Justice or Love ▪ One Direction

Lauren er en rødhåret pige med et stort positivt humør samt et dejligt smil. Hun bor sammen med en kammerat i London, tæt på kammeratens arbejde og Laurens universitet, hvor hun lige er blevet færdiguddannet som advokat. Da Lauren's første retssag meddeler at hun skal støtte en Mr. Malik, bliver der ændret en dramatisk kurs på hendes liv. Hun bliver trukket med i et virvar af problemer og et specielt spørgsmål hvis svar har svaret på alle hendes spørgsmål. ''Kærlighed eller retfærdighed?''

29Likes
101Kommentarer
1880Visninger
AA

3. The Guy From The Bench ✪

Ikke rettet igennem <3

 

Næste morgen vågnede jeg da mit vækkeur kimede højlydt. Jeg satte mig op og skyndte mig at slukke det, Mathias skulle helst ikke vågne allerede, han havde trods alt fri fra arbejde i dag. Med langsomme og sløve bevægelser satte jeg kurs mod badeværelset og plaskede noget vand i ansigtet. Derefter tørrede jeg mit ansigt i et håndklæde og gik tilbage på mit værelse. Jeg åbnede vinduet på klem og begyndte at rydde op. min dobbeltseng blev redt, og jeg lagde mit tøj frem på sengen. Dernæst gik jeg hen til mit mindre skab der bestod af en masse skuffer. Oven på skabet - som gik mig til navlen – lå mit make-up og min hårbørste. Med rolige bevægelser begyndte jeg at rede mit hår og lod det så hænge løst, så det krøllede i enderne. Jeg lagde en naturlig make-up der bestod af mascara, så mine allerede lange øjenvipper blev endnu længere, en tynd streg eyeliner på øjenlåget, og en smule rød farve på mine kindben. Jeg kiggede i spejlet der hang oven på skuffe-skabet, og lagde mærke til mine tørre læber. Jeg smurte lidt vaseline på dem, og kiggede så tilfredst på mit spejlbillede. Dernæst trak jeg mine natbukser af og skiftede min top ud med en anden. Inden da tog jeg lige min brystholder på, det ville ikke være særlig fedt hvis mine brystvorter tydeligt kunne ses gennem mit tøj.

Jeg gik i undertøj hen til sengen og begyndte at klæde mig på, med det tøj jeg havde lagt frem for lidt tid siden. Det bestod af en bordeaux farvet bluse stukket ind i en høj taljet sort nederdel. Under nederdelen havde jeg sorte gennemsigtige nylon strømper på. Jeg gik tilbage til mit make-upbord, hvor der nemlig også stod mit smykkeskrin. Derfra fandt jeg et par trekantede sorte øreringe, og tog dem på.

Efter at have gjort mig klar, gik jeg ud i gangen og fandt mine nye sko frem. Jeg tog dem på, og tog min sorte frakke oven over mit tøj, så nederdelen ikke kunne ses længere. (Link til tøjet og overtøjet i kommentar)

Jeg tog mine nøgler og pung fra hylden ved siden af døren, råbte et - jeg kommer om lidt – til Mathias, og lukkede døren efter mig. Jeg begav mig ned af trapperne i opgangen, og smuttede ud af den tunge dør, mens jeg hilste højt på dørmanden. Han vinkede smilende til mig, og ønskede mig en god dag.

Jeg bevægede mig hen mod bageren, jeg havde en virkelig lyst til noget morgenbrød og kage til morgen. Eller, Mathias kunne nok godt tænke sig noget. Egentlig var det ikke rigtig kage, mere morgenbrød med lidt syltetøj og hvid glasur i midten, men han kunne godt lide det.

En kimende lyd meddelte menneskerne derinde at der var kommet en kunde, mig. Jeg smilte til en kvinde der kiggede lige så smilende på mig, og jeg gik hen til bageren.

’’Hej Steffan’’ Hilste jeg.

’’Heeeej Lauren, hvad kunne du godt tænke dig?’’

’’Det sædvanlige, tak. Åh, og en af de der kager med hvidt glasur’’

’’Er du begyndt at spise det til morgenmad? Det må jeg sige unge dame, du har ændret dig på en uge’’ Grinte han, så hans skæg bevægede i takt med hans mund. Jeg smilte til ham og rystede på hovedet.

