Justice or Love ▪ One Direction

Lauren er en rødhåret pige med et stort positivt humør samt et dejligt smil. Hun bor sammen med en kammerat i London, tæt på kammeratens arbejde og Laurens universitet, hvor hun lige er blevet færdiguddannet som advokat. Da Lauren's første retssag meddeler at hun skal støtte en Mr. Malik, bliver der ændret en dramatisk kurs på hendes liv. Hun bliver trukket med i et virvar af problemer og et specielt spørgsmål hvis svar har svaret på alle hendes spørgsmål. ''Kærlighed eller retfærdighed?''

29Likes
101Kommentarer
1877Visninger
AA

7. What else than forbidden thoughts can it be ✪

                                                                 ✪✪✪

 

Datoen var 10. januar, og jeg havde fundet ud af en smule mere viden omkring sagen. Jeg var i gang med lave mad, da jeg havde inviteret Lisbeth over. Hun ville komme om en time, så jeg havde en smule travlt.

Jeg manglede at lave resten af maden, også selvfølgelig at klæde mig på. Bordet var dækket fint op til tre personer, hvis nu Mathias var hjemme og gerne ville spise med. Dog regnede jeg ikke med det, for det virkede til at han var hos en ven.

Jeg kiggede ud af køkkenvinduet, hvor sneen dalede fint og yndigt ned fra himlen, og ned på det allerede snebeklædte græs. Udenfor var isnende koldt, men indefra var det en perfekt udsigt.

Jeg vendte min opmærksomhed tilbage på gryden jeg rørte rundt i, og smagte lidt på maden. Efter at have tilsat lidt salt, lagde jeg låget på, og skruede helt ned. Nu skulle den bare køle lidt af.

Jeg gik hen på mit værelse, og trak mit tøj af. Med et kort kig på uret, vidste jeg at klokken nærmede sig klokken 18. Mørket havde sænket sig, men gadelygterne oplyste, som altid, det meste af vejen.

Jeg skiftede til en sort højtaljet nederdel og en hvid T-shirt. Dernæst trak jeg en sort blazer på, og jeg var næsten klar. Efter lidt make-up og have redt mit hår, sendte jeg mit spejlbillede et strålende smil, så mine øjne lyste op, og bevægede mig ud i gangen, hvor det for lidt siden havde banket på.

Lisbeths smilende ansigt mødte mig på samme tid med kulden, så jeg gennede hende med det samme indenfor. Heldigvis blev hun ikke fornærmet over min lidt uhøflige opførsel, blot sendte hun mig et endnu større smil end før. Jeg smilede tilbage, og tog imod hendes tykke jakke, som hun lige havde krænget af.

’’Velkommen til’’ hilste jeg, mens jeg hang jakken op, på knagerne bagved mig. Lisbeth kiggede sig rundt, og gik så ud af gangen, så jeg fulgte efter hende.

’’Tak, her dufter godt’’. ’’Mmm, jeg har lavet lasagne og suppe’’ Lisbeth kiggede overrasket på mig, men smilede så normalt. ’’På en måde havde jeg ikke regnet med at du også kunne lave mad, men hvad havde jeg dog forventet af dig?’’.

Jeg smilede af hendes søde tankegang, men jeg var jo ikke verdensmester til alting.

’’Det var sødt sagt. Tag plads’’ bad jeg, mens jeg lavede en armbevægelse mod bordet. Hun fniste lidt, inden hun trak stolen ud for sig selv. Jeg gjorde det samme.

’’Hvordan går det med sagen?’’ Spurgte hun interesseret, og jeg stoppede med at spise. Efter at have tygget færdig, åbnede jeg munden. ’’Det går udmærket. Vi kan ikke gøre så meget, inden kvin… ja, altså vi kan ikke gøre så meget’’ hurtigt ændrede jeg sætningen, da jeg var tæt på at afsløre hvad Zayn havde gjort. Jeg burde virkelig ikke glemme at jeg havde tavshedspligt.

’’Rolig Lauren, jeg ved det allerede godt. Som sekretær, må man altså gerne få oplysninger at vide, for jeg keder mig virkelig, og nogle gange sidder jeg også bare og prøver at finde mine egne løsninger på sagerne, selvom jeg intet har med det at gøre’’ plaprede hun ud om, og jeg kiggede helt overrasket på hende. Sådan noget må man da ikke fortælle?

