Da du så mig - One Direction

Lexie har i lang tid holdt sig for sig selv. Hun har kun opholdt sig i sit ejet hjem, læst i sine bøger og levet i sin egen lille boble. Hun har altid været bange for, at han ville finde hende igen og hvad der så ville ske.
Men hendes angst forsvinder langsomt, da hun bliver assistent for One Direction og møder den kendte Louis Tomlinson. Han vender op og ned på hendes liv, og hun på hans

13Likes
5Kommentarer
837Visninger

1. Da du så mig

En meget bly og lille kvinde gemte sig bag et stort tøjstativ. Et par grinende drengestemmer kom ind i rummet og forsvandt lidt efter igen. Kvinden pustede langsomt ud og hendes hænder holdt op med at ryste.

Denne kvinde var egentlig kun lige gammel nok til at blive kaldt sådan. 21 år var hun. Hun var meget menneskesky og holdt sig helst for sig selv. Andre mennesker skræmte hende og gjorde hende utilpas. Nej, så ville hun heller sidde hjemme i sin lejlighed og læse en god bog. Det var meget lettere at forholde sig til fiktive personer og udfordringer.

Og alligevel havde hun sagt ja til dette job. Assistent for One Directions stylist.

Jobbet var i sig selv ikke specielt krævende, hun skulle for det meste bare hjælpe med at transportere tøjet og hente det i butikker og fra renserier. Det svære ved dette job var alt det sociale. Hun var i kontakt med rigtig mange mennesker gennem dagen. Alt dette var jo egentlig også grunden til, at hun havde sagt ja til jobbet. Så hun kunne komme af med sin sociale angst.

Det havde skam også hjulpet. En del endda, men der manglede bare lige det sidste.

One Direction. The boys.

Hun var dødens ræd for dem og hadede når hun skulle hjælpe Caroline med deres tøj. En gang i mellem når der var rigtig travlt inden en koncert, blev hun bedt om at rette tøjet til, så det sad perfekt.

Så flagrede hendes hænder nervøst hen over deres tøj og hun rettede det til igen og igen. Bange for at de ville synes, hun gjorde det forkert.

Men det gjorde hun aldrig. Det kunne hun bare ikke selv se, altid så hun fejl og mangler ved sig selv.

Men sådan er det, når man har været igennem det samme som hende.

Hun havde aldrig snakket om det og havde heller ingen intentioner om nogensinde at gøre det.

Men hvem skulle denne lille kvinde også sige det til?

Sin forældre?

Stylisten Caroline?

Søsteren?

Nej ingen ville forstå. Ingen ville forstå, følte hun.

Men nu var hun i New York City, det var jul og alt kunne alt ske.

***

 

,,Lexie hent lige Louis’ blå bukser,” råbte Caroline gennem rummet. Lexie nikkede og skyndte sig af sted. Så hurtigt hun kunne løb hun igennem de lange gange på hotellet. Bukserne lå oppe på det ene af Carolines værelser. Hun havde to; et til al drengenes tøj og tilbehør og et til sig selv.

Lexie nåede etagen og gav sig til at se på dørene. ,,451, 452, 453… her er det, 455” mumlede hun for sig selv stoppede brat op. Noget stoppede hårdt op bag hende og Lexie vente sig forskrækket om og forstummede. Åh nej, fløj det gennem hende, da hendes blik mødte Louis’. ,,Caroline sendte mig efter dig, hun ville have mig til at prøve bukserne heroppe. Hun er lidt usikker på hvilken størrelse de skal være.”

Louis gav sig til at grine og rørte sin mave. ,,Jeg må vist hellere holde lidt igen med alt det usunde.”

Ufrivilligt kom Lexie til at grine. Fortumlet vendte hun sig mod døren og fik efter et par forsøg låst døren op. Hendes øjne veg fra Louis’ da de nåede i den overfyldte stue. Heldigvis lå der to par ens blå bukser midt i hele, der desuden havde en lille seddel, hvor der stod Louis på. Lexies hjerte bankede en gang for meget.

