Wanna Play? - 1D (12+)

Emilia og Naja har vundet to ugers ophold i det britiske boybands hjem, sammen med dem. De rejser derhen alene, og støder ind i nogle store problemer...

Fofattere:
Emilia<3: Emilia.
HarrysMofo.: Naja.

OBS: Aldersgrænse: 12!!
BTW: i må meget gerne skrive en kommentar, og give os kritik, ros (whatever), så vi ved hvad vi skal gøre bedre til næste gang:-)

16Likes
3Kommentarer
1911Visninger
AA

13. Here we go...(Emilias synsvinkel)

Her var vi så. Igen.

Jeg var knap nok nået at komme hjem, før mine forældre sendte mig til England igen...

Heldigvis sammen med Naja!

Goldbird school, England.

Lignede jeg en der orkede det?

Vent... I kan jo ikke se mig.... lige meget.

Jeg sukkede, og åbnede døren ind til et værelse. Det var så her jeg skulle sove i 1 år....

Haha, det gad jeg godt nok ikke!

Jeg forstår virkelig ikke hvordan mine forældre kunne have det i tankerne!?

Jeg gik forsigtigt ind på værelset. En parfumeret duft spredte sig i værelset. Jeg hostede en gang, og kiggede mig omkring. To senge stod op af hver sin væg, med et lille skrivebord ved siden af. Et kæmpe spejl, med et lille bord under, der var dækket af en masse makeup.

Oh Nej... Jeg ville ikke bo sammen med en dulle!

Pleaseeee sig at det ikke var en total bitch!

En pige kom frem ude fra toilettet. "Hej!" sagde hun venligt, "du må være hende den nye pige! Hyggeligt at møde dig! Jeg er Sandra, hvad hedder du?" Hun rakte hånden frem til mig.

Well, hun virkede da meget venlig!

Thanks god fordi hun ikke var en bitchy!

"Jeg er Emilia", sagde jeg, og smilede. Jeg lagde mine ting på sengen, og satte mig på en stol der stod ved siden af.

Det var ikke fordi der var grimt på skolen! Faktisk, så var her overraskende pænt!

Men jeg følte mig stadig ikke hjemme...

Sandra gik over til vinduet og åbnede det. "Undskyld hvis jeg fylder lidt meget... Jeg har altid boet alene, såå...", sagde hun. Jeg nikkede.

Akavet stemning...

Det værste i hele verdenen er akavet stilhed!

Jeg kunne ikke bo sammen med en i et år, hvor der var en akavet stemning i mellem os!

 

Vi skulle til time nu. Hende der Sandra var allerede gået, og havde efterladt mig alene på en kæmpe fremmed skole...

Naja kunne jeg ikke få øje på. Hun forsvandt også altid!

Mit største problem var at jeg skulle gå i en klasse.

Jeg kendte ingen!

INGEEEEN!

Naja og jeg kom ikke engang i samme klasse!? Hvad var det her for et mareridt...

Jeg åbnede forsigtigt døren ind til et klasse lokale. Blikkene vendte sig hurtigt over mod mig.

Dem alle sammen!

Akaaaaavet...

"Heeej...", fik jeg fremstammet. Læren smilede. "Du må være Emilia! Kom ind og sæt dig", sagde hun venligt, og pegede over mod en plads, hvor jeg kunne sidde. Jeg satte mig. Undervisningen var gået i gang, og af en eller anden grund ville deres øjne ikke rykke sig fra mig.

Akavet...

Jeg vidste ikke hvor jeg skulle Kigge hen? Lige meget hvor jeg kiggede, støtte jeg ind i en der sad og kiggede på mig.

Faktisk, så tog jeg to drenge i at savle.

Akavet og ad på samme tid!

"Jeg vil gerne have jer alle til at kigge op på tavlen nu!" udbrød læren, og straks vendte deres blikke sig væk fra mig.

Det var befriende, for nu kunne jeg endelig sidde og ''tjekke'' drengene ud, som sad lige foran mig.

Det så da liiiidt godt ud!

 

"EMILIA!" Jeg vågnede med et sæt! Jeg var åbenbart faldet i søvn.

Ups...

At falde i søvn på den første dag, er ikke noget godt tegn!

Seriøst, jeg måtte nød til at komme væk fra denne skole!