’’Mathias’’ Sagde jeg, så han forstod hvem kagen var til.

Steffan gik ud bagved for at hente min bestilling, og jeg lod tankerne få frit løb. Jeg glædede mig helt sindssygt til at komme på arbejde, for det hele var så nyt. Det jeg glædede mig mest til var nok at få min første sag, selvom jeg var ret sikker på at jeg ikke ville få den i dag. Jeg håbede at få den snarest, men jeg havde tålmodigheden, så jeg kunne godt vente lidt.

Steffan kom tilbage med mit sædvanlige, som bestod af nogle rundstykker og et wienerbrød, samt to kager. Jeg takkede ham og smuttede så ud af butikken. Mine fødder bevægede sig i en lidt anden retning end hjem, en omvej gennem parken lød hyggelig. Jeg fandt min IPhone frem og skrev en besked til Mathias, at jeg snart var hjemme. Derefter strammede jeg grebet om posen med morgenmaden, og gik så på fortovet. Små og store iskrystaller begyndte at dale ned fra himlen, og som så jeg et stjerneskud klappede jeg ivrigt i hænderne. Med et strålende smil på læberne bevægede jeg mig videre og videre hen ad fortovet, mens jeg engang imellem kiggede op på himmelen, der havde indtaget en hvid klar farve. Landskabet rundt omkring var også i samme farve, en skøn hvis farve. Både træerne og græsset var kridhvidt, alle andre farver stammede fra de forskellig farvede biler, både i rød, gul, grøn, blå, sort og grå.

Parken var fyldt med børn og unge der enten var ivrigt i gang med at bygge en snemand, eller var i gang med en ihærdig snebolds kamp. Januar, midten af vinteren og nok den mest snefulde måned.

Jeg prøvede at gå oven på sneen, så jeg ikke ville glide på isen der lå adskillige steder på asfalten. Derfor kom jeg også til at gå helt hen til to unge mænd der legede barnligt med sneen. Brunetten gav den lyshårede en vasker, som prøvede at stikke af, men forgæves. Han fik en ordentlig vasker, som blev tværet ud flere gange. Jeg lagde mærke til en mørkhåret fyr der sad på bænken tæt på brunetten og den lyshårede, så jeg gik udfra at de kendte hinanden. Fyren på bænken sad på en hidsig måde med krydsede arme og ben, med et surt udtryk i ansigtet. Han kiggede flere gange ned på hans mobil han havde i hånden, som om at det var den der pissede ham af. Jeg kiggede forundret på ham, indtil jeg opdagede at han pludselig vendte hovedet i min retning og kiggede på mig. Jeg fik sådan et chok, så jeg vaklede bagud og snublede over en klump sne, der nok var begyndelsen på en snemand. Forfærdet kiggede jeg rundt og så en lille dreng med pandehår kigge trist ned i jorden.

Jeg prøvede at rejse mig op, men jeg var faldet sådan så jeg sad fast. Mens jeg endnu engang prøvede at rejse mig, kom fyren fra bænken hen til mig og rakte en hånd ned til mig. Da jeg bare kiggede på den, satte han sig ned på hug, og holdt mig rundt om livet. Med lidt hjælp fra mig, fik han mig op at stå. Jeg børstede sneen af min frakke, og sendte ham et taknemmeligt smil. Han smilte til mig, og jeg gengældte det med det samme. Desværre kom jeg til at kigge ind i hans nøddebrune øjne, som med det samme fastlåste sig til mine. Jeg stirrede forbløffet på dem, sådan som de funklede. Han var køn. Nej, han var smuk. Lange øjenvipper omkransede hans øjne, og hans mund var let åben. Det så ud til at han havde bløde læber, og jeg fik et øjeblik en lyst til at mærke dem mod min pegefinger. Med det samme rystede jeg tanken af mig, og kiggede rødmende ned i jorden. Da jeg kiggede op stod han denne gang med et skævt smil, og jeg kiggede væk og hen på drengen med pandehåret, som fulgte ivrigt med i hvad fyren og jeg lavede.