Hun rakte Louis bukserne uden ord og så ned på sine skosnuder. Det korte ømme blik han sendte hende, så hun ikke. For Louis var heller ikke på toppen for tiden og han kunne genkende sig selv i den sky Lexie. Eleanor var væk og hans bryst føltes alt for tomt.

Men da han havde hørt Lexies korte latter, var noget begyndt at blafre i tomheden.

 

Men hvis Louis håbede på et lille juleeventyr, ville han få det svært. Lexie var ikke en man bare lige kom ind på. Der skulle meget til, måske for meget endda.

 

De fik fundet den rigtige størrelse og skyndt sig ned i konferencerummet, hvor Caroline og make up artisten Lou regerede. I elevatoren udvekslede de meget få ord.

,,Det sner allerede” Louis’ stemme havde lydt hul i den store elevator.

,,Ja,” havde Lexie svaret.

 

For andre lød det af ingenting, men for Lexie var det alt. Hun havde rent faktisk snakket med Louis. Eller snakket og snakket, men det var i hvert fald bedre end ingenting.

 

For der var en ting udover den sociale angst der plagede Lexie.

Hun var forelsket.

Hun uigenkaldeligt forelsket i Louis.

Og havde været det siden hun blev ansat, hvilket var omkring et år.

***

 

Efter endnu en vellykket koncert, den sidste før den allervigtigste næste aften - selveste Madison Square Garden, sad hele holdet samlet nede i hotellets bar. Normalt ville Lexie være blevet væk, men det var jul og hun havde faktisk sagt noget til Louis denne dag. Måske ville han snakke med hende igen? Nej! Louis havde jo massere af venner, han havde nok allerede glemt alt om Lexie.

Men der tog Lexie fejl, Louis havde på ingen måde glemt hende. Flere gange prøvede han endda at få øjenkontakt med hendes kønne violblåøjne. Hendes var blik dog altid vendt ned mod den ravfarvede væske.

Lexie drak sjældent, det var kun fordi alle andre havde bestilt øl, at hun også havde. Smagen sagde hende ikke rigtig noget, men den var heller ikke dårlig. Lidt ligesom vand, når man ikke er tørstig.

Klokken nærmede sig et, da Louis endelig nærmede sig Lexie. De fleste havde trukket sig tilbage for natten, så de var kun en syv stykker tilbage.

,,Vil du med ud og have lidt frisk luft?” Hans blågrønne, nok mest blå, øjne så på hendes krusede mørkblonde hår. Længere nede gik det over i rigtige krøller.

Lexie så op på ham. Vurderende. Mente han det virkelig? Det var hans øjne der overbevidste hende. Intet kunne se mere ærligt ud.

,,Jo-o, det vil jeg gerne,” fik hun mumlet meget hurtigt, men Louis forstod meningen. Han lagde hendes blå uldfrakke om skuldrene på hende og de gik ud i New Yorks støjende gader.

I starten gik de stift op ad hinanden, sagde ikke noget. Men da de nåede væk fra hovedgaden, så Louis på Lexie. ,,Hvad synes du så om jobbet?”

Hun så forvirret på ham. Hvilket job? ,,Ja, altså jobbet hos Caroline.” Han smilede nervøst. Som om han havde sagt noget forkert.

,,Nå, øh ja. Det er fint,” fik Lexie ud mellem de klaprende kæber. Det var en kold aften.

,,Det lyder godt. Caroline er en fantastisk stylist, synes du ikke?” Hans øjne lyste op i mørket og Lexie rødmede.

,,J-j-jo, hun er dygtig,” klaprede hun. Hun havde glemt både hue, handsker og halstørklæde.

,,Jamen du hundefryser jo Lexie, måske var det en dum ide det her?” Det sidste lød nærmest som et spørgsmål kun beregnet ham selv. Lexie rystede hurtigt på hovedet. ,,Det-det gør ing-ingenting.”

