurgte hun og tørrede den lille kniv af i et lommetørklæde. ''Ikke for noget, mrs. Girick, men det er kun 2 minutter siden timen startede og hvis jeg ikke tager meget fejl så....'' hun afbrød mig. ''Stille! Her på skolen, lille frøken, tillader vi ikke et enkelt sekunds forsinkelse,'' hun smilede falskt, ''tre overtrædelser af nogen af skolens regler, så står du på rensning af ovnene i kantinen foruden eftersidning selvfølgelig, det her kan vi tage som det første skridt mod de brændte madrester, fra årevis tilbage, på ovnene i kantinen. Sæt dig på din plads.'' Jeg nikkede hurtigt og satte mig på den tomme plads ved siden af en lyshåret fyr. Klassen grinede lidt. Jeg gloede skræmt ned på den grønne frø. ''Eww...'' peb jeg stille og sank en klump. ''Tag jeres kniv,'' sagde læreinden. Jeg tog forsigtigt kniven og kiggede på min sidemand. Han smilede og udstødte et lille grin. ''Ny her?'' spurgte han. Jeg nikkede. ''Her,'' han tog den lille kniv, ''lad mig ordne det.'' Jeg nikkede. ''Det højre ben skal i nu åbne ind til,'' sagde hun. Kniven skar med lethed igennem frøens tynde skind. Jeg rynkede på næsen og kløede mig i panden. ''Super Wellingson! Helt perfekt!'' hun smilede til min makker. Han nikkede langsomt op til hende og hun gik. Han så hen på mig. ''David. David Wellingson og du er?'' han smilede. ''Naja,'' jeg gengældte hans smil. ''Sødt navn til en sød pige,'' han blinkede. Jeg stivnede og smilede nervøst. ''Har du nogen at spise frokost med i frikvarteret?'' spurgte han. ''Altså faktisk...'' han afbrød mig. ''Glimrende! Så er det en aftale,'' sagde han hurtigt. ''Ja... okay så,'' jeg nikkede langsomt.

''Hvad foretrækker du så at lave i din fritid?'' David smilede til mig. Alt andet end at høre på dig plabre om dine italianske sko! ''Forskellige ting,'' jeg smilede. ''Hvad foreksempel? At se godt ud?'' han rykkede tættere på. ''Måske..'' sagde jeg og satte mig over på den anden side af bordet, ''men jeg har en kæreste...'' Jeg mærkede en tristhed ligge sig over mig. ''Eller... jeg er ''sammen'' med en,'' sagde jeg og rejste mig, ''undskyld mig.'' Jeg tog min bakke med mad og prøvede at finde Emilia.

Fint så, jeg kunne ikke finde Emilia, min make-up var væk og der var bare entet 3G herude, men det var vel ikke verdens undergang. Jeg sukkede og gik op imod mit værelse. Jeg åbnede døren. ''Hej,'' Harrys stemme, ''hvordan går det?'' Jeg så hurtigt op. ''Harry?'' jeg stirrede på ham, ''hvad laver du her?'' Han smilede og satte sig på min seng. ''One Direction betræk? Sødt,'' han rettede på sit hår, ''ser jeg lige så dum ud på det som jeg husker?'' Han vendte dynen om. ''Jep,'' han nikkede for sig selv, ''det gør jeg.'' Jeg sukkede. ''Hvad laver du her?'' spurgte jeg igen. ''Jeg fik aldrig rigtig sagt ordentligt farvel, men det bliver vidst heller ikke nødvendigt at sige farvel,'' han rejste sig. ''Du er den største idiot i verdens historien,'' jeg rystede på hovedet, ''tror du virkelig at du bare kan komme her og så er det helt okay at du bare lige tog til New York?'' Han bed sig i læben. ''Sig ''idiot'' igen,'' hviskede han og trak mig indtil sig. ''Hvorfor?'' jeg rullede med øjnene. ''Bare gør det,'' sagde han. ''Okay. Idiot,'' jeg løftede det ene øjenbryn. Han smilede og pressede blidt sine læber imod mine. ''Jeg elsker dig,'' han krammede mig, ''undskyld.'' Jeg lagde armene om hans hals. ''Hvordan kom du overhovedet herind?'' spurgte jeg. ''Nogen havde glemt at lukke vinduet,'' han trak mig med ned og ligge på sengen. ''Hvordan vidste du at det her var mit værelse?'' spurgte jeg. ''Det er din bh,'' han pegede på en stol. ''Det er bare sært at du ved det, okay?'' jeg grinede. ''Ja.. lidt,'' han nikkede og smilede. ''Jeg troede ikke du var til at holde på,'' sagde jeg. ''Hvad mener du?'' spurgte han og kyssede min kind. ''De andre sagde at man ikke kunne regne med dig,'' jeg trak på skuldrene. ''Naja... du betyder rigtig meget for mig... siden du kom har jeg ikke tænkt på andet end dig,'' han satte sig op, ''det er altså vigtigt at du forstår det.'' Jeg så op på ham. ''Jeg elsker dig altså,'' han så alvorligt på mig. ''Gør du?'' spurgte jeg, ''så bevis det dog!'' , ''Hvordan?'' han lagde sig ned på min side. ''Det ved jeg sgu da ikke, bare.. lad vær' med at opføre dig som om jeg bare er en selvfølge,'' sagde jeg. ''Hvad laver du egentlig her?'' spurgte han, ''du burde være hjemme i Danmark lige nu. Du burde havde glemt mig for lang tid siden.'' Jeg sukkede. ''Min mor troede at jeg ville blive glad når jeg fik af vide at jeg skulle på kostskole i England,'' sagde jeg. ''Hvorfor?'' spurgte han. ''Hun tror stadig at jeg er helt væk i One Direction og det er jeg ikke,'' jeg rullede med øjnene. ''... Det der var bare ondt,'' han grinede. ''Jeg ved det,'' jeg smilede. ''Så din mor ville slet ikke tillade hvis dig og Emilia tog med tilbage til os?'' spurgte han. ''Nej.. eller jo.. eller måske...'' jeg var forvirret nu. Det her var forvirrende. Det føltes underligt at ligge her i armene på Harry, på en kostskole i England. Alt her var så røv kedeligt! Jeg ville bare hjem til drengene. Jeg ville have at Harry skulle hviske ting ind i mit øre, mens vi lyttede til hans yndlings musik og jeg kunne grine og kigge ud af de der mega store vinduer i deres lyse stue. ''Hør, jeg ordner det her,'' han rejste sig, ''du tager med mig hjem, og det gør Emilia også.'' Jeg vågnede op fra mine tanker. ''Hvad? Nej! Det kan du da ikke bare gøre?'' sagde jeg. ''Jo, pak dine ting,'' han pressede kort læberne imod mine og gik. Sjovt, han troede rent faktisk at jeg havde tilgivet ham. Idiot.