’’Undskyld lille ven, jeg skal nok hjælpe dig med at lave det igen’’ Beroligede jeg ham om, og han nikkede sødt til mig. Jeg lagde min pose over på bænken, og gik hen til drengen igen. Jeg skulle til at samle noget sne op, da jeg opdagede at jeg ikke havde nogen vanter på. Derfor stod jeg også foroverbøjet i et par sekunder, men aftalte med mig selv, at jeg ikke ville dø af kulden. Lige da jeg skulle til at samle noget sne op fra jorden, prikkede en person mig på skulderen. Jeg kiggede mig over skulderen, og så Fyren Fra Bænken stå og kigge fornøjet på mig. ’’Ja’’ Spurgte jeg høfligt. ’’Du kan bare låne de her’’ Tilbød han, samtidig med at han rakte mig hans vanter. Jeg pustede til en hårtot der var faldet ned over mine øjne, og rettede mig så op.

Taknemmeligt tog jeg imod vanterne og sendte ham et smil. Han gengældte smilet, men gik ikke tilbage hen til bænken, som jeg havde regnet med. I stedet bøjede han sig ned ligesom jeg, og begyndte at forme noget sne med hans hænder. Jeg kiggede forvirret på ham, mens han hjalp den lille dreng med at lave begyndelse på snemanden. Jeg rystede på hovedet og begyndte at hjælpe til.

 

Da vi var færdige, kiggede vi alle tre tilfredse på snemanden. Både Fyren Fra Bænken og jeg havde snakket meget med André, som var drengens navn. Ellers havde vi ikke sagt noget til hinanden, end at jeg havde undskyldt, da jeg ved et uheld kom til at ramme hans nakke med noget sne, så det kørte længere ned af hans ryg. Ups.

’’Taaaaaak, fordi i gad hjælpe. Jeg viser det lige til min mor’’ Fortalte drengen og gik hen til en yngre dame, mens han pegede mod snemanden og os. Hun kiggede smilende han på os, og sendte så fyren og jeg en thumps up. Jeg nikkede til hende, mens jeg vendte mig mod siden, så jeg kunne kigge på fyren. Jeg havde ikke fået fat i hans navn, men det var jo ikke at jeg skulle bruge det til noget.

’’Øhm.. hejhej’’ Sagde jeg akavet, så han gloede sjovt på mig. Jeg sendte ham et smil, og skulle til at vende om, da han rømmede sig højlydt. Jeg kiggede på ham, og ventede på at han ville sige noget. Da han bare kløede sig akavet i nakken og kiggede akavet på mig, hævede jeg et øjenbryn og satte hænderne i siderne.

’’Dit.. øhh.. din.. na… din… din pose!’’ Stammede han, og pegede til slut ivrigt hen på bænken hvor min pose lå. Jeg kiggede underligt på ham, da det bare virkede som noget han sagde for at kunne snakke lidt længere. Jeg var dog alligevel taknemmelig, det gik ikke hvis jeg bare glemte brødene og kagerne her. Jeg gik hen til bænken, tog min pose og gik tilbage.

Det var tydeligt at han havde mere at sige, men nåede det ikke da brunetten fra før råbte efter ham. ’’Kom nu mate, du skal jo ikke komme for sent vel?’’ Lød det fra ham, så Fyren Fra Bænken stivnede.

’’Når ja’’ mumlede han, mens han klappede sig selv i hånden. Jeg kiggede mærkeligt på ham, for det var da en mærkelig ting at gøre i offentligheden?

’’Jeg..’’ Han pegede i retning af hans venner. ’’ja.. øh vi ses’’ Mumlede han, mens han ventede på mit svar.

’’Zayn!’’ Blev der råbt, så Fyren Fra Bænken bare smuttede. Jeg vinkede efter ham, og vendte mig så om. Denne gang blev jeg ikke standset af nogle, så jeg fortsatte med humøret højt, igennem parken og tilbage til lejlighedskomplekset jeg boede i. Egentlig var det ret dyrt og stort, større end andre 20-åriges lejligheder. Det var jo bare godt, men jeg ville jo også tjene glimrende som advokat.

 

Jeg åbnede døren ind til vores lejlighed, og meddelte med et højt råb at jeg var hjemme. Mathias kom gående ud i gangen iført boxershorts og sendte mig et stort smil. ’’Kage?’’ Hans øjne lyste op da jeg nikkede, og han tog posen ud af min hånd, mens jeg trak overtøjet af.

Vi gik begge efter hinanden ind i køkkenet, og dækkede bord. Rettere sagt, jeg dækkede bord, mens Mathias lige smuttede for at klæde sig på.