,,Hør dog dig selv, nej kom, vi går tilbage til hotellet.” Glæden i hans stemme, kunne Lexie ikke undgå at høre og straks antog hun, at det var fordi han endelig slap af med hende. I virkeligheden frøs Louis nok bare endnu mere, for han havde kun en tynd jakke på.

 

De gik hvert til sit den aften uden at der skete noget som helst af hvad de begge ønskede, men som var så svært at sige.

 

To aftner senere mødtes de igen. Denne gang helt tilfældigt. One Directions store fanevent var ovre og Louis var derfor taget med drengene i byen for at fejre det. En af assistenterne for make up artisten, havde overtalt Lexie til at gå med ud og drikke en øl sammen med dem. Hun havde tøvende sagt ja, nu turde hun jo godt snakke med folk. Så det burde gå.

 

Nu befandt begge parter af dette lille håbefulde eventyr på en pulsende natklub, begge to med alt for mange promiller i blodet. Lexie fordi der næsten ingenting skulle til at gøre hende fuld og Louis fordi han elskede at drikke sorgerne væk. Egentlig var drengene ikke gamle nok her i The Big Apple, men for kendte unge drenge i boybands gælder andre regler.

De mødtes to gange denne aften. Første gang helt uskyldigt oppe i baren, hvor Louis købte Lexie en drink, for derefter at forsvinde. Lexie glemte det hurtigt igen i alkoholens tåger. Hun var bare glad for den gratis drink.

Flere timer senere stod en ensom skikkelse på dansegulvet, alle andre havde dansepartnere, men hende her stod alene. Helt opslugt af den dunkende musik. Svajende stod hun i sin egen verden. Den lille krop, med et enkelt kilo eller to for meget, var svøbt i en perfekt kjole til hende.

Så fik hun selvskab af en ung mand, en mand som mange piger forgudede. De så hinanden i øjnene, mødte forståelse og lod sig hvirvle ind i pardansen smukke verden.

Sådan blev de ved et par numre. Julenumre, technonumre, ja alt slags musik. Svingede hinanden rundt, mens øjnene holdt den andens fast.

Så kom vendepunktet. Klicheen. Sjæleren.

Hun stod i hans arme og lod sig føre rundt. Studerede samtidig hans mandlige træk, konturerne af den kraftige kæbelinje, den følsomme mund og det lidt rodede hår. Hendes fingre strøg gennem det. Det var blødt og dog stift af alt gelen.

De studerede hinanden til deres læber mødtes.

Næste morgen stod Lexie op med et nyt lys i sine øjne. Ja, det var måske ligefrem julelys. Hendes første rigtige kys længe. Det havde været noget så smukt synes hun. Alt var glemt om mængden af svedende mennesker omkring dem og den larmende technosang der havde afløst den ellers så smukke sang, de havde danset til.

Hun følte en styrke fylde sin krop, der var en der forstod. En hun kunne betro sig til, for han ville forstå. Det var hun overbevidst.

Hun havde kunne mærke det. I blikkene og i kropssproget.

 

De så ikke meget til hinanden den dag, men de få blikke de udvekslede var nok. Lexie kunne mærke, hvordan knuden i maven løsnede lidt op og det sorte i brystet trak sig lidt tilbage. Det forsvandt ikke. Det gjorde nok aldrig, men smerten var blevet en smule mindre. En smule nemmere at udholde.

De skulle mødes om aftenen. På hans værelse, efter interviewet og optrædenen i det store talkshow. Dagen fløj af sted for Lexie, der var så meget arbejde der skulle nås.

Klokken halv tolv stod hun foran nummer 804. Louis værelse. Hendes vejrtrækning rystede en smule, men som ført af en anden bankede hendes hånd på den mørke trædør.

Den blev hurtigt åbnet og smilet bredte sig på begges kinder. ,,Kom ind,” sagde han og rørte hendes hånd.

