Wanna Play? - 1D (12+)

Emilia og Naja har vundet to ugers ophold i det britiske boybands hjem, sammen med dem. De rejser derhen alene, og støder ind i nogle store problemer...

Fofattere:
Emilia<3: Emilia.
HarrysMofo.: Naja.

OBS: Aldersgrænse: 12!!
BTW: i må meget gerne skrive en kommentar, og give os kritik, ros (whatever), så vi ved hvad vi skal gøre bedre til næste gang:-)

16Likes
3Kommentarer
1877Visninger
AA

12. Farvel London, hej Goldbird School... (Naja's synsvinkel)

Jeg satte mig op i sengen. Klokken var syv. Jeg magtede det ikke. Vi skulle hjem og jeg magtede det ikke. Harry var taget afsted til New York i nat, så jeg kunne ikke engang sige farvel til ham. Det var jo også bare rigtig sødt af ham. Nej. Jeg mener, helt ærligt? Han bliver sikkert optaget til billeder i det blad mindst 100 gange mere! ''Jeg er ked af det, skat, men jeg bliver nødt til det.'' Sagde han. ''Ja, okay.'' Sagde jeg. ''Farvel.'' Sagde han. ''Farvel.'' Sagde jeg og så gik han bare! Så var det slut. Det hele. Ikke at det nogensinde var noget sådan seriøst forhold, men jeg havde alligevel forelsket mig i ham, og jeg havde gud fandeme da også haft sex med idioten! Og så gjorde han det bare forbi, sådan helt uden videre? Stodder. Siger jeg. Dumme svin. ''Ja, jeg tror ikke engang jeg gider se ham igen! Aldrig nogensinde!'' skreg jeg halv fustrerret og bankede min hånd imod døren. ''AAAV FOR FUCKING LORTE RØV PIK... NOGET!'' Jeg satte mig på gulvet og begyndte at puste til min hånd. Ligemeget hjalp det, blodet blev ved med at pible ud fra min håndryg. ''Naja?'' Liam kom ind ad døren, ''hvad laver du?'' Jeg kiggede rundt i gæsteværelset. ''Ikke noget,'' vrissede jeg, ''kør mig over i lufthavnen om en time. Jeg gider ikke være her mere!'' Jeg maste mig forbi ham og løb ud på badeværelset for at skylle min hånd.

Det iskolde vand flød ud over min hånd og såret begyndte at brænde. ''For helvede!'' jeg vrissede surt og fandt noget gazebind. Jeg bandt det forsigtigt rundt om det store sår og skyndte mig så ned i gangen, for at tage nogle handsker på. ''Hvorfor har du handsker på?'' Spurgte Zayn forsigtigt da jeg kom ind i køkkenet. ''For at du skal have noget at spørge om! Hvis er de egentlig?'' spurgte jeg. ''Harrys,'' sagde han. ''ARGH!'' jeg flåede handskerne af og kylede dem gennem rummet, ''DU KUNNE GODT LIGE HAVDE ADVARET MIG OM HAM OG HANS LORT!'' Jeg spyttede næsten ordene ud. ''Jeg troede godt du vidste at han ikke sådan lige er til at holde på,'' sagde han roligt, ''sådan er han bare ikke.'' Jeg rullede med øjnene. ''Jeg vil bare hjem. NU!'' jeg satte mig opgivende på en stol. ''Det kommer du også,'' Zayn smilede, ''hvis du er helt sikker på at du ikke mangler noget?'' Han hentød vidst til Harry. ''Jeg vil aldrig se ham igen, okay?!'' jeg så hårdt på Zayn, ''aldrig! Nogensinde! NEVER EVER!'' Niall kom ind. ''Hey. hey... never say never.'' han smilede opmuntrende, ''du skal ikke tage dig af Harry, han kommer og går. Sådan har det altid været. Det er spild af tid at bekymre sig om ham.'' Jeg fnøs. ''Jeg tænker ikke engang på ham,'' sagde jeg hurtigt. ''Naja,'' Liam stod i døren, ''det kan man se at du gør.'' Jeg så vredt over på Liam. ''Nej!'' Jeg rejste mig, ''og jeg gider ikke høre på det der! Kør mig over i lufthavnen! Jeg vil hjem!'' Jeg trak Liam med mig ud i gangen. ''EMILIA!'' kaldte jeg, ''VI KØRE!''