 

✪✪✪

 

Chaufføren satte mig af foran bygningen, der var min nye arbejdsplads. Jeg kiggede overvældet op på taget, så jeg blev nødt til at bøje nakken helt. Det var stort, kæmpe stort. Jeg sænkede hovedet, så jeg kiggede lige ud, og gik hen til glasdøren. Jeg skubbede den besværligt op, for den var ret tung. Stedet der mødte mig var rent luksus, der var nogle sofaer i det ene hjørne, med et bord imellem. På højre side af indgangen var der en høj disk, hvor der vist nok sad en sekretær bag. Hun sendte mig et imødekommende smil, og jeg gengældte det med et sødt et. Lige ud, var der en stor glaselevator, og ved siden af en masse rulletrapper. Jeg nåede ikke at se mere, inden sekretæren hilste højlydt på mig. Jeg nikkede som svar, og bevægede mig hen til disken, hvor der stod en masse papirer på, og bagved kunne jeg lige ane en computer.

’’Lauren Hemmerson, ny advokat’’ Fortalte jeg hende med en høflig stemme, mens jeg havde et smil på læberne. Hun nikkede og fugtede læberne, mens hendes øjne flakkede på skærmen over hende. Hun søgte vel mellem alle de navne der dukkede op. Hun stoppede sin søgen, og tog derefter en stor slurk af hendes vandflaske. Jeg kiggede forundret på hende, var det ikke lidt uhøfligt?

’’Undskyld, men mine læber er helt tørre’’ Undskyldte hun, som havde hun læst mine tanker. Jeg rystede på hovedet, for at vise hende at det var i orden.

’’Så! Tiende sal, tredje dør på højre hånd’’

’’Hvem skal jeg da snakke med?’’ Spurgte jeg forundret. Tænk at tage helt derop hverdag, for at komme ind på sit kontor. Så var jeg glad for at det var denne ene gang.

’’Søde, det er dit kontor’’ Og der blev min drøm om at have et kontor på 1. etage knust. Jeg nikkede dog bare til hende, og sænkede min arm så jeg kunne kigge ind i min taske. Jeg lynede lynlåsen op, og tog min pung op.

’’Skal du egentlig ikke bruge mit sygesikringskort?’’ Spurgte jeg. ’’Nej, der er et billede af dig herinde, så jeg kan bare se om i ligner hinanden’’. ’’Smart’’ Nikkede jeg.

’’Jeg hedder for resten Lisbeth’’ Præsenterede hun sig selv. Jeg smilte til hende, og gik hen til elevatoren. Knappen ved siden af blev der trykket på, og kabinen kom med det samme. Jeg steg ind på den, og trykkede med det samme på knappen der førte til tiende etage. Med et sus begyndte kabinen at bevæge sig, og jeg støttede mig forskrækket opad væggen. Mine øjne var lukkede, jeg var ikke parat til at kigge ned.

En lyd annoncerede at jeg var på etagen, og jeg åbnede øjnene og kiggede ud af glasruden. Synet der mødte mig var superfedt. Der var et mini-vandfald, og der svømmede fisk rundt i vandet.

Jeg steg ud og bevægede mig hen til døren til mit kontor. På døren var der en meget lille kuvert, hvor man kunne indsætte sit navn. På tidspunktet var det tomt, nok grundet det at jeg ikke engang havde været indenfor.

Da jeg åbnede døren, blev jeg med det samme mødt af at superfedt kontor, med moderne møbler og malerier. Det hele lignte nogle af de kontorer man ser på film, og jeg gik indenfor med et stort smil. Jeg lukkede døren efter mig, og gik hen til min kontorstol. Med et bump satte jeg mig ned, og lagde min taske på skrivebordet. Et par minutter lukkede jeg øjnene og håbede på at jeg havde fundet lykken. Jeg lavede små forestillinger om hvor god en dag det her ville blive.

Derefter åbnede jeg øjnene og rejste mig for at gå ud af vinduet. Et kæmpe vindue var sat op, og jeg havde udsigt til en ret stor del af byen. Faktisk, da jeg kiggede nærmere, fik jeg øje på mit lejlighedskompleks. Min lejlighed kunne jeg ikke se, for vi boede ikke ret højt, men jeg kunne se toppen.