’’Er du sikker? For, altså jeg har hørt at det KUN er advokaten der må vide det. Og selvfølgelig også dommeren, og personens familie og sådan, men ellers ikke andre?’’.

’’Ja, men søde, du behøver ikke fortælle det. Jeg har regnet ud, at I ikke kan gøre noget, før kvinden er bevidst, og derfor er sagen på en måde sat på standby’’ Fortalte hun, mens hun tog et nyt stykke mad ind i munden.

Jeg nikkede til det hun sagde, og spiste videre. ’’Hvad med dig? Bor du egentlig sammen med nogle?’’ Spurgte jeg, da jeg egentlig ikke vidste ret meget fakta omkring hende, kun hendes væremåde. ’’Jeg bor alene, men min lejlighed er rigtig tæt på mine forældres, og dem besøger jeg tit. Og min lillesøster bor sammen med mine forældre, fordi hun kun er 10 år’’

’’Så du fik en lillesøster da du var.. 14, ikke?’’ Spurgte jeg, og Lisbeth nikkede.

’’Aha’’ sagde jeg, mens jeg tog en slurk vand.

Efter lidt spisning i stilhed, brød Lisbeth den. ’’Okay, jeg bliver altså nødt til at spørge’’ sagde hun. Jeg gumlede færdigt og udtalte et ja, så hun gjorde sig klar til at snakke. ’’Jeg forstår det nemlig ikke rigtigt. Hvordan kan du ikke allerede være blevet forelsket i Zayn?’’ Spurgte hun anklagende, men stadig med et smil på læberne. Jeg fik mit vand galt i halsen, men efter at have hostet et par gange, var jeg god igen.

’’Fordi, jeg er hans advokat, og der ikke skal blandes følelser ind i det. Og der kommer ikke til at ske noget, som i overhovedet ikke. Aldrig’’ jeg kiggede hende direkte i øjnene, så hun kunne se hvor alvorlig jeg var, og forstod hvad jeg mente.

’’JA, det ved jeg godt, men det virker som om at han synes godt om dig’’ forklarede hun, mens hun brugte det berømte ’’synes godt om’’.

’’For der første er jeg ikke nogen facebook-status, og for det andet, nej. Lisbeth, jeg er hans advokat, intet andet. Og hvis, kun hvis, jeg kunne lide ham, hvilket jeg ikke kan, men hvis jeg nu kunne, ville det ikke lykkes. Han er kendt, jeg er en nyuddannet advokat. Så, nej’’ sagde jeg, og puttede gaflen med lasagne ind i munden. Lisbeth var i gang med at drikke hendes anden skål suppe.

’’Lauren, hør her’’ Sagde hun, og tog fat i begge mine hænder, som for at vide hun havde min fulde opmærksomhed. ’’Zayn ville altså ikke bare komme hen til dig, fordi han ikke havde noget at lave. Og selv hvis det var for at snakke om noget seriøst, så ville han ikke have taget slik med. Det er ikke noget man bare gør, fordi man keder sig. Og hvorfor ville han overhovedet invitere dig med på en offentlig café, hvis det bare var for at snakke om sagen. Det kan godt være du troede at det bare var det, men der er så meget at læse mellem linjerne. Og det burde du også begynde at gøre’’ hendes talestrøm sluttede, og hun gav slip på mine hænder. Jeg sad lamslået tilbage i stolen, og kiggede overvældet på Lisbeth. Hvad hun lige havde sagt var.. Nej, nej, nej.

Jeg kom til mig selv, og satte mig ordentligt til rette. Jeg ville lade emnet ligge, for derefter håbe på den blev glemt. ’’Smager suppen godt?’’ Spurgte jeg, bare for at komme på andre tanker. Lisbeth kiggede op på mig, og nikkede kraftigt. Da hun havde slubret den sidste slurk i sig, spurgte jeg om hun også ville smage lasagnen, hvilket hun godt ville.

 

✪✪✪

 

Dagen i går havde været udmærket. Lisbeth og jeg havde set en film der hed ’’The perks of being a wallflower’’.  Derefter var det alligevel blevet ret sent, så hun var taget hjem.

Som regnet ud, var datoen i dag d. 11. januar 2013, en torsdag. Vejret var ligeså koldt som de andre, og mine ben rystede stadig, selvom jeg var inde i bussen.