"Heej fru.... et eller andet... Hvordan går det?"sagde jeg og smilede.

Læren stod lige foran mig.

"Ikke så godt når du ligge og sover i mine timer! Det gør det ikke bedre at det er den første dag du er her, og så falder du i søvn, i stedet for at lytte efter! I har pause nu..", sagde hun, og gik. Jeg troede lige at jeg havde fået en sød lære, men jeg tog vidst fejl...

 

Jeg var ikke sulten. Ikke tørstig. Jeg ville faktisk bare gerne hjem. Tankerne kørte rund i mit hoved.

Louis og Zayn.

Jeg havde såret dem begge.

De gad ikke at snakke med mig mere.

Det kom nok alligevel heller ikke til at ske...

Hvordan kunne jeg egentlig være så dum, og tro at jeg kunne spille spillet uden rigtigt at vide hvad jeg gjorde? At komme hjem til dem, og tage dem begge med i sengen. Det var faktisk mit mål i starten, men nu... Ville jeg faktisk ønske at jeg ikke havde vundet de der billetter!

De gad ikke engang at sige farvel til mig?

Jeg sagde farvel til Niall, Liam... Og da jeg så kom til Zayn, kiggede han på mig, uden at vise nogle følelse, og gik. Jeg fulgte ham med øjnene, indtil jeg ikke kunne se ham mere. Bagefter gik jeg over til Louis. Jeg skulle til at sige noget men han holdte en hånd op foran min mund, og gik i samme retning som Zayn.

Jeg ville sige ordenligt farvel...Ikke det her.

Jeg besluttede mig for, at gå ind på mit værelse. Jeg orkede ikke at møde nye mennesker lige nu.

Jeg drejede rundt om hjørnet til der hvor mit værelse var. Jeg roede i min taske, for at finde nøglerne. Jeg tog nøglerne frem og kiggede op fra  tasken. Et uventet blik mødte mit.

En dreng. Lyst hår. Kasket.

Niall.

Han stod lige foran mig.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre? Jeg vidste ikke om jeg var glad for at se ham? Og hvorfor var han er egentlig? Hvordan vidste han, at vi var her?

Han trak mig ind i et varmt kram. Det føltes dejligt! Han strøg hans hånd op og ned ad min ryg. Tårerne kom frem. Jeg kunne ikke holde dem tilbage nu.

Selvfølgelig savnede jeg drengene! Hvem fanden prøvede jeg at narre?! Jeg trak mig væk, og låste op ind til mit værelse. Han satte sig på min seng, og kiggede rundt. Jeg satte mig ved siden af ham.

"Hvorfor er du her?" spurgte jeg, efter lidt tid. Han trak på skuldrende. "Vi vil have jer med hjem. Harry er her også. Han finder Naja, og jeg skulle så finde dig." sagde han.

Hvorfor? Hvorfor ville de have mig med hjem?

Louis og Zayn var sure på mig! De hadede mig!

Jeg havde lyst til at spørge om hvordan han vidste hvor jeg var, men jeg kunne ikke. Jeg ved ikke hvorfor, min mund kunne bare ikke forme de ord...

"Emilia... Jeg ved godt du havde forventet at se Louis eller Zayn, me-", "De er sure på mig, og gider ikke at snakke med mig. Jeg ved det godt..." sagde jeg, og kiggede ned i jorden.

Der var stille.

"Hvordan kunne det være, at du gad at komme?" spurgte jeg. Han trak på skuldrende. "Hvorfor skulle jeg ikke ville det? Emilia... Fordi du har såret to drenge, betyder ikke at du er et dårligt menneske! "

Smilet var svært at få frem.

Men det kom.

Han tørrede en tåre væk fra mit øje med hans fingre. Han lagde armene om mig, og vuggede mig frem og tilbage.

"kom", sagde han, og tog armene væk fra mig, "skal vi køre?". Jeg kiggede forvirret på ham.

Køre?

"Jeg kan da ikke bare gå?" sagde jeg. Han trak på skuldrende. "Hvis du vil, så kan du", sagde han, og smilede. Der bredte sig et smil på mine læber. Jeg rejste mig fra sengen, tog mine ting, og så gik vi.