Jeg sukkede lettet da jeg endelig var ude fra de store tunge metal låger, der havde holdt kostskolens elever isoleret fra resten af verden. Jeg mærkede Harry lægge armen om mig. Jeg så kort over på ham og skubbede hans arm væk. ''Hvad har jeg nu gjort?'' spurgte han. ''Du har ikke bevidst at du elsker mig,'' sagde jeg og trak på skuldrene, ''jeg lader ikke folk, der tydeligvis ikke elsker mig, lægge armen om mig.'' Han lagde hovedet tilbage, så op i himlen og stønnede fustrereret. ''Hvad vil du have mig til at gøre?'' han fulgte efter mig, der gik med hurtigt skridt hen imod hans bil. ''Se det er jo så der du selv skal finde ud af,'' jeg smilede flabet og tog hans bilnøgler fra ham. Jeg låste bilen op og bankede nøglerne ind i hans brystkasse. Han stønnede og greb klodset nøglerne i luften. Fjols.

Jeg åbnede bildøren med det samme og gik direkte ind mod deres hus med Harry i hælende. ''Naja!'' han tog fat i mit håndled. Emilia styrtede ind i huset. ''Du må ikke være sur på mig,'' jeg kunne mærke hans blik hvile på min ryg. Jeg vendte mig om og trak mit håndled ud af hans greb. ''Hvorfor ikke? Jeg mener du er jo pisse ligeglad med mig,'' jeg vidste godt at jeg så såret ud, ''du tager til New York for at være med i et fucking talkshow ikke mere end to dage efter, at du har sagt, at du elsker mig og at du ikke vil have, at jeg tager hjem?? Du har overhovedet ingen idé om hvor meget du såre mig, du er så skide kold i røven af alle dine penge og din berømmelse, at du ikke skænker andre mennesker en tanke! Og hvis du endelig vil vide det, så troede jeg også et øjeblik, at jeg elsker dig, men jeg tog vidst fejl.'' Jeg nærmest spyttede ordene ud. ''Jeg elsker dig,'' han lagde hænderne på mine kinder og pressede læberne imod mine. Jeg kæmpede imod og skubbede ham væk. ''Stop! Lad mig være!'' jeg gik op imod huset og vendte mig så om. ''Ved du hvad?'' sagde jeg, ''bare lad mig være, du skal slet ikke snakke til mig før du kan bevise, at jeg betyder noget for dig, at du elsker mig!'' Jeg skubbede døren op og lukkede den lige i ansigtet på ham.

Jeg tog mine sko af og løb op på gæsteværelset. ''Det her er bare løgn!'' udbrød jeg, da jeg så to fyre sidde på hver sin af sengene. ''Jamen halløjsa,'' de sendte mig et flirtende blik, ''skal du også sove herinde?'' Jeg stirrede skræmt på dem. ''Nej... jeg.. jeg..'' Harry kom ind og reddede mig. ''Hun sover hos mig,'' sagde han. ''Hvad?! Nej! Så hellere herinde, eller hos Liam! Huh, hvad ville du sige til det?'' jeg sendte ham et vredt blik. ''Oh, ''din pige'' er vidst lidt mobs,'' drillede en af fyrene. ''Hold nu kæft, Andy,'' han grinede. ''Nej, faktisk, så har klammesen der en pointe, jeg er jo sur på dig,'' jeg bankede min albue ind i hans mave. De to fyre grinede. Jeg rullede med øjnene og gik.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...