Efter lang tid, sådan cirka et par måneder, skulle jeg se Ethan igen, og jeg glædede mig meget. Min kære lillebror på femten, og jeg kom rigtig godt ud af det med hinanden, et skænderi var ikke noget der sås oftest hos os. Dog var vi begge drillesyge når det kom til hinanden.

Jeg var på vej hen til en hyggelig café, hvor vi forhåbentlig ville sludre lidt. Glæden lyste ud af mig, og jeg sad spændt, og ventede på at bussen endelig ville stoppe.

Hvilket den kort efter gjorde, og jeg steg af. Foran mig var caféen, som havde gennemsigtige vinduer. Jeg skubbede glasdøren op, og et flot rum mødte mig. Ligeså hyggeligt, som jeg huskede det.

Ethan vinkede mod mig, og jeg skyndte mig at gå ned til ham. Han sad nede ved vinduet, hvor man kunne se gaden. Han rejste sig op da jeg nåede ham, og jeg knugede ham hårdt ind til mig. Dernæst trak jeg ham ud i armlængde, og studerede ham. Han var vokset, og hans ansigt havde fået flere modne træk.

’’Du er godt nok vokset. Vi er jo næsten lige høje’’ udbrød jeg, og han kiggede underligt på mig. Derefter gjorde han tegn til at vi skulle sætte os ned, hvilket jeg gjorde efter at have taget min jakke af, så jeg blottede min tykke sweater. ’’Nu lyder du præcis som mormor’’ fortalte han, så jeg daskede ham blidt på skulderen. ’’Jeg er også en mormor i forhold til dig. Jeg er snart 20’’. ’’Ja, så er du officielt gammel’’ drillede han, og jeg kiggede fornærmet på ham. Jeg var ung og ligeså ny som ham, han var bare lige et par år nyere.

’’Ethan, jeg er altså ret ung, skal du nu se’’ påpegede jeg og prikkede ham på næsen, noget jeg plejede at gøre hele tiden. Han prøvede at undvige, men der havde jeg allerede gjort det. ’’Ej, lad være. Jeg er ikke noget barn længere’’. ’’Du er femten Ethan. Du kan ikke engang stemme ved valgene’’ Han himlede med øjnene af mig, og skævede til menukortet. ’’Hvad vil du have’’ Spurgte jeg, da jeg allerede vidste min bestilling. ’’Hvad skal du have?’’ spurgte han, og jeg smågrinede lidt, da det var ret så barnligt ikke at gide fortælle hans bestilling, før han havde fået min bestilling at vide. ’’Varm kakao, og dig?’’ Jeg havde rejst mig op, da jeg ville gå op til kassen.

’’Bare en cupcake. Og en energidrik’’ tilføjede han, og jeg nikkede.

Jeg gik op til kassen og fortalte manden bag disken, vores bestilling. Mens han vendte sig om, for at hælde kakao op i en grøn kop, lod jeg mine tanker få frit løb, og lod gerne de tanker jeg ikke brød mig om, fare vild.

Egentlig havde jeg ikke præcise ord på hvilke tanker, men forbudte tanker var de. Og måske var det kun min underbevidsthed der måtte kende til dem, da jeg ikke tillod mig selv at tænke i sådanne baner. Så i princippet vidste jeg ikke engang, hvad det var jeg ikke måtte tænke på.

Manden vendte sig om, og sendte mig et strålende smil. Dernæst rakte han mig koppen med kakao, som han i mellemtiden havde puttet flødeskum på, og dernæst ledte han efter energidrikkende. En anden kvinde, på samme alder som manden, rakte mig en cupcake, og jeg tog glædeligt imod den.

Den blev stillet på bakken på disken, og den unge mand rakte mig en iskold energidrik. Jeg smilede taknemmeligt, og han kiggede mig direkte ind i øjnene. Følelsen gav mig kuldegysninger, men selvfølgelig gjorde det det. Det var jo ikke vinter for ingenting, vel?

 

✪✪✪

 

Ethan sad på stolen på den anden side af bordet, mens jeg gyngede lidt frem og tilbage på kontorstolen. Vi havde sat os på mit kontor, jeg havde allerede savnet det, trods min fridag.

’’Siden hvornår læser du sådan nogen blade?’’ spurgte han undrende, mens han kiggede sig selv over skulderen. Jeg fulgte hans blik, indtil det stoppede på væggen, hvor der var en reol med diverse sladderblade.