Lidt af den gamle forskræmthed dukkede op og et kort øjeblik veg hun tilbage, men om hendes hånd holdt en anden og den trak hende ind på værelset.

Hun smilede taknemmeligt.

,,Du har brug for mig,” startede han.

Hun nikkede.

Han så på hende med sørgmodige øjne. ,,Fortæl mig om det.”

,,Hans navn var Mick, det varede i tre år.” Var det eneste hun kunne presse frem, tårerne stod allerede på spring.

,,Forklar mig om det.” mumlede han og kærtegnede blidt hendes arm.

,,Jamen, hvordan?” Lexie slog opgivende ud med armene. ,,Jeg har aldrig snakket om det før.”

,,Hvis nu jeg fortæller lidt om mit mislykkede forhold først?” Prøvede Louis.

,,Prøv det, jeg tror det ville kunne hjælpe mig.”

Han nikkede og satte sig bedre i sengen. ,,Vi var meget lykkelige i starten og intet kunne ødelægge vores kærlighed til hinanden. Jeg var helt forblændet af hende. Hendes skønhed og den perlende latter.” Louis stoppede.

,,Men?” Lød Lexies stemme.

,,Men, hun var sygeligt jaloux. Jeg lagde ikke mærke til det de første par måneder, men det gik efterhånden op for mig. Hun hadede kvindelige fans, billeder med fans, kvindelige interviewere, tours, ja kort sagt alt der fjernede mig fra hende.”

,,Hvor længe var i sammen?” Afbrød Lexie.

,,Næsten et år. Jeg kunne ikke holde hende ud til sidst, glansbilledet var røget af for længst og min forelskelse forsvandt efterhånden. Selvom…”

,,Du føler stadig lidt for hende?” Lexie afbrød igen.

,,Ja, ikke som i at jeg elsker hende, men vi var trodsalt sammen i næsten et år. Hun havde jo også masser af gode sider og vi havde mange gode stunder. Dem savner jeg.”

Lexie lagde mærke til, at Louis faktisk græd. Det havde hun aldrig troet han ville gøre, han virkede som denne her kronisk glade dreng.

,,Du græder,” fastslog hun og tørrede en tårer af hans kind.

Han kom med et rallende grin og begyndte derefter at hoste. Det grinte de begge af.

,,Nej, men nu har vi jo kun snakket om mig Lexie, det var jo dig der virkelig havde brug for det!” kom det fra Louis.

,,Bare det, at jeg har kunne grine rigtig sammen med en anden har været et mirakel. Det er så mange år siden jeg har gjort det. Og det var dig der fik mig til det.” Forklarede Lexie.

Louis lyste op ved hendes ord. Han gav dog ikke op så let. ,,Men Lexie jeg vil stadig gerne hører din historie. Når man tager sig tid til at studere dine øjne er de fulde af sorg.”

Noget varmt spredte sig Lexie. Han havde studeret hendes øjne!

,,Det er så svært Louis, jeg har bygget en kæmpe mur rundt om det. Så jeg aldrig behøvede at tænke på det igen. Den er svær bare lige sådan at rive ned.” Lexie blev flov, hun følte, at hun bare brugte ham og ikke selv gav noget igen.

,,Jeg forstår dig godt Lexie, det er så nemt bare at gemme det hele væk. Men det blik du har i øjnene, det skræmmer mig, Lexie. Hvad med at fortælle lidt om dengang i mødtes, kan det ikke være lidt nemmere? Kun at fortælle om de gode ting.” Spurgte Louis.

,,Jo-o, det tror jeg godt, at jeg kan.” Startede hun, for så at trække vejret dybt ind og fortsætte. ,,Jeg er oprindelig fra Skotland, hvilket han også var. Så det var selvfølgelig der vi mødtes. Jeg var lige flyttet fra landet og ind i en lidt større by, hvor jeg skulle til at studere. Aften før min første dag tog jeg på pub, for at dulme nerverne lidt. Jeg kendte ikke et øje der. Men så pludselig sad han ved siden af mig. Stor og flot, med et vildt rødt skæg. En rigtig skotsk mand. Jeg faldt for ham med det samme. Så jeg bundede min øl og henvendte mig til ham. Vi snakkede hele aftenen og da klokken blev to, fulgte han mig hjem og vi udvekslede numre. Vi aftalte desuden at mødes snart igen.

