Eftergivende fortid

En novelle skrevet som oneshot i løbet af 2,5timer d. 25-11-12.
Layoutet er muligvis lidt mystisk, men der er originalt ingen kapitler, kun en hulens masse afsnit. Jeg så mig blot nødsaget til, for jeres, eventuelle læseres skyld, at splitte den op. Hvis det går jer på, så skriv endelig. Så vil jeg ændre det til det originale udseende, som formentligt er bedre.

Alt respons er velkommen, ukonstruktivt som konstruktivt, følelsesladet som iskold. Det er en tekst fra hjertet, men da jeg tror, at der er flere som kender problemstillingen af egen erfaring, mente jeg at den godt kunne deles.

God læselyst.

1Likes
2Kommentarer
248Visninger

1. -

Eftergivende fortid

 

Klokken ringer, vækker mig fra en tåget døs. Det er mad tid.

 

                 Kantinen, trist i de grå kulører, kaster råb og højlydt snak rundt, squash med lyd. Det er utroligt, at folk ikke får penge for at gå her, men der er nok andet som spiller ind. For eksempel tidligere opførsel.

 

                 Et halv krøllet hvidt fly letter, skubber sig i luften og vinder fart, bagagen hænger i dørene. Billig-kaffe står ud i en kaskade, rammer sidemanden og skaber ravage. Heldigvis var plastkruset ikke fyldt. Kun næsten. Man må se på tingenes lyse sider, når dagene flyder sammen i mørke. Det har den kaffe overtrukne vist lige glemt. Han måber, glipper med svedne øjne og hyler så af fuld hals. Et par vagter strækker benene ud i galop, men ikke hurtigt nok. Jeg rykker stilfærdigt en balle til højre og lader tumperne spolere appetitten. Det er perfekt.

 

Sulten gnaver. Jeg håber inderligt at man stille kan vænne sig til den, når man nu har tiden til det. Sulten holder mig fast til jorden, den er et anker. Et projekt jeg ikke vil opgive. Den giver en sagte fornøjelse, så det var godt at se nye tandlægeregninger.

 

Stuens suveræne seng har åbenbart, på forunderlig vis, haft lokket mig ind i grænselandet, for jeg vågner med et sæt. Det er ikke de sædvanlige jamrende toner, som høres langs de smudset hvide gange og korridorer. En kuldegysning flår min ryg. Hvad satan?

 

Det er ikke Seebach. Det er fortids spøgelser som vælter frem, slæber deres lænker efter sig til dødens musikalske indslag.

 

Rammstein er i radioen.

 

I de unge år, da solen ikke var erstattet, hørte jeg min første musik. Musikken har altid syntes mig fantastisk, enestående og smuk. Den kunne udtrykke skønhed og følelser som intet andet. Dette gjaldt særligt et tysk bands musik, som min kære fader ofte har afspillet. Jeg tror at grunden til, at det lige var Rammstein der tog mig med storm var, at min far elskede bandet. Dertil kunne bandets nationalitet lægges til. At det var tysk betød, at jeg følte mig knyttet til deres uforståelige sange. Mit tynde tyskerblod fik mig dengang til, at føle mig som noget specielt.

 

                Musikken vækkede denne følelse, udøvede sin egen magi og hjalp mig igennem trange tider. Den reddede mig.

 

I visne minders skær, kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Hvorfor skulle det hele gå som det var gået? Jeg føler mig forbandet, viklet ind i sort silke fra en ottebenet. Gifttænder har bidt mit hjerte i stykker, eller det troede jeg. Hulkene lyder som hik i egne hoppende ører, men denne gang er de ægte. Mine tårer dækker ikke gulvet med is.

 

Som minderne og de tilhørende spøgelser fortsætter fremmarchen, er der et enkelt særligt et, som pludseligt dukker op. Iblandt smadrede kadavere med tomme øjne, er dette et af de få uplettede og gode minder. Det rummer lykke og fremkalder nu endnu mere saltvand. Det er med min fader.

 

En dag som alle andre, trist, ligegyldig og kedelig, viser min fader sig foran mig. Der er en flyopvisning han vil se. Vil jeg med? Ja da. Løgnen kommer let fra munde, det gør de altid i en ung alder. Altså tager jeg med, på trods af, at jeg ved at det bliver røvkedeligt. Man gør alt for at glæde ens fader, få et klap på skulderen af personen man elsker og forguder.

 

                 Turen blev som forudsagt, ualmindeligt kedelig og sindstrættende, bortset fra én enkelt ting. På turens tidspunkt har den gamle lagt Rammstein fra sig. Tysk metal var ikke længere så spændende, den blev udskiftet totalt. Alligevel satte han albummet Reise Reise på, skruede godt op og sang lystigt med. Meget af den timelange kørsel gik med dette, forfalskning af Till Lindemanns dybe mandsstemme og hylende Ohne Dich. Man følte sig tidløs og udødelig.

 

                 Da alle sangene var på tysk, fattede jeg hat og briller, men det var lige meget. Jeg havde den dejligste og mest fantastiske fader på jord, til trods for hans fjollede udseende, dårlige sangstemme og manglende opmærksomhed. Lykkelig og pavestolt over at være hans søn. Et løfte blev givet. Jeg lovede mig selv, at uanset grunden eller målet, ville jeg sige ja til endnu en af disse ture. Bare for at glæde min fader, være den søn han ønskede sig.

 

Det er mange år siden, men med en Rammstein sang fra samme album i radioen, er mindet som fra i går. Min glemte kærlighed til de gamle blusser op og jeg fortryder dybt. Fortryder, at uanset hvor snoskedum han var, at jeg aldrig fortalte ham hvor meget jeg holdt af ham. Nu er det for sent.

 

Det begyndende mørke har gjort musikken tavs. De sidste timers numre har ikke just været tyske, men der har jeg ikke lagt mærke til. Imens jeg har lagt på det stofovertrukne kvalitets bræt og mindedes gammel tid, er det klassikere der er blevet spillet i det inderste. Gangenes larm og sygelige hykleri været ubemærket. Overdøvet af ungdommen.

 

De fleste sover, men ikke jeg. Endelig er hovedet begyndt at virke for alvor, fuldmånen skinner og jeg er ny. Kåben af neutralitet er smidt, udskiftet med nysgerrig eftertænksomhed. Med denne genvundne sindseffektivitet går det op for mig, hvor langt jeg er ude. Så langt ude, at tæerne ikke kan nå bunden. De er ikke lange nok.

Dybest set havde jeg begravet mig selv, konkluderer jeg. Mine søvnløse nætter, lammende ligegyldighed og udmagring del af et selvdestruktivt mønster. Jeg kan dog ikke gennemskue, hvor stor en del der var bevidst, men vil helst heller ikke vide det. Tænker videre. Noget andet uigennemskueligt er, hvorvidt det var et dødsønske eller måske et vildt håb, som udløste opløsningen igennem selvbeskadigelse.

 

Èn ting er sikker. Min dom bør tages op igen, knægten var blot forsvundet. Jeg dræbte ham ikke, det har jeg altid vidst i mit helligste. Det må nu være op til nævningene, at vælge om lås og bolt skal fjernes, en ny chance gives.

 

Månens og stjernes lys skinner ind, dypper sig forsigtigt i cellens glatte gulv, men efterlader ikke tremmernes skygge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...