’’Det er nogle Lisbeth har lagt her, jeg vidste faktsik ikke engang at de var her’’ forklarede jeg, mens jeg gumlede på mit tyggegummi. Dernæst tog jeg det ud, pakkede ind i slikpapiret, og smed det ud. Jeg havde ikke flere tyggegummier, og Ethan skulle ikke få lyst til det, for det er ikke nogen særlig rar følelse, når nogen smasker foran én.

’’Lisbeth’’ spurgte han, og så denne gang undrende på mig. Han hævede øjenbrynene så flere rynker opstod på hans pande. ’’Hende i receptionen’’ sagde jeg, mens det langsomt gik op for ham, hvem jeg snakkede om.

’’Hende! Ja, hun er lækker’’ et lusket smil havde bredt sig på hans læber, og jeg sendte ham et strengt blik.

’’Come on. Hun er 24!’’ udbrød jeg, så han kunne fornemme hvor gustent det ville være at have noget med en på 24, når man selv var 15. ’’Seriøst? For det kunne jeg jo ikke regne ud. Godt nok ligner hun en der er yngre end dig, men du ser nu heller ikke ung ud’’ jeg kiggede måbende på ham, da han lige havde sagt at jeg faktisk ikke så ung ud, men lignede en der bestemt var over 24. Det havde han i hvert fald hentydet til.

’’Og hvordan skal den forstås?’’

’’At du ikke ser ung ud. Dit hår er sat op i en gammeldags knold, og du følger ikke særlig meget med, når det gælder mode. Og den taske får dig til at virke som en mor, der bærer rundt på hendes babys ting’’

Jeg tog mine hænder ind under bordet, og glattede min nederdel ud. Den behøvede jo ikke være på mode, men jeg kunne godt lide den. Og det var lige præcis det jeg sagde højt. ’’Hvis du kan lide den gammeldags nederdel, kan du også godt lide at være gammeldags’’ Sagde han, og jeg lænede mig irriteret tilbage. Det var jo ikke fordi jeg sprang min ungdom over, bare fordi jeg både var klædt ansvarlig og var ansvarlig.

Også alligevel, for jeg havde før fået af vide, at jeg skulle passe på med at springe min ungdom over.

’’Ethan, synes du jeg er kedelig?’’ spurgte jeg så, mens jeg kiggede indtrængende på ham. Han satte et skævt smil op, og blinkede kækt til mig. ’’Du er min søster, så selvfølgelig ja. Men hvis jeg skal være ærlig, så nej. Du er sjov og køn, så dit single-liv giver ikke mening for mig’’

’’Jeg vil bare gerne fokusere på mit arbejde lige nu. Og jeg er faktisk i gang med en sag’’.

’’Virkelig? Tillykke søs’’ Udbrød han, med en oprigtig glæde i stemmen. Jeg smilede som tak. ’’Det er ikke fordi jeg læser de der blade vel, men Bell havde et liggende hjemme, og da jeg så var hos hende, stod det åbent på en side, om dig og en eller anden sanger. Han hed et eller andet med M til efternavn’’ Forklarede han, og mit hjerte stoppede et kort øjeblik.

’’Malik?’’ spurgte jeg for at være sikker, og jeg sank irriteret en klump, da han nikkede.

’’Ja, det er ham jeg skal forsvare. Men der er altså ikke noget, for.. det er der ikke’’. ’’Det forstår jeg ikke. Har han da hentydet til noget, eller hvad?’’ spurgte Ethan nysgerrigt. Jeg nikkede og rystede på hovedet på samme tid, så jeg fik modtaget et forvirret blik fra min bror.

’’Lisbeth tror han kan lide mig, men det tror jeg bare ikke. Og jeg har også sagt at vi kun må snakke om sagen. Du ved, alt andet er bare forkert’’ forklarede jeg.

’’Hmm. Hvis der er noget, så skriv. Eller ring, men jeg skal nok smutte nu. Klokken er snart ti, og jeg skal få lavet lektier til i morgen’’ han havde allerede rejst sig op, og var i gang med at tage hans jakke på.

’’Ethan! Skynd dig hjem og lav dem, og du kunne da have sagt det, hvis du skulle lave lektier. Jeg håber det er første gang du er ved ikke at lave lektier’’ Jeg havde den strenge stemme på, og Ethan kiggede irriteret på mig. ’’Selvfølgelig er det første gang, hvad havde du dog forventet af mig? Nå, men vi ses’’ mumlede han hurtigt, og krammede mig flygtigt, inden han spurtede ud af døren.