Jeg satte mig tilbage og undersøgte skufferne. I min taske lå der en masse papirer som skulle ordnes og ligges på plads, så jeg begyndte at pakke ud, og gøre stedet lidt mere min stil. Altså, jeg stilte nogle hyggelige stearinlys frem, et billede af Mathias og jeg prægede skrivebordet, og jeg hang min frakke op på knagerækken, sammen med min røde hue.

✪✪✪

 

Telefonen ringede og jeg tog den, mens jeg lagde mine bene over kors.

’’Hallo’’ Spurgte jeg. Jeg var lige blevet færdig med at pakke helt ud, også havde jeg læst mine papirer igennem og øvet de ting jeg havde lært, bare så jeg var forberedt hvis nogle spurgte mig om noget. ’’Det er Lisbeth. Jeg ved godt at det er din første dag, men der er allerede brug for dig’’ Det var lidt svært at forstå hvad hun sagde, da hendes tyggegummi var i vejen, men jeg forstod det da.

’’Det er perfekt! Hvor skal jeg være henne?’’

’’Bare kom herned, så forklarer jeg’’

’’Okay, kommer nu’’ sagde jeg, inden jeg lagde på, og allerede var henne ved elevatoren, så jeg kunne komme ned med det samme. Min første sag! Jeg glædede mig, men det var jo egentlig ikke sikkert at jeg blev valgt, for der var også andre advokater, som den anklagende eller anklageren kunne vælge imellem.

Jeg løb hen til Lisbeth, og selvom det var svært med kilehæle, klarede jeg mig udmærket. Nok fordi jeg tit løb i dem, da jeg ret tit havde travlt.

’’Det er derinde’’ Lisbeth pegede til venstre, hvor døren var åben, og en mand gik ind, efterfulgt af to kvinder. De så alle sammen meget ældre ud end jeg, oppe i 40’erne.

’’Okay. Er der noget jeg skal have med?’’ Spurgte jeg stresset, da jeg blev bange for at jeg ville glemme hvad jeg skulle sige, og sådanne ting. Lisbeth rystede på hovedet, men nikkede derefter. ’’Du skal bare reklamere for dig selv, så er den sag din. Jeg holder med dig’’ Forklarede hun, mens hun blinkede til mig ved det sidste. Jeg blinkede for sjov tilbage, for at lette atmosfæren der havde lagt sig omkring mig, som en tyk vinterdyne. Jeg kunne allerede mærke Lisbeth ville blive en god veninde, uden tvivl.

Jeg vinkede til hende, mens jeg gik hen mod rummet, hvor de andre advokater også ville være.

Jeg satte mig på den yderste stol, måske fordi jeg følte mig som et lille barn ved siden af alle de andre ældre mennesker. Jeg pustede ind, og beroligede mig selv om at jeg var lige så voksen som dem, ikke lige gammel, men moden. Jeg kiggede til siden og smilte damen ved siden af mig et nervøst smil. Hun gengældte det med et beroligende smil.

’’Tag det roligt, søde pige’’ Sagde hun, inden hun kiggede lige frem, og klappede i som en østers, ligesom alle de andre. Jeg kiggede forvirret rundt, og opdagede at hele salen var blevet stille.

Den anklagede eller anklageren skulle vælge en advokat ud af 10 advokater, udfra advokatens reklame for sig selv. Jeg var hundrede på at jeg ikke blev valgt, tænk på alle de andre advokater, som sikkert var mestre til deres arbejde. Jeg var nok ikke særlig meget at vælge frem for dem, men alligevel spirede et håb indeni mig.

Og da en bestemt fyr kom ind i salen med en bodyguard bag sig, blev jeg først helt overrasket. Da han fastlåste sine øjne med mine, kunne jeg ikke rokke mig ud af pladsen. Verden forsvandt, det eneste der fandtes var ham og jeg. Da han sendte mig et af hans skæve smil, blev mine håb forstærket. Det kunne være at han ville vælge mig, da vi allerede kendte hinanden. Men så fortsatte hans blik til damen ved siden af, og da han gav alle andre end mig hånden, sank jeg helt sammen på stolen. Med et suk kiggede jeg skuffet ned på mappen der lå foran mig, og gav mig til at vende den samme side, om og om igen.

Fyren Fra Bænken.

 

 

 

ORD: 3272.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...