I løbet af de næste par måneder mødtes vi mange gange og vores hengivenhed for hinanden blev bare større og større. Så jeg flyttede ind hos ham allerede efter tre måneder. Hvilket, set i bagklogskabens lys, nok var for tidligt. Men jeg var ung og nyforelsket, så jeg overså alt.” Lexie stoppede og trak vejret dybt ind.

,,Hvad studerede du?” Spurgte Louis interesseret.

,,Litteratur, jeg har altid elsket en god bog. Men jeg blev desværre aldrig færdig.” Hun så væk og Louis gav hende lige to minutter til at samle sig.

,,Som sagt var vi meget lykkelige i starten og alt gik bare perfekt. Indtil en aften han havde været ude med et par venner, han var så fuld da han kom hjem, at han end ikke kunne huske mit navn.” Lexies øjne blev tomme, hun kunne ikke længere græde over sin ekskæreste. ,,Han voldtog mig den aften.”

,,Åh Lexie.” Louis lagde armene om hende og holdte hende tæt ind til sig.

,,Og næste morgen kunne han ikke engang huske det. Jeg fortalte ham aldrig om det.”

,,Men det blev ikke sidste gang?”

,,Nej, Mick var en stor fan af øl, så han var tit ude og drikke med vennerne. De var en forfærdelig flok når de var sammen. For de var alle kæmpe store ligesom Mick og hver og en drak hjernen ud, når de gik på pubben. Selvfølgelig var det ikke hver gang, at han var ude, at han blev så fuld, at han ikke vidste, hvem jeg var, men blev tiere og tiere.”

,,Og hver gang…?”

,,Og næsten hver gang, når han kom hjem voldtog han mig. Jeg prøvede at nyde det, for normalt kunne jeg jo godt lide det, men han forvandlede sig til et dyr når han blev fuld og tænkte kun på sig selv. Allerede der burde jeg have sagt fra og gået mig vej, men…” Lexie så ikke nogle af Louis’ medfølende blikke, hun var langt tilbage i tiden.

,,Hvad fik dig til at gå til sidst?”

,,Hvad der fik mig til at forsvinde? Jeg fik nok til sidst. En morgen vågnede jeg og vidste bare, at nu skulle det stoppe. Nu ville jeg ikke mere. Jeg havde ikke været udenfor en dør i flere måneder der. Mick var også sygeligt jaloux og ville ikke have, at jeg forlod ham eller mødte andre mænd. Så han ændrede vores hoveddørslås og den eneste nøgle tilhørte ham.”

Louis mumlede flere eder, som Lexie ikke nåede at opfatte.

,,Men han blev sløset til sidst og glemte nogle gange at låse døren, når han gik. Så en dag, da han skulle arbejde til sent, pakkede jeg mine ting og forsvandt. Først tog jeg hen til min mor også tog jeg hurtigt videre til London, hvor jeg boede i et halvt år før jeg fik jobbet, som Carolines assistent.”

Louis tog hende i sine arme. ,,Har du nogensinde snakket med nogen om det?”

,,Nej, jeg holdte mig for sig selv og snakkede ikke med nogen. Da jeg fik jobbet hos Caroline, havde jeg ikke ført en samtale med andre end min forældre og Mick i over et år.”

,,Men jeg forstår ikke, hvordan fik du så jobbet?” spurgte Louis.

,,Min far kender Caroline og skaffede det, mine forældre kunne jo godt se, at det var helt galt.”

Louis holdt stadig om Lexie og i flere minutter sagde ingen af dem et ord.

,,Vil du stadig være sammen med Eleanor,” kom det lavt fra Lexie.

,,Nej. Nej, ikke mere.”

,,Hvorfor ikke?” Lexie så op.

,,Fordi da jeg fik øje på dig, ændrede noget sig,” sagde Louis med en tyk stemme. ,,Du gjorde noget ved mig, jeg ved ikke hvad, men jeg kunne glemme hende.”

Lexie lyste op.

,,Og du reddede mig.” sagde Lexie med smil i stemmen. Louis smilede også.

Endnu engang lod de deres læber mødes og denne gang var der ingen forstyrrende mængde af dansene mennesker.

Der var kun dem og deres kærlighed til hinanden.

***

 

De blev enige om at vente med at sige noget til de kom hjem til England. De ville gerne have tid til at udforske deres følelser og se om det nu var det rigtige.

Der var mange revner og sprækker der skulle lappes, før nogle af dem var klar til et forhold igen.

Desværre kom en enkelt tilskuer til deres kærlighed til at nævne noget om det for chefen og han blev ikke glad.

***

 

Den ottende december var alle vel hjemme i kendte og trygge London. Alt så ud til at ende godt for Lexie, men sådan ville skæbnen det ikke.

Først kom opringningen om hendes fyring. Caroline havde desværre ikke længere brug for en assistent, men Lexie skulle vide, at Caroline havde været utrolig glad for hende og ville savne hende.

Det tog Lexie nu ikke så hårdt, hun havde alligevel snart tænkt sig at sige op.

Hen på eftermiddagen blev det straks værre.

En ung mand med mørkebrunt hår og blå grønne øjne, ringede på Lexies dør. Hun skyndte sig med forelskelsen glæde ud i entreen, hvor Louis hårde blik mødte hende, da hun åbnede døren.

,,Jeg er ked af det Lexie, men vi må afslutte og glemme alt, hvad der sket på denne tur. Jeg fandt på alt jeg sagde til dig og jeg kan ikke være sammen med dig mere. Jeg har vigtigere ting, der skal gøres.” Med de ord vente han sig og gik med rank ryg sin vej. Lexie faldt langsomt sammen, gled ned af dørens karm. Chokket stod malet over hele hendes ansigt. Det var stivnet i et stumt skrig.

De næste mange dage gled forbi Lexie, mens hun sank dybere og dybere ned i fortvivlelsen. Alle de fremskridt hun havde gjort det sidste år var væk og hun turde næsten ikke længere at gå ned og købe mad.

Hvad nu hvis Mick havde fundet hende og ventede lige nede på hjørnet? Han ville være sur. Rigtig sur.

Hvad nu hvis kassedammen snakkede til hende? Hvad skulle hun svare?

Eller en anden fremmede gjorde?

NEJ!

Lexie smed en pude våd af tårer fra sig. Hun ville ikke tænke mere på det. Hvis hun bare sparede på maden, kunne det nok holde lidt tid endnu. Der var stadig en del tilbage i fryseren.

Flere juledage kom og gik uden Lexie lagde mærke til det. Hun levede i sin egen lille boble. Vækkeuret ringede klokken ni, hun ventede en halv time, tog så tøj på og gik ind i stuen. Her fandt hun en bog frem eller satte en film på. Når klokken blev tolv spiste hun lidt mad, for derefter at gå ind og fortsætte på bogen eller se en ny film. Nogle dage så hun både film og læse, det varierede altid lidt. Når viserne ramte 3 spiste hun en kiks og drak the, fire timer senere spiste hun sin aftenmad. Nogle aftner lod hun dog være med at spise, så var der mere til når hun var ordentlig sulten.

Den sidste rest af dagen brugte hun på at se nyheder og andet fjernsyn.

Klokken 11 gik hun i seng, dog sov hun sjældent før midt på natten. For tankerne og mareridtene regerede om natten.

 

En aften ved en ni tiden, da hun sad og zappede fjernsynets kanaler igennem, fangede et par billeder hende. Det var Louis.

Louis og Eleanor hånd i hånd, mens de grinte og pjattede. Lexie mente, at hun kunne se noget forpint i Louis blik, men slog straks tanken væk. Han havde jo fortalt hende, at alt det, han havde sagt om Eleanor var løgn. Lexie skyndte sig over på en anden kanal.

 

Denne søndag morgen i december startede Lexies dag som den plejede og den var også normal helt indtil klokken to. Hvor hendes summende ringeklokke lød i lejligheden. Fortumlet fik Lexie bevæget sig hen til døren og åbnet den.

Hendes blik var sløret, men hun kunne se, at en mørkhåret fyr så på hende.

,,Louis?” Lexies hjerte, der havde været så koldt længe hoppede et ekstra slag.

Men det var ikke Louis’ stemme der mødte hende. ,,Nej, jeg er Harry. Lou’s ven.” Lexie genkendte godt stemmen, da hun hørte den.

Det flimrede for hendes blik, skuffelsen havde svækket hende for meget. Et par stærke arme greb hende, da hun faldt.

,,Åh gud, hun vejer jo ingenting.” Hørte Lexie lige før hun forsvandt ind i mørket.

***

 

Det første der mødte Lexie, da hun slog øjnene op, var et cremefarvet loft uden den mindste sprække. Panisk sat hun sig op fik sig viklet ind i lagnet. Endnu mere panikslagen så hun rundt og genkendte intet.

Hvor var hun?

En dør smækkede et sted. Lexie forstummede og kravlede ned bag sengen. Helt fladt liggende på maven gemte hun sig, rædselsslagen for at Mick var kommet tilbage og havde kidnappet hende. Hun skjulte hulkene i puden, som var endt på gulvet sammen med hende.

Skridt nærmede sig og værelsesdøren gik op. Lexie lå helt stille og pressede hovedet ned i puden. Skridtene fortsatte hen til sengen og stoppede så. Lexie kunne høre et forvirret suk, der blev efterfulgt af et lavt; ,,Hvor er hun?”

 

Hun holdte vejret.

Forberedte sig på det værste.

 

,,Lexie!” udbrød en foran hende. Lexie kunne ikke genkende stemme, for hendes øre var dybt begravet i den store pude. En hånd rørte hendes skulder og hun bed sig hård i kinden for ikke at skrige. En metallisk smagt bredte sig i hendes mund.

 

Personen trak hende op og holdt hende tæt ind til sig. Det var der det gik op for hende, hvem det var. Louis! Hun kunne genkende hans duft.

Endelig vendte hun ansigtet og så lige ind i hans øjne. ,,Men-men, hvad sker der? Hvorfor er jeg her?” Hendes stemme var tør og sprukken, det var det første hun sagde i over to uger.

,,Harry kom med dig i går.”

,,Harry? Kom Harry?” Lexie vred sin hjerne men kunne ikke huske, at Harry havde været hjemme ved hende.

,,Jeg sendte ham.” Louis så væk. ,,Jeg var for fej til selv at komme, men havde jeg vidst…” Han så på hendes og trak vejret dybt ind. ,,Havde jeg vidst, hvor skidt du havde det, var jeg kommet meget før.”

,,Men hvad med Eleanor og alt det du sagde? Jeg er så forvirret. Jeg så jer i fjernsynet, i så så lykkelige ud.” Lexie rystede på hovedet og prøvede at blive klar i hovedet.

,,Kan vi ikke snakke om det senere? Først skal du altså have noget mad, du er jo kun skind og ben.” Louis strøg med en bekymret mine hende over håret.

,,Men jeg skal jo spare på maden, for jeg vil ikke ned i supermarkedet. Der er så mange mennesker.” Det sidste kom kun som hvisken.

,,Bare rolig, jeg har mad med herind. Det står lige herover, du kan endda spise i sengen.”

Louis løftede Lexie op og blev lige så forfærdet som Harry. Hun vejede virkelig ingenting. Han satte hende op i sengen, godt støttet af puder og kom så med maden. Lexie gjorde store øjne. ,,Så meget kan jeg slet ikke spise!”

,,Det gør ikke noget, jeg spiser det du ikke kan.”

,,Fortæl mens jeg spiser Louis, nu hvor jeg er kommet herop igen, kan jeg godt holde til det!” I hendes blik var der en bestemthed, som Louis ikke kunne ignorere.

,,Det er så svært,” startede Louis. ,,Men du har fortjent en forklaring.” Han vred hænderne og så ud af vinduet. ,,Det startede allerede i New York, der var en – jeg ved ikke hvem – der så os kysse eller holde i hånd og han eller hun fortalte det til vores manager fra pladeselvskabet det. Han kunne ikke lide det Lexie og han kom derefter hjem til mig få timer efter vi var landet i England. Det var ikke godt for mit image at få en kæreste så hurtigt efter Eleanor og jeg havde slået op. Så han fik Caroline til at fyre dig og beordrede mig til at slå op med dig. Det har han nok magt til må du forstå og jeg respektere ham jo. Så jeg glemte den svidende fornemmelse i maven og kom herover og ja, den del af historien kender du jo.”

Lexie nikkede med munden fuld af pandekage.

,,Det med Eleanor var også hans ide. Eleanor fungerede ikke sammen med den nye kæreste og de havde allerede slået op igen, så min manager synes at vi skulle finde sammen igen. Alle i min omgangskreds pressede på, så jeg gav efter og ville give forholdet en ny chance.”

,,Hvor længe holdt det?” Lexie havde fået slugt den tykke pandekage og så medfølende på Louis.

,,Der gik tre dage, så var hun tilbage. Endnu værre end før. Du skal passe på Lexie, hun hader dig dybt og inderligt.”

,,Hvor er hun nu?” Lexie stemme var endnu hæs.

,,Hjemme hos sig selv. Tiden sammen med dig styrkede mig nok til at stoppe forholdet. Jeg ville ikke…” Louis gik i stå.

,,Ende ligesom mig,” afsluttede Lexie for ham.

En akavet stilhed opstod. Lexie så ned på sin tallerken, over halvdelen var stadig tilbage. ,,øhm, vil du have det sidste?” Hun skubbede tallerkenen over mod Louis, der uden ord tog imod maden og begyndte at spise.

Lexie kunne mærke trætheden overmande hende igen.

Før hun faldt tilbage i søvnen, nåede hun et enkelt spørgsmål. ,,Hvad dato er det egentlig i dag Louis?”

,,Den 23. Hvorfor vil du vide det?”

Men Lexie var allerede i drømmeverdenen.

Louis så ømt på hende og puttede hende under dynen, så forlod han værelset.

 

Lexie vågnede først rigtig igen den 25. Hun var kun blevet vækket par gange af Louis, der havde givet hende lidt mad og hjælpe hende på toilet.

Dagryet lyste uden for hendes vindue og hun satte sig op. Straks kunne hun mærke, hvordan hendes kræfter var på vej tilbage.

Hun strakte sig dovent og steg ud af sengen. Alt føltes rart og lige i det øjeblik var alle bekymringer glemt. Hendes blik fandt vækkeuret, klokken var 8. Ovre ved vinduet trak hun gardinerne fra og så ud på en hel hvid by.

Det måtte have sneet i nat ellers ville sneen ikke være så ren, tænkte hun, da hun så på al den smukke sne.

 

Det bankede på døren bag hende. Hun vendte sig, det var Louis der kom ind. ,,Vi skal til at åbne gaver, vil du med ned?”

Storsmilende nikkede Lexie. Hun havde stadig ondt i sjælen, men det blev bedre og bedre nu, hvor hun have Louis.

Louis tog et skridt ind på hendes værelse og gik med lange skridt over til hende.

,,Jeg elsker dig Lexie.” hviskede han.

,,Og jeg elsker dig Louis,” hviskede Lexie inderligt tilbage.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...