Jeg kiggede overrasket efter ham, men satte mig så ind på mit kontor.

Jeg ville også tage hjem om lidt.

 

✪✪✪

 

Jeg var i gang med at pakke mine ting sammen, da en skikkelse brasede ind i rummet. Jeg havde slukket lyset, da jeg ikke behøvede lys, når jeg allerede vidste hvor mine ting lå. Derfor kunne jeg ikke identificere den mørke skikkelse endnu.

Dog blev det tydeligt da personen forpustet begyndte at snakke. ’’Lauren, det er vigtigt’’ udbrød han, mens han ivrigt hev efter vejret.

Jeg skyndte mig forbi ham og hen til lyskontakten, hvor jeg tændte lyset. Det skarpe lys blændede et øjeblik mit syn, men jeg kunne derefter se ordentligt igen. Zayn satte sig tungt ned på en stol, og jeg observerede hans handlinger.

’’Zayn, den er elleve. Hvad kan være så vigtigt, at du ikke kan sige det i morgen?’’ spurgte jeg ham, og Zayn kiggede bare på mig. Jeg sukkede, inden jeg gik hen til mit skrivebord, for at færdiggøre min oprydning.

Da jeg var klar, svang jeg tasken over skulderen, og tog min jakke hen over min anden arm. Jeg gik hen til døren, men vendte mig så om, og kiggede på Zayn, som stadig trak vejret forpustet. Jeg pegede hen i retning af døren og ned af gangen, så Zayn rejste sig op og fulgte lydigt med.

Vi var inde i elevatoren, og jeg var forvirret. Det var som om at jeg var gået glip af et eller andet, som kunne forklare årsagen til hvorfor Zayn var her, eller hvorfor Zayn endnu ikke havde kommet med en begrundelse til hvorfor han var her.

Elevatoren standsede, og vi gik side om side ud. ’’Zayn, er der sket noget?’’ Spurgte jeg blidt, da jeg kom i tanker om at jeg faktisk ikke havde taget høfligt imod ham på mit kontor. Zayn kiggede smilende på mig, men dernæst falmede hans smil en smule. Det blev stift, og hans blik blev fjernt.

Længere foran skimtede jeg Lisbeth stå med et bundt nøgler i hænderne, mens hun holdt yderdøren åben. Hun kiggede lykkeligt hen på os, og jeg gættede på at hun ventede på at vi ville forlade bygningen, så hun kunne få mulighed for at låse bygningen.

’’Jeg har fødselsdag i morgen’’ var det eneste Zayn sagde, jo mere vi nærmede os Lisbeth. Jeg sendte hende et smil, som hun glædeligt besvarede. ’’Tillykke Zayn! Hvor gammel bliver du?’’ udbrød jeg med en halv entusiasme, da jeg selvfølgelig var glad på hans vegne, men det kunne vel ikke haste så meget at jeg fik det at vide. Jeg var trods alt kun hans advokat, intet mere.

’’Lauren, jeg mener at jeg holder en fødselsdagsfest hjemme hos mig, og du er inviteret’’ forklarede han provokeret, og slog ud med armene, som var det åbenlyst. Og fordi det fik mig til at fremstå dum, mens der var andre i nærheden, blev det talt som en stor uhøflighed.

’’Tak!’’ sagde jeg irriteret, næsten vrissende. Han skulle virkelig ikke tale sådan til en, som kunne redde hans ry, bare ved et par løgne.

’’Lauren, jeg mente det ikke på den måde. Men du virkede bare ikke så glad for at se mig, som jeg er for dig’’ Hans sætning gav ikke mening, så jeg slog det hen. Derfor kiggede jeg opfordrende på ham, så han forstod han skulle tale videre. ’’Du er hermed inviteret til min fødselsdagsfest i morgen klokken 9. Bare tag noget festligt på’’ Hans stemme lød bedende, også alligevel havde den en undertone af noget bestemthed.

’’Det kan jeg ikke, hvor end jeg gerne ville’’ Det sidste passede ikke, men jeg havde opdaget at jeg ikke behøvede være høflig overfor en, som behandlede mig uhøfligt. ’’Kom med et godt argument, tak’’ han slog ud med armene, så han var ved at ramme Lisbeth, som for resten var ved hans side.