Jeg lagde hovedet tilbage mod flysædet og så ud af vinduet. ''Farvel Harry,'' hviskede jeg stille for mig selv og lod øjnene betragte London blive mindre og mindre. ''Jeg savner dig allerede...'' hviskede jeg og anstrengte mig til ikke at græde, da Emilia igen bumpede ned i sædet ved siden af mig. ''Hold da kæft, det var fandeme en sjov tur!'' sagde hun og smilede stort. ''Mhm,'' mumlede jeg og stirrede stadig bare ud af det lille runde vindue. ''Både Louis og Zayn er fandeme godt øvede i madras gymnastik,'' hun smilede skævt. Jeg grinede lidt. ''Det forstod jeg,'' sagde jeg. ''Og hvad så med Harry?'' spurgte hun. ''Hvad med ham?'' spurgte jeg og sank en klump. ''Hvordan var han? I sengen altså?'' spurgte hun. ''Hvad tror du man kan få at spise?'' spurgte jeg fraværende. ''Høre du overhovedet efter?'' Emilia sukkede irriteret. ''Han var... jeg har ikke lyst til at tale om dem, Emilia,'' sagde jeg, ''de høre fortiden til. Det er slut nu. Vi skal hjem til København og jeg vil helt ærligt bare helst glemme alt hvad der skete i London, okay?'' Hun så forbavset på mig. ''Nå... okay,'' hun rystede på hovedet og satte musik i ørene. ''En cookie tak,'' sagde jeg til Stewardesen, der svansede forbi for at opvarde passagerne.

Jeg trådte ind i lejligheden og begyndte med det samme at græde. Jeg satte kufferten fra mig og lagde mig ind i min seng. Jeg hulkede og tårene strømmede ned ad mine kinder. Det var slut. Alt sammen. Ingen at kramme og holde om, hvorefter at falde i søven i hinandens arme. Og så den idiot til Harry, der bare gik! ''Naja?'' min mor kom gående ind på værelset, ''skat? Hvad er der sket? Du græder jo?'' Hun satte sig ned på min seng og begyndte at nusse mig i håret. Jeg snøftede og kastede armene om hendes hals. ''Mor,'' jeg knugede hende indtil mig, ''der er sket alt for meget. Det hele var en stor fejltagelse! Jeg ville bare ønske jeg aldrig havde vundet de billetter!'' Hun agede mig på ryggen. ''Hvad skete der egentlig i London?'' hun fik mig til at se på hende. Jeg sukkede dybt og tørrede mine øjne. ''Det var Harry,'' jeg sukkede, ''han... på en eller anden måde begyndte vi at date og... senere... jeg kom til at holde af ham og han sagde at han... elskede mig og så... da vi skulle hjem så... så virkede jeg bare ligegyldig. Jeg vil aldrig til England igen, aldrig nogensinde!'' Hun sukkede. ''Jeg er ked af det Naja, men jeg har talt med Emilias mor og du og Emilia skal på kostskole i en lille by nær London...'' hun smilede beklagende. ''HVAD?!'' jeg skreg af hende. ''NEJ, MOR! JEG VIL IKKE! JEG NÆGTER AT....'' hun afbrød mig. ''Det er betalt og ordnet i tager afsted imorgen.'' Sagde hun bestemt. ''Mor! Jeg vil ikke!'' protesterede jeg, ''du kan ikke tvinge mig!'' Hun sukkede. ''Det vil være godt for dig,'' sagde hun langsomt. ''NEJ! Nej, det vil ikke!! Jeg skal fucking ikke til England igen!'' sagde jeg. ''Jeg er bange for, at du ikke kommer til at bestemme det,'' sagde hun. Nej... Det gjorde jeg så heller ikke. Allerede klokken halv to næste dag stod Emilia og jeg uden for en stor rød bygning, med en gylden skrift over. ''Goldbird School''.

 

_______________________________________________________________________________________________

Vi ved godt at det går lidt hurtigt med at komme til England igen, men vi vil gerne sprænge hurtigt over til handlingen!

Btw tak fordi i gider at læse! I må meget gerne Like, og skrive hvad i synes om den!xxxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...