Som jeg havde sagt en masse gange, så skulle jeg altså bare væk fra den her skole!

Jeg ville virkelig ikke være her!

 

Jeg styrtede ind i drengenes hus. Jeg kunne høre Nialls latter bag i mig. "Nå, så du er alligevel lidt glad for at være her igen?" sagde han drillende, i mens han slæbte på alle mine ting.

Han havde været så sød, og sige at han nok skulle tage mine ting.

"Bare jeg kommer væk fra den dumme skole, så er jeg glad!" sagde jeg, og smilede.

Min første tanke var at jeg skulle snakke med Louis og Zayn.

Først hver for sig, og bagefter sammen.

Men jeg kunne ikke finde dem?

"Hvor er de henne?" spurgte jeg, da jeg kom ud i køkkenet til Niall."Det ved jeg ikke?" sagde han. Liam kom til syne. "Snakker du om Louis og Zayn? De gik for 5 minutter siden", sagde Liam. Jeg sukkede. "Ved de at jeg... eller.. vi kom?" sagde jeg. Liam rystede på hovedet. Jeg gik ind i stuen, og satte mig i sofaen.

Det her var bare noget lort!

"Heey!" En stemme bag mig. Det var Niall. Han satte sig ved siden af mig.

"Jeg kan ikke bare sige det sådan...", sagde jeg. Han rystede på hovedet

"Hvorfor gjorde jeg det også...". Jeg bankede mit hoved ned i min hånd. Niall lagde sin hånd på min ryg.

"Hey, det er okay. Det er ikke alle der er sure på dig! Liam... Harry... Mig", sagde han. Jeg kiggede op på ham. Han smilede. Jeg grinede nervøst. Jeg fik øjenkontakt med ham. Jeg stirrede i lang tid ind i hans blå øjne. Vores øjne kunne ikke tages fra hinanden. Det var ikke mærkeligt. Ikke pinligt. Det var ingenting. Det eneste jeg koncentrerede mig om, var at kigge ind i hans fantastiske øjne.

 

"Heeeey...." Zayns stemme. Niall og jeg kom tilbage til virkeligheden, og vendte vores blikke mod Zayn. Han kiggede på mig. "Hva-"

Han stoppede sig selv, og gik ud af stuen igen. Jeg kunne høre hoveddøren lukke. Jeg sukkede.

Pis og fucking lort!!

"Jeg må nød til at snakke med ham...", sagde jeg til Niall, og gik efter Zayn.

"Zayn! Du må nød til at høre på mig!" sagde jeg vredt, "det nytter ikke noget hvis du hele tiden går fra mig, og ikke har tænkt dig at snakke om det!".

Han vendte sig om.

"Niall", sagde han.

Jeg kiggede mærkeligt på ham.

Hvad fanden mente han?

"Nu også Niall?" sagde han efter lidt tid. Jeg sukkede dybt. "Zayn! Fordi jeg sidder og snakker med ham, betyder det sgu da ikke at jeg nu også har tænkt mig at knalde ham!" sagde jeg.

Måske lidt for højt, for en gammel dame, der gik forbi os, satte tempoet op.

Sorry grams...

"Har du følelser for Louis?" spurgte han efter lidt tid. Jeg sukkede igen.

"Jeg ved det ikke... Det er bare så... Ja, lidt...", sagde jeg. Han nikkede. "Hvorfor gik du så i seng med mig?" spurgte han.

"Jeg ved det ikke? Det er fucking svært for mig at vide sådan noget når jeg rent faktisk har følelser for jer begge to!" Jeg råbte.

Der blev stille.

For stille.

Den der stilhed som der normalt ikke skal være der, når man lige har sagt sådan noget...

 "Zayn for helvede... Tal til mig!" sagde jeg.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, Emilia! Det er svært det her! Du har knaldet med en bag i min ryg, og endda en af mine bedste venner!".

Jeg bed mig i læben og satte mig på en bænk, der stod lige ved siden af mig. "Har du snakket med Louis om det?" spurgte jeg. Han rystede på hovedet.

"Vi aftalte at det ikke skulle komme i mellem os, og så snakkede vi ikke mere om det", sagde han. Jeg nikkede. "Nej.... Jeg går ind og taler med ham om det nu!" sagde han, og gik ind i huset igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...