Vi stod udenfor i kulden, og jeg havde virkelig lyst til bare at tage hjem og ligge under min arme dyne.

’’Fordi jeg skal på arbejde i morgen, og jeg kan ikke stå op, hvis jeg ikke går i seng før halv 11’’

’’Det er lørdag i morgen, og jeg ved du ikke skal noget’’ brød Lisbeth ind. Jeg kiggede irriteret på hende, mens Zayn stirrede hånligt på mig. Lisbeth kiggede hurtigt på uret på hendes mobil, inden hun udbrød at hun skulle skynde sig hjem. Så hun spurtede hen til hendes bil.

’’Zayn, hør lige på mig, ok?’’ Jeg tog fat i hans varme hænder, og vendte mig med front mod ham. Jeg kiggede direkte ind i hans brune øjne, som kiggede kærligt ind i mine. Hvilket de ikke burde.

Zayn nikkede langsomt, og fugtiggjorde hans læber.

’’Jeg er din advokat. Jeg lyver endda for din skyld, eller jeg skal lyve for din skyld. Det er intet mere, kun mindre end hvad du vil have. At blive inviteret til fester hos hinanden er forkert, fordi det udsender forkerte signaler. Så, jeg kan ikke komme med’’ Sagde jeg i et roligt tonefald, og Zayn nikkede hypnotiseret.

’’Zayn!’’ udbrød jeg heftigt, da jeg ville have hans opmærksomhed. Han rystede på hovedet, så noget af hans hår ramte mig i panden, og gjorde mig opmærksom på, hvor tæt vi stod på hinanden. Jeg huskede ellers ikke vi var så tætte på hinanden i starten.

’’Jeg lytter’’ mumlede han lavt, inden han lukkede øjnene.

’’Stop nu Zayn’’ råbte jeg skingert, inden jeg hev mig væk fra ham. Han åbnede forskrækket øjnene, og stirrede forfærdet på mig. Jeg rystede på hovedet og vendte mig om, for at fortsætte hen til min bil.

Jeg var nået halvvejs, da Zayn pludselig greb fat i min arm og vendte mig om. Det gjorde ikke ondt, for han havde ikke gjort det for hårdt.

’’Lauren, nu er det din tur til at høre på mig. Jeg vil gerne være din ven, og jeg finder dig måske tiltrækkende, men det betyder ikke at vi skal date eller noget. Bare fordi jeg kan lide dig, betyder det ikke du kan. Du skal bare være der for at fejre min dag, og jeg vil rigtig gerne have dig med, fordi du ofrer dig meget for min skyld, at jeg ikke engang føler jeg kan betale dig tilbage. Så, vil du ikke nok komme? Jeg skal nok personligt sørge for at du ikke får noget som helst at drikke, hvis det er problemet. Og jeg kan også invitere Lisbeth, så du ikke føler dig alene. Selvom jeg nok alligevel vil være der med dig?’’

Jeg rystede på hovedet, det lød alt for forkert i mine ører. Overhovedet ikke rigtigt, på nogen som helst tænkelig måde, og jeg rystede endnu engang på hovedet.

’’Zayn, det føles forkert. Jeg føler mig ikke tryg ved tanken, og det er vel det vigtigste, ikke?’’

’’Bare en aften. Kun en enkelt aften, også skal jeg nok lade være med at invitere dig til nogle andre fester, så bare én gang. Kun en lille gang. En lille bitte lille mini gang’’ Han viste en bøjet pegefinger, som for at vise hvor lille en gang det ville være, og jeg grinede af hans barnlighed.

Og efter det… ja, så nikkede jeg.

Jeg nikkede, og det var utroligt, for jeg ville ikke med til den fest. Det er så klichéagtigt at man synes det er forkert og rigtigt på samme tid, men det syntes jeg ikke. For mig var det kun forkert, og jeg kan nærmest tydeligt huske det, som var det i går, hvordan jeg havde følt da Zayn stod tæt på mig. Og der var de igen. De forbudte tanker, som jeg ikke engang vidste hvad var. Så, i virkeligheden vidste jeg ikke engang hvad jeg havde følt da vi stod tæt, men at det var forbudte tanker, var jeg helt sikker på. For hvad ellers end forbudte tanker kunne det være?

 

          ✪✪✪✪✪✪✪✪

ORD:3.907

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...