heart attack

Mig, min mor & lillesøster var lige flyttet til Doncaster i England, fordi min mor var blevet forfremmet og forflytte til England, hun arbejde som underdirektør i et firma der lavede noget helsekost noget, jeg havde aldrig helt forstået hvad var, så hun er sjælendt hjemme. Men de var i hvert fald i gang med at udvide til hele Europa, og min mor var så endt i England. Så mig og min lillesøster skal til at starte helt forfra.

4Likes
3Kommentarer
472Visninger
AA

4. kapitel 4

 

Kapitel 4

Hurtig info stadigvæk Jessikas synsvinkel :-) Like tak :-) Og undskyld for vente tiden, men jeg har været på ferie hele julen og har desværre ikke haft adgang til computer. Skriv gerne hvad i syntes. tak!

Jeg var lige landet i Københavns lufthavn, og jeg havde lovet at sende Louis en sms når jeg var landet og havde fået mine ting. Han havde virkelig været helt fantastisk i går. Han havde bare lyttet til alt det jeg havde at sige og ladet mig græde ud. Jeg vidste slet ikke hvordan jeg nogensinde skulle kunne takke ham!
Da jeg sad i en taxa på vej mod det hotel jeg skulle sove på i nat, fiskede jeg min mobil op af tasken.
’’Hej Louis J Jeg sidder i taxaen nu på vej mod hotellet, håber alt går godt i studiet i dag knus’’
Jeg nåede ikke engang at kigge væk fra skærmen inden han havde svaret.
’’Hej søde. Super godt. Du må skrive hvis der bliver noget’’
’’Det skal jeg nok. Jeg ved slet ikke hvordan jeg nogensinde skal takke dig Louis! Du er simpelthen fantastisk’’

jeg lagde mobilen ned i tasken og kiggede en sidste gang på den tale jeg skulle holde til begravelsen. Jeg havde sådan en underlig følelse i maven, jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle forholde mig til det alt sammen. Det var simpelthen kommet som sådan en chok.
                 ♡♡♡
Et par timer efter var jeg ankommet til kirken, og den første der mødte mig var hendes storebror, Kasper. Hans øjne var helt røde af gråd, vi sagde intet til hinanden men han gav mig bare et kram og jeg kunne mærke hvordan tårerne igen pressede på. Da jeg kom ind i kirken og gik op mod alteret så jeg den, en hvid kiste op allerforrest efterfulgt af tusindvis af blomster, med bånd hvor der stod: Hvil i fred, Vi ses en dag og alt sådan noget. For ikke at bryde sammen endnu engang, måtte jeg rette fokus mod det store guld kors over alteret og ladevær med at kigge ned.  Jeg satte mig ind på forreste række ved siden af hendes mor, der prøvede at fremtvinge et smil, og tog mig i hånden da jeg havde sat mig og klemte den lidt. Jeg kiggede rundt, og kirken var begyndt at blive fyldt med mennesker, jeg har aldrig set så mange mennesker på sammen sted. Selv folk som plejede at hade os var mødt op i kirken for at vise respekt for hende. Det var virkelig overvældene. Lige inden vi skulle starte kom hendes bror og sat sig ved siden af mig, han tog også min hånd. Jeg elskede den familie, jeg havde kendt dem hele mit liv, og var vant til at se dem nærmest hver dag og nu ser jeg dem måske 1-2 gange om året, og måske sjældnere. Alt imens præsten gik i gang med at tale, og bede osv. Sad jeg i min helt egen verden, med mine helt egne tanker og et håb om jeg ville møde hende igen en dag. Jeg tror ikke helt det var gået op for mig at det var MIN bedste veninde der lå i den kiste, og at det var MIN bedste veninde der var død. Nu var det min tur, det var nu jeg skulle holde min afskedstale, da jeg rejste mig begyndte mine ben at ryste og kunne mærke en stor klump i min hals, jeg tror der har siddet en 150-200 mennesker i kirken og alles øjne hvilede nu på mig, jeg havde allermest bare lyst til at løbe min vej nu. Indtil jeg fik kigget godt efter, nede bagerst i kirken, stod en velkendt fyr sammen med hans venner og smilede til mig. Louis var mødt op i kirken, sammen med Harry, Niall, Liam & Zayn. Der stod han og smilede til mig, og han skulle eddermande ikke opdage hvilken bangebuks jeg egentlig var, ikke endnu. Jeg var helt i chok over han var dukket op. Jeg tog en dyb indånding:
Jeg burde starte med at sige farvel, men jeg ved vi ses igen en dag. Alle de ting vi har lavet sammen i årenes løb. Alle de gange vi har grint sammen. Du var som en søster for mig, og hele din familie er som min anden familie. Og jeg syntes det var hårdt nok at skulle forlade dig, for England, og nu er vi her, og du er helt væk. Og jeg har svært ved at acceptere at jeg aldrig skal høre dig grine ige…, også kom tårerne min stemme knækkede. Jeg kunne ikke det her, jeg løb væk, løb ud af kirken, lige forbi Louis der prøvede at gribe fat i min arm, jeg skulle udenfor jeg kunne ikke få vejret derinde, alle kiggede bare efter mig. Fuck! FUCK! FUUUUCK! Men folk måtte jo forstå at jeg ikke kunne sige farvel til min bedste veninde jeg kunne ikke undvære hende i min hverdag, jeg kan ikke acceptere at hun er væk, og at jeg aldrig skal høre hendes stemme igen! Da jeg kom ud af kirken og lidt væk faldt jeg sammen på vejen, jeg sad bare der, jeg havde allermest bare lyst til at skrige, i raseri og frustrationer.

 

Louis’s synsvinkel
Jeg satte i løb efter Jessika, jeg kaldte på hende et par gange for at få hende til at stoppe, men hun blev bare ved med at løbe, indtil hun pludselig faldt sammen midt på vejen. Jeg skyndte mig hen og satte mig ved siden af hende, hun kiggede op på mig, hendes øjne var helt røde, og hun havde mascara på kinderne, og man kunne se hvordan hun lydløst bare græd. Jeg så drengene komme til syne op for enden af vejen.
’’Jeg er så rasende’’ skreg hun og slog sin hånd hårdt ned i asfalten. Man kunne se frustrationerne i hendes øjne, og man kunne se hvordan sorg stille blev til vrede.
’’Hey! Du kan altså brække din hånd på det der’’ et lille smil kom frem på hendes læber, inden tårerne begyndte igen.
’’Jeg tror vi skal flytte os lidt fra vejen’’ sagde jeg og løftede hende op og satte hende i kanten ved græsset i stedet for.
’’Jeg kan ikke gå tilbage, jeg kan bare ikke’’ hulkede hun. Jeg lagde en arm om hende og holdte hende stramt ind til mig. Det påvirkede mig virkelig at se hende sådan, og jeg kendte hende dårlig nok. Men hun gjorde bare et eller andet ved mig. Drengene dukkede op ved siden af os. De sagde ingenting. Ingen sagde noget. Der var helt stille. Som stilhed